29. marts 2014

Femfrontskrig mod nyfascismen

Truslen fra nyfascismen kan ikke isoleres kun til gadevold, men må ses i sammenhæng med den reaktionære tendens, som angrebene indgår i. Da angrebene bliver gjort til et redskab for magtfulde kræfter til at slå til mod venstrefløjen, får små voldelige højresekter et uforholdsmæssigt stort handlingsrum til at påvirke samfundsudviklingen.

Her bringer vi en analyse af vilkårene for den antifascistiske kamp i Sverige, skrevet af Förbundet Allt åt alla Stockholm (Sammenslutningen Alt til alle, Stockholm). Analysen kommer i kølvandet på to meget brutale fascistiske angreb i Sverige. Nemlig mordforsøget mod seks venstreorienterede i Malmø 8. marts, begået af medlemmer af Svenskarnas Parti - og overfaldet på en fredelig antiracistisk demonstration i Kärrtorp i december sidste år, begået af Svenska Motståndsrörelsen. Ifølge forfatterne er gadevolden kun én af flere måder venstrefløjen angribes på. Det handler lige så meget om den kontekst angrebene finder sted i og de politiske reaktioner på dem. Der er en bredere reaktionær bølge der truer venstrefløjen, som af forfatterne benævnes nyfascisme. Her i teksten udpeges fem niveauer som kampen imod denne nyfascisme må foregå på.

Af Förbundet Allt åt alla Stockholm.

Forord og oversættelse af Projekt Antifa.

Knivstikkene i ryggene på vores kammerater i Malmö er ikke blot et fysisk angreb på lokale antiracister og feminister. De sortklædte og maskerede nazister, der stormede Linje17 mot rasisms manifestation er ikke alene i deres angreb mod den lokale bydelsorganisation i Kärrtorp. Angrebene er større end som så. Truslen fra nyfascismen kan ikke isoleres kun til gadevold, men må ses i sammenhæng med den reaktionære tendens, som angrebene indgår i. Da angrebene bliver gjort til et redskab for magtfulde kræfter til at slå til mod venstrefløjen, får små voldelige højresekter et uforholdsmæssigt stort handlingsrum til at påvirke samfundsudviklingen. Gadevolden udgør kun et enkelt komponent i et frontalangreb på mage niveauer.

Udfra Kärrtorp og Möllevången er det muligt at identificere fem parallelle niveauer af angreb mod venstrefløjen. Fem niveauer, der samarbejder og henter kræfter fra hinanden. Et antifascistisk forsvar og en offensiv venstrefløjspolitik må reagere på alle disse niveauer samtidig. Og hvert et niveau kræver forskellige taktikker og metoder. Dette er vores udfordring: At kunne føre en femfrontskrig mod naziangreb som det vi var ude for efter 8. marts.

1. Gadefascismen

Det første niveau er det fysiske angreb fra nynazistiske voldsgrupper. De forsøger gennem små natlige aktioner at indgyde frygt og skabe rædsel på venstrefløjen. Vi skal føle os usikre når vi bevæger os i byerne og vores forstæder, være bange når vi forlader vores lokaler om aftenen og kigge os en ekstra gang over skulderen inden vi går hjemmefra. Det kræver ikke mange ressourcer at terrorisere kvarterer og stresse de lokale. En lille dedikeret gruppe krigere kan let komme en kæmpe demonstration til livs ved at angribe med brutalitet og overraskelse. Sådanne angreb har været fascismens kendetegn siden 1920-tallet og de sigter mod at slå de strukturer og sammenhænge i stykker, hvor venstrefløjen (i bred forstand, som frigørende bevægelser og sociale kampe) kollektiviseres. Terrorens mål er at atomisere og splintre, isolere os og splitte os ad. Uden at have mødesteder, pladser, kvarterer, strukturer og lokaler kan vi ikke være en bevægelse eller en samlet klasse, men blot være ensomme individer. Derfor er antifascisme selvforsvar. Men hvilken form for selvforsvar? Specialiserede antifascistiske aktionsgrupper kan give tilbage med samme mønt og skabe usikkerhed i det ekstreme højres strukturer – men disse aktioner kommer ikke til at genskabe fællesskabet eller genoprette sikkerheden og tilliden i vores strukturer. Derfor er de brede manifestationer, både spontane og store brede demonstrationer, så vigtige for os. Der står vi igen sammen og bryder isolationen. Hver antifascistisk samling, kulturfestival, minde-arrangement, sociale aktivitet eller manifestation hjælper os til at knytte os tættere sammen og genkende styrken i vores mangfoldighed. De antifascistiske manifestationer er derfor en nødvendighed og skal ikke tolkes som værende symbolske Feelgood-gimmicks. De kan bestemt ikke erstatte organiseringen i vores hverdag, men de er livsnødvendige for os efter hvert et angreb.

