15. marts 2012

I drengeklubbens skygge

Antifascistisk Aktion i København har skrevet dette indlæg om, hvordan man skaber en antifascistisk bevægelse uden problemer med ekskluderende machoopførsel.

Voldsforherligelse er en af de ting AFA kritiserer i teksten.

I Antifascistisk Aktion (AFA) har vi over en længere periode diskuteret problemerne med den machoide kultur, der fylder meget i hele den antifascistiske bevægelse. Teksten her er et blandt flere resultater af diskussionerne. Vi håber at vi med teksten kan bidrage til debatten om hvordan vi skaber en åben og inkluderende bevægelse; først og fremmest med fokus på den del af venstrefløjen der beskæftiger sig med antifascisme.

Antifascismen i Danmark har altid været domineret af mænd. Det er hverken særegent for Danmark eller for antifascismen. Vi lever i et patriarkalsk samfund, hvor hvide, heteroseksuelle mænd sidder på pengene og magten. Det smitter af overalt; også på venstrefløjen, også på den antifascistiske bevægelse. At nogle har flere privilegier end andre er et problem i alle dele af samfundet – desværre også blandt os selv.

Vores mål som revolutionære – at skabe et samfund hvor alle er lige – må også afspejles i vores kamp for at nå der til. Det betyder kort sagt, at vi skal skabe en bevægelse hvor der er plads til alle, og hvor alle har de samme muligheder, uanset forskelligheder. At skabe en antifascisme der er åben for alle er vores allesammens ansvar. En bevægelse der ikke forsøger at afspejle det samfund vi kæmper for, mister sin legitimitet.

Sådan er det desværre ikke i dag. Store dele af den antifascistiske bevægelse, landet over, og dens arbejde er efter vores opfattelse præget af en ofte machoid kultur, hvor mænd udgør hovedkernen i både beslutninger og aktiviteter.

I AFA er vi ikke perfekte og er således også en del af dette problem. Vi forsøger hele tiden at identificere de områder hvor vi kan forbedre os, men det er en proces der aldrig stopper og vi hævder således ikke at være hævet over andre når det kommer til disse spørgsmål.

»Mig og drengene«

Kort fortalt er det en kultur, der har gjort antifascisme til en lukket klub for overvejende heteroseksuelle, hvide mænd. For at få lov til at være med skal man helst være rigtig sej og stærk, og være god til at fortælle historier om hvor mange demonstrationer man har været med til og hvor vildt det var. Man skal også give et udtryk for at man ved rigtig meget om næsten alting og at man ikke er bange for noget. I hvert fald ikke politi og nazister. Det er også en god ide at have den rigtige, smarte, dyre jakke, pumpe jern og træne kampsport. Det atletiske ideal er ikke særegent for hverken antifascismen, venstrefløjen som helhed eller samfundet bredt set, men det er ofte meget tydeligt italesat.

Det er en kultur hvor uofficielle vennekredse (bestående af mænd) træffer beslutninger og laver aktiviteter uden at inkludere kvinder, hvor ældre mænd opdrager yngre mænd til at blive lige som dem selv, hvor man kun sjældent indgår i formelle politiske fora men i stedet agerer i uofficielle grupper.

For mange af de mænd der er en del af kulturen er der ikke nødvendigvis tale om bevidste valg. Der er ikke tale om horder af heterosexistiske mænd der råber bøsse og luder til højre og venstre. Det er mænd der, i hvert fald for de flestes vedkommende, enten ikke er opmærksomme på hvilke konsekvenser deres opførsel har, eller ikke gør en indsats for at ændre deres opførsel.

Når seks-syv drenge eller unge mænd står i en rundkreds til en fest og fortæller røverhistorier om den sidste bustur til Tyskland, så er det sjældent et udtryk for et bevidst ønske om at udelukke kvinder fra antifascismen – men det er alligevel effekten. Kort sagt: der er nogen der har mere at skulle have sagt end andre.

Efter vores opfattelse er køn en central faktor i problemet, men også ting som seksualitet, alder og erfaring spiller naturligvis ind. Magtstrukturer er komplekse, og vi bilder os ikke ind at have forstået problemstillingen til bunden. Grundlæggende er det dog, at antifascistiske mænds higen efter status, fællesskab og streetcredit går ud over alle mulige andre i bevægelsen.

Vi kunne skrive meget mere for at beskrive machokulturen, men det er vores opfattelse, at de fleste nemt vil kunne genkende beskrivelsen, fordi de fleste der har beskæftiget sig med antifascisme de seneste årtier er stødt på problemet.

Det er vigtigt for os at fastslå, at vi ikke betragter machokulturen i den antifascistiske bevægelse som særegen. På mange andre dele af venstrefløjen, og sådan set i alle dele af samfundet, findes der lige så indgroede mandsdominerede hierarkier, der måske har et andet udtryk, men de samme konsekvenser. Uanset hvilket udtryk de har, er andre negative magtstrukturer naturligvis lige så vigtige at gøre op med.

