18. januar 2011

Kronik: Legalistisk antifascisme - et skridt frem og to tilbage

I januar 2011 anholdte PET og Nordsjællands Politi DNF-lederen Lars Agerbak og fængslede ham for den tunge våbenparagraf, 192a, efter de havde fundet kemikalier der angiveligt kunne anvendes til at lave en bombe. Både dele af venstrefløjen og visse medier har allerede dømt ham, uanset at det pt. er uklart hvad der egentligt er af beviser.

På dele af venstrefløjen har der de seneste år været en slem tendens til at mene, at fascismeproblemet er noget der skal løses af politiet. Dem der mener der tager grueligt fejl.

Først og fremmest, så er det essentielt at fastholde, at fascismen er et politisk problem. Fascisterne er ikke ’bare’ en flok kriminelle, som politiet skal (eller kan) tage sig af. Kriminelle handlinger er en helt central del af fascisternes repetoire, og af fascismens ideologiske kerne, men fascismen kan ikke isoleres til alene at være et spørgsmål om overtrædelse af straffeloven. Ofrene for fascismens forbrydelser er ikke tilfældige - de er politisk udpegede.

Vi er antifascister, fordi fascismen ikke er en legitim politisk holdning, der kan eller skal imødegås på lige linie med andre holdninger vi er uenige i - og for at stoppe de forbrydelser der er en del af deres ideologi. Vi mener ikke, at alle indvandrere og flygtninge skal ud af landet. Vi mener ikke, at homoseksuelle skal holde deres seksualitet indendøre og nægtes at stifte familie. Vi mener ikke, at det parlamentariske demokrati skal erstattes af et fascistisk diktatur, og vi foragter deres tanke om klassesamarbejde fremfor klassekamp. Fascisternes chikane, trusler, vold og mord er en følge af deres ideologi - ikke omvendt.

De seneste år har vi adskillige gange set PET skride ind overfor helt centrale topfolk i den nynazistiske bevægelse, og forsøge at sætte en kæp i hjulet for deres aktiviteter, ved at varetægtsfængsle dem. Først var der i 2006 sagen med Julius Børgesen, der blev varetægtsfængslet i næsten et halvt år på grund af et indlæg på Anarkistisk Debatforum og to skydevåben i hans hjem. Dernæst var der Simon Hvass Jacobsen, en af White Prides topfolk, der sad varetægtsfængslet omkring et halvt år efter en række voldssager mod både stadionvagter, dørmænd og en venstreorienteret.

Sidenhen var der den fuldstændigt groteske sag om Flemming Muff Christiansen og Stephan Günther, begge fra Blood & Honour, der blev varetægtsfængslet for at have distribueret ulovlig musik(!) og efter mange måneder i varetægt til sidst udleveret til de tyske myndigheder. En del kunne tyde på at Lars Agerbak nu bliver den næste på listen. 192a har en minimumsstraf på et års fængsel, og man må gå ud fra at politiet kommer til at tage sig god tid med efterforskningen. Med mindre at sagen er det rene luftkastel, er det realistisk at Agerbak ikke kommer på fri fod før engang til foråret.

Fælles for de ovenstående fascister er, at deres sag er sat i scene af PET (med beredvillig assistance fra de lokale politikredse), og at de i lige så høj grad har handlet om at sværte de fængsledes respektive organisationer til, og knuse deres organisatoriske infrastruktur, som det har handlet om reelt at strafforfølge forbrydere. Hvem bliver ellers varetægtsfængslet i seks måneder fordi de har 200 cd’er med lortemusik liggende i et skur i Vejby?

Betyder det så at vi synes det er synd for dem? Nej, det gør det ikke!

For samtlige personerne listet ovenfor gælder det, at de er højtplacerede medlemmer af militante fascistiske strukturer, og undertegnedes omsorg og medlidenhed for dem kan ligge på et meget lille sted. Alligevel bliver vi som socialister og antifascister nødt til at se kritisk på disse langvarige politiske fængslinger, og det er der flere gode grunde til:

1) Sagerne er retssikkerhedsmæssigt dybt problematiske. Naturligvis er det ulovligt at Simon Hvass Jacobsen overfalder folk og at Julius Børgesen har skydevåben liggende hjemme, men grundlæggende er alle de fængslede i de ovennævnte blevet holdt bag tremmer meget længere tid end retspraksis ellers har været på det givne tidspunkt, ligesom de endelige domme har været hårdere end almen praksis. Den retssikkerhed der trods alt eksisterer i Danmark er vi nødt til at forsvare - uanset om det er fascister eller islamistiske terrorister der er på anklagebænken.