2. Internet-krigerne

Angrebets andet niveau sættes ind direkte efter det første. Dette niveau handler om hele det propagandaapparat som dagens ekstreme højre har bygget op, først og fremmest på sociale medier. Direkte efter angrebet begynder de at pumpe deres version af begivenhederne ud, for at sætte hændelsesforløbet ind i deres ramme og tolke det der er sket. Artiklerne på højreekstremisternes sider, fra Realisten og Nordfront til Fria Tider, Nya Tider, Exponerat, Dispatch International og Flachbacks underforum, anvender sig af historierevisionistiske metoder, der i stedet for at handle om holocaust handler om nutidige hændelser. Hvis der findes et svagt punkt i de angrebnes beretning, bygges hele angrebet omkring dette: således blev vidneudsagn om at 20-30 personer blev set løbe mod nazisterne med kniv i Malmö, et bevis for at mordforsøget i virkeligheden var et angreb fra venstrefløjsaktivister.

De undegraver ofrene gennem karaktermord. De udsattes vidneudsagn bliver dømt ude ved at være partiske og affejes, uafhængige vidner tilskrives politiske motiver og mediernes udgave tilskrives ligeså en politisk agenda. Personen der endte i koma efter mordforsøget i Malmö, fik gennemset sin facebookside efter citater der kunne anvendes imod ham til at ”bevise” at han selv er voldelig. Et foto på Ta natten tillbaka-demonstrationens plakat bruges som ”bevis” på at feminister ikke er fredelige. Et link på Linje17s hjemmeside til organisationen Forix ”beviste” at de var en frontorganisation for Det Muslimske Broderskab. Gennem løse rygter, stråmænd, antydninger, overdrivelser og halve sandheder kan et andet billede opmales som passer ind i en samlet konspirativ beretning om mainstreammediernes aftalte spil med de voldelige venstrefløjsaktivister, og som rettes mod ”den almindelige svensker”. Det højreekstreme angreb slutter derfor ikke med en aktion – aktionen er deres startpunkt.

Udspillet koncentreres fremfor alt mod at undergrave legitimiteten af de brede folkelige demonstrationer. De forklarer at det virkelige problem er denne antiracistiske sammenslutning, grundet de ”kræfter” der arbejder i baggrunden og som fungerer i deres skygge. De antiracistiske protester bliver et større samfundsproblem end den nazistiske vold, som de reagerer imod. Det vi så efter mordforsøgene i Malmö hvor let nazisternes forklaringer kan blive fast etableret i medierne. Derfor er det vigtigt at være hurtig til at samle vidneudsagn og andet materiale efter et overfald, som tydeligt kan vise hvad der i virkeligheden skete. Information som vi internt på venstrefløjen tager for givet kan meget vel være ukendt for journalister. Vi står altså overfor den utaknemmelige opgave at vi, efter at være blevet angrebet, selv at gøre journalisternes arbejde for at få en objektiv nyhedsrapportering. I dette spiller både pr-arbejde og vores egne informationskanaler en vigtig rolle. Ellers risikerer vi en situation hvor politiet og nazisterne bestemmer billedet af hvad der skete under angrebene.

3. Gudfaderen i Riksdagen

Herefter starter det tredje angreb. På det tredje niveau kommer Sverigedemokraterna på banen. Formelt tager de afstand fra vold og nazisme. Men de kan aldrig nævne højreekstremister uden at afslutte sætningen med, ”at det er venstreekstremister der er problemet”. Sverigedemokraterne er blinde på højre øje og tier om den højreekstremistiske vold – og begynder først at ytre sig når der sker antiracistiske modreaktioner, ved at kritisere dem. De bruger gerne sig selv som boldtræ, siger at de gerne ville deltage i demonstrationerne hvis de var ”konsekvente og fordømmer alt politisk vold og ekstremisme”. Nazismens særart bagatelliseres, i stedet anvendes en teori hvor forskelle udvandes for at Sverigedemokraterne kan rense sig selv uden at miste sine kernevælgere. Igen er målet venstrefløjen, at slå fast at de antiracistiske demonstrationer er de virkelige intolerante. Dette bidrager aktivt til at bagatellisere og afpolitisere de højreekstreme voldstilfælde, fra Peter Mangs seriemord og Anders Breiviks massemord til Svenska Motståndsrörelsens og Svenskarnas Partis angreb. Denne vold er begået af ”psykisk syge individer” eller skete som ”svar på venstrefløjsvold”. Sverigedemokraterne forsøger derfor i hver en diskussionen at lave en U-vending, så fokus bliver på at venstrefløjen er en trussel.

