7. august 2009

"Militant antifascisme har altid handlet om at forsvare venstrefløjen"

I dette interview fortæller gruppen Antifa om den antifascistiske kamp i Storbritannien. De beretter om kampen mod BNP, der begynder at indtage stadig flere pladser i det britiske parlament, og om forholdet mellem de forskellige antifascistiske grupper, bl.a. hvorfor AFA blev nedlagt, mens Antifa blev oprettet i stedet.

af Sean Matthews fra The Workers Solidarity Movement

Hvad er facismen for en størrelse?

Facismen er ofte en misforstået ideologi som for eksempel, når den udelukkende sættes lig med racisme og nazisme. Lad os først se på, hvad facismen er, og hvorfor den skal bekæmpes.

Det er ofte almindeligt for mennesker at sætte facismen lig med racismen, og det er da også tit set, at fascitiske grupper bruger racistisk eller fremmedfjendsk retorik og propaganda til at sprede deres budskab med. Men det vil være forkert udelukkende at se fascismen som en form for racisme.

Traditionelt set har de fascistiske partier brugt etniske minoriterer som syndebuk for de problemer, kapitalismen skaber. For eksempel har BNP (det højreekstremistiske parti British National Party, red.) ofte peget på immigrantarbejdere som årsag til forringelsen af sundhedssystemet og den manglende mulighed for at få en bolig af de sociale myndigheder. De har også anklaget immigrantarbejderne for at “tage vores jobs” frem for at angribe de arbejdsgivere, som kun giver en latterlig lav løn og behandler arbejderen som en vare, der let kan erstattes af en anden arbejder. Årsagen til, at de fascistiske grupper ofte angriber etniske minoriteter og immigranter på denne måde, er, at de ønsker at skabe splid i arbejderklassen. Ved at så frøene til splittelse, fragmentation og mistænksomhed i arbejderklassens samfund underminerer fascisterne solidaritet og samarbejde, og dermed styrker de status quo og de til stadighed permanente uligheder i samfundet.

Racisme og fremmedhad er ikke fascismens primære mål, men nærmere nogle af deres midler, som de bruger til at propagandere for nationalstatens overtagelse af herredømmet. Fascismen promoverer idealer om nationalisme og patriotisme som modsætning til internationalisme og klassesolidaritet. Fascismens glorificering af nationen er egentlig en ærbødighed over for de hierarkier, som eksisterer inden for nationen. Fascisterne promoverer den herskende klasses interesser frem for majoritetens intersser og i fortiden brugt hele statslige apparat til at sikre, at samfundets hierarkier bliver opretholdt og styrket. I denne sammenhæng bliver snakken om at støtte de “oprindelige folk” brugt til at få den hvide arbejder- og middelklasses støtte, og dermed underminerer man arbejderklassens enhed uanset den enkeltes nationalitet og oprindelse.

Fascismen skal bekæmpes, fordi den vil knuse al autonomi og frihed for i stedet at skabe en stærk nationalstat; den indskrænker ytringsfriheden og støtter rigide hierarkier, men først og fremmest arbejder den imod enhver arbejders interesser uanset dennes oprindelse eller nationalitet.

Skal fascister have ytringsfrihed?

Ingen af os har mulighed for at stoppe fascisterne i at sige, hvad de tænker. Vi kan ikke lovgive os mod deres ord ligegyldigt, hvor onde vi mener, at de er. Vi vil end ikke være i en position, hvor vi kan gøre således. Men det betyder ikke, at vi vil tolere deres tilstedeværelse i vores samfund eller tillade dem at have en platform, hvorfra de kan organisere sig. Historien har vist, at når fascistiske grupper kommer til magten, bruger de hele det statslige apparat til med magt at knuse progressive grupper og initiativer i arbejderklassen. Hvis alt, hvad Nick Griffin (leder af BNP, red.) og hans disciple gjorde, var, at snakke blandt dem selv om at sende immigrant-arbejdere tilbage til deres oprindelige lande, slå hårdere ned på dem, som de ser som afvigende og splitte samfund i forskellige etniske grupper, så ville de ikke være et seriøst problem. Men virkeligheden er, at BNP organiserer sig, så de kan vinde magt og få implementeret deres hvide nationalistiske politik. Dette forsøg på at vinde indflydelse og magt må udfordres på alle mulige måder.

