7. august 2009

Fascismen er fjenden

Teksten handler om Kominterns kursskifte i deres antifascistiske politik i 1935. Man gik fra at anse de ikke-revolutionære arbejderpartier, som bevægelsens taktiske hovedfjende, til at erklære fascismen krig.

Baggrund for kursskiftet

Strategiændringen kom på den Kommunistiske Internationales (Komintern) 7. verdenskongres i 1935, hvormed fascismen blev hovedfjenden. Dette skete efter at fascister havde kuppet regeringsmagten i talrige europæiske lande - en tragisk udvikling der startede allerede i begyndelsen af 1920’erne. Arbejderklassens organisationer havde lidt massive tab over hele linien. Ikke mindst i Tyskland, landet med den mest velorganiserede arbejderklasse forud for Hitlers magtovertagelse, hvor arbejderbevægelsen var blevet kvalt fuldkommen.

Kommunistpartiernes strategi havde fejlet på det grusommeste. I en stædig tro på Stalins teori om den såkaldte socialfascisme, bekæmpede kommunisterne de socialdemokratiske partier og lignende ikke-revolutionære arbejderpartier, frem for at lave stærke alliancer imod fascismen. Teorien var at reaktionære kræfter inden for arbejderklassen selv, var det eneste der stod i vejen for socialistiske revolutioner i Europa, hvor kapitalen var i dyb krise. De socialdemokratiske organisationer blev anset som et "middel til at paralysere massernes aktivitet i kampen mod det fascistiske diktaturs regime".

Når alt kom til alt måtte man indse, at den egentlige fascisme havde vokset sig så stærk, at ledelsen i Komintern havde valget imellem at se stort på socialfascisme-tesen, eller at se resterne af arbejderbevægelsen dø som i Tyskland. Efterhånden var Sovjetunionens sikkerhed også kommet på spil, hvilket var endnu en faktor.

Folkefront mod fascismen

Geórgi Dimitróv (1882-1949) var hovedtalsmand for Kominterns antifascistiske prioritering, på den skæbnesvangre verdenskongres i Moskva. Dimitróv var generalsekretær i Komintern fra 1934-43 og således er det ham, der har forfattet rapporten fra den omtalte verdenskongres: "Fascismen er fjenden".

Resultatet blev, at kommunistpartierne der i de forgangne år havde isoleret sig mere og mere, åbnede op for nye alliancer imod den fælles fjende. Folkefronten mod fascismen kom til verden og var et aktionssamarbejde på tværs af klassemæssige og politiske skel. Arbejdere, bønder og småborgere. Kommunister, socialdemokrater og liberale.

Det var eksempelvis sådanne folkefrontsalliancer, der vandt flertal i parlamenterne i Frankrig og Spanien og som senere deltog i udkæmpelsen en blodig borgerkrig, da General Franco omstyrtede den progressive spanske regering.

"Fascismen er fjenden" er læseværdig for alle, der interesserer sig for fascismens storhedstid og de konflikter der gjorde en ende på den.

Opdatering, oktober 2010: Det hører med til præsentationen af teksten at nævne, at teksten af mange anarkister og andre anti-autoritære socialister betragtes som et pro-stalinistisk skrift. Når vi alligevel bringer teksten, så handler det ikke om at redaktionen støtter den, men om at det er en historiske vigtig tekst, som er relevant i forståelsen af mellemkrigstidens kamp mod fascisme. Vi beklager at vi indtil nu har ladet teksten stå alene uden denne forklaring.

Der er skrevet en række tekster der ud fra anarkistisk og anti-autoritær vinkel kritiserer Dimitróv og folkefronts-strategien. Vi håber at kunne bringe nogle af disse i danske oversættelser i fremtiden. Hvis du har links til konkrete tekster så smid en email til kontakt@projektantifa.dk

Teksten er 88 sider lang. Vi har derfor lavet en pdf-udgave, der kan downloades her: Fascismen er fjenden (PDF).