8. oktober 2012

Antifascistisk offentlighed - et sted mellem sikkerhed og troværdighed

Der går langt imellem, at antifascister står offentligt frem. Først og fremmest, fordi konsekvenserne kan være uoverskuelige. Kan man overvinde og acceptere konsekvenserne, er det en stor styrke at have offentlige talspersoner.

Rasmus Preston står med denne kronik offentligt frem, som en del af Projekt Antifas redaktion.

Ofte kritiseres den antifascistiske bevægelse for at være lukket. Antifascister står sjældent frem uden at sløre deres udseende og stort set aldrig med eget navn. Kritikken lyder, at antifascister, der ikke har lyst til at få deres ansigt og navn eksponeret i pressen, ikke tør stå ved deres holdninger. Eller at de er feje, at de skjuler noget eller at deres argumenter ikke er gyldige, når de leveres iført maskering, flexfit-kasket og solbriller.

Ønsket om at være anonym har flere forskellige årsager. Den altoverskyggende årsag er, at de fleste aktive antifascister ikke har lyst til at deres modstandere – fascisterne – skal kende deres identitet. Det er et spørgsmål om sikkerhed. Fascister begår voldelige overfald og mord på deres politiske fjender i Europa, også i Danmark. Står man frem som antifascist, tager man et valg, der indskrænker ens mulighed for at bevæge sig frit og trygt i det offentlige rum. Man risikerer at blive udsat for vold hvis man bliver genkendt på gaden.

Man skiller sig ud fra mængden, og er ikke længere ”bare” antifascist når man udtaler sig på vegne af initiativer, grupper og organisationer. Man bliver repræsentant for både holdninger og handlinger. Som repræsentant for og personificering af politik bliver man altså et ønsket ”offer”, og man risikerer at blive mål for en decideret personjagt. Det så vi blandt andet herhjemme med Erik Jensen fra Demos i halvfemserne, der spillede en vigtig rolle for at tale om antifascisme i medierne i 90’erne.

Det er stressende at være udsat for den type opmærksomhed, og det kan være svært at håndtere. Hvor kan man føle sig tryg? Kan man sove roligt, når man ved at fascister kan finde frem til ens hjemmeadresse? Står man frem, er det heller ikke kun en personlig risiko, det er også en risiko for nære venner og familien.

En del af dette er en reel fornuftig frygt, mens andet er ubegrundet paranoia. I Danmark har vi heldigvis en bedre og mere sikker situation for antifascister, end man har i mange andre europæiske lande. Dette giver bedre mulighed for at stå offentligt frem. Men vi skal heller ikke glemme at der i Århus eksisterer en endda meget virkelig og udtalt trussel, og at der findes voldsberedte fascister i hele landet, også tæt på København.

En anden årsag, der ligger bag ønsket om at være anonym, er truslen fra staten og politiet. Som aktiv antifascist risikerer man repression i form af overvågning, fængsling og terrorsigtelse. Det er klart, at man som offentlig person ikke længere i samme grad kan deltage i militante aktioner. Bliver man genkendt, kan man udpeges og straffes, også hvis man ikke selv har brudt loven. Det så vi f.eks. i forbindelse med klimatopmødet, hvor to talspersoner blev idømt ubetingede fængselsdomme. Dette skete på trods af, at de ikke havde deltaget fysisk i den aktion de blev dømt for.

En tredje årsag er frygten for berufsverbot. At indtage en radikal position i forhold til det omkringliggende samfund vil afføde reaktioner som rækker langt ud over ens politiske kammerater og modstandere. Det kan pludselig blive svært at finde et arbejde, fordi arbejdsgiveren ikke mener at dine meninger harmonerer med egne politiske holdninger, eller med arbejdspladsen generelt.

Hvis man er akademiker kan arbejdsgiveren også frygte at det fælles arbejde sættes i forbindelse med dine holdninger. I jagten på objektiviteten, som blot er et udtryk for en tolerancezone i midten af den til enhver tid herskende politiske enighed, vil arbejdets troværdighed være på spil. Politiske modstandere vil ikke være sene til at tage dette argument op og erklære at arbejdet er subjektivt og ubalanceret.

Styrken ved at stå frem

Der er altså rigeligt med gode grunde til, hvorfor antifascister ønsker at være anonyme, selvom deres holdninger er legitime og deres handlinger er nødvendige. Er der så overhovedet nogle fordele ved offentligt at agitere for antifascistisk politik?

Ja!

Selvom det ikke burde være sådan, så er det en kendsgerning at udtalelser tillægges mere troværdighed når de kommer fra en offentlig person. De falske modargumenter, som følger den maskerede talsperson, falder på stribe når de mødes med åbenhed. Der er en langt større tyngde bag et argument, når folk ved hvem, der fremfører det, også selvom argumentet er et udtryk for en fælles holdning i en bevægelse eller en organisation.

Personfikseringen i politik er ikke en ny tendens, og der er også mange farer ved at vælge et ansigt udadtil. Det er nødvendigt med et fokus på at der ikke opstår hierarkier omkring de offentlige personer. De må ikke pludselig sidde med en uretmæssig autoritet på grund af deres position, netværk og medieerfaring. Men så længe at vi holder os de farer for øje, er ansigtet udadtil et effektivt værktøj.

Åbenheden er en utrolig vigtig del af den antifascistiske kamp, såvel som den generelle politiske kamp for et frit socialistisk samfund. Når folk ser åbenhed føler de sig også mere inviterede til at deltage og selv blive aktive. F.eks. har uniformeringen, som tit bliver manifestationen af ønsket om at være anonym, mange negative konsekvenser. Dette er på trods af, at uniformering kan være en fornuftig strategi. En bevægelse kan hurtigt blive en subkulturel størrelse med egne hierarkier, normer og regler. Det medfører isolering fra det omkringliggende samfund og virker fremmedgørende overfør de folk vi potentielt gerne vil nå ud til. Det forhindrer os med andre ord i at opbygge den folkelige modstand, der er nødvendig for at holde fascismen nede!

Den offentlige debat mangler personer, der stiller sig frem og fortæller at de står fast på modstand mod fascisternes organisationer og voldshandlinger, statens repression af flygtninge samt af legitime politiske bevægelser. Personer, som kan være et modstykke til de evigt flakkende og vage udmeldinger fra parlamentariske venstrefløjspolitikere, som følger flertallet derhen hvor mediestormen blæser.

Det nemmere at identificere sig med holdninger når de er repræsenterede af en helt almindelig person, der ellers er som folk er flest. Det bliver også sværere for medierne at fortsætte deres forsimplede hetzende banderetorik. Opdelingen i ekstremistiske højre- og venstreorienterede bøller, der er lige gode om det, falder til jorden, når folk selv kan se at det ikke passer. Den øgede opmærksomhed, som er et følge af åbenheden, gør det muligt at udpege forskellene. At antifascisme er selvforsvar og at fascisme er organiseret vold og terror.

Styrken ligger i fællesskabet, og det giver ingen mening at alle bidrager på samme måde. Derimod giver det god mening at vi bidrager på så mange forskellige måder vi kan. Her giver det god mening at nogen stiller sig op og siger ”Ja, vi er radikale og vores kamp er legitim!”.

Af Rasmus Preston