Overdriver militante antifascisters aktiviteter den trussel, som fascistiske grupper udgør i sammenligning med det niveau af institutionaliseret racisme inden for staten som for eksempel meget strenge deportation af flygtninge?

Efter de nyeste lokale valg i England har BNP nu 55 byrådsmedlemmer. Selv med Oswlad Moseleys British Union of Fascists eller The National Fronts storhedstid i 1970erne blev et sådant resultat anset for umuligt at opnå. I Stoke-on-Trent (En by i Staffordshire, Storbritannien med ca. 238.000 indbyggere, red.) ser det ud til, at BNP om få år vil have flertal i nogle af lokalrådene. Det er naivt at tro, at BNP forbliver et parti i perifærien; de er ved at være veletablerede i en lang række områder i Storbritannien.

Samtidig skal man ikke overse, at den nuværende Labour-regering har gjort mere skade mod samfundet, end BNP kunne håbe at opnå på nuværende tidspunkt. Det er Labour, som har udhulet borgernes rettigheder med anti-terrorlovgivningen. Det er Labour, der har sørget for den privatisering af sundhedssystemet, der langsomt er blevet indført. Det er Labour, der har gennemført de seneste angreb på arbejdsforholdene og de lavestlønnede. Og det er Labour, som vedbliver med at deportere flygtninge tilbage til lande, hvor de højst sandsynligt bliver henrettet.

Under alle omstændigheder kan BNPs øgede popularitet også medføre, at den politiske dagsorden bliver skubbet yderligere til højre. NF (British National Front, red.) i Storbritannien blev ikke kun ødelagt af græsrødder i oppositionen, men også af Thatcher-regeringens overtagelse af mange af partiets støtter. Fascismen er direkte knyttet til de sociale og økonomiske forhold i samfundet, og Labour-regeringen har skabt nogle forhold, der giver BNP og lignende grupper mulighed for at blomstre. Ved at underminere velfærdsstaten og sikkerheden for at have et job, mens man samtidighed sætter de hjemlige arbejdere op imod immigrantarbejderne, har Labour skabt en situation, hvor BNP ses som en radikal modsætning til regeringen. Mens BNP i virkeligheden er en loyal støtte af status quo og staten, er de kommet til at fremstå som et progressivt parti i en situation, hvor Labour forsætter med sine angreb på arbejderklassen.

For at antifacismen kan fungere effektivt, må den være en del af en større klassekamp. Det virker ikke godt at fortælle folk, at de bare skal stemme på hvemsomhelst, som ikke er BNP, for at holde dem uden for det politiske liv, fordi det uundgåeligt vil betyde, at de enten stemmer på regeringen eller på et parti, som vil implementere den samme politik, som Labour har stået for. Hvis antifascismen skal være succesfuld, må den ses i sammenhæng med de økonomiske og sociale forhold, som giver fascismen vind i sejlene. Den må være en del af den samlede kamp mod kapitalismen.

Mens antifascistiske grupper altid bør pointere, at racisme og fascisme vokser ud af kapitalismen og staten (eller kapitalistiske ideer), skal vi ikke bruge det som en undskyldning for ikke at bekæmpe facisterne direkte. Mange radikale venstreorienterede og anarkistiske grupper kommer til at bruge denne undskyldning for dem selv. I bedste fald er det en fejltagelse, i værste fald naivt og kujonagtigt. Den trussel, som de fascistiske organisationer udgør, er først og fremmest en trussel mod dig og mig; den organiserede arbejderklasse er deres første mål. Dette har ikke ændret sig det mindste, siden fascismen træder frem for en særskilt ideologi i 1930erne til nutidens ‘euronationalister” (idéen om at Vesten står som modsætning til den øvrige verden i en slags civilisationernes sammenstød, red.). Før i tiden var der tale om en mere direkte trussel, hvor fascister blev brugt som skruebrækkere under strejker og angreb venstrefløjsgrupper og -steder. Fordi antifascister i bogstavligste forstand har banket fascisterne væk fra gaderne i Storbritannien i midten af 90erne, er dette ikke længere et fokus for dem - omend de sjældent kan holde sig selv tilbage, når de støder på et fagforeningsmedlem eller en socialist - se bare på medlemmernes straffeattester hos BNP. Den trussel, fascisterne udgør i dag, er en smule mere diskret, men ligeså farlig. Ved at brække samfund og arbejdspladser op i forskellige kulturelle og racemæssige grupper, ødelægger de klassesammenholdet og gør det dobbelt så svært for klassekampens aktivister at komme igennem med deres budskaber - ofte tager fascisterne direkte idéer fra venstrefløjen og tilføjer dem et nationalistisk eller racistisk skær.

