27. februar 2010

Fascisterne høster hvor Pia sår

De seneste år har vi været vidne til en markant højredrejning overalt i samfundet. På grund af den udvikling står vi i dagens Danmark i en situation, vi ikke har stået i tidligere.

Tit spørger andre folk på venstrefløjen os om, hvorfor vi dog bruger tid på fascisterne. »De er jo bare en lille flok tosser. I burde hellere modarbejde Dansk Folkeparti!«

Man glemmer bare, at der er en grund til, at fascisterne herhjemme — i de fleste byer, og i modsætning til vores nabolande Sverige og Tyskland — blot er en lille flok tosser. Det er takket være en kontinuerlig og tålmodig antifascistisk praksis.

Hvad kritikerne har ret i er, at der burde gøres langt mere mod Dansk Folkeparti. Blandt andet – men langt fra kun – fordi kampen mod det ekstreme højre hænger uløseligt sammen med kampen mod Pia og hendes præster.

Teksten her er en opfordring til alle kammerater på venstrefløjen om at tage kampen mod de fascistiske kræfter alvorligt.

I Århus, landets næststørste by, står venstrefløjen svagere end i mange mindre byer, fordi nynazister igennem en årrække har udøvet et regulært voldsregime og truet og tæsket byens venstrefløj væk fra gaden.

Det skader hele venstrefløjen. Ikke kun dem, der arbejder antifascistisk, og ikke kun dem i Århus. At vi har en by i Danmark, hvor folk ikke tør organisere sig socialistisk eller deltage i offentlige aktiviteter af frygt for nynazister, er dybt problematisk – og et problem for alle venstreorienterede, uanset om de kalder sig kommunister, socialister eller anarkister.

Antifascismen bør tages op på hele venstrefløjen og i højere grad, end den bliver det i dag.

Pia baner vejen for fascisterne

At kalde Pia Kjærsgaard for fascist eller nazist ville være respektløst. Respektløst over for de mange millioner mennesker, der har mistet livet under fascistiske regimer siden starten af det 20. århundrede.

Hvad man derimod kan beskylde Pia og de øvrige »pæne« racister i samfundets etablerede politiske liv for er at gøde jorden for nynazistiske voldsmænd, racistiske overgreb og reaktionær mobilisering.

Når simple gangstere i Hells Angels offentligt kan bortforklare deres fremfærd i den verserende bandekrig med, at det er en »kamp mellem kulturer«, er det, fordi de pæne racister har gødet jorden for dem.

Når nynazistiske hooligans kan overfalde indvandrere uden, at det vækker fordømmelse fra medier og politikere, så er det, fordi de pæne racister har gødet jorden for dem.

Når kun den udenomsparlamentariske venstrefløj stiller sig i vejen for Nazi-Jonni og hans kumpaner, når de vil marchere, er det, fordi de pæne racister har gødet jorden for ham.

Betyder det, at Pia Kjærsgaard & Co. støtter disse aktiviteter? Langt fra. Men uden de sidste 10 års hastige højredrejning af dansk politik, som Dansk Folkeparti i høj grad har været katalysator for, ville reaktionen på ovenstående eksempler definitivt være en anden.

De seneste år har vi været vidne til en markant højredrejning overalt i samfundet. I samfundsdebatten, i den formelle politiske arena, i lovgivningen, i ungdomsmiljøer, blandt arbejdsgivere og arbejdere. Især racismen og nationalismen har sneget sig ind overalt, men også en øget fjendskhed over for de progressive bevægelser har spredt sig.

På grund af den udvikling står vi i dagens Danmark i en situation, vi ikke har stået i tidligere. En situation, hvor fascisterne har større mobiliseringsmuligheder, end de har haft i mange år, og hvor deres begrænsede størrelse skyldes inkompetence, intern splid og en konsekvent antifascistisk modstand – og ikke mangel på tiltrækningskraft og potentiale.

Situationen kan eksplodere, som den fx. gjorde efter 11. september 2001 og igen i vinteren 2006, da den såkaldte Muhammed-krise eskalerede dag for dag.

Jo mere hadsk Pia Kjærsgaard, Karen Jespersen og Den Danske Forening udtalte sig om muslimer under krisen, desto flere racistiske overfald, trusler og overgreb skete der på gadeplan.

Hver eneste gang »de fremmede« i aviserne blev fremstillet som demokratifjendske dansker-hadere, fik fascistiske gadebevægelser som Dansk Front nye medlemmer og sympatisørere.

Siden Dansk Folkeparti blev dannet i 1995, har partiet gjort alt, hvad de kunne for at blive stuerene. Hver eneste gang et medlem afsløres i kontakt til højreekstreme kredse, falder ledelsens hammer prompte, og der er formentligt ikke andre folketingspartier, der har ekskluderet så mange medlemmer, som Dansk Folkeparti har de sidste ti år.

På samme måde er Dansk Folkeparti også en af de største fortalere for et forbud mod nazipartiet DNSB. Strategien er velovervejet og lammer ethvert forsøg på sammenkædning af Dansk Folkeparti og fascister.

På trods af de hurtige og pressestrategisk effektive eksklusioner kan ingen i Dansk Folkeparti dog løbe fra, at partiet tiltrækker fascister, som en lort tiltrækker fluer.

