5. marts 2013

Praktisk Solidaritet Aarhus – hvad er det?

Et netværk af københavnske aktivister arbejder for at støtte den trængte århusianske venstrefløj. Her præsenterer Praktisk Solidaritet Aarhus sig selv.

Sidste efterår blev konferencen Aarhus2012 afholdt som startskud til at tage kampen op med mange af de problemer som den yderste højrefløj har været skyld i. Bl.a. har byens venstrefløj og venstreorienterede steder stået model til vold og hærværk. Det har til tider gjort det både meget krævende og udmattende at være aktivist i Aarhus.

Der har igennem det seneste år været en del fokus på situationen, både i form af konferencen, men også i forbindelse med Filmkollektivet Opbruds dokumentarfilm Det Mørke Aarhus. Yderligere er situationen i byen også præsenteret med sit eget kapitel i AFA’s nye bog At knuse fascismen.

Efterhånden kender mange til situationen i Århus.

Solidaritetsarbejde i praksis

Hvad der derimod ikke er særlig udbredt viden, endnu, er vores tiltag til at ændre på den trælse tilstand i Aarhus.

Vi er PSA, Praktisk Solidaritet Aarhus, og som vores navn afslører, er vores største opgave at yde praktisk støtte til den aarhusianske venstrefløj. Det betyder helt lavpraktisk at vi stiller nogle af Københavns ressourcer til rådighed, når Aarhus beder om det. Udgangspunktet er at Aarhus selv sidder med ideerne og vi hjælper til hvor vi kan.

Da Aarhus står over for mange forskellige problemer, har vi organiseret os for at opfylde disse forskellige behov. PSA består derfor af mange grupper, som arbejder med forskellige emner. Vi laver bl.a. støttefester, flyers, oplysende arrangementer og stiller aktivister til rådighed.

I Cozy Crashers arbejder man med at skabe sociale relationer og arrangementer, der ikke involverer salg af alkohol, for på den måde at lægge sociale byggesten og sætte kurs mod socialistisk politik uden fokus på rusmidler.

Festgruppen arbejder hovedsageligt med udgangspunkt i København. Det er denne gruppe, der udgør rygraden i vores interne økonomi og dermed gør mange af vores tiltag mulige. Derfor vil man de næste mange måneder, og forhåbentligt år, kunne falde over invitationer til PSA-støttefester.

Kreagruppens arbejde kan allerede findes i form af PSA flyers rundt omkring på den københavnske venstrefløj. Aarhus drager også nytte af gruppens ressourcer.

Foruden disse grupper, har vi også grupper indenfor politisk vidensdeling, kampagner, intern organisering og sikkerhed. Vi samarbejder også med grupper i Aarhus på at forberede den opfølgende konference Aarhus2013.

Den største udfordring der venter os i den nærmeste fremtid, er at støtte op om de aarhusianske aktivister i opbyggelsen og udvidelsen af et stærkt venstreradikalt miljø i Aarhus.

Siden PSA havde sin opstart i slutningen af september, er der sat gang i mange initiativer. Særligt har Aarhus selv genoplivet og reformeret gamle grupperinger og fået organiseret byens forholdsvis nye anarkistiske bogcafé Regnbuen. Det reformerede ARN Aarhus blev sparket i gang med et krystalnatsarrangement den 9. november sidste år og har fortsat nye ting på programmet. Hos gruppen omkring Regnbuen, er der hovedsageligt blevet arbejdet i bookinginitiativet Club Insurrection, der laver politiske koncerter.

Duk jer ikke, duk op!

Overordnet set har det før været vanskeligt for det venstreradikale miljø i Aarhus at organisere nye aktiviteter og projekter uden faste fristeder, som kan skabe rammerne for opbygningen af et sundt, stærkt og bæredygtigt miljø. Da der nu er en kraftig stigning i antallet af aktiviteter og projekter i Aarhus, stiller det nye, men positive udfordringer for de aarhusianske aktivister og os i PSA.

Den stigende politiske aktivitet i Aarhus og udbredningen af information og kendskab til vores projekter, kræver et minimumsbudget til bl.a. print og tryk. Ligeledes har vi transportudgifter til oplægsholdere og bands, i de perioder hvor den aarhusianske sparegris er tom.

Det gør at vores fremtidige arbejde i høj grad afhænger af økonomisk støtte, men også af nye aktivister. Som man nok kan forestille sig er der meget arbejde for PSA. Derfor har vi altid brug for flere friske folk, både i organisationen og til enkeltstående arrangementer, som fx. som at stå i en støttebar. Man er derfor altid velkommen til at kontakte os og høre nærmere om at blive aktiv. Alle med drivkraft, initiativ eller vilje er værdsat.

I alt for mange år har Aarhus stået alene med sine udfordringer. En stærk solidaritetspolitik er nødvendig i kampen for endegyldigt at knuse fascismens både i Aarhus og alle andre steder. Det er ikke aarhusianernes ansvar alene at kæmpe for et fremtidigt socialistisk miljø, men et fælles ansvar for den samlede radikale venstrefløj. I kampen mod fascismen står vi alle sammen!

PSA har brug for jer, for Aarhus har brug for os!

Du kan støtte PSA’s arbejde ved at sætte penge ind på vores konto:

Reg: 5323 Konto: 0000245515

Du kan kontakte PSA på praktisksolidaritet@riseup.net

Næste PSA-arrangement er en støttefest fredag den 15. marts i Ungdomshuset på Dortheavej 61 i København NV.