Militant antifascisme har altid handlet om:

- At forsvare venstrefløjen

- At skabe rum til, at venstrefløjen kan organisere sig uden at frygte for sin sikkerhed.

Det har ikke ændret sig, uanset om venstrefløjen er klar til at påtage sig jobbet. Vi er stadig nødt til at sikre os, at vi taber så lidt rum til den radikale højrefløj som muligt, da det er folk som os, der først vil blive stillet op ad muren. Når det er sagt, så støtter vi 100 % mennesker, som fokuserer på statsracisme og immigrantrettigheder, og vi har sørget for sikkerhed for grupper som No Borders. Uagtet dette er vi seperate grupper af en meget vigtig årsag: Vi er antifascister. Fascismen bruger racismen, men racismen kan komme fra hvilken som helst kilde. Vi kæmper mod fascismen, fordi den er fascisme, ikke fordi den ni ud af ti gange er racistisk. Vi forsøger ikke at bekæmpe hvert eneste udtryk for racisme. De antifascistiske grupper, som har forsøgt at give udtryk for, at de gør dette, er altid endt med at fremstå latterlige, som for eksempel da ANL (Anti-Nazi League) kæmpede imod filmen “Romper Stomper” (australsk film om en gruppe skinheads, red.), idet man mente, at denne kunne give folk gode idéer. Antifascisme er en årsag og en ende i sig selv og bør ikke hæfte sig op på andre af venstrefløjens kampe.

Nogle mennesker mener, at fordi BNP har forsøgt at portrættere dem selv som et respektabelt politiske parti, så er militant antifascisme ikke længere en effektiv strategi. Hvad mener I om det?

Først og fremmest vil vi gerne pointere, at mens BNP uden tvivl er blevet en parlementarisk trussel i valglokalerne, så bekæmper Antifa som en militant antifascistisk organisation det yderste højre uanset hvilken form eller størrelse, den antager. Uanset om det drejer sig om organiserede partier, små grupper af sørgelige tosser, som gerne ville være organiserede i partierne eller tåberne i Blood and Honor. Vi består hovedsagligt af anarkister, da de fleste af vores medlemmer kommer fra en tradition med direkte aktion som aktionsform. For os er en fascist en fascist. For at besvare spørgsmålet så er det sandt, at BNP gerne vil have os til at tro, at de er det nye ‘hvidere end hvid’ og en reinkarnation af deres tidligere selv, men vi køber ikke et øjeblik den løgn. Hvad er respektabelt ved et parti, som ikke kan acceptere, at vi lever i et multikulturelt samfund og som gerne med magt vil indføre en fascistisk stat, hvis de nogensinde kommer til magten....

Mener man seriøst, at vi skal tro, at en mand som Nick Griffin har haft en vision, hvor han er begyndt at anerkende alle muslimer som ligeværdige mennesker, og har lagt sine militærstøvler og sin uniform på hylden, og at han nu siger velkommen til alle og enhver? BNP tror muligvis, at de er ved at vinde hjerter og hjerner med deres kampagner, og desværre har det også været tilfældet nogle steder, men hvad har fascismen historisk set tilbudt arbejderklassen? Andet end at tjene den herskende klasse selvfølgelig. Vi er ikke enige i, at militans mod fascisterne ikke er en effektiv strategi, da vi ved, at den kan virke, og at den rent faktisk virker. Fascismen er i sin natur voldelig, og der må altid være mennesker, som er klar til at modsvare denne vold, og det gør vi - uden at undskylde. Mange kandidater har trukket sig fra BNP, og mange BNP-flyers er aldrig blevet sendt, fordi folk tog et militant standpunkt. Det skal også noteres, at vold kun er én ud af flere taktikker, som vi tager i brug.

