15. august 2014

Antifascismen må være bred for at få fremgang

Malmø er en by med et usædvanligt engagement, alt fra bydelsorganisering til asylbevægelser. Alle disse kampe har antifascisme som et perspektiv i sin analyse og metode, Malmø er en by af antifascister og Malmø er en by med bredde.

Den 16. marts i år arrangerede vi i Allt åt Alla Malmö inden for samarbejdet Skåne mot Rasism en demonstration med over 10.000 deltagere under parolen ”Kämpa Malmö – Antifascism är självförsvar”. Det var en reaktion på det angreb som skete den 8. marts om aftenen i Malmø, hvor fire af vores kammerater blev angrebet med kniv af nazister. Demonstrationen er blevet rost og spredte kampvilje og glæde. Tusindvis af folk i Malmø er begyndt at bevæge sig mod et bedre samfund.

Men demonstrationen var ikke tilfældig, den var del af et større arbejde i kampen mod fascisme og racisme. Malmø er en by med et usædvanligt engagement, alt fra bydelsorganisering til asylbevægelser. Alle disse kampe har antifascisme som et perspektiv i sin analyse og metode, Malmø er en by af antifascister og Malmø er en by med bredde. Det, vi vil sige, er, at antifascisme ikke er en sag.

Det er en masse sager, alt fra store mobiliseringer til eksponering af organiserede nazister. Alt dette er del af samme bevægelse. Nogle arrangerer koncerter mod Jimmie Åkesson, andre river politiets afspærring ned under Swedish Defence Leagues møde på torvet, arrangerer foredrag, river nazipropaganda ned, skriver debatartikler eller blokerer deportationer. Vi er mange og vi er brede, men vi er et.

Debattører og journalister har sat den antifascistiske bevægelse under lup og forsøgt at finde ud af, hvem der er gode og hvem der er onde. De har forsøgt at splitte os og slå kiler ind. De har brugt enkelte aktioner som eksempel og tvunget andre til at ”vælge side”.

Vi vælger ikke side, for vi kan ikke fravælge os selv, på samme måde som man ikke kan fravælge en kropsdel. Vi er solidariske med sygeplejerskerne, som trods trusler fra deres chefer tog kampen og nægtede at være en brik i Sverigesdemokraternes spil. Vi er solidariske med dem, som forsvarede sig mod nazisternes flasker og knipler i Kärrtorp.

Vi ser, hvordan man forsøger at komme frem til den ”rigtige” måde at demonstrere mod Sverigesdemokraterne. Skal vi vende ryggen til? Skal vi buhe og larme? Skal vi fysisk forhindre dem?

Fælles for alle disse spørgsmål er, at de generelt stilles af kloge hoveder, folk som normalt ikke selv deltager i protesterne eller som repræsenterer helt andre grupper end dem, der er aktive i protesterne. At evaluere sine metoder er vigtigt for at kunne handle effektivt. Kun at bedømme andres metoder tvinger ikke fascismen tilbage.

Hvorfor er det da så vigtigt for visse at opdele antifascismen i godt og ondt, rigtig og forkert? Det handler dels om at flytte fokus fra sin egen inaktivitet eller sin egen del i problemet og dels om at opbygge sit eget varemærke gennem andre. Men det handler også om liberales berøringsangst for de virkelige konflikter. De konflikter som gør os til et vi. De konflikter, som hvis de skjules udgør fascismens grobund.

En succesfuld antifascistisk bevægelse må sætte fascismen i en større sammenhæng. Og frem for alt må en succesfuld antifascistisk bevægelse være bred og parat til at tage konflikten når den dukker op - med de tilgængelige midler.

Förbundet Allt åt alla, Malmö