13. december 2010

700 nazister marcherede i Salem

Med en enkelt dansker i spidsen marcherede 700 nazister - og dermed 200 flere end i 2009 - lørdag igennem den iskolde Stockholm-forstad Salem.

Udo Pastörs fra det tyske nazi-parti NPD taler i Salem.

Marchen forløb rimelig problemfrit. Små to uger før marchen var der via svenske Motkraft indkaldt til en blokade af tog-stationen Älvsjö syd for Stockholm på vej mod Rönninge, denne blokade blev dog hurtigt omringet og ført væk af politiet. Den nazistiske fællesafgang fra det centrale Stockholm blev dog en lille halv time forsinket af aktionen.

Undervejs på marchen demonstrerede "Stoppa nazismen" og "Uppsalabor mot rasism" langs ruten. Deres manifestationen samlede 70 deltagere. Samtidig samlede en manifestation i det centrale Stockholm cirka 300 antiracister.

Det var forventet, at deltagerantallet i nazi-marchen i år ville øges drastisk, efter Info14 og resten af arrangørgrupperne havde sat alt på et bræt, og investeret nærmest al aktivitet det seneste halve år i at mobilisere. 100.000 svenske kroner blev f.eks. investeret i løbesedler, og 27.000 tabloid-aviser med reklame for diverse højreekstreme grupper samt Salem-marchen er blevet sendt med post til unge mænd i Stockholms-området.

En meget lille delegation danskere fra Danmarks Nationale Front deltog i marchen. Oliver Cox fra Hørsholm gik, iført DNFs ’kampuniform’, en camouflage-grøn jakke, der mest af alt ser ud til at være stjålet fra et Hjemmeværns-lager, i spidsen af marchen med en buket blomster.

Sidste år marcherede 500 nazister ved marchen i Salem. Det var det laveste deltagerantal nogensinde. I år steg tallet så til 700 (ifølge Aftonbladet og Dagens Nyheter - sidstnævnte angiver politiet som kilde).

På den ene side, så lykkedes det altså Info14 med venner at stoppe det drastiske fald i deltagerantallet. Alt andet ville formodentligt også have betydet, at årets march ville være den sidste. På den anden side, så bestod de 200 ekstra deltagere primært af udlændinge. Flere svenske nazi-sider omtaler, at der i år skal have deltaget over 200 ikke-svenske nazister i marchen. I den optik er stigningen af svenske deltagere de facto ikke-eksisterende.

Med et let opskruet deltagerantal, de fleste nazi-sider skriver 850, skal det dog nok lykkes for arrangørgruppen at udråbe årets march, der iøvrigt var 10-års jubilæum, som en massiv succes for den ’nationale bevægelse’.