Vi forsøger også at arbejde i de lokale samfund og at producere propaganda, hvor vi kan. Vi udgiver et nyhedsbrev og trykker tusindvis af klistermærker hvert år. Vi har også en hjemmeside, som løbende bringer information og nyheder.

Hvis man ser på, at BNP i år har haft et dårligt valg, og at organisationer som NF og BPP har få medlemmer og lille støtte, betyder det så, at det yderste højre udgør et mindre problem end tidligere?

De lokale valg var ikke så gode for dem, som de havde håbet på, men at sige, at det yderste højre udgør “et mindre problem” end tidligere er forkert. For hvad er tidligere, og hvilken periode skal man sammenligne med? BNP har for første gang nogensinde mange byrådsmedlemmer. Vi troede, at valget af Derek Beacon (medlem af BNP, som i 1993 vandt et suppleringsvalg i Tower Hamlets i London) var et enkeltstående resultat for flere år siden, men se, hvad der sker i øjeblikket. Det er intet tilfælde, at Griffin har skelnet til andre europæiske lande for inspiration. Hvis du ser på det samlede højre, som i disse år vinder popularitet i Europa og Rusland, så kan du kun konkludere, at det yderste højre er ved at blive til et større problem. Vi kan kun håbe på, at de fleste mennesker vil se igennem det fascistiske komediespil og ikke tro på deres løgne.

Grupper som NF og WNP (The White Nationalist Party, red.)/BPP (British Peoples Party, red.) er ganske vist meget små, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke har farlige folk blandt dem. Det er dog ikke noget, vi ikke kan håndtere. Spørg bare Eddy Morrison (højreekstrem politisk aktør, som både har været med i NF og BM (British Movement), red.). Det, vi gør, er at benytte os af, at mange hardcore fascister har deres grådige små fingre i hinandens kagedåser, hvilket ofte medfører interne splittelser og skænderier....hvilket vi så kan more os over.

Er “ødelæggelsen af BNP” stadig Antifas hovedformål? Og hvordan kan det opnås?

Kampen mod fascismen og de organiserede fascister er en forsat kamp. Der vil altid være ekstreme højrefløjsgrupper, og vi tror, at vi står forrest i kampen mod dem. Selvom vi ville elske kun at se de yderligtgående højrefløjsgrupper i historiebøgerne, er vi overbeviste om, at kampen vil forsætte fremover. Nogle vil argumentere for, at grupper som BNP kun kan bekæmpes med debat og modargumenter. Mens vi anerkender dette som én tilgang, tror vi også, at den fysiske konfrontation, når den er nødvendig, må benyttes. Disse mennesker skaber had og splittelse. De er vores naturlige kollektive fjende.

I de områder, hvor BNP stiller op med kandidater, har vi uddelt flyers imod BNP, når vi har haft ressourcerne. Vi er også opmærksomme på alt det skidt, vi kan grave frem om dem, og som vi kan skade dem med. En anden taktik, som har virket godt, har været at ramme deres avissalg og agitere mod BNP ved at stemme dørklokker. Det er utroligt, hvor hurtigt de smider deres nye facade som “anstændige politikere” og viser deres sande selv.

En stor del af Antifas aktivister er også organiserede i andre kampe som for eksempel fagforeningsarbejde og IWW (Industrial Workers of the World er en international syndikalistisk arbejderorganisation, red.). At være aktiv på ens arbejdsplads og i en ens fagforening er en god måde at sprede vores antifascistiske budskaber på. I sidste ende vil det være de mennesker, som stemmer, der kan bestemme, om BNP skal vokse som faktor i det parlemtariske arbejde eller ej.

