2. august 2009

Militant strategi knuste nazisterne i Hønefoss

Artiklen er et resume af bogen ’Såkaldte antiracister’, der i 2001 blev udgivet af antiracister i byen Hønefoss. Bogen fortæller om aktivisternes kamp mod et lokalt nazi-problem, men også om reaktionen fra myndigheder, presse og lokalbefolkningen.

I Norge som i Danmark har der i mange år været en debat om strategier i den antifascistiske kamp. I denne artikel skrevet af en AFA-aktivist fra Hønefoss får vi en forsmag på, hvilke erfaringer der er blevet gjort i kampen mod et lokalt nazimiljø i en mindre by. Bogen “Såkaldte Antiracister” giver en fyldig omtale af, hvad der skete i Hønefoss.

For nazimiljøer, som prøver at blive større i mindre byer i Norge, har gaden spillet en afgørende rolle. De bruger vold og terror eller trusler for at få kontrollen over gaden. Dem, som har kontrollen over gaden, kan diktere, hvad der skal være de rigtig ideer, normer og regler i ungdomsmiljøet. Ved at fremstå som den “stærkeste gruppe” vil de tiltrække sig ungdommen, der er på jagt efter beskyttelse og kammeratskab. Hvis ikke de møder modstand, bliver de en almindelig og accepteret del af gadebilledet, og dermed almindeliggøres racismen.

Når nazisterne først og fremmest arbejder på gadeplan, er det naturligt, at kampen mod dem også finder sted der. Men militante antifascister mener ikke, der er en modsætning mellem “ikke-voldelige” og militante tiltag mod nazismen. Man må møde nazisterne på flere planer samtidig. Der findes mange muligheder, som kan benyttes, når man skal bekæmpe nazismen i et lokalsamfund. Forskellige aktører i et samfund har forskellige virkemidler, de kan sætte ind. Alt, som modvirker nazisternes forsøg på at etablere sig, hjælper.

Magtens rolle

Den antiracistiske modstand i Norge er delt mellem mange forskellige aktører med forskellige motiver. Der skal ikke mere end et par avisoverskrifter til, før frygten for, at hele stedet skal blive stemplet som et urocenter, gør, at magtapparatet i en kommune vil reagere. Uro skaber utilfredshed med politikerne og en dårlig omsætning for det lokale erhvervsliv. Derfor har politikerne en interesse i at genoprette ro og orden og “business as usual”. Men uden lokale antiracister som følger op på politikernes og magtelitens tomme ord med krav om handling, slipper de ofte uden om med en beroligende udtalelse til medierne.

Den statsansatte forsker Tore Bjørgo og hans disciple har baseret deres “rådgivning” på ideen om, at antiracister og nazister er et lige stort problem. I hans verden er det vold, som er problemet, og ikke racismen. Han vil isolere militante antifascister fra kampen mod racismen. Bjørgo fremstår som en stor autoritet på området og har skrevet en lang række bøger. Han er magtens bedste ven og er blevet totalt korrupt etter at have samarbejdet med politikere og politi i alt for mange år. Også i Danmark må antifascister være opmærksomme på at blive konfronterede med hans ideer. I Sverige har han allerede været rundt omkring og sprede sin pest i det lokale magtapparat.

Bjørgo lover problemer i Hønefoss

Ringerike Antiracistisk Ungdom (RAU) blev dannet i begyndelsen af 1994 for at være et samlende forum for antiracister i Hønefoss. RAU var et ugentligt åbent fællesmøde uden vedtægter eller hierarkisk struktur. Alle beslutningerne blev taget på fællesmødet. RAU’s opgave i kampen var ikke den fysiske del. Unge, som konfronterede nazisterne på gaden, organiserede sig udenfor RAU-møderne. Ved siden af blev RAU brugt som talerør for det antiracistiske ungdomsmiljø og til en lang række aktiviteter som demonstrationer, koncerter, bladudgivelser, seminar, møder, løbeseddel-uddeling, pressemeddelelser osv.

Længe havde problemerne gnavet uden at få særlig meget opmærksomhed. Det, som skulle til for at skabe opmærksomhed og reaktion, var, at antiracister under en koncert jagede nazisterne bort og smadrede deres bil.

