25. august 2012

Antifascisme er selvforsvar

Volden mod uskyldige civile følger fascismen. Det skyldes dels, at de fleste fascistbevægelser har vold som et foretrukkent middel. Man ser, at hvor de vokser sig stærke, dominerer de territoriet ved hjælp af vold og trusler.

Volden mod uskyldige civile følger fascismen. Det skyldes dels, at de fleste fascistbevægelser har vold som et foretrukkent middel. Man ser, at hvor de vokser sig stærke, dominerer de territoriet ved hjælp af vold og trusler. I vore dage går det hårdt ud over muslimer, hvor det tidligere var især jøder. Racismen er en fast del af alle verdens fascistbevægelser. At anfægte menneskers ret til at leve dér, hvor de gør det pga. deres ’race’ (genetiske ophav), leder kun til forbrydelser.

Mandag den 16. marts 1992 klokken 11.32 sprænger en bombe i Søllerødgade på Nørrebro i København. Internationale Socialisters (IS) kontor bliver raseret ved eksplosionen, og den 29-årige Henrik Christensen mister livet. Der er tale om en brevbombe, og afsenderen formodes at være det opblomstrende nazistiske miljø. Inden brevbomben har nazi-lederen Albert Larsen fra Partiet De Nationale truet med at angribe netop Internationale Socialister, der i tiden inden har været meget synlige i det antinazistiske arbejde. Ingen bliver nogensinde pågrebet for mordet.

Bombedrabet er den foreløbige kulmination på et halvt årtis vækst og radikalisering af den yderste højrefløj. Siden anden halvdel af firserne er både nazistiske grupper som DNSB og Partiet De Nationale samt racistiske og anti-muslimske grupper som Den Danske Forening, Nationalpartiet Danmark og Stop Indvandringen skudt op i hele landet. Selvom der er tale om politiske tendenser med visse modstridende holdninger, så er der meget mere, der forener, end der skiller. Den aggressive holdning til venstrefløjen er et af de steder, hvor hele spektret af udenomsparlamentariske højrefløjsgrupper marcherer i fælles takt.

Tre år før bombedrabet taler den daværende DNSB-leder, Povl Heinrich Riis-Knudsen, ved nazipartiets fejring af Adolf Hitlers 100-års fødselsdag om vigtigheden af kampen mod venstrefløjen. Talen er gennemsyret af en militant retorik og et budskab, man ikke behøver at lede mellem linierne for at finde: Venstrefløjen skal knuses.

Riis-Knudsen er naturligvis hverken den første eller sidste af højrefløjens ideologer, der har agiteret for vold mod venstrefløjen, men talen ved Hitler-festen er alligevel sigende. Der bliver trukket en klar, rød tråd fra nazidiktaturets jødeudryddelser til nynazisters overfald på venstrefløjsaktivister. Kampen mod venstrefløjen som en af de vigtigste indsatsområder for de racistiske og nazistiske grupper bliver slået fast med syvtommer-søm.

I den samme periode voksede der i resten af i Europa med Tyskland som epicenter en brutal nynazistiske bevægelse frem. I Nordyskland stod nazistiske grupper bag brandattentater på flygtningelejre, mens racistiske skinheads i Sverige med jævne mellemrum myrdede flygtninge, indvandrere og homoseksuelle