Hvad er jeres syn på andre antiracistiske organisationer som for eksempel UAF (Unite Against Fascism)?

Egentlig har vi ikke så meget at sige om dem. Først og fremmest arbejder de sammen med Searchlight (et magasin der skriver afslørende artikler om det ekstreme højre), som igen arbejder sammen med politiet og dermed staten. Det er imod Antifas politik. Hele deres politik virker til at basere sig på at råbe racist af arbejderklassen, som bliver narret til at stemme på det yderste højre, mens de forsøger at få os til at stemme på Labour, som er skyld i, at arbejderklassen har fået så dårlige forhold. Det er blevet sagt igen og igen, at disse middelklasse-liberale kun er interesseret i at sælge aviser og opbygge deres parti. Vi siger ikke, at der ikke er velmenende individer i grupper som UAF og Respect (to antifascistiske grupper, red.) m.fl., men de burde tage et nærmere kig på, hvad de egentlig er involveret i.

De foragter os, fordi vi er klar til at bruge vold for derefter at spørge os, om vi vil være deres sikkerhedshold, når de frygter, at folk fra BNP kunne finde på at komme forbi. Før i tiden har de også løjet, når de har hævdet nogle sejre over facisterne som deres egne, selvom det ikke har været tilfældet. Et af de nyere tilfælde på, hvor tilfældigt, de har organiseret sig, blev set i Oxford sidste år. Mens Antifa-gruppen begav sig ud på en meget højtråbende tur mod hoveddemonstrationen, hvor Nick Griffin skulle tale, troede UAF, at vi var BNP og startede med at udslynge skældsord mod os. Det er ikke første gang, at dette er sket.

Personligt tror vi ikke på, at disse middelklasse-idioter tilbyder arbejderklassen nogle reelle alternativer, og vi ville være overraskede, hvis mennesker fra arbejderklassen virkelig stemte på dem eller gav deres politik nogen synderlig opmærksomhed. De ville have mere tilfælles med BNP end med denne middelklasse!

Antifa ser antifascismen som en del af klassekampen. Hvorfor det?

Det er egentlig meget simpelt. Fascismen har historisk set været arbejderklassens naturlige fjende. De er programmeret til at gøre, som de herskende klasser kræver. Klassekamp har altid været vigtig for antifascister, og fascisterne har altid valgt de riges og magtfuldes side. Det er en rigtig højrefløjsting.

Kan du sige noget om det internationale arbejde, som Antifa er involveret i, og hvilke problemer kammerater i andre lande står overfor?

Antifa har gode kontakter i Polen, Rusland, Tyskland og Tjekkiet. Vi er i kontakt med grupper og individer i Irland, Frankrig, Italien, Sverige, Danmark, Spanien, Holland, Belgien og USA. Vi har tidligere rejst til Tyskland som gruppe og deltaget i demonstrationer i andre lande. Nogle af os har også deltaget i de antifacistiske verdensmesterskaber i fodbold i Italien og skabt kontakter dér. Vi har også mødt mennesker, som er rejst hertil, og på den måde skabt kontakter. Vi forsøger at hjælpe økonomisk, hvis grupper i andre lande har brug for midler, og i løbet af de seneste par år har vi sendt hundreder af pund til grupper og individer, som har haft brug for det.

De problemer, vores kammerater står over for i andre lande, kan virke meget alvorlige i forhold til de problemer, vi har her. Fascisterne i lande som Polen, Rusland og Tjekkiet er langt mere ekstreme med store grupper af nazistiske skinheads, der angriber demonstrationer. I Rusland blev to antifascister sidste år dræbt af fascister, og i Spanien blev en ung 16-årig dreng myrdet af det yderste højre. I 2008 håber vi, at vores kontakt til andre lande bliver stærkere, og at vi som organisationer vokser.

I Storbritannien er der en stolt tradition for militant antifascisme. Hvad kan Antifa lære fra tidligere organisationer som for eksempel Red Action (RA, red.) og Antifascist Action (AFA, red.)?

