9. marts 2012

Kronik: Autonome blokadebøller brænder Århus ned til grunden

I lyset af diskussionen på blandt andet Anarkistisk Debatforum og Modkraft om blokaden som aktionsform og hvor på konfrontationsskalaen blokader hører til, har Projekt Antifa-redaktionen skrevet denne kronik.

De seneste uger har der kørt en debat i kommentarfeltet på Modkraft, på Anarkistisk Debatforum samt i en lang række venstrefløjssammenhænge, om hvordan man skal protestere mod den bebudede racistiske demonstration i Århus den 31. marts. Også i Projekt Antifa-redaktionen har vi diskuteret emnet. Det er der kommet denne tekst ud af.

Der er ikke varslet nogen blokade af EDL/DDLs demonstration, men blokadedebatten har alligevel fyldt det meste, når venstrefløjen har diskuteret 31. marts. Vi skal i øvrigt for en god ordens skyld meddele, at vi intet har med planlægningen af modstanden mod EDL/DDL at gøre.

Hvad er en blokade?

Blokader er brugt som aktionsform gennem historien i mange forskellige former og til mange formål.

Blokader er en central del af kampen for bedre forhold og rettigheder for arbejdere verden over. Blokering af arbejdspladser - den faglige blokade - bruges når faglige forhandlinger eller strejker ikke slår til.

Studerende blokerer deres undervisningsinstitutioner for at opnå bedre forhold, når underviserne, studieadministrationerne og i sidste ende politikerne skal råbes op, når dialogens og samtalens vej ikke slår til.

Politiske græsrodsorganisationer bruger blokader for at gøre opmærksom på, og protestere mod forhold, der er dem så magtpåliggende at læserbreve, bannere og marcher ikke længere slår til.

Det, der er fælles, for de mange forskellige grupper der bruger blokader, og de mange forskellige bevæggrunde der er for at anvende blokader, er en vurdering af den forhåndenværende situation og det man ønsker at opnå. Det er en vurdering af hvad man har gjort indtil nu, hvordan det har virket og en beslutning om at måtte gøre noget andet og mere end det, der hidtil har været forsøgt.

Blokaden som strategi vælges som oftest når møder, forhandlinger, debat og dialog ikke længere slår til. På den måde er valget af en blokade, som politisk aktionsform, et valg der afspejler at ordet ikke længere er nok, og at man som deltager vælger at sætte handling på sine ord, ved at gøre opmærksom på et problem, med sine kroppe.

Men blokader har mange forskellige udtryk, lige så mange som antallet af grupper, der vælger at gennemføre en blokade. De varierer fra sit-down strejker, over sammenstimlen af mennesker foran det, der ønskes blokeret, til menneskekæder og lock-ons.

En blokade er ikke nødvendigvis lig med konfrontation. En blokade er derimod en ikke-offensiv form for civil ulydighedsaktion, hvor deltagerne stiller sig i vejen, og ikke flytter sig. Hverken mere eller mindre.

Blokaden er en aktionsform, og som sådan indeholder en blokade i sig selv ikke et givent aggressionsniveau eller dresscode. Hvad en blokade kan bruges til defineres af dem der vælger at bruge den som aktionsform, hvordan der mobiliseres til den givne aktion, og ud fra hvad man vil opnå med den givne blokade. Samtidig bør det påpeges, at blokader tit finder sted i sammenhæng med brede demonstrationer; enten parallelt med demonstrationen eller som udløber af den. I mange lande, også i Danmark, har dette fungeret uden at de respektive parter har været tvunget til at tage afstand fra hinanden.

Blokadens diversitet

En blokade kan have mange forskellige udtryk og organiseres på vidt forskellige måder. Den antifascistiske bevægelse har de seneste år har draget stor nytte af blokadestrategien. I Dresden blev Europas største nazimarch for tredje år i træk succesfuldt blokeret, hvilket medførte at nazisterne i år var langt færre end de foregående år og marcherede en mandag, frem for en weekend. Blokaderne i Dresden er et godt eksempel på hvordan forskellige initiativer, partier, organisationer og lokale beboere står sammen på et fælles grundlag og derved er så mange at politiet hellere stopper nazisterne end flytter antifascisterne.

Blokaderne foregår typisk på forskellige punkter på nazisternes planlagte rute, og har form af for eksempel sit down-blokader hvor hundredevis af demonstranter sætter sig ned og ikke flytter sig. Andre blokader er stående, syngende eller fyldt med medbragte trommer og andet larm.

Antifascistiske og antiracistiske blokadeerfaringer

At tro at blokader er en universel opskrift på succes er i bedste fald naivt, i værste fald grænsende til suicidalt. Der er masser af situationer hvor blokader som værktøj er ineffektivt. Men der er også en del situationer hvor det faktisk kan skabe resultater. Vi bringer et par eksempler. Nogen af dem havde stor succes, andre begrænset:

Lund 1992: Cirka 5.000 mennesker blokerer 30. november-marchen i Lund. Politiet er magtesløse overfor det store antal, og opgiver at bryde blokaden. Dette skyldes formentligt, at blokaden var parat til at forsvare sig mod et angreb fra politiet. Året efter ender samme blokadeforsøg i knippelsuppe, og nazisterne gennemfører marchen for første gang i flere år.

