7. november 2009

Kunsten at balancere på hegn

Om begrebet fencewalking, dets farer og hvad man kan stille op med fencewalkere.

På slangordbogen UrbanDictionary.com defineres en fencewalker som: "Some one who doesn’t take sides between two groups, such as racists and anti-racists, and freely associates with the two". En fencewalker er altså en person, der omgåes både nynazister og antifascister. Fencewalking har alle dage været et problem for i subkulturer som f.eks. skinhead-, hooligan- og punkscenen.

For at forstå begrebet ’fencewalking’ bliver man nødt til at se på de miljøer hvor det finder sted. Begrebet stammer originalt fra skinhead-scenen, der i mange år har været hjemsted for hårde kampe mellem nazi-skinheads (ofte kaldet ’boneheads’, ’hammerskins’ eller ’wp-skins’) og antifascistiske skinheads (ofte omtalt som SHARPs [Skinheads Against Racial Prejudice, red.] eller RASH [Red and Anarchist SkinHeads, red.]). I denne konflikt mellem antiracister og fascister i skinhead-miljøet, har der altid været upolitiske skinheads der ikke har villet tage stilling for den ene eller anden side, og som har omgåets begge parter socialt.

Det er vigtigt at pointere, at det langtfra er alle ’neutrale’ skinheads der er fencewalkere. Mange vælger at holde sig for sig selv i deres egne ’neutrale’ kredse, eller blot ikke at blande sig i politik - sådan er det iøvrigt også i punk- og hooliganmiljøet. Dem der kan kaldes fencewalkere, er dem der direkte omgås både fascister og antifascister, og er venner med personer på begge fløje.

Skinhead- og punkmiljøerne har altid haft et vist overlap, og derfor er problemstillingen i høj grad den samme i punk-bevægelsen. Til forskel er dog, især i Danmark, at punk-kulturen altid har været meget domineret af venstreorienterede, og at det autonome miljø og punkmiljøet i høj grad overlapper hinanden. Meget store dele af punkscenen i København har altid været erklærede antifascister. Netop derfor har nazister sjældent fyldt meget i det danske punkmiljø, og fencewalking-problematikken er i mindre grad et problem her end det er i skinheadmiljøet. I andre byer og lande er punkscenen dog langt fra så udtalt anti-nazistisk som i København, hvorfor problematikken er større.

Også i hooliganmiljøet er fencewalking et problem. I flere af landets forskellige hooligangrupper findes venstreradikale og nynazister, der har deres gang i hhv. det autonome miljø og nazi-miljøet, samtidig med at de så søndag efter søndag står side om side i slagsmål med modpartens hooligans. Samme problematik er kendt fra andre europæiske byer, hvor det har fyldt en del. I visse svenske byer f.eks. har fencewalkere i hooliganmiljøet, der taler med både autonome og nynazistiske hooligans, leveret informationer om autonome til nazister - og omvendt.

Det grundlæggende problem med fencewalkere er, at deres bevæggrund for at omgås folk fra højreekstreme kredse og antifascister i for eksempel hooligan-, skinhead- eller punkscenen er socialt samvær og venskaber. Ikke politik. Det betyder, at en person der f.eks. hænger med en gruppe venstreradikale hooligans i en hooligangruppe, og derefter bliver uvenner med dem, ikke har noget der forhindrer ham eller hende i at begynde at hænge ud med samme hooligangruppes nazi-medlemmer. Derfor udgør han en sikkerhedsrisiko, og det er set mange steder, at netop de førnævnte subkulturelle miljøer, er et af de steder hvor informationer om den antifascistiske bevægelse lettest tilflyder organiserede fascister.

Når en fencewalker ikke er forpligtet af sin politiske overbevisning, så er det alene vedkommendes egen moral og humør, der afgører om han eller hun f.eks. overleverer informationer om antifascister til nazister i samme kredse. Fencewalkere udgør derfor en stor sikkerhedsrisiko.

Det fedeste ville naturligvis være at fascisterne i det hele taget blev sparket helt ud af hooliganmiljøet, punkkulturen og skinhead-scenen, hvilket for denne skribents absolut ville være det mest ønskværdige. Men indtil det sker, så er det vigtigt at vi som antifascister beskytter os selv, blandt andet ved at sikre, at fencewalkere ikke får lov at agere mere eller mindre frivillige informanter for nynazister og andet rakkerpak.

Oplever man fencewalkere - eller folk med de tendenser, så må man gøre det klart for dem, at det ikke er en mulighed, at omgås både højre- og venstrefløj. Vælger de så, og det gør de i nogle tilfælde, at højrefløjen er der de gerne vil være, så har man fået en vigtig afklaring.

Argumenter om, at man risikerer at skubbe upolitiske personer ind i nazi-miljøet holder ikke. De folk, der, når de bliver tvunget til at tage stilling, vælger fascisterne frem for venstrefløjen, ville i langt de fleste tilfælde alligevel være endt i nazi-miljøet. At man presser dem til at tage et valg betyder nærmere, at færre vil forsøge sig med fencewalking, samt at personer der flirter med det yderste højre så tidligt som muligt bliver afskåret muligheden for at indsamle information om venstrefløjen.

I kampen mod det yderste højre er det forbundet med stor sikkerhedsrisiko, at tillade folk omkring sig at balancere på plankeværket og nægte at tage stilling mod fascisterne.

O’Malley, oktober 2009