I vores øjne er de ovenstående beskrivelser udtryk for at vi på venstrefløjen ikke formår at gøre op med samfundets grundlæggende opfattelse af, at kvinder er underordnet manden i både evner og rettigheder. Når nogle mænd kun involverer andre mænd i deres politiske aktiviteter, så handler det i bund og grund om mistillid til, at kvinder kan andet end at se godt ud. Det er således ikke de enkelte symptomer og disses konsekvenser der er problemet, men noget helt grundlæggende i mænds opfattelse af kvinder.

Machoattitudens konsekvenser

Den dominerende machoattitude har en lang række negative konsekvenser for den enkelte aktivist, for den politiske udvikling i bevægelsen og for rekrutteringen af nye aktivister til venstrefløjen. For at nævne et par stykker:

- Den mandsdominerende kultur fjerner både lysten og muligheden hos mange kvinder for at deltage i antifascistiske aktiviteter. Lysten, fordi det som kvinde er ufedt at skulle kæmpe for overhovedet at få anerkendt sin tilstedeværelse, og muligheden, fordi drengeklikerne effektivt udelukker kvinder fra at indgå i de uformelle cirkler.

- De præcis samme konsekvenser har kulturen for de drenge og mænd, der enten ikke vil eller kan leve op til de uformelle krav som den mandsdominerede kultur opstiller. De mænd udsættes i nogle tilfælde desuden for en slet skjult mobning eller hån, når de ikke kan eller vil indpasse sig.

- Antifascismen afpolitiseres. Når diskussionerne blandt aktive antifascister handler om action, adrenalin og blå blink i stedet for klassekamp og feminisme så forsvinder det politiske indhold i kampen meget nemt.

- Hos nytilkommende kan der skabes en opfattelse af, at det er sådan man skal opføre sig. Det har til tider den konsekvens at folk enten trækker følehornene til sig eller forsøger at ændre sig for at kunne assimileres ind i machokulturen. Det betyder at der skabes en aktivistsubkultur, der kun er tiltrækkende for bestemte typer af mennesker, og udelukker en masse andre.

- En del folk brænder ud. Ingen kan i længden holde til at opretholde et image overfor andre, om at man kan klare hvad som helst. At være revolutionær er ikke et ungdomsprojekt, og ved at sikre, at folk ikke skal bruge energi på at fremstå på en bestemt måde, kan vi forhåbentligt nedbringe antallet af aktivister der brænder ud når de rammer anden halvdel af tyverne.

Antifascismens paradoks

Vi er godt klar over, at det hele ikke er så simpelt. Hvis det var det, så var problemet nok blevet løst for længe siden.

I den antifascistiske kamp er det ofte en række klassiske ’mandlige’ dyder der er nødvendige på gadeplan. Initiativ, viljestyrke, konsekvens, kampberedthed og mange andre værdier, som drenge og mænd opflaskes med fra barnsben, er vigtige i det antifascistiske arbejde. Derfor kan det forekomme underligt at tale om at skulle lægge disse machoidealer på hylden, når mange af dem netop er essentielle i det antifascistiske arbejde.

I AFA bruger vi meget tid på at snakke om netop det paradoks; hvordan vi på den ene side proaktivt kan udnytte en masse til tider konfrontative værktøjer i kampen mod fascismen, samtidig med at vi, når vi kommer hjem, ikke sidder fast i de handlingsmønstre vi har på gaden. Bare fordi det kan være effektivt at agere på en specifik måde overfor en nazimarch er det jo ikke sådan man løser konflikter i et parforhold, et venskab, på en arbejdsplads, med sine børn eller i en politisk gruppering.

At bearbejde de til tider voldsomme situationer man kan komme i som antifascist er essentielt. Alternativet er netop at ’bearbejde’ oplevelserne med røverhistorier, der ekskluderer dem der ikke er seje nok.

Fremad!

For at skabe en samlet og mangfoldig antifascistisk bevægelse hvor alle kan være med, er et af de første skridt at kigge på os selv og vores venner og tænke over hvordan vi opfører os over for hinanden.

De senere år har vi i AFA diskuteret hvad vi kan gøre for at skabe en atmosfære til vores arrangementer der gør at alle kan være med, ligegyldigt deres baggrunde og præferencer. Det har først og fremmest medført en masse sunde diskussioner indadtil, hvor det er blevet fast kutyme at det bliver kammeratligt påtalt når enkelte medlemmer er for højrøstede, ekskluderende, sexistiske eller pralende.

Det er lykkedes os at skabe en intern kultur, hvor kritik gives for at hjælpe den kritiserede med at gøre tingene bedre, ikke for selvhævdelsens skyld. Netop med det udgangspunkt er det meget nemmere at trænge igennem til en person der på den ene eller anden måde har en problematisk opførsel. Vi føler at vi indadtil er nået rigtigt langt i denne proces, og har skabt et arbejdsmiljø i organisationen, som alle er rigtigt glade for.

Nu er vi så nået der til, hvor vi gerne vil forsøge at udbrede vores erfaringer og tanker om emnet til resten af den antifascistiske bevægelse. Ikke for at belære, men i håb om at nogen kan bruge de diskussioner vi har været igennem til noget.

