11. september 2013

40 år siden: Fascistisk militærkup i Chile

I dag forbinder de fleste nok datoen 11. september med terrorangrebene i USA, 2001. Datoen er dog også årsdag for statskuppet i Chile, 1973, som indvarslede årtier med fascisme og terror.

For 40 år siden rullede militære køretøjer ind i Santiago, Chiles hovedstad. Forinden havde militæret indtaget centrale strategiske positioner til lands og til vands, og lukket tv- og radiostationer. Det var et statskup rettet imod den folkevalgte socialistiske regering, med Præsident Salvador Allende i spidsen.

11. september 1973 kulminerede med bombningen af præsidentpaladset, hvor Allende og en gruppe bevæbnede mænd holdt stand. De fleste blev dræbt og Allende selv tog livet af sig (der har været megen spekulation vedr. dødsårsagen, men i de senere år har flere vidner og undersøgelser bekræftet at det var selvmord).

Militærjuntaen overtog magten i Chile og indledte et fascistisk regime, hvor tusindvis af politiske modstandere blev likvideret eller henrettet, anslået 30.000 blev placeret i koncentrationslejre og mange ’forsvandt’. Yderligere ca. 30.000 flygtede fra Chile.

Baggrunden for det fascistiske kup, der banede vejen for General Augusto Pinochets totale centralisering af magten omkring sig selv, var en socialistisk udvikling i Chile, der medførte uro hos borgerskabet og USA. I 1970 havde en venstreorienteret koalition af partier (’Unidad Popular’, Folkeenheden) vundet præsidentvalget og gjort den marxistiske fysiker Allende til præsident. Regeringen havde som erklæret mål at gøre Chile til et demokratisk, socialistisk land, via demokratiske midler.

I sin korte levetid gennemførte man jordreformer, hvor landbrugsjorden blev eksproprieret til gavn for den arbejdende befolkning, ligesom man nationaliserede Chiles kobberminer. Minerne var ejet af amerikanske selskaber, og demokratiseringen af kobberet førte til en diplomatisk konflikt mellem Chile og USA.

CIA optrappede sine aktiviteter i Chile på Præsident Richard Nixons ordre: "Make the economy scream." Ud over at yde støtte til sabotageaktioner imod Chiles nationaløkonomi, tilførtes penge til borgerlige medier og partier, der kritiserede den socialistiske udvikling. I løbet af 1973 tegnede det til en national krise, men alligevel vandt Folkeenheden midtvejsvalget – og gik frem. Men den økonomiske krise voksede. Arbejdsgivere organiserede succesfulde lock-outs og sabotageaktioner imod fødevareforsyningerne.

Kort efter midtvejsvalget i juni ’73 forsøgte en militærjunta et statskup, og omringede præsidentpaladset – symbolet på Chiles demokrati – med tanks. Kuppet blev imidlertid standset af forfatningstro dele af militæret. Senere, 4. september, gik 800.000 borgere på gaden i en demonstration i Santiago, for at vise støtte til Allende.

Demokratiet tabte dog som bekendt. Fascismen vandt.

Få månder efter det første kupforsøg slog Pinochet og hans støtter så til med en uhyrlig voldsom brutalitet. Forfølgelse, totur og mord på tusindvis af venstreorienterede, fagligt aktive, studerende og alle mulige andre som det fascistiske styre mente var deres modstandere fulgte lige i kølvandet på magtovertagelsen.

Pinochets regime varede til 1990, men han fortsatte som øverstkommanderende for hæren til 1998. Pinochet undgik at blive retsforfulgt for sine forbrydelser, selvom det på et tidspunkt kom tæt på en retssag (han var under husarrest i England, 1998-2000, og igen i Chile i 2000). Pinochet blev frem til sin død støttet af flere markante vestlige, konservative politikere, blandt andre Margaret Thatcher, tidligere Premierminster i Storbritannien og Henry Kissinger, USA´s tidligere udenrigsminister.

I dag mindes ofrene for den chilenske fascisme verden over. I Santiago vil der være flere antifascistiske markeringer.

I København er der en mindehøjtidelighed kl. 16 på Plaza Salvador Allende, Superkilen.

Kl. 19 er der en koncert i DR’s koncerthus, arrangeret af Valby og Sydvest mod krig og BJMF 3F i samarbejde med Grupo Salvador Allende.

Modkraft: Chile 40 år efter kuppet: "Det kan ske igen"

DR P1: Kuppet, der knuste demokratiet

Dagbladet Arbejderen: Vi glemmer aldrig Chile

Koncert 11. sept. 2013 kl. 19, Koncerthuset

Wikipedia: 1973 Chilean coup d’état (engelsk)