21. november 2009

Med miniskørt og bøllerør mod fascismen

De smadrer politiske stande, der skal skaffe den ekstreme højrefløj nye tilhængere og stjæler deres informationsmateriale. Og de tæver højreekstreme politikere som en del af deres politiske aktivisme. Til daglig går Lisa med brysterne bundet ind, så hun ligner en dreng, og Nico barberer ben og går med miniskørt. Queer Jihad har mødt to engelsk antifa-queers.

De smadrer politiske stande, der skal skaffe den ekstreme højrefløj nye tilhængere og stjæler deres informationsmateriale. Og de tæver højreekstreme politikere som en del af deres politiske aktivisme. Til daglig går Lisa med brysterne bundet ind, så hun ligner en dreng, og Nico barberer ben og går med miniskørt. De kalder sig militante, antifascistiske queers, og de er en del af et internationalt netværk, som ikke går af vejen for at bruge udenomsparlamentariske midler i kampen mod fascistiske tendenser og alle former for diskrimination.

Antifascistisk Aktion (Antifa eller AFA) blev dannet i 1930’ernes Tyskland som reaktion på fascismens fremmarch overalt i Europa. I moderne tider har AFA fungeret som modtræk til den nynazistiske bevægelse og andre neofascistiske grupper. AFA har grupper i de fleste europæiske lande, nogle steder er der lokalgrupper helt ud i de små landsbyer. AFA benytter sig af mange forskellige aktionsformer, bl.a. foredrag på skoler og i politiske grupper, arrangering af demonstrationer og moddemonstrationer mod nazimanifestationer. Nogle grupper opsøger forældre til unge mennesker, der har en ny interesse for nazisme og fortæller dem om denne interesse, så de kan tage en snak med deres barn. Og endelig forsøger mange AFA-grupper aktivt at forhindre fascister i at organisere sig, mødes og sprede propaganda.

Nico og Lisa er to unge queers, som begge er med i en lokal Antifa-gruppe, som efter deres eget udsagn sandsynligvis er den største og mest aktive gruppe i England. I England er alle Antifa-grupper for nylig blevet samlet under en føderation med et fælles manifest. Den gruppe, som Lisa og Nico er del af spillede en stor rolle i udarbejdelsen af dette manifest.

"På det sidste har vi forsøgt at forhindre BNP (engelsk fascist-parti - red.) i at mødes, fx på barer. Vi starter med at gøre det klart for barens ejer, at der er fascister, der holder møder der. Hvis ikke han gør noget ved det, smadrer vi baren, fx ved at smadre ruderne, hælde maling ud over det hele eller putte lim i låsene. Vi gør det, når baren er lukket, så der ikke er nogen der. Vi undgår at gøre ting, der kan blive farlige som fx at sætte ild på stedet og lignende. Vi forsøger i stedet at gøre så meget økonomisk skade som muligt, sådan at ingen barejere har lyst til at huse fascistiske møder. På den måde bliver det sværere for dem at organisere sig og være åbne fascister. Det er en måde direkte at stoppe deres organisation på. Det er en temmelig let ting at gøre og har sandsynligvis større effekt end bare at tæve folk. Selvom vi heller ikke er modstandere af det."

Nico: Den del af AFA, som jeg er del af, forsøger at lave aktioner, der er så direkte som muligt, i modsætning til indirekte aktioner, som fx at stemme eller samle underskrifter. I stedet smadrer vi ting eller folk eller de barer, hvor BNP mødes. Eller vi tæver store "politikere" fra BNP eller arrangører af fascistiske festivaler. Somme tider tager fascisterne ud i de mindre byer og har stande med politisk materiale. Så tager vi ud og smadrer dem og deres stand og stjæler deres foldere. Med den slags aktioner håber vi at skræmme fascisterne fra at turde være åbne fascister og gøre det sværere for dem at få nye medlemmer.

Lisa: Den slags aktioner kan også inspirere andre folk, som er imod dem, men som ikke tør gøre noget ved det eller ikke ved, hvad de skal gøre, fordi de tror, det er et generelt accepteret synspunkt, fordi de ikke oplever nogen modstand mod det. Hvis de ser, at der er andre, der gør modstand, så kan det være at de også får mod til at sige fra.

Men hvorfor må de ikke ytre sig, hvad er forskellen på deres vold og jeres. Har de ikke også en ret til at blive hørt?

Lisa: Fascister er som udgangspunkt diskriminerende og voldelige mod folk, som ikke er til skade for andre, hvorimod venstrefløjen står for tolerance og åbenhed. På den måde er det en form for selvforsvar. De undertrykker folk og ødelægger folks liv. De opfordrer til vold mod folk pga. hudfarve eller seksualitet, så det, vi gør, er en form for gengældelse. Efter min mening har de allerede angrebet, så det er altid et modangreb, et forsvar.

Overalt i samfundet er kampen mod undertrykkelse af kvinder og queers temmelig usynlig. Selvom racisme stadig er et kæmpe problem, er der trods alt meget mere fokus på det. Denne ulige prioritering af de antidiskriminerende kampe er også tilstede på den radikale venstrefløj og i den antifascistiske bevægelse. Imidlertid er det en kritik, der efterhånden bliver taget til efterretning. Det er Lisa og Nico eksempler på, og deres gruppes manifest og dets store indflydelse er et tegn på, at tiderne er ved at skifte.

