4. maj 2014

Antifascistisk Aktions tale 1. maj

Vi bringer her AFA-talspersonen Sille Lindebergs tale, ved Antifascistisk 1. maj i Fælledparken.

Fascismen er på fremmarch i Europa og det er vores pligt at stoppe den. Den politiske situation er alvorlig. Vi ser i disse år en vækst i den fascistiske bevægelse i Europa. En vækst der i det sydlige og østlige Europa har gjort fascistiske grupper til reelle massebevægelser, og har ført dem ind i parlamenterne. I Ungarn er det fascistiske parti Jobbik blevet landets tredje største med 20% af stemmerne, ved parlamentsvalget i sidste måned. I Grækenland fik Gyldent Daggry 21 pladser i parlamentet ved valget forrige år. I Ukraine har det nynazistiske parti Svoboda – som utvetydigt er et nynazistisk parti – for nyligt sågar fået del i selve regeringsmagten.

I det nordlige Europa er der fascistgrupper der ønsker at gøre dem kunsten efter. Og som tingene ser ud, vil de i de kommende år muligvis også lykkes med at vinde reel politisk indflydelse her. Foreløbig er det blevet til et mindre gennembrud for nynazistiske grupper i lokalvalgene i bl.a. Storbritanien, Sverige og Tyskland. De er endnu uden for reel indflydelse, men der er ikke desto mindre tale om et gennembrud, eftersom nazigrupper hidtil ikke har kunnet samle opbakning til så meget som en byrådspost siden Anden Verdenskrig. Dén nynazistiske strømning, der viser evne til at søge mod magten, er bare én ud af flere strømninger inden for den fascistiske bevægelse, der igen blot er en del af en større nationalistisk blok. De kaldes netop ny-nazister, fordi de har formået at reformere deres klassiske nazisme, så den har bredere appel. Der er tale om ulve i fåreklæder, eller rettere sagt: nazisvin i jakkesæt.

Godt nok har de dygtigste af nynazisterne forstået det praktiske i at kalde sig "demokrater". Det ser vi lige fra Svoboda i Ukraine til NPD i Tyskland til Danskernes Parti herhjemme. At de hævder at være demokrater er imidlertid langt fra det samme som at de er det. I både ord og handling finder man stadig den klassiske, biologiske racisme, den samme ultranationalisme og antisocialisme og – når tiden er rigtig – den samme voldsparathed, som man kender fra andre fascistiske strømninger. At disse nynazister satser på en parlamentarisk strategi gør dem ikke til demokrater. Som bekendt blev Adolf Hitler også i første omgang valgt ind i den tyske Rigsdag.

Det er en gratis omgang at kalde sig et demokratisk parti, når ens konkrete politik er i komplet modstrid med demokrati. For et ægte demokrati er ikke bare en tom plads, hvor alle kan stille sig ud at råbe. Det er mere end det. Det bygger på værdier. Først og fremmest den værdi, at alle er lige meget værd, uanset etnicitet, religion, køn osv. At politiske landvindinger for fascismen som dem, vi ser i Syd- og Østeuropa, ikke alene er mulige, men en realitet, er et vendepunkt, hvis historiske og politiske vigtighed ikke må undervurderes.

Man kan ikke regne med, at fascister som vælges ind i de folkevalgte forsamlinger vil blive holdt ude af det gode selskab. Det har vi set igen og igen; at når deres stemmer kan gøre en forskel, så er især borgerlige partier villige til at samarbejde. I Danmark kender vi et lignende eksempel, nemlig Dansk Folkeparti, der dog aldrig har været et fascistisk parti, selvom de er racister. Ingen ville røre dem med en ildtang i 90’erne, men senere dannede de grundlag for VK-regeringen. Nu stiller kun de mest venstreorienterede spørgsmålstegn ved deres habilitet. Sammen er det vores opgave at forhindre at historien gentager sig.

Det borgerlige demokrati er ikke i sig selv noget tilstrækkeligt værn mod fascisme, og langt mindre imod organiserede fascistiske overgreb på minoritetsgrupper og politiske modstandere. Disse overgreb kender vi allerede, men de kan få et helt andet omfang, hvis fascismen får folkeligt fodfæste. Det kan de ungarske romaer bevidne.