Tore Bjørgo gik raskt ind i situationen i Hønefoss i ’94, og han ikke bare stemplede RAU-miljøet som “lige så dårligt“ som nazisternes, men påstod også at det var antiracisternes skyld, at nazismen voksede. Desværre kastede kommunen sig over ideerne fra Bjørgo. Selvom kommunen officielt skulle løse racismeproblemerne, førte dette i praksis til en voldsom repression mod RAU-miljøet. Grove overgreb fra politiet samtidig med at medierne og kommunens magtapparat samordnede deres reaktion. Men i ly af at kommunen brugte alt sin energi på at sabotere og sværte den antiracistiske modstand til, styrkedes nazisterne naturligt nok.

Men heldigvis lod antiracisterne sig ikke pacificere til ikke at yde nazisterne fysisk modstand på gaden alligevel.

Militant strategi

Et af hovedpointerne for antiracister i Hønefoss var at fjerne nazisterne fra gaden, der hvor ungdommen befandt sig. Folk samledes for at jage nazisterne væk, når de dukkede op. En hyppig beskæftigelse blev at samles rundt om nazisterne når de dukkede op, spytte på dem og vise dem vejen ud af byen. Ofte lykkedes det, og nazisterne blev ikke skadet på anden vis end deres stolthed, samtidig med at antiracisterne fik deres vilje. Dette kunne kun lykkes, fordi antiracisterne var talmæssigt overlegne.

Hvis nazisterne udøver grove voldsovergreb eller terroraktioner, er det vigtig at give dem umiddelbar svar på tiltale. For nazisterne var bilen vigtig. Angreb på antiracister blev ofte foretaget fra en bil. Når de ved, at deres biler får punkteret dækkene, knust ruderne eller bliver sprayet til, bliver de mere forsigtige med dem. I en række situationer blev nazisterne angrebet. Men slet og ret fordi nazisterne vidste, at vi var i stand til det, slap vi oftest for at gå så langt. Hård modstand på gaden måtte nazisterne leve med, fra de begyndte at etablere sig, til de forsvandt fra byen igen.

Men vi så, at dette ikke var nok i en situation, hvor kommunens magtapparat - og dermed på vegne af resten af befolkningen - så antiracister som et lige så stort problem som nazisterne. Derfor arbejdede RAU parallelt med gadeaktiviteterne på at prøve at ændre den holdning, magtelite skabte i befolkningen, og på at presse kommunen, medierne og andre aktører til at tage standpunkt mod racismen.

Et af de vigtigste budskaber, vi måtte prøve at få dem til at forstå, var, at problemet var racisme og ikke vold. Vi så, at de organisationer og partier, som tilsluttede sig demonstrationerne, prøvede at lade som om, vi demonstrerede mod vold. Vi erfarede, hvor farligt det var at gå ind på magtens præmisser og diskutere, hvem der bruger vold og ikke. Dette blev en ond cirkel med beskyldninger og debat om vold, uden at vi fik gjort noget ved selve kernen af problemerne, nemlig racismen. Det tog lang tid, før RAU fik gennembrud med sit synspunkt.

Situationen forandrer sig

Som tiden gik, blev det klart for flere og flere, at Bjørgos model ikke gav resultater. Kommunen indså, at hvis der skulle komme en ende på problemerne, måtte de vælge side. Det antiracistiske ungdomsmiljø var vokset sig stort og var en hel central faktor, man måtte regne med. Aktivister fra RAU var dem, som sad med viden om, hvad der foregik i lokalmiljøet, og de havde mange ressourcer og en stor kontaktflade. Efter at nazisterne foretog et særdeles groft og taktisk overfald på fire antiracister i januar 1996, mobiliserede RAU til en demonstration som modsvar. På initiativ fra det lokale Arbejderparti (det norske socialdemokrati) tilsluttede samtlige politiske partier i kommunen sig RAU’s arrangement.

RAU blev inviteret til at side i et kommunalt udvalg for at lægge tiltag frem, som skulle modarbejde både nazisterne direkte og fjerne grundlaget for racismens vækst. Nazisterne i Norge rekrutterede oftest fra en lidt vanskelig gruppe unge, der var havnet på kanten af samfundet. Derfor har venstrefløjen gode politiske modsvar for at fjerne grundlaget for denne rekruttering. Utilfredsheden blandt unge på egnen var stor. Vi pressede på overfor politikkerne, og resultatet var blandt andet et selvstyrende ungdomshus og en række andre tiltag overfor byens ungdom.