Lisa: Måske bliver det en smule teoretisk nu, men som jeg ser det, er køn, seksuel orientering og race alle sociale konstruktioner, som er skabt for at dele folk op, for at en hersker, kan drage nytte af en del-og-hersk-teknik. Så for os handler det meget om at nedbryde disse afgrænsninger; om ikke at ville acceptere et samfund, der er bygget på at dele folk op i forskellige identiteter og så få dem til at hade hinanden. For os som queers er det klart, at adskillelse og had på baggrund af race også er noget, vi sætter os imod.

I antifascistiske kredse arbejder man med et begreb, som kaldes tripple oppression. Det dækker undertrykkelse på baggrund af etnisk oprindelse/race, seksuel orientering og køn. Tre positioner, som man ikke selv har valgt, ikke så let kan ændre, og som alle er ofre for en gennemgribende undertrykkelse i alle samfund på kloden. Disse tre former for undertrykkelse ses som lige væsentlige og dele af den samme politiske dagsorden. De er kendt som racisme, sexisme og homofobi.

En udbredt intern kritik går på, at mange, der kalder sig antifascister og som deltager aktivt i antiracistiske aktioner, ikke har gjort op med de to øvrige former for undertrykkelse og altså ikke formår at inkludere kvinder og queers i kampen og få dem til at føle sig velkomne og værdsatte, ligesom de ikke formår at bekæmpe homofobien og sexismen i dem selv.

Men i Lisa og Nicos lokalgruppe er det anderledes: "I vores gruppe har vi skrevet et manifest, som er meget antihomofobisk og antisexistisk, så alle medlemmer i vores gruppe er antihomofobiske og antisexistiske. Men der er andre fraktioner i England, som er temmelig sexistiske." fortæller Nico. "Disse grupper består af machomænd, som kun nødigt arbejder sammen med kvinder."

Kan man forestille sig, at kampen mod homofobi og sexisme er ligeså udbredt og bred om 10 år, som kampen mod racisme er det i dag?

"Der er helt klart håb," fastslår Lisa. "I vores gruppe er de ting allerede lige store nu. Der er stor bevidsthed om, at alle former for diskrimination er lige dårlige. Et politisk party i England havde indledt et samarbejde med bl.a. nogle muslimske grupper, og for at skabe et fællesskab med dem havde de skrevet et manifest som i bund og grund var sexistisk og homofobisk. Vi syntes, det var dumt, og nægtede ganske enkelt at samarbejde. Det kan godt være, at en gruppe er antiracistisk, men hvis den stadig er sexistisk og homofobisk, er vi også imod den. Det samme gælder for mange skinheads, som hævder at være antifascistiske, fx mange SHARP-skins (SkinHeads Against Racial Prejudice), som måske nok er antiracistiske, men som samtidig er enormt macho og sexistiske og homofobiske. Den racistiske kamp er for mange en legitim kamp, mens de kan være bange for, at kampen mod homofobi kan få dem til at se gay ud."

Nico uddyber: "den gruppe, vi er i, består i mine øjne udelukkende af queers. De er ikke ligefrem homoseksuelle, men de gir ikke en skid for, om du er homo, bi, mand, kvinde eller trans. For mig er dét queer. Tiderne skifter i den antifascistiske bevægelse. Folk er ved at lære, at det ikke giver nogen mening at være sexistisk eller homofobisk antifascist."

En vigtig del af kampen mod undertrykkelse handler om at skabe tryghed i sit eget liv og hjælpe andre udsatte grupper med at skabe tryghed for dem. Det kan man gøre ved at skabe frirum, hvor man ikke tolererer undertrykkende strukturer, sådan som man forsøger at gøre det i fx Ungdomshuset, Folkets Hus, på Paramount i Roskilde, i Huset i Århus og i mange besatte huse rundt omkring i Europa. Man kan også bruge det gamle råd om, at angreb er det bedste forsvar og gå til angreb på de grupper, som truer ens sikkerhed. Det er det, der er ideen med de militante angreb på fascistiske grupper. En mere direkte og personlig vej til tryghed i hverdagen kan man imidlertid finde ved at lære at forsvare sig selv. Som indvandrer, kvinde eller queer lever man et udsat liv, og man er livet igennem i farezonen.

Hvordan ser I på selvforsvar i jeres gruppe?

Lisa: "Vi ser selvforsvar som en positiv og nødvendig ting. Vi har en ugentlig selvforsvarsgruppe, og der kommer også mange kvinder og queers. Her træner vi sammen med de militante antifascister, så vi kommer til at lære hinanden at kende på kryds og tværs, og vi kommer godt ud af det med hinanden. Selvforsvar bliver set som en selvfølgelig del af antifascisme, herunder antihomofobi. For mig er det blevet naturligt efter al træningen, at når jeg bliver bange, bliver jeg også klar til at forsvare mig. Så jeg lærer at kontrollere min frygt og min vrede og tænke klart i situationen. Der er ingen grund til at bringe pacifistiske ideer ind i en situation, hvor du bliver overfaldet. Det kan være et spørgsmål om liv og død, og du har ret til at være der. Og til at være queer. Ingen i vores miljø sætter spørgsmålstegn ved vigtigheden af at kunne selvforsvar."

Ok. Tak for det. Er der noget I gerne vil sige til sidst?

Lisa: Vi skulle danne en queers bash back-gruppe. Jeg har hørt, det findes et sted, men jeg ved ikke hvor. Jeg håber samtidig, at queers vil finde modet til at samle sig med andre antifascister frem for at danne queer ghettoer. Det er bedre at slå sig sammen og blive stærkere, måske i virkeligheden bedre end at have en queers bash back gruppe, eller en kvindegruppe. Nico: Jeg håber bare, at queers vil blive mere militante i fremtiden.

Interviewet er skrevet af, og tidligere publiceret i, Queer Jihad.