Der kan gives flere gyldige forklaringer på nynazisternes folkelighed i de enkelte lande. Kapitalismens krise er dog én ting som de alle har formået at profittere på. Når befolkningen får ustabilitet, arbejdsløshed og kriminalitet ind på livet, og på toppen af det nogle løgnagtige politikere der prøver at overbevise os om, at alt nok skal blive godt igen, hvis bare vi fortsætter med ’business as usual’, så har fascisme gode levevilkår. Så kan de præsentere sig som modsvaret på politikernes visionsløse teknokrati, uden reel handlekraft. Dét kan hurtigt blive farligt. Det er allerede farligt.

Fascisterne byder sig til med simple løsninger på komplekse problemstillinger. Det sker samtidig med, at venstrefløjen og fagbevægelsen i store dele af Europa er i en historisk krise. En krise, der først og fremmest tager udgangspunkt i velfærdsstaternes krise og de socialdemokratiske partiers kryben for nyliberalismen.

De velfærdssamfund der voksede frem i efterkrigsårene, bl.a. i Danmark, var resultatet af en klassestrid, der førte til et kompromis mellem arbejderklassen og borgerskabet. Borgerskabet måtte gå med til at medfinansiere vores skolegang og hospitalsbehandlinger, betale for barsel og sygedage osv. Til gengæld fik de adgang til stabil, veluddannet arbejdskraft. Dette klassekompromis – der på en gang var en klar forbedring af den brede befolknings levevilkår og samtidig en stødpude mod mere radikale krav om fælles overtagelse af produktionsmidlerne – var socialdemokratiernes store sejr. Nu er aftalen imidlertid blevet ophævet af modparten. Storkapitalen anser det ikke længere for at være en god forretning. Velfærd er kommet i vejen for den blinde vækst. Fremtiden byder af den grund på flere nedskæringer og social dumping. Socialdemokraterne er slået tilbage til start i et spil de ikke længere kan vinde. Nu er det klasse mod klasse.

Hvis vi skal stoppe fascisterne, så kræver det, at venstrefløjen kan tilbyde stærke, solidariske løsninger på de problemer, som finanskapitalen gennem den økonomiske krise, har tørret af på os. Vi – alle progressive kræfter – skal opstille en konkret, realiserbar vision for et solidarisk og bæredygtigt samfund. Modsat socialdemokrater og borgerlige, der råber i munden på hinanden, at vi skal arbejde mere og forlange mindre. Vi nægter at slide for at de rige bliver rigere, mens der stadig eksisterer hungersnød og bådflygtninge der drukner ved Fort Europas grænser. Der findes et svar. Svaret er revolution.

Men det langsigtede arbejde for socialisme kan ikke stå alene. Godt nok er socialismen den mest bæredygtige og fredelige løsning på naziproblemet, men der er problemer med fascistiske angreb på venstreorienterede og minoritetsgrupper her og nu. Derfor er det nødvendigt at vi som venstrefløj og som civilsamfund aktivt går på gaden og stikker en kæp i hjulet på nazisternes planer.

Den 10. maj vil Danmarks Nationale Front, DNF, demonstrere på Christiansborg Slotsplads. Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at der er udsigt til at erklærede nazister gennemfører en demonstration i det centrale København. Dét skal vi stoppe! Derfor håber vi, at du vil møde op ved Rundetårn kl 14, så vi sammen kan forhindre nazidemo’en. Inden da holder Racismefri By demonstration. Den starter klokken 12 på Halmtorvet på Vesterbro, lørdag d. 10.

I Danmark er nazisterne ikke en folkelig bevægelse. Mange vil måske mene, at de er grinagtige tabere eller lidt ligegyldige. Men faktum er, at selvom udviklingen er langt fra den vi ser i andre dele af Europa, så har vi allerede i år oplevet adskillige nazistiske angreb på venstrefløjsaktivister og tilholdssteder i både København, Århus og i Malmø, bare en time herfra.

Nazisterne herhjemme er relativt små. Lad os sammen rive tæppet væk under dem. Når de forsøger at opbygge organisatorisk infrastruktur skal vi spolere den. Når de propaganderer skal vi rive lortet ned. Når de går på gaden skal vi stille os i vejen.

Fascisterne skal ikke have en meter! Vi stopper dem den 10. maj.

Ingen nazister i vores gader!