11. januar 2013

2012: Retssager, gryende fascisme, terror og nazimarcher der smuldrer

Året, der gik, var præget af retssager mod racistiske og nazistiske mordere og terrorister i alle vores nabolande. I Sydeuropa blev 2012 især præget af fremgangen for nazisterne fra Gyldent Daggry og den stigende vold mod minoriteter og flygtninge.

Tyskland I Tyskland har især én sag domineret i 2012, når det gælder fascismen og kampen mod den; nemlig sagen omkring NSU (Nationalsozialistischer Untergrund). Hele Tyskland var i chok, da afsløringen af den nazistiske terrorcelle kom frem i offentligheden i november 2011.

2012 har været præget af opklaringsarbejdet og forberedelsen af retssagen mod den eneste overlevende af de tre medlemmer af NSU, Beate Zschäpe. Udover bombeattentater, ti mord og 14 bankrøverier, som de tre nazister har begået, er Tyskland også blevet rystet af utallige skandaler, der i kølvandet på sagen har ramt både politiet og forskellige tyske efterretningstjenester. Alene omfanget af Uwe Mundlos, Uwe Böhnardt og Beate Zschäpes terror og kriminalitet burde have fået myndighederne på sporet af dem, men i løbet af opklaringen af sagen og forberedelsen til retssagen mod Beate Zschäpe har det vist sig, at politiet og især efterretningstjenesterne har været i kontakt med de tre af flere omgange, siden de i starten af 1990’erne dukkede op på den yderste østtyske højrefløj. Meget tyder på, at personer i, eller tæt på forskellige efterretningstjenester i Tyskland, på den ene eller den anden måde har støttet NSU, eller i hvert fald har ladt dem glide ud af deres søgelys.

Indtil nu har NSU-sagen kostet flere ledere fra forskellige efterretningstjenester jobbet, efter det har vist sig, at deres tjenester har været involveret i sagen. Både på landsplan og delstatsplan har medier, politikere og borgerretsgrupper krævet at se de tyske efterretningstjenesters kontakt til og samarbejde med tyske nazister efter i sømmene. Problemet er ikke nyt. De tyske efterretningstjenesters omfattede brug af infiltratorer og meddelere på den tyske højrefløj har i årevis været kritiseret af blandt andet politikere på venstrefløjen og antifascister.

Da den tyske stat i 2003 prøvede at forbyde nazipartiet NPD på baggrund af partiets antidemokratiske og nazistiske politik, blev det stoppet af den tyske højesteret. Den tyske højesterets grundlag var, at der var så mange hemmelige agenter fra de tyske indenrigsefterretningstjenester i NPD, at det var sandsynligt, at disse agenter og dermed staten selv havde formet partiets politik.

En fjerde person, Holger G, der er mistænkt for at have hjulpet de tre NSU’ere, skal også på anklagebænken og formodes, i modsætning til Beate Zschäpe, at ville svare på spørgsmål og muligvis samarbejde med myndighederne. Sagen mod Beate Zschäpe starter i 2013 og varer sandsynligvis hele året.

Hvilke konsekvenser NSU-skandalen vil få for de tyske efterretningstjenester, er det for tidligt at spå om, og sagen er langt fra fuldt opklaret.

Dresden I midten af februar forsøgte forskellige nynazistiske grupper og partier at afholde den årligt tilbagevendende Dresden-march til minde om de allieredes bombardementer af byen i 1945. Det brede antifascistiske mobiliseringsarbejde mod marchen sikrede for tredje år i træk, at marchen blev en fiasko for nazisterne. Nordeuropa og Tysklands absolut største nazi-march i nyere tid var i år således skrumpet ned til ”kun” 1000-1500 nazister, der måtte nøjes med en meget forkortet demonstration i byen, da mellem 15.000-20.000 antifascister blokerede resten af byen omkring dem.

Asylpolitik Asylpolitisk har der i efteråret været særdeles meget aktivitet flere steder i Tyskland og Østrig. Store grupper af asylansøgere forlod i løbet af sensommeren og efteråret de asylcentre, de er tvunget til at opholde sig i og gik mod hovedstæderne for at protestere. Både i Wien og Berlin blev der dannet Occupy-lignende lejre, hvorfra der blev protesteret mod Tyskland, Østrig og EU’s umenneskelige behandling af flygtninge og indvandrere.

Norge & Sverige I Norge har Breivik-retssagen, der løb fra april til august i Oslo, fyldt absolut mest. Før retssagen var der en lang udredning om, hvorvidt Anders Breivik var for psykisk syg til at kunne straffes eller ej. Både udredningen og selve retssagen tvang de overlevende vidner, de mange pårørende og det norske samfund til at blive konfronteret med den norske ultra-nationalists gerninger. Breivik blev erklæret ”rask” nok til en fængselsdom og blev efterfølgende dømt den længst mulige straf. Han fik 21 års forvaring med en minimumsafsoning på 10 år for sit dobbelte terrorangreb den 22. juli 2011 i Oslo og på Utøya.

I forbindelse med retssagen oplevede Norge en af de største demonstrationer i nyere tid, da 40.000 mennesker gik på gaden for mangfoldighed og mod fascistisk terror. I Oslo afholdt English Defence League, EDL, og den norske satellit Norwegian Defence League, NDL, (som Anders Breivik var medlem af indtil februar 2011) i december en manifestation mod islamiseringen af Europa. Det var EDL’s tredje European Defence League-manifestation i 2012. Den første, der var den 31. marts i Århus, blev en kæmpe fiasko for EDL og DDL. I Århus kunne EDL og deres skandinaviske venner kun samle små 170 fra hele Nordeuropa. Ved den anden fælles-europæiske EDL-manifestation i Stockholm, den 4. august, lykkedes det racisterne og fascisterne at samle endnu færre, kun cirka 70. Oslo-manifestationen blev dog det hidtidige lavpunkt for islamofoberne fra EDL, NDL, SDL og DDL. De blev ikke mere end 50 deltagere, og deres manifestation blev mødt af en antifascistisk moddemonstration med omkring 1000 deltagere, der i perioder overdøvede racisterne fuldstændigt.

2012 var det første år i over ti år, hvor den svenske nazi-scene ikke formåede at markere sig med den årlige Salem-march i december. Intern splid, generationsskifte i nazi-miljøet og ikke mindst nazisternes store fiasko i 2011 hører til hovedforklaringerne for, hvorfor nazisterne har indstillet deres marcherne. Den antifascistiske modstand mod Salemmarchen, der sidste år gav nazisterne et stort politisk nederlag, er helt sikkert også en stor del af forklaringen.

Sverige havde i 2012 også en retssag mod en højreorienteret seriemorder, nemlig sagen mod Peter Mangs. Peter Mangs skød og dræbte to-tre personer og sårede 12 mennesker i Malmø og omegn fra efteråret 2009, til han blev stoppet af politiet et år senere. Peter Mangs er blevet kaldt lasermand nummer to med reference til den første lasermand John Ausonius, der i starten af 1990’erne i Stockholm og omegn sårede og dræbte en stribe mennesker, inden han blev fanget af politiet. Ligesom den første lasermand var Peter Mangs også motiveret af racisme, og også hans ofte var borgere med anden etnisk baggrund. Sagen mod Mangs trak ud, da det ligesom i tilfældet med Anders Breivik, var svært for myndighederne at finde ud af, hvor psykisk syg Peter Mangs var, og om han overhovedet var rask nok til at kunne dømmes. Peter Mangs blev dog, ligesom John Ausonius, idømt fængsel på livstid.

Polen Også Polen blev i 2012 rundet af formodet højreorienteret terror. I slutningen af november kom det frem, at den polske efterretningstjeneste den 9. november havde anholdt tre personer mistænkt for at ville begå et højreorienteret terrorangreb i Polen.

Den hovedmistænkte, Brunon K., en 45-årige kemiker fra Krakow, ville angiveligt sprænge det polske parlament i luften. Myndighederne i Polen siger, at Brunon K. og hans to medskyldige blev anholdt, da efterretningstjenesten opdagede kemikerens plan om at køre en bil med fire tons sprængstof hen til det polske parlament og sprænge det i luften, mens den polske præsident, regering og parlamentets 460 medlemmer var i bygningen. Mariusz Krason, statsanklager i Polen, oplyser, at den anklagede er motiveret af nationalisme, racisme og antisemitisme og et had til dem, der leder Polen, som han mener, er fremmede og arbejder mod Polens interesser. De to andre anholdte er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. Yderligere to er blevet afhørt af myndighederne i sagen. På grund af sagens omfang meddelte den polske statsanklager sidst på året, at det ville tage myndighederne et stykke tid at sammenfatte anklageskriftet mod Brunon K., som nægter at lade sig mental-undersøge.

Ungarn og Italien Både i Ungarn og Italien har forskellige ultra højreorienterede, nynazistiske og neofascistiske grupper haft stigende aktivitet både i og udenom det parlamentariske system. I Ungarn er den fascistiske og racistiske vold især gået udover landets romaer og seksuelle minoriteter, men er også kommet til udtryk i en stigende antisemitisme. I Italien har racismen og fascismen været vendt mod især migranter og flygtninge i landet og er både kommet fra højreorienterede grupper og fra myndighedernes side.

En positiv udvikling i Italien i 2012 er, at det ultra højreorienterede, populistiske og fremmedfjendske Lega Nord i løbet af året har oplevet en kolossal vælgerflugt og kæmpe intern splid. Partiets problemer skyldes, at en række omfattende korruptionsskandaler, der har tråde helt ind i partiets absolutte top, er kommet frem i dagens lys.

Grækenland I det kriseramte Grækenland er det nynazistiske parti Gyldent Daggry vokset markant i løbet af 2012. Partiet er vokset ved begge de to parlamentsvalg, der blev afholdt i løbet af 2012. Ved det sidste valg endte partiet med at få 6,9 % af stemmerne. Organisatorisk og på gadeplan er partiet også vokset. Det viser sig i form af flere partikontorer og ikke mindst flere ”aktioner” af meget forskellig art. Udover mere traditionelle manifestationer såsom demonstrationer deler partiets aktivister og sympatisører mad ud til fattige grækere i byerne under store propagandaceremonier. Partiets folk og sympatisører er dog også aktive på andre måder i gaderne. Gyldent Daggry og deres sympatisører chikanerer og overfalder mere og mere åbenlyst migranter, minoriteter og venstreorienterede. Det gør de ofte i direkte eller indirekte samarbejde med politiet, der i stort omfang enten støtter Gyldent Daggry eller vender det blinde øje til de forbrydelser, partiets aktivister begår.

Retorikken er da heller ikke til at tage fejl af. Gyldent Daggry siger, at de forbereder sig på en borgerkrig mod alt, hvad der ikke er græsk. Partiets top såvel som bund er utallige gange blevet sammenkædet med dødelig vold og anden grov kriminalitet. Desuden lægger partiet ikke skjul på sine antidemokratiske og nazistiske holdninger. Partiets ledere hylder ofte den fascistiske militærjunta, der styrede Grækenland uhyre brutalt, indtil den blev styrtet i 1974. Selvom partiet i løbet af 2012 har mødt øget antifascistisk modstand, og Grækenland i stigende grad bliver kritiseret fra udlandet på grund af volden mod migranter og minoriteter, er partiet stadigvæk i fremgang, og nogle meningsmålinger giver partiet helt op til 10 procent af stemmerne, hvis der var valg i Grækenland i dag.

Mange iagttagere peger på at situationen omkring Gyldent Daggry på mange måder minder om Hitlers nazismes vækst i Weimarrepublikkens Tyskland. Visse ligheder er slående, selvom det også er vigtigt ikke at drage forhastede historiske fejlslutninger. Kollapset af den græske økonomi og et politisk system præget af de store mainstreampartiers korruption og inkompetence er sammen med den store flygtninge- og migrantkrise, Grækenland lider under, de altovervejende hovedårsager til, at Gyldent Daggry på få år er gået fra at være en total perifer og marginal nazigruppe til et parti med opbakning fra op mod 10 procent af de græske vælgere.

Udviklingen af racisme og fascisme i Sydeuropa hænger uløseligt sammen med både den økonomiske krise og med EU’s flygtninge krise. De mange migranter og flygtninge, der på grund af EU’s flygtningeregler i den såkaldte Dublin-aftale, bliver tvunget til at opholde sig i det første land, de bliver registreret i (som regel Grækenland, Italien, Malta eller Spanien), bliver på det politiske plan i stigende omfang brugt som politiske syndebukke for alt, hvad der er af problemer i det pågældende land og i hele EU.

I løbet af 2012 brugte myndigheder og politikere i Grækenland, Italien og Ungarn ny racistisk lovgivning og endnu mere rabiat racistisk og fascistisk retorik til at forsvare eller styrke deres positioner. Flere menneskeretsorganisationer og blandt andet FN har kritiseret Italien og Grækenland for brud på flygtninge og minoriteters basale rettigheder i 2012.