15. januar 2013

800 nazister marcherede lørdag i Magdeburg

Den årlige nazistiske march i Magdeburg blev trods protester og blokadeforsøg ikke forhindret. Politiet mødte antifascister med massiv repression.

Hvert år omkring den 16. januar marcherer nazister fra blandt andet NPD og forskellige frie kammeratskabsgrupper i Magdeburg. Magdeburg, der ligger mellem Hannover og Berlin, blev på denne dato bombarderet af de allierede i 1945. Nazister forsøger derfor – ligesom i Dresden den 13. februar – at markere dagen med en mindemarch til ære for de faldne tyskere.

I år havde nazister annonceret, at de ville marchere både lørdag den 12. januar og den 19. januar. Derfor havde antifascister arrangeret moddemonstrationer begge dage. Forleden aflyste nazisterne marchen den 19. januar, hvilket dog ikke betyder at den antifascistiske demonstration er aflyst.

Allerede lørdag morgen samledes omkring 1000 mennesker i det østlige Magdeburg. Dagen forinden var nazisternes rute blev offentliggjort, og man samledes derfor på deres startsted for at lave en blokade.

I sidste øjeblik rykkede politiet nazisternes march til et industrikvarter i en anden ende af byen, så antifascisterne ikke kunne blokere ruten på forhånd. Samtidig sikrede politiet, at de allerede planlagte masseblokader mislykkedes, da de ikke længere var nær nazisternes march.

Nazisterne blev af politiet ført de seks kilometer fra banegården til marchens startpunkt. Forinden var både journalister og enkelte antifascister blevet truet eller forsøgt overfaldet.

De første fem kilometer af marchen gik igennem mennesketomme gader i et industrikvarter.

Et overraskende moment var, at politiet tillod nazisterne at gå forbi det venstreorienterede hus Liz, der i flere omgange har været udsat for nazistisk hærværk. Foran huset holdt Andy Knape og Maik Müller tale. Andy Knape var arrangør af marchen og er bundeslandsformand for NPD’s ungdomsorganisation Jungen Nationaldemokraten. Maik Müller arrangerede sidste års fejlslagne march i Dresden. Talerne blev dog overdøvet af antifascister fra huset, der spillede musik ud af vinduerne, piftede, fløjtede og råbte slagord.

Efter cirka fem timer var marchen forbi, og nazisterne blev gelejdet til toget eller til deres busser.

Samtidig med marchen havde en sammenslutning af 160 forskellige initiativer, organisationer og partier arrangeret en stor demonstration i indre by. Op mod 12.000 demonstranter deltog. På trods af at demonstrationen fandt sted flere kilometer fra nazisternes march, blev demonstranterne mødt af massiv politibrutalitet fra de 2000 betjente, der var til stede i Magdeburg.

Pebersprays, vandkanoner og knipler blev taget i brug af betjentene, som derfor lykkedes med at holde moddemonstranterne væk fra nazisternes rute.