Indtil videre har vi taget et par forskellige initiativer. Det ene af dem er denne tekst. Det andet er, at vi som fast praksis på vores infomøder inden vores busture til antifascistiske demonstrationer udenfor København, opfordrer folk, der gerne vil kunne sidde og fortælle røverhistorier til ikke at tage med busserne, og i stedet skaffe egen transport.

For det tredje at vi på selve busturene, som del af velkomsten, fortæller om hvilken kultur vi som arrangører gerne vil have i busserne; en kultur hvor førstegangsdeltagere ikke sidder og bliver enten pisse forskrækkede eller føler sig ekskluderede, fordi en flok drenge eller unge mænd sidder og fortæller røverhistorier om vilde demoer de har været til. En kultur hvor oplevelser bearbejdes seriøst når man er kommet hjem, enten med ens venner, aktionsgruppe eller f.eks. Gadeterapeuterne, og ikke i højrøstet tilstand på den lokale bar.

For os er det vigtigt at fastholde, at der er tale om en proces. Et seminar, et temamøde eller en tekst som denne løser ikke problemet fra den ene dag til den anden. Det er et langt, sejt træk, hvor vi som bevægelse bliver bedre til at italesætte magtstrukturer og hvor vi får opløsningen af magtstrukturerne indarbejdet i vores rutiner og arbejdsmetoder.

Vi bilder os ikke ind, at vi har fundet en løsning på problemet, men vi vil gerne indgå i en debat med resten af den antifascistiske bevægelse, og den øvrige venstrefløj, om hvordan man kommer machoproblemet til livs. Nogle af de ting vi har snakket om er blandt andet:

Sig fra! At gøre det legitimt at sige fra, når nogen opfører sig ekskluderende. Som mand er dette ansvar særligt vigtigt, da det ofte er kvindernes ansvar at sige fra. At arbejde med sine privilegier som mand indebærer også at man nogle gange siger til sin bedste machoven at han skal holde sin kæft.

Vær konstruktiv! At fastholde kritik i en kammeratlig og konstruktiv tone. Når nogen ’træder ved siden af’ så er der en tendens til, at det påpeges i form af en aggressiv skideballe i stedet for konstruktiv kritik. Kritik skal netop hjælpe folk til forstå deres fejl, og undgå at gentage dem – ikke efterlade dem fulde af skam. Vi skal ikke pege fingre af hinanden, men hjælpe hinanden til at forstå vores privilegier og hvad vores handlinger betyder. Folk skal ikke være bange for at træde forkert eller bede om hjælp. Vi vil væk fra at være en bevægelse, hvor folk er decideret bange for at begå fejl, fordi de frygter for konsekvenserne.

Don’t get personal! Vi skal fastholde diskussionen på et politisk plan. Problemet udspringer ikke af specifikke enkeltpersoner eller sociale grupper, de udspringer af magtstrukturerne i samfundet. Derfor giver det ikke mening at diskutere problemet på individ- eller gruppeniveau. Det er ikke et problem der kan løses med karantæner, udefrysning eller vrede breve; problemet skal løses med politisk diskussion og stillingtagen.

Snak om politik! At være revolutionær er meget mere og andet end at sige ”fuck panserne”, ”fuck Israel” og ”fuck McDonalds”. Politikken skal tilbage i fokus. Jo mere politisk folk forholder sig til verden omkring sig, desto lettere er det også at snakke om svære ting som f.eks. magtstrukturer. Samtidig er det med til at hjælpe os væk fra den aktivistidentitet, der desværre fylder vanvittigt meget på den radikale venstrefløj herhjemme, og som spiller en vigtig rolle i at holde machokulturen i live.

Organiser dig! I København er det meget få folk der er organiseret, når man ser på ”det autonome miljø”. Når man organiserer sig, så gør man det lettere at skabe et rum, hvor man sammen med folk man kender og stoler på kan diskutere emner der er svære. Organiseringer er et godt forum for kollektiv udvikling, og samtidig et sted hvor man, på grund af den tryghed det skaber, kan give sig selv plads til at være ”svag”, uvidende, sårbar eller bange. Netop organiseringen kan også løse det store problem der er med at folk ikke får evalueret og debriefet efter voldsomme oplevelser, fordi de ikke har et forum at gøre det i.

I AFA bilder vi os ikke ind at det er muligt at skabe isolerede øer af rum 100 procent fri for undertrykkelse og negative magtstrukturer. En reel frigørelse kan ikke opnås uden afskaffelse af kapitalismen som system, og selv derefter er kampen mod undertrykkelse ikke overstået. Men indtil vi når dertil, må vi som venstrefløj gøre hvad vi kan for at skabe de mest optimale og inkluderende rammer for vores kamp.

For videre læsning vil vi anbefale teksten ’De fem herskerteknikker’, skrevet af Berit Ås. Teksten kan findes her. Den handler om en række universelle handlemønstre, der bruges til – bevidst eller ubevidst – at undertrykke. At kende og forstå dem, er et godt skridt på vejen til at kunne bryde med dem.

For en solidarisk og fremadrettet debat!

Antifascistisk Aktion – marts 2012

PS: Hvis du har kommentarer eller idéer som respons på denne tekst, så send os meget gerne en email på afa@antifa.dk.