Vi tror, at vi kan lære meget fra AFA, en organisation som mange af os var involveret i. Vi er nødt til at indse, at tingene har ændret sig på nogle områder, og at de taktikker, vi brugte som AFA, ikke altid er egnet eller fornuftige i dag. Vi har desværre ikke ligeså mange medlemmer, som AFA havde. For mange er kampen mod fascismen ikke længere så “moderigtig” en politisk aktivitetet. Vi er også nødt til at indse, at vi i vores modstand bruger andre taktikker samt, at “sikkerhedskultur” og politiovervågning har ændret sig umådeligt meget siden 80erne og 90erne. Antifa vil bruge en række taktikker i kampen mod den organiserede fascisme og vil ikke afvise nogen taktik blindt, men vil bestemt bruge fysiske konfrontationer, når de er nødvendige. Af andre ting, vi har lært fra AFA, kan nævnes at afvise det pseudo-antifascistiske Searchlight, undgå den “drengeklubs”-mentalitet, som ofte har hersket blandt antifascister og ikke spilde vores tid med manipulerende trotskister.

Selvom vi støtter idéen om at organisere os i vores egne arbejderklasse-samfund, mener vi, at RA tog fejl i at lede AFA væk fra den fysiske konfrontation med fascismen. IWCA (The Independent Working Class Association er et parti, der blev dannet i 1995 som reaktion på, at New Labour opgav de socialistiske aspekter af deres politiske program. Partiet blev registreret som egentlig politisk parti og fik dermed muligheden for at stille op til valg i september 2001, red.) har ikke opnået nogen reel indflydelse på den britiske politiske scene og er ukendte uden for ganske enkelte, små kredse. At lede AFA ind i parlementarisme, på en for nogle af os meget udemokratisk måde, var en taktisk fejl. Som man kan se ud fra BNPs forsatte fremgang og den stadige eksistens af andre fascistiske grupper, så er kampen mod den organiserede fascisme langt fra ovre, og vi er stadig klar til at tage kampen med vores modstandere både på gaden og ideologisk. Hvis medlemmer af RA ikke længere ønskede at være involveret i militant antifascisme, så skulle de have trukket sig, frem for at prøve at overtage styringen. Kampen mod fascismen er langt fra vundet, og der er aldrig tid til selvtilfredshed eller til at hvile på laurbærbladene uanset, hvor hårdt det har været at vinde dem.

Vi har i de sidste par år set en større andel af racistiske overfald (hvilket tydeligvis skyldes flere organiserede racister), mere racistisk graffiti og flere trusler såvel som forsøg af BNP/BPP på at organisere racister i andre dele af landet - dog med begrænset succes, hvilket kan lede til selvtilfredshed blandt dem.

Hvilken rolle tror du, at anarkister og mennesker fra arbejderklassen har i at bekæmpe de racistiske angreb og de fascistiske grupper?

Vi må opbygge en revolutionær bevægelse, som skaber solidaritet og støtte mellem emmigrant-arbejdere, som står over for racistiske angreb og trusler. En bevægelse, som er klar til at bruge militant antifascistisk aktivitet i selvforsvar og vær offensiv i sin agitation for og organisering af aktiviteter, som kan give arbejderklassen boliger og arbejde med en stadig kamp for bedre arbejdsforhold. Vi må være opmærksomme og strategiske i vores arbejde. Ligegyldigt hvor meget leflen og dobbelttydige ord, der kommer fra vores politiske herrer i Stormount, Westminister og Dublin, vil det ikke løse vores problemer, da de er en del af problemet frem for løsningen. Endelig kan vi med Buenaventura Duruttis ord sige, at:

“Vi er ikke det mindste bange for ødelæggelse. Vi kommer til at arve jorden. Der er ikke den mindste tvivl om det. Borgerskabet må tillintegøres og ødelægge sin egen verden, før den forlader historiens scene. Vi bringer en ny verden med os i vore hjerter. Vores nye verden er igang med at vokse frem i dette øjeblik”.

Artiklen er oversat og redigeret efter den engelske original.