21. maj 2010

Kronik: Alles ansvar

I en kronik efter første maj 2010 efterlyser politisk redaktør Petter Larsson fra den socialdemokratiske avis Efter Arbetet en offentlig reaktion på at 250 nazister marcherede igennem Helsingborg på arbejdernes internationale kampdag.

Den nazistiske demonstration i Helsingborg første maj var en fremgang for for den brune bevægelse. Uforstyrret kunne de marchere igennem byen på arbejderbevægelsens helligdag.

Hvad lavede de lokale socialdemokrater? Hvad lavede fagforeningerne? Hvad lavede den altoverskyggende majoritet af Helsingborgs indbyggere, der afskyer nazisternes idéer og får det dårligt af at se dem på sine gader?

Sad de hjemme og så spektaklet på tv? Hørte de Leif Pagrotsky på tryg afstand oppe ved Sundspärlan?

Den eneste modstand der blev mobiliseret kom fra et par hundrede unge venstrefløjsaktivister.

Kontrasten till Berlin, hvor jeg opholder mig, kunne ikke have været større. Her blev den march, som Nationaldemokraternes søsterparti NPD arrangerede en total fiasko.

Arrangørerna havde håbet på 3.000 deltagere. Der kom 600.

Men frem for alt samledes titusinder af berlinere for at stoppe demonstrationen. Fra hustage og altaner råbte de lokale slagord mod nazisterne. På gaderne satte tusinder sig i siddende blokader.

Faglige organisationer, kirken, røde og grønne politikere og antifascistiske grupper deltog i denne gigantiske, fredelige, civil ulydigheds-aktion. Forbundsdagens næstformand, Wolfgang Thierse, brød selv loven og deltog i en siddende blokade.

På fem timer kom nazisterne kun få hundrede meter frem. Derefter afbrød politiet marchen.

Er man tilstrækkeligt mange kan man vinde med fredelige midler. Hverken politi eller nazister tør jo angribe flere tusinde voksne mennesker.

I Tyskland er der intet ekstremistisk over at blokere nazi-marcher, tværtimod betragtes i lyset af den tyske historie som ansvarligt.

Herhjemme ses det derimod som antidemokratisk. Det er, vil jeg tro, et udslag af en forældet og farlig formalisme, hvor man er ligeglad med det politiske indhold, og mener, at alle, som følger de berømte demokratiske spilleregler, er urørlige.

Men her må man skelne mellem forskellige ting.

At nazister har samme demonstrationsret som andre i forhold til statsmagten er en ting.

Det betyder jo ikke, at vi andre skal trække på skuldrene og lade dem fortsætte. Hver gang vi - i det formelle demokratis navn - lader en nazibutik åbne, når Nationaldemokraterne eller Sverigedemokraternes artikler og annoncer trykkes, når, som nu, nazister tillades at demonstrere uforstyrret så svigter vi også alle dem der trues direkte af højreekstremisterne: indvandrere, flygtninge, homoseksuelle og venstrefløjsaktivister.

Selvom Helsingborgs indbyggeres passivitet denne 1. maj var beskæmmende, så er det snarere reglen end undtagelsen. Den etablerede venstrefløj har forladt kampen om gaderne. I stedet må en lille antal unge antifascister tage den på egen hånd. Det skræmmer folk, der ellers gerne ville deltage, væk. Det er en ond cirkel.

At bryde den er ikke så svært - på papiret. Næste gang nazisterne marcherer kan byens demokrater mobilisere til en fredelig moddemonstration. Samtidig må man komme overens med AFA om, at de ikke forsøger at forvandle en sådan bred manifestation til optøjer.

Som Heinrich Fink, tidligere rektor ved Humboldtuniversitetet och formand for foreningen for forfulgte i Nazityskland, sagde da han talte ved Kottbusser Tor i Berlin nogle timer efter at nazimarchen var blevet stoppet: "Vi kommer altid at være der, når nazister går på gaden. Vi overlader ikke en eneste gade, et eneste torg, en eneste plads til dem. Vi bliver nødt til at stå sammen."

Petter Larsson er freelance kulturjournalist for blandt andet Aftonbladet og Helsingborgs Dagblad, samt politisk redaktør for den socialdemokratiske ugeavis Efter Arbetet.