2) PET bruger nazibevægelsen til at skabe juridiske præcedenssager. PET ved godt, at ingen ved deres fulde fem (de sigtedes forsvarere undtaget) offentligt vil forsvare voldelige nazister når disse fængsles, eller kræve garantier for fascisternes retssikkerhed. Derfor bliver sagerne prøveklude, hvor PET og anklagemyndigheden kan se hvor langt det er muligt for dem at gå. Når de først har haft en nazist fængslet i seks måneder før han skulle udleveres til Tyskland ifb. med en forbrydelse i Danmark, uden at nogen har sagt fra overfor det juridiske vanvid det reelt er, så kan de næste gang bruge de samme love mod den venstreradikale bevægelse, mod antifascister, mod folk der arbejder med international solidaritet og mod de fagligt aktive.

For PET, Justitsministeriet og anklagemyndigheden er nazisterne de perfekte crashtest-dummies, fordi ingen brokker sig hvis dukkerne går i stykker. De første ofre bliver fascisterne, derefter de militante islamister. Idioter som ingen vil forsvare når de udsættes for juridiske overgreb. Når præcedens så er sat, ryger venstrefløjen og resten af de progressive bevægelser på anklagebænken.

3) Den legalistiske antifascistiske strategi, hvor man kræver øgede straffe til fascister, hårde politiindsats og forbud mod nazistiske organisationer tjener ikke det der må være alle antifascisters mål: At holde fascisternes strukturer og aktiviteter på et minimum. I stedet tjener den til nazisternes iscenesættelse af sig selv som den eneste sande opposition til det nuværende system, fordi de udsættes for repression og censur. Erfaringerne fra f.eks. Tyskland og Sverige viser tydeligt, at kriminalisering og forbud meget ofte tjener til at radikalisere, styrke og i visse tilfælde også bevæbne fascistiske grupperinger. En legalistisk antifascisme skaber en nazistiske undergrundsbevægelse, der er mere tiltrækkende for mange unge end at være halerend efter parlamentarisk-orienterede organisationer.

4) Udover at forbud og censur i mange tilfælde styrke fascisterne, så er det også ineffektivt ift. at forhindre fascistiske angreb på asylcentre, venstrefløjsarrangementer og unge ’alternativt’ udseende. At en fra White Pride sidder fængslet for vold, forhindrer ikke de resterende nazihooligans i at banke lokale socialister. Erfaringer fra nabolandene tydeliggør, at politiets største resultater er at fængsle enkelte fascister eller optrevle, knuse og forbyde enkeltstående strukturer og organisationer i nazibevægelsen, men ikke mere end det. Det svækker dem naturligvis, men de fascistiske bevægelser overlever alligevel - hver gang.

Vi må som antifascister og socialister afvise fængslinger, overvågning og forbud som værktøjer til at holde fascisterne fra gaden. Det er ikke, og bliver aldrig, i vores interesse, at opfordre til øget politiindsats, hårdere domme og mere overvågning for at løse fascismeproblemet.

Politiet og PET er ikke til for at tjene os eller beskytte os. Som socialister ønsker vi et andet samfund, og udgør i deres øjne derfor ikke borgere der har krav på samfundets beskyttelse, men derimod en trussel mod demokratiet og samfundsordenen. Politiet er er den lovgivende magts voldsmænd. De bruges i høj grad til at løse politiske problemer – og det virker. F.eks. er politiet et meget effektivt værktøj, når det kommer til at opspore og udvise illegale udlændinge (som den lovgivende magt har udpeget som et problem). Så længe vi står i opposition til magthaverne, vil politiet ikke tjene vores interesser eller beskyttelse.

Når nazisterne vil marchere, skal vi ikke lobbyere for at politiet forbyder marchen, men i stedet selv stille os i vejen. Når racistiske hooligans angriber venstrefløjssteder skal vi ikke låse døren og ringe til politiet, istedet bør vi ideelt set stå sammen og jage dem på flugt. Når højreekstremister spreder hadsk propaganda på byens vægge og lygtepæle skal vi ikke politianmelde producenten og vente på at kommunen fjerner svineriet, men gøre det selv.

Den fascistiske bevægelse er et politisk problem, der skal løses politisk.

O’Malley, januar 2011