4. Kålsupaliberalerne

Sverigedemokraterne er ikke alene i denne manøvre. Her sker det fjerde niveau af angrebet – også rettet mod de antiracistiske manifestationer. Dette niveau handler om den offentlige debat på fra borgerlige leder-skribenter. Efter både Kärrtorp og Malmö blev der brugt meget lederplads på at markedsføre kålsuparteorien (et svensk begreb, der svarer til ”højre- og venstreekstremister”-begrebet, som vi ser i danske medier, red.) og stille krav til arrangørerne om at holde de antiracistiske demonstrationer ”apolitiske” og isolere den radikale venstrefløj fra dem. På denne måde forsøger magthaverne at sætte rammerne for hvordan antiracistisk arbejde skal bedrives, definere hvem der må komme og sætte ekstremiststemplet på venstrefløjen. Også på dette niveau bruges den nazistiske vold, efter den pligtskyldige fordømmelse, som anledning til at angribe venstrefløjen. Det virkelige formål med de liberale lederartikler og kålsuparteorien er at skabe en opdeling mellem ”gode” og ”onde” antiracister, altså en splittelse af de antiracistiske manifestationer. Hver organisator afkræves forklaringer og tvinges til afstandstagen. Når antiracistiske organisationer nægter at spille med i dette spil, rettes skytset mod den parlamentariske venstrefløj, for at de skal aflyse at deltage i ”tilsmudsede” sammenkomster, demonstrationer og antiracistiske fora. De tidligere niveauer ligger til grunds for dette. Men her handler det om en mere udpræget holningskrig. For at møde dem må vi undergrave deres argumenter. Men ligeså vigtigt er det at vi har en forankring i det lokale antiracistiske arbejde – der kan vi bygge en organisatorisk base op, som gør det umuligt at ekskludere os.

5. Afstandstager-venstrefløjen

Dette leder os frem til det femte niveau. Med disse krav til den antiracistiske bevægelse fra de borgerlige, falder dele af den parlamentariske venstrefløj på halen for dem. De forsøger at komme kritikken i møde ved at være først og mest højlydt til at fordømme, udelukke og tage afstand. Dette kræver at de tager initiativ og skaffer sig indflydelse i den antiracistiske bevægelse, for at have muligheden for at afgøre hvem som får lov at deltage og hvem som udelukkes. Men de store demonstrationer som på det sidste er blevet afholdt, fra REVA-protesterne og demonstrationerne mod Sverigedemokraternes indtrædelse i Riksdagen til massedemostrationerne efter nynazisternes gadeaktioner i Umeå, Kärrtorp og Malmö var ikke arrangeret af den parlamentariske venstrefløj. Dette forstærker deres ængstelighed og de ved ikke hvilket ben de skal stå på: om de skal slutte sig til manifestationerne for ikke at blive sat udenfor en massebevægelse, eller om de skal imødegå den borgerlige kritik gennem at være de første til at tage afstand og indlede eksklusioner. Ofte spiller de med i det borgerlige projekt om at skabe en falsk opdeling af gode/onde antiracister. Samtidig har de radikale antifascister oftest ikke forstået hvordan de bliver anvendt som boldtræ af borgerlige politikere mod den parlamentariske venstrefløj udover at se den skruetvinge som den parlamentariske venstrefløj bliver sat i.

Hvert nazistisk angreb er blevet fulgt af angreb på de fire andre niveauer – samtlige rettes mod den antiracistiske bevægelse. Vi må derfor ikke stirre os blinde på den nazistiske vold, uden at se på hvordan volden bliver et hjul i et større maskineri der sættes i gang for at skade venstrefløjen. At komme til, som i Kärrtorp og Möllevången, at fokusere alt for meget på at møde nazisterne fysisk kan i værste fald indebære at vi står forsvarsløse mod angreb på andre planer. Antifascistisk kamp kræver at vi arbejder på samtlige niveauer. Og selvom alle niveauer kræver sin særlige taktik må vi have en strategi som kæmper mod hvordan de interagerer med hinanden. Vores kampplads er en femfrontskrig.