28. august 2012

Så gik der tid med det

Giver det mening at afskrive militante midler, fordi det svækker muligheden for opbygge en bred, folkelig antifascistisk bevægelse, hvis man alligevel ikke gør en indsats for at skabe den bevægelse? Det mener denne kronikør ikke.

Så gik der tid med det
Vi fik noget at bruge tiden til
Så gik der tid med det
Satte ingenting på spil


- Tøsedrengene

Det er efterhånden fem måneder siden, at diskussionen om protesterne mod English Defence League i Århus kørte på især Modkraft. Diskussionen var, tilbage i marts og april, præget af et markant skel mellem venstreradikale, pro-militante antifascister på den ene side og legalistiske strømninger i og omkring Enhedslisten på den anden. Både før og efter demonstrationen var legalisternes bekymring, at eventuelle konfrontative aktioner fra antifascistisk side ville besværliggøre eller ligefrem umuliggøre en langsigtet opbygning af en bred, antifascistisk bevægelse i Århus.

Kort sagt, så argumenterede legalisterne for, at man skulle holde igen under protesterne 31. marts, for at overbevise de mange nye samarbejdspartnere om, at den antifascistiske bevægelse er til at stole på og samarbejde med. Håbet var, at de nye alliancer ville kunne medvirke til at løse det massive naziproblem som Århus har.

Lykkedes det så?

Først og fremmest, så kan man konstatere, at det faktisk lykkedes initiativet Århus for Mangfoldighed at få en massiv opbakning fra alle tænkelige sider: alle de lokale fagforeninger (14 styks!), SF, SFU, DSU, en række fagforeninger og antiracistiske organisationer fra Norge og England samt en lang række minoritetsorganisationer. Det er den bredeste antifascistiske alliance herhjemme i mange, mange år. Vi skal formentligt tilbage til protesterne mod Hessmarcherne på Sjælland i anden halvdel af halvfemserne samt Langeskov-demonstrationen i 2005, for at finde lignende brede alliancer. Så langt var Århus for Mangfoldighed en ubetinget succes.

I samme åndedrag må det nævnes, at den organiserede, udenomsparlamentariske antifascistiske bevægelse i Århus, dem som mange vil kalde de autonome, faktisk aktivt bakkede op om Århus for Mangfoldigheds ikke-konfrontative linje. Det skete både på møder med antifascister fra andre byer og ved at uddele løbesedler i demoen med opfordring til at folk overholdt kodekset. Det skete ikke fordi bevægelsen pludselig havde set lyset og købt legalisternes linje, men for at give legalisternes projekt en chance.

Samtidig må man konstatere, at de frygtede optøjer, som både medier og legalister havde forudset i det store og hele udeblev. Projekt Antifas gennemgang af dagen er den mest reelle der findes, og det fremgår klart, at de konfrontationer, der trods alt var med politiet, ikke kom fra den organiserede antifascistiske bevægelse. Alle, der i dagene efter 31. marts, råbte og skreg om autonome bøller havde tydeligvis deres billede af hændelsesforløbet fra medierne og ikke fra de tilstedeværende. Dem, der rent faktisk var nede ved Mølleparken, kunne konstatere, at det sådan set gik ret fredeligt for sig. At medierne fokuserede massivt på de mindre episoder der var, er og bliver ikke den antifascistiske bevægelses skyld (selvom det i høj grad er vores problem).

Så langt så godt.

Det interessante er så, hvad den alliance med alle de mange nye organisationer har haft af betydning for det kontinuerlige antifascistiske arbejde i Århus efter 31. marts. Hvis en bred, folkelige demo skulle medvirke til at afhjælpe det store problem med White Pride, så må der jo være sket noget det sidste halve års tid. Lad os gennemgå et par af punkterne:

Har de nye grupper, der omkring 31. marts blev involveret i antifascisme, gjort en indsats for at flere skal tage afstand fra White Prides voldsregime i Århus?

På ingen måde. Tavsheden omkring den nazistiske vold i Århus har sjældent været mere øredøvende end i dag. Hverken annoncer i aviserne fra FOA, antifascistiske flyers, plakater og løbesedler med LO-logo eller bare et lille læserbrev fra DSU eller en pressemeddelelse fra 3F eller BUPL har vi set.

