27. februar 2012

Kronik: Racistiske politikere skal møde modstand

En svensk antifascist kritiserer i denne kronik den antiracistiske bevægelses tilgang til Dansk Folkeparti med udgangspunkt i mobiliseringen mod Pia Kjærsgaards besøg på Nørrebro i februar 2012.

Den 8. februar kørte der en kædesms blandt venstrefløjsaktivister i København om, at Pia Kjærsgaard ville besøge en bodega på Nørrebro, og der opstod en debat om hvordan man skulle forholde sig til besøget.

I Danmark har man i mange år valgt ikke at sætte kræfter ind mod Dansk Folkeparti (DF) og Pia, hvilket har medført, at selv venstrefløjspartier bruger samme retorik som hende. Aktivister har udtalt, at det er direkte skadeligt at protestere imod Dansk Folkeparti, og at det giver DF en sympatisejr, hvis man gør sig hørt.

I Sverige er det anderledes. Uanset hvor Sverigedemokraterne viser sig, så er der protester. Det har medført, at det stadigvæk er stigmatiserende at være aktiv i Sverigedemokraterne, og deres aktive medlemmer regelmæssigt bliver smidt ud af fagforeninger og foreningslivet.

Hvorfor er der så stor forskel på hvordan man i Danmark og Sverige har valgt at håndtere racistiske partier? Dansk Folkeparti har siddet i Folketinget siden dannelsen i 1995, og er vokset hvert år helt frem til valget 2011, hvor de for første gang gik tilbage, dog kun med halvanden procent. I Sverige kom Sverigedemokraterne ind i rigsdagen ved valget 2010 med 5,7 procent af stemmerne.

Det folk plejer at fremhæve er, at Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterne er to meget forskellige partier. Sverigedemokraterne har en åben racistisk historie, hvor den første generation som dannede partiet kom fra nazistiske organisationer, mens Dansk Folkeparti blev skabt fra Fremskridtspartiets aske, et først og fremmest skatteliberalt parti. Det virker som, at mange overser, at Pia Kjærsgaard har en lang historie indenfor fascismen bag sig. Læs mere hos Demos.

Jeg ved ikke hvad den direkte årsag til fravalget af fokus på Dansk Folkeparti i Danmark. Eftersom der ikke findes en stor nazistisk bevægelse, så kunne man fokusere energien herpå i stedet. Danmark har en ret svag kultur for antifascistisk/antiracistisk organisering; oftest er der nogle få som arrangerer, og herefter dukker en større gruppe uorganiserede mennesker op. Dette medfører, at en meget lille gruppe har bestemt formen for modstand.

I Sverige har aktivister valgt at agere mod Sverigedemokraterne så snart de har arrangeret udadvendt aktivisme. Uanset om det har været torvemøder, besøg i forstæderne, infostande på uddannelsessteder eller andre for former for aktivisme, så har venstrefløjsaktivister, ja selv ikke-organiserede mennesker, været der og protesteret. Dermed har vi vist, at vi aldrig kommer til at acceptere dem som en legitim politisk kraft, der kan fremføre sit racistiske budskab uden at nogen siger fra.

Eftersom hele venstrefløjen i Sverige har været enige i dette spørgsmål, og man siden også har sørget for, at SD ikke har kunnet udføre sin racistiske politik i fred så har man - på trods af SD’s plads i Riksdagen - ligesom det stadig er et socialt tabu at sige, man stemmer på SD, og derfor har man fortsat denne strategi.

Ville den antiracistiske bevægelse i Danmark vælge at ændre strategi og begynde at møde DF med protester og åbent anklage dem for at være et racistisk parti igen, så vil det garanteret give bagslag i starten.

Fortsætter aktivisterne på trods, så bliver det forhåbentligvis i længden mere tabu at stemme på DF. Der er en venstredrejning i Danmark, som I bør udnytte til at udstille DF som det det racistiske og højredrejede parti det egentlig er.

Det er vigtigt ikke at lade dem sætte agendaen, og at lade dem stå uimodsagte svarer til at lade dem sætte en egen agenda.

Dansk Folkeparti er et accepteret og legitimt parti i Danmark. Det skal ændres, og aktivister i det udenomparlamentariske miljø i Danmark kan ikke vente på, at andre partier i Folketinget ændrer billedet for dem. Det må vi selv gøre, og det første skridt er at protestere så snart Dansk Folkeparti har offentlige arrangementer.