7. august 2009

Diskussioner om antifascistisk strategi

Denne artikel er skrevet af AFA Stockholm (1997) og har til formål at give indblik i hvorledes AFA Stockholm strategisk forholder sig til kampen mod fascisme og racisme set i forhold til den øvrige venstrefløj, medierne og statsapparatet.

AFAs arbejde; den specielle aktiongruppemilitans og konfrontationslinjen, har medførte stærke diskussioner i det venstreorienterede miljø og i den antifascistiske bevægelse. En stor del af diskussionerne har omhandlet, hvorvidt den militante og konfrontative kamp skræmmer folk væk fra at deltage i den antifascistiske kamp.

Vi tror, at der har foregået en opdeling mellem en bredere ”regnbuekoalition” og det militante gadeaktivistmiljø. På grund af dette har den antifascistiske bevægelse prøvet at udvide arbejdsfeltet. I forlængelse af ovenstående debat har der været diskussion af hvem der var skyld i den antifascistiske svækkelse i begyndelsen af halvfemserne. Fremvoksede den militante antifascisme på grund af antifascismens fald eller tværtimod? Inden for AFA anser vi samspillet mellem forskellige faktorer som medvirkende til den antifascistiske bevægelses krise: venstrefløjens tilbagegang, mediernes manglende fokus på fascismen, især mellem 1992 og 1995, og venstrefløjens ”kampagnepolitik”, der medførte stor medieinteresse.

Et andet diskussionsspørgsmål har gået på hvorvidt man skal udforme en antifascistisk politisk linje. Visse har hævdet at målet er at opbygge de størst mulige koalitioner (regnbuekoalitioner) for derved at isolere de højreekstreme. Hvis man gør dette vil det betyde at man tilsidesætter sin politik med risiko for at bakke op omkring liberale såvel som systembevarende paroler. AFA og andre venstreorienterede udenomsparlamentariske grupper har i stedet betonet vigtigheden ved at opbygge en stærk antifascistisk opposition.

Det er livsfarligt at alliere sig med etablissementet, samtidig med at de højreekstreme forsøger at være en radikal samfundsopposition. Derved får de mulighed for at opsamle al den utilfredshed der er med vores lortesamfund. En antifascistisk bevægelse må være opbygget omkring en kritisk samfundsopposition, der formår at give svar på samfundets sociale spørgsmål.

Statslig "antifascisme"

Inden for AFA har vi ingen tiltro til at de statslige foranstaltninger i bekæmpelsen af fascismen. De seneste femhundrede statslige kampagner mod fascismen og racismen har haft ingen (eller direkte modsat) effekt ifølge en statslig udredning. Dette skyldes, at man ikke har forsøgt at skabe et lokalt kontinuerligt antifascistisk/antiracistisk arbejde, men i stedet forsøgt at koncentrere sig om fest/arrangement kampagner, hvor man burde have arbejde mod nogle konkrete resultater. I nogle tilfælde har de statslige kampagner været kvælende for det lokale antifascistiske arbejde, i og med at de har formået at skabe interesse for området og samlede mennesker til dette, for derefter blot at lægge låg på. Dette var blandt andet tilfældet ved ” Rör inte min kompis” (Rør ikke min ven)-kampagnen i firserne og ”Ungdom mot Rasism”(Ungdom mod Racisme)-kampagnen i halvfemserne.

De statslige kampagner har afpolitiseret antiracismen og bortledt diskussionen fra synliggørelsen af statens egen rolle med hensyn til racismen, f.eks. i for hold til restriktiv flygtninge- og udlændinge politik samt diskriminering af etniske minoriteter. Ved siden af de statslige kampagner har staten forsøgt at imødegå det højreekstreme med repression og lovgivning. Vi er stærkt skeptiske med hensyn til dette. Den politimæssige indgriben har for at give et billede af, at de reagerer mod nazistiske aktiviteter, men dette har kun været tilfældet på grund af pres fra medierne.

Vi tror ikke, at man kan lovgive sig ud af sociale problemer, hvorfor det antifascistiske arbejde må føres på lokalt græsrodsplan og af folk, som arbejder kontinuerligt med disse problemer hver dag. Dette vil staten og myndighederne aldrig kunne opnå.

Medierne og AFA

Konfrontationer er spektakulære og det spektakulære tiltrækker sig mediernes interesse. Massemedierne fungerer først og fremmest som en underholdningsindustri. Dette har ført til et kompliceret forhold mellem os og medierne. Vi har ikke lyst til at stille op til deres festligheder. Vores aktioner er ikke blot for at blive set. Men vi forsøger altid at forklare vores aktioner gennem pressemeddelelser. Ved at offentliggøre aktionerne i venstreorienterede medier skaber vi mulighed for diskussioner omkring vores virke. Vi stiller ligeledes op til interviews i borgerlige medier, hvis vi vurderer at de kan gavne vores sag.

Mediebillede af AFA, som værende en underjordisk voldselskende bevægelse er for os helt fremmed. Den absolut største del af vores daglige arbejde kan betegnes som uspektakulært og den del af vores arbejde, som indebære konfrontation er altid rettet imod den mest beskedne form for konfrontation. Journalisters spørgsmål omkring bevæbning er derfor helt useriøse. Det samme gælder beskrivelserne af AFA som en ”underjordisk bevægelse”. Vi er en lille politisk bevægelse og arbejder så åbent vi kan: Vi stiller op til interviews og debatter, holder foredrag og skolepræsentationer, svarer på breve, organiserer foredragscaféer og offentlige demonstrationer. Det eneste vi ikke går ud med i offentligheden, af frygt for personlig chikane, er vores navne.