1 august 2009

Om illegalitet og legitimitet

Teksten debatterer hvorvidt det er nødvendigt (og smart) at organisationer tager ansvar for illegale (antifascistiske) aktioner, f.eks. i pressemeddelelser. Forfatteren argumenterer blandt andet for, at det er unødvendigt, da aktionerne taler sit eget sprog, og det bidrager til en øget isolering og repression mod de militante aktivister. Debatindlægget handler om svenske forhold, men mange af pointerne kan fint overføres til hjemlige forhold.

Med risiko for at lyde provokerende og rode op i interne anliggender, mener jeg, at det ville være interessant for hele det venstreradikale miljø at diskutere, hvad pointen er i at udsende pressemeddelelser om ulovlige antifascistiske aktioner (overfald, hjemmebesøg, konfrontationer på gaden, brand-angreb, osv.). Antifascismen står i en dårlig position i dag; den er marginaliseret og stemplet som ekstremistisk - medierne står altid på spring for at lave endnu en klapjagt, og højrepolitikerne er i gang med at gennemføre nye indskrænkninger i demonstrations- og forsamlingsfriheden - mens der er et stort behov for en konfrontativ og militant antifascisme. Så hvordan reagerer man effektivt imod højreekstreme strukturer uden samtidigt at obstruere mulighederne for den antifascistiske kamp som helhed?

Jeg tror, at vi som bevægelse, som helhed, ville vinde på at gøre det, som venstrefløjen har gjort siden Lenins dage: At skelne mellem lovlige og ulovlige aktioner. Vi skal blive meget bedre til at overveje i hvilke sammenhænge, vi går ud og tager ansvaret for aktioner. At grupper/organisationer/netværk, der er åbne/delvist åbne/permanente eller deltager i åbne sammenhænge, samtidig påtager sig ansvaret for ulovlige aktiviteter udgør en stor risiko.

I Sverige blandes al ulovlig og lovlig antifascistisk aktivitet ofte sammen. En organisation kan den ene dag stå med bannere i en demo, og den næste dag gennemfører noget som klassificeres som mordbrand og tage ansvar for det i en pressemeddelelse.

Sådan har det ikke altid været. I en stor del af 90’erne var man meget opmærksom på altid at udføre aktioner som adhoc-”engangs”-grupper under aktionsgruppens navn - for at de forskellige aktiviteter ikke kunne kædes sammen og for ikke at skade den åbne virksomhed. Bag de dristige aktioner mod det ekstreme højre i 90’erne, f.eks. nedbrændingen af nazibandet Ultima Thule´s studie eller angrebene mod nazi-butikker, stod forskellige adhoc-aktionsgrupper: Kommando Zapata, Commando Coca Cola, Beagle Boys, etc.

Sådan fungerer det også i andre lande. En hurtig gennemgang af de forskellige europæiske antifascistiske gruppers hjemmesider viser, at ingen europæiske organisationer påtager sig ansvaret for ulovlige aktiviteter i deres eget navn. På antifascistiske hjemmesider i f.eks. Holland, Tyskland, Danmark, Italien, Norge, Schweiz, Irland og Østrig findes der kun politiske erklæringer, "reklame" for demonstrationer, artikler osv. - aldrig pressemeddelelser om ulovlige aktiviteter i deres egne navne.

Forsøgene på at kriminalisere de autonome antifascistiske grupper i Göttingen og Passau i Tyskland i 90’erne byggede på at forbinde disse grupper med militante aktioner som overfald, hjemmebesøg og brande - dette mislykkedes for den tyske stat, og kriminaliseringsforsøget gik i vasken. Tydeligvis forekommer den slags aktioner i alle europæiske lande - men de skriver aldrig om dem. De udføres i stilhed - kun i Sverige skilter man med det i eget navn!

* Direkte aktioner behøver ikke pressemeddelelser. Opnås resultaterne direkte, behøver de ikke at blive kommunikeret ud for at blive en succes. Ved de direkte anti-fascistiske aktioner sker det helt af sig selv: Nazierne, der er blevet angrebet, er klar over det, altså er budskabet nået igennem - dette behøves derfor ikke at blive offentliggjort på vores hjemmeside. Det gavner kun medierne, panserne og højrefløjen, der kan bruge det imod os.

* Offentliggørelsen af ulovlige aktioner er en sikkerhedsrisiko. Det gør opklaringsarbejdet for politiet nemmere. Desuden ved nazisterne altid, hvor de skal komme med deres hævnangreb. Man kan også sammenligne med, hvordan nazisterne optræder under lignende omstændigheder: Ingen påtog sig ansvaret for ildspåsættelsen mod Cyklopen (venstreradikalt fristed i Stokholm) og syndikalisterne, hvor vi har brugt enorme mængder ressourcer på at finde frem til gerningsmændene. I stedet forsøgte nazisterne at sprede misinformation, så tvivl om begivenheder og skildre dem som "interne konflikter", "narkotikagæld" og "forsikringsbedrageri". Hvad angår antifa-aktioner er opklaringen nem - efter som antifa-grupper altid offentliggør sine aktioner.

* Pressemeddelelserne understøtter opfattelsen af anti-fascisme som er en bandekonflikt. Det er en magtdemonstration, hvor modstanderen bliver hængt ud. Og hvem tror på teksten i en pressemeddelelse længere – så det næste bliver vel, at man som aktivist skal medbringe videokameraer for at bevise aktionens ægthed - det vil sikkerhedsmæssigt være katastrofalt. Det ville være selv at give politiet deres beviser mod os.

* At tage ansvaret for de ulovlige aktiviteter i de lovlige organisationers navne betyder, at det er der, højrefløjen vil komme med deres modangreb, der kan resulterer i; at vi bliver udelukket fra at låne lokaler på skoler, medborgerhuse mv., at vi er nægtet tilskud, at vores lejemål opsiges osv. osv.. De ulovlige aktioner kommer på den måde til at ramme os selv.

Bemærk: Dette er ikke en kritik af militans. Det er heller ikke en kritik af de aktioner, der udføres. Det, jeg gerne vil, er at starte en diskussion af, hvorfor disse aktiviteter skal offentliggøres? Og hvis de offentliggøres, hvorfor så ikke underskrive med et adhoc-navn - er det virkelig smart at tage ansvar for aktionerne i de lovlige/permanente strukturers navne?

Debatindlægget er skrevet af Mathias Wåg, svensk antifascist.