25. november 2013

Kronik: Kære Mikkel Andersson

Markus Lund svarer i et debatindlæg Mikkel Anderssons kronik i politiken om "truslen fra venstrefløjens voldsbøller".

Kære Mikkel Andersson.

Du skriver i dit debatindlæg i Politiken, at venstrefløjens voldsforherligelse truer os mere end en marginaliseret højrefløj. Set i lyset af historiens kendsgerninger, er det præcis tanker som denne, der gør det uhyre farligt at være i stue med dig og ligesindede, og som gør en kompromisløs linje i stil med Cecilie Roed Schultz’ (Ø) boykot af politiske debatter værd at overveje. Hitlers naziparti NSDAP kom også til magten på grund af denne mislykkede ’tien ihjel’-strategi, som ikke holder en meter, da fascisterne elsker ikke at blive taget alvorligt. Det fungerer langt bedre end negativ omtale for dem.

Danskernes Parti er en trojansk hest, som vil udnytte ethvert momentum og den folkelige accept til at ødelægge det parlamentariske demokrati, politikerne har så kær. Det faktum overser du i din klapjagt på venstrerevolutionære, der blot ønsker at forsvare jeres påståede demokrati med samme magt, I selv er tilhængere af gennem militær og politi. En magt I sågar hævder at bruge for det gode i udlandet qua imperialisme og besættelse af andres lande som bolværk mod den åh så farlige islamisme, manifesteret gennem den såkaldte krig mod terror - en term som en tidligere amerikanske præsident George W. Bush er ophavsperson til.

Hvilken vold synes du er mest legitim? Folkeretsstridige invasioner af andre lande med militæralliancen NATO som fodsoldater eller unge i frontlinjen for direkte aktion - selvtægt om man vil - mod diktaturets prædikanter? Vi kommer tydeligvis ikke uden om spørgsmålet om, hvem der har ret til at udøve vold. Vold er desværre nødvendig i et kapitalistisk samfund, hvor kapitalejerne bliver nødt til at forsvare deres privilegier med magt for at forblive ovenpå over for en kampberedt arbejderklasse. Enten er det ’os’ - almindelige, samfundsbevidste borgere - eller statsapparatet og dennes håndlangere, der udfører den.

Grupper som Antifascistisk Aktion (AFA), som du behændigt har udråbt til statsfjende nummer ét, gør i realiteten det beskidte arbejde, det er at forsvare det såkaldte demokrati mod fjendtlig infiltration fra sårbare kanaler, som en opstilling til kommunalvalget i bund og grund er. Hvornår ser man personer som dig stå op imod statslig voldsanvendelse, mord og massakrer i lande som Irak og Afghanistan, og som er af en intensitet og et omfang, der er langt større og mere voldsom, end en lille flok sortklædte AFA-aktivister nogensinde bliver i stand til at mønstre? Er sandheden ikke, at du i virkeligheden er mere bange for autonomistiske grupper og elementer i befolkningen, du og den liberale stat ikke kan kontrollere, end du er for den grufulde kendsgerning, at den yderste højrefløj ikke siden 2. verdenskrig har mobiliseret sine kræfter til så stor en valgdeltagelse, som de gør i øjeblikket?

For mig at se er antifascisterne heltemodige og gør det nødvendige arbejde med at stå op imod fascismen som altødelæggende kraft i det, der stadig burde udgøre et stærkt civilsamfund. De bliver udsat for repression af en yderst brutal og kampberedt politistyrke, fordi de udfordrer disses nyttesløse monopol på vold - en vold som er uundgåelig i et klassesamfund med stadigt flere konflikter og voldelige konfrontationer, som følge af de riges uhæmmede jagt på profit og større indhug i andres produktivitet for egen vindings skyld.

I 1936 blokerede op mod 300.000 arbejdere, jøder, kommunister og anarkister Oswald Mosleys marcherende sortskjorter gennem Cable Street i London og gav både dem og den målløse, ridende politistyrke seriøse bøllebank, så det kunne mærkes over hele landet, at arbejderbevægelsen stod sammen mod den fascistiske trussel for enhver pris. De udtrykte mao., at demokratiet var værd at forsvare med vold, frem for kvit og frit at overlade styringen af det til autoritære og hierarkiske kommandanter med skrårem og strakt arm, sådan som du indirekte - ved din højlydte passivitet og manglende stillingtagen - lægger op til skal være normen. Det var begyndelsen til enden for fascistbevægelsen i England. Modstanden knækkede dem. Folks liv blev i store træk skånet som følge af de folkelige blokader, der også den dag i dag forekommer overalt i Tyskland, hvor NPD går på gaden.

Frihedskæmperne under den nazistiske besættelse blev kaldt terrorister, så længe Nazityskland ikke var kapituleret og kampen vundet. Pludselig blev BOPA og jernbanesabotørerne udråbt til folkehelte, på trods af at den danske stat ingensomhelst skrupler havde ved at udlevere dem til forfølgelse, død og tortur i kz-lejrene syd for grænsen på tyskernes befaling. Lad mig spørge dig: hvis det skulle komme så vidt, at vi endnu en gang skal gennemleve et nazistisk diktatur som konsekvens af din og politikernes konsekvente handlingslammelse, er du så stadig villig til at kalde antifascister for de frihedskæmpere, de er, såfremt de skulle vinde denne kamp mod monstret i Danskernes Parti?

Vi skylder de modige revolutionære i tidernes morgen at videreføre denne kamp for et menneskeligt samfund. Kampen mod fascismen hænger uløseligt sammen med den revolutionære, socialistiske klassekamp, da fascisme - ligesom dengang - opstår og fremavles som en direkte følge af negative udsving og kriser i den kapitalistiske økonomi. Ukrudtet gror i egen baghave, så at sige, og det er her frem for hos nutidens modstandsfolk, vi skal tage fat. Det er nemlig naivt at tro, at politiet nogensinde vil tage truslen seriøst. I Grækenland skulle der et brutalt og planlagt mord på en antifascistisk musiker til, før staten tog affære og sendte de fremmeste eksponenter for dens egen nedskæringspolitik i fængsel. (Og dette var i øvrigt heller ikke sket uden presset fra de massive folkelige protester og optøjer.)

Venlig hilsen,

Markus Lund