At vi som antiracister satte problemerne i sammenhæng med det samfund, vi lever i, og også stillede andre krav, som kunne tjene ungdommen, fik os til at se ud som frustrerede og oprørske unge. Unge bliver frustrerede af at blive tilsidesat i dette samfund. Og hvis ikke antiracisterne er der for at vise folk, hvor de kan rette deres vrede hen for at forandre, er det klart, at nazisterne bliver deres alternativ. Det volds- og pøbelstempel, som antiracister fik, hjalp os mere til at blive dette alternativ end det hindrede os.

Den nazistiske kerne i Hønefoss blev isoleret, da antiracister kom til at dominere byen. Da “kammeratskabet” i nazisternes inderkreds gik i stykker et års tid senere, var der ingen yngre nazister til at tage over. Og vi så, at unge fra miljøer, som nazisterne tidligere rekrutterede fra, kom til os i stedet. Det, der skulle til, var, at kommunen begyndte at reagere, samtidig med at antiracisterne gjorde deres på gaden for at jage nazisterne, opbygge et oppositionelt miljø og samle de unge op, som ellers ville have ladet deres frustration få andre udtryksformer.

Hvad har vi lært?

Den antiracistiske bevægelse i Norge gjorde en anden vigtig erfaring i landsbyen Brumunddal i 1991. Som en reaktion mod nazisternes satsning i området mobiliserede antiracister stort fra andre steder, da der blev annonceret et racistisk torvemøde. Det, der imidlertid skete, var, at nazisterne - som havde greb om det lokale ungdomsmiljø - formåede at få dette med sig i et større angreb på de tilrejsende antiracister. Etter dette har norske antiracister altid sørget for at have en lokal forankring af modstanden og ikke bare vælte ind i situationer.

Brumunddal bruges ofte som et eksempel på, at en militant strategi ikke virker. Eksemplet fra Hønefoss viser imidlertid, at det ikke er den militante strategi, der er problemet, men snarere om den har udgangspunkt i den lokale modstand eller ej . I Norge har vi desværre nok af eksempler på, hvordan småbyer aldrig er blevet det lokale nazimiljø kvit til trods for, at de lokale antiracister er så gode, de overhovedet kan være.

Et farligt resultat af at forsøge på at fremstille den antiracistiske modstand som “offer” for “de voldelige nazister ”, er at vi ikke vil fremstå som et attraktivt miljø for andet end pacifister. Antiracister er nødt til at opbygge en egen styrke og kunne forsvare sig selv. Offerrollen appellerer meget lidt til unge, der ikke vil finde sig i overgreb.

Men det er alligevel ikke sådan, at jo mere og grovere vold, des bedre. Nazisternes dårlige taktiske evner i Hønefoss var og er en faktor, som hjalp til med at opløse deres miljø. De foretog bl.a. nogle sindssyge terrorhandlinger i perioder, hvor de ikke havde nogen muligheder for at følge dette op på gadeplan, noget som yderligere isolerede dem. På den anden side kan man ikke i en antiracistisk organisation bestemme, hvordan folk, der bliver angrebet af nazisterne, skal reagere. Folk vil være tvungne til forsvare sig på et eller andet tidspunkt, også de der går ud i medierne og tager afstand fra vold. Sådanne vil uvægerligt fremstå som dobbeltmoralske. Det er tværtimod antiracisters opgave at forsvare dem, der må slås mod nazisterne. Fordømmelse er vores modstandere gode nok til selv. Vi mener, historien fra Hønefoss viser os, at det er mere hensigtsmæssigt for en organisation at forklare, hvorfor sådanne ting sker, og hvorfor det er forståeligt, end at distancere sig fra og isolere militante antifascister.

Hvis denne kamp skal vindes, behøver vi alle kræfter, som er villige til at modarbejde nazismen. Vi kan ikke gøre det alene, hverken uden andre organisationer og aktører i lokalsamfundet eller uden militante antifascister. Vi har forskellige roller i kampen. Men uanset hvem vi er, må vi aldrig miste bevidstheden om, hvor vigtigt det er, at gaderne ikke overlades til nazisterne.

Artiklen er originalt publiceret i AFAs magasin Megafon i 2001.

Download bogen som .pdf-fil