Roskilde 1995: Sit down-blokader på ruten for DNSB’s Hessmarch bliver ryddet af politiet, hvilket får lokale borgere i Roskilde til at se rødt. Hvorfor skal unge antiracister tæskes af politiet, for at nazisterne kan få lov at marchere? Blokaderne er delvist symbolske, og handler blandt andet om at gøre de lokale beboere opmærksomme på nazimarchen, hvilket bliver en ubetinget succes. Sammen med tilrejsende antifascister kyler roskildegenserne DNSB med venner ud af byen i hoved og røv.

Nørrebro 2009: Hundredevis blokerer politiets rydning af Brorsons Kirke, som har huset afviste irakiske asylansøgere, i en sit down-blokade. Selvom mange af blokadedeltagerne er folk fra den den udenomsparlamentariske venstrefløj, og ikke er sky for at gribe til militans, overholdes det aftalte blokadekodeks hele vejen igennem. Rydningen af kirken forsinkes af blokaden, men den bliver ryddet efter massive politiangreb.

Pressen og store dele af befolkningen får øjnene op for asylproblematikken, og dagen efter går over 20.000 i demo imod udlændingepolitikken. Selvom blokaden i praksis ikke stoppede regeringens de facto-dødsdomme mod en række af de irakiske flygtninge, så fik den stor politisk effekt.

Greve 2011: Blokade af hovedindfaldsvejen til nazikoncerten i DNSB’s hovedkvarter. Koncerten blev afholdt, men for ganske få nazister i inderkernen af nazipartiet. DNSB lykkedes hverken med at tiltrække nye folk, eller profilere sig oven på lederskiftet efter Jonni Hansens afgang. Blokaden var til dels symbolsk, idet kun én, nemlig den vigtigste, indfaldsvej blev blokeret helt, men alle nysgerrige blev skræmt væk, og mindre grupper af antifascister gjorde i praksis også de andre indfaldsveje meget utillokkende at bruge for eventuelle koncertgæster. Demoen bliver i øvrigt gennemført på et fredeligt grundlag, der udover et par kanonslag ved naziborgen, bliver overholdt.

Dresden 2012: Vellykket blokade af Europas største nazimarch siden Anden Verdenskrig, en march der de seneste år har talt op i mod 8.000 deltagere. De fik kun en kort gåtur rundt om banegården, fordi resten af bykernen var spærret af antifascistiske blokader. Blokaderne blev opretholdt uden konfrontationer med politiet, hvilket var muligt fordi man var så mange deltagere.

København 2012: 150-200 antifascister forsøger med halvandet døgns varsel at blokere et debatmøde hos Venstres Ungdom, hvor nazilederen Daniel Carlsen skal tale. Blokaden bliver holdt fredelig, men er ikke stor nok til at kunne holde politiet tilbage da de angriber med peberspray og knipler. Carlsen kommer altså frem til VU’s lokaler. Det lykkes dog at skabe antifascistisk zone i hele området, så nazilederen må eskorteres ind og ud området af store mængder politi.

Kan en blokade bruges 31. marts?

En blokade af DDL-demonstrationen, der støttes af en samlet venstrefløj, kan blive en kæmpe succes for os – og en stor fiasko for fascisterne.

Vi mener en stor, samlet og mangfoldig demonstration er en god idé, men det ene udelukker ikke det andet. En demonstration der ikke er nær DDL’s demonstration stopper dem ikke. Det kan en blokade derimod – oven i købet uden at være konfrontativ.

Der er ingen tvivl om, at vi ikke skal give EDL og DDL og de tilrejsende nazister det slagsmål de er kommet efter. Deres ønske er at se seje ud på Youtube, vise hvor mange muskler de har og hvordan de forsvarer sig selv imod ’de voldelige muslimer’ og venstreorienterede. Selvoptaget imagepleje kunne man kalde det.

Dette betyder dog ikke at vi skal lade dem være i fred. Vi kan og må stoppe deres demonstration, så vi forhindrer en europæisk fascistisk bevægelse i at få en samlet succesoplevelse og derved slå rødder. Dette kan vi også godt uden at give dem deres slagsmål. Opskrift: Vi står sammen og giver dem ikke en meter!

Hvad med pressen?

At være bange for at blive udråbt til ekstremister af Jyllands-Posten er forståeligt nok. Men at trække følehornene til sig hjælper ingen og intet. En blokade der er indkaldt offentligt, planerne fortalt i pressen og med åbenhed om strategien, er en måde at afmystificere den antifascistiske modstand. Oplæg på uddannelsessteder, biblioteker og arbejdspladser om hvorfor modstanden er vigtig og alles ansvar vil være et skridt på vejen til en bred og mangfoldig blokade.

At ville stoppe en nazimarch er ikke ekstremisme. En samlet venstrefløj, allieret med lokalbefolkningen, der skulder mod skulder blokerer DDL-demonstrationen vil netop formå at gøre pressens ekstremisme-billede til grin. Det er præcis det der lykkedes i Dresden, og har betydet at Europas største nazimarch siden Anden Verdenskrig (!) i år blot var en skygge af sig selv.

At skabe et ’os og dem’ internt på venstrefløjen, er med til at legitimere ekstremisme-diskursen. Det er ikke venstrefløjens ansvar – heller ikke den parlamentariske, at tage afstand til venstrefløjens ’ekstremister’. De findes ikke! At bekæmpe fascisme, for eksempel ved hjælp af en blokade er aldrig nogensinde ekstremisme. Det er vores allesammens ansvar at fascisterne ikke får en meter.

For en samlet antifascistisk bevægelse!

Projekt Antifa-redaktionen