Krise, svækket venstrefløj og højredrejning

De seneste årtier har venstrefløjen på mange måder tabt terræn. Den danske arbejderbevægelse mistede meget af sit progressive moment i årene efter den succesfulde etablering af velfærdsstaten, som var præget af klassesamarbejde. Sammenbruddet af sovjetsocialismen var yderligere med til at indskrænke venstrefløjen, inklusive modstanderne af den autoritære statssocialisme. Tilbage stod visionsløse socialdemokrater og handlingslammede revolutionære med reduceret opbakning.

I jagten på den folkelige appel forsøger væsentlige dele af venstrefløjen i dag at vinde vælgere ved at overtage karakteristiske dele af Dansk Folkepartis politik og retorik skridt for skridt.

I dag arbejder både Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti reelt for et velfærdssystem, der kun skal gælde for »rigtige« danskere i Danmark. Man sætter lighedstegn mellem ansvarlighed og en snæversynet nationalisme, hvor man sætter etniske danskere højest og peger fingre af andre gruppers kulturer og religioner.

Dette skred mod højre giver samtidig Dansk Folkeparti lebensraum til at være endnu mere radikale.

Midt i en krise med øget arbejdsløshed og udsigt til trangere økonomiske vilkår for flertallet er en potent højrefløj særdeles farlig. Når folk mister deres arbejde, skal der findes en løsning.

Højrefløjen står klar til at udvise flygtninge og indvandrere, der udpeges som nasserøve, og forbeholde de bedste arbejdspladser til danskere med orden i stamtavlen.

Samtidig leverer Dansk Folkeparti de nødvendige stemmer til VK-regeringens fortsatte strandhugst på velfærdsstaten. Dette til trods for at partiet profilerer sig som manden-på-gulvets parti og forsøger at overtage Socialdemokratiets rolle som arbejdernes parti.

Når man er afhængig af at sælge sin arbejdskraft, og ens livsførelse er hængt op på, at man kan bevare sit job for at betale af på banklån i bolig og bil, skaber ustabilitet i nationaløkonomien utryghed. Overklassens grådige spekulationer, som ledte til den igangværende krise, er reelt en skalten og valten med menneskers hverdag – mennesker, der kræver svar og sikkerhed.

I den situationen er Pia Kjærsgaards billige løsninger med en hård og brutal migrationspolitik farlige, fordi de præsenterer hurtige og umiddelbare løsninger på problematikken.

Modsætningsforhold mellem danskere og etniske og religiøse minoriteter blæses op, mens samfundets grundlæggende konflikt mellem arbejdsgivere og arbejdere glider yderligere i baggrunden.

I det tomrum som venstrefløjens mangel på konkrete, socialistiske visioner efterlader, er det ikke kun de såkaldte pæne racister, der høster stemmer. Det er lige præcis dér, på de tekniske skoler og i skurvognene, at potentialet til en skræmmende stærk fascistisk gadebevægelse ligger.

Historisk har fascisterne primært rekrutteret sine fodfolk fra arbejderklassen, og nutidige erfaringer, især fra kampen imod Dansk Front, viser et tilsvarende billede.

Når fascistiske organisationer mobiliserer, er det for at gøre en forskel her og nu. For at jage forhadte minoriteter ud af »hvide« kvarterer, for at slå ned på progressive, for at angribe antiracister, og for at være spydspids for kapitalististisk reaktion i krisetider.

Den dynamik, der er mellem den overordnede samfundsmæssige højredrejning og fascisternes mobiliseringsmuligheder, bliver den antifascistiske bevægelses største opgave de kommende år.

Sover vi i timen nu, risikerer vi at stå med en situation, der minder om den i Sverige og Tyskland, hvor venstrefløjen er under konstante angreb. Det må ikke ske.

Fascisterne skal ikke have en meter – og det er vores opgave som venstrefløj at sørge for, at de ikke får det.

Der er intet, der tyder på, at Pias sejrsmarch stopper foreløbig. Vi må forvente, at racismen og nationalismen styrkes, når flere og flere politikere – fra hele spektret – står i kø for at snuppe Dansk Folkepartis stemmer ved at overbyde hinanden i diskriminerende og islamofobiske tiltag. Og jo stærkere racismen slår rod i vores samfund, desto lettere bliver det for fascisterne at høste, hvad Pia har sået.

Det er muligt, at Jonni Hansen med venner fremstår som inkompetente klovne, at Dansk Front lukkede, og at fascisterne i dag kun har kontrollen over gaden i én dansk by, Århus, men tag ikke fejl: Der har ikke siden 2. Verdenskrigs afslutning været så gunstige forhold for en dansk fascistbevægelse, som der er nu, og den trussel må vi på venstrefløjen være klar til at forsvare os imod.

Kampen om gaden er den vigtigste for fascisterne.

Det er på gaden, deres politik udføres, og på gaden, de rekrutterer. Derfor er må vi ikke slippe dem af syne. Uanset hvor de prøver at forsamle sig, skal de jages væk. Uanset hvordan de forsøger at organisere sig, skal deres strukturer angribes og knuses med ord og handling.

Aldrig nogensinde skal fascisterne uforstyrret få lov at høste, hvor Pia har sået.

Ingen fascister i vores gader!

Antifascistisk Aktion, februar 2010