Har de så forsøgt at hjælpe fascismens ofre, fx ved at finansiere juridisk eller psykologisk bistand eller stillet op som fanevagter, når ofre har skullet vidne i retten?

Næh. Den hjælp White Prides ofre har kunnet få har alene været fra enten personlige venner, nære politiske kammerater eller de organiserede, udenomsparlamentariske antifascistiske grupper. Det er ellers en ret konkret, simpel og vigtig måde at vise solidaritet på.

Har de mobiliseret til de faste manifestationer, der plejer at være i Århus, hver gang White Pride har overfaldet venstrefløjsaktivister?

Nix. Men okay, det handler måske om at der ikke er blevet organiseret én eneste af de ellers kontinuerlige demonstrationer i år, selvom den fascistiske vold har været oppe på niveau med det hidtil værste år, 2008. Hvis en mobilisering med 5.000 deltagere ikke kunne give konkret afkast ved fremtidige demonstrationer, hvad er den så værd?

Har de da så i det mindste bidraget til den trængte økonomi i de organiserede antifascistiske grupper i Århus?

Nej. På ingen måde. Pengekasserne i Århus er stadig gabende tom.

Som sagt er der nu gået fem måneder siden protesterne mod EDL-demonstrationen. Fem måneder, hvor White Prides vold er blusset op for fuld skrue. Fem måneder, hvor en ny generation af voldsberedte fascister har hærget Århus. Fem måneder hvor blodsporet af forslåede venstrefløjsaktivister er blevet længere og længere - fra Mølleparken til Jægergårdsgade.

Fem måneder, hvor LO Århus, BUPL Århus, FOA Århus, 3F Transport logistik og byg i Århus, Dansk Metal Århus, Pædagogstuderendes Landssammenslutning, 3F på Sommervej og Rymarken, 3F Ungdom Århus, Dansk Socialrådgiverforening, LFS - Landsforeningen for Socialpædagoger, Murersvendenes klub og Murerarbejdsmændenes klub i Århus, Tømrer og bygningssnedkernes klub i Århus samt DSU, SFU og SF i Århus har siddet på hænderne. Fem måneder, hvor ’den stærke alliance’, den ’brede bevægelse’ (og hvad vi ellers har hørt af lovprisninger af fagbevægelsen og SF/SFU/DSU) ikke har rørt sig ud af flækken. Fem måneder, hvor den antifascistiske bevægelse i Århus har stået lige så fucking alene, som den gjorde før 31. marts.

Succes? I think not.

At sige, at der intet kom ud af demonstrationen 31. marts ville være forkert. Først og fremmest, så er der nogle mennesker, der normalt ikke har berøring med venstrefløjen, der gik i en demonstration og havde en god oplevelse med det. Det kan forhåbentligt danne basis for fremtidige mobiliseringer – men det kræver altså, at mobiliseringerne kommer.

Derudover så fik Århus vist, at der faktisk er en antifascistisk opposition i byen. Det er ellers noget man nemt kan blive i tvivl om, når man ser på situationen ude fra, hvis ikke man allerede er organiseret antifascist. Signalværdien må ikke undervurderes.

Et tredje positivt element er, at Enhedslisten i fremtiden får nemmere ved at ringe til de lokale fagforeninger i forbindelse med antifascistiske projekter, end de tidligere har haft. Projektet har skabt nye personlige kontakter på tværs af organisationer, og den slags er ikke uvigtigt.

Men udover de tre ret fluffy ting er det godt nok svært at pege på, at Århus for Mangfoldighed reelt har ændret noget. De resultater, der kan opleves, nemlig en konkret antifascistisk indsats, er udeblevet.

Skal man have mulighed for at drage nytte af den store networking-indsats, som Århus for Mangfoldighed lagde i tiden op 31. marts, så er det ved at være sidst udkald. Til vinter er det hele glemt. Hvis fagbevægelsen i Århus rent faktisk tager naziproblemet alvorligt, så skal de se at komme ud af busken. Hvis legalisterne omkring Enhedslisten rent faktisk mener, at fagbevægelsen, sosserne og Villys lokale tropper kan bruges til noget, så lad os se det.

Sker det ikke, så har ønsket om at nedtone konfliktniveauet for at få socialdemokratisk støtte til det antifascistiske arbejde mistet enhver legitimitet i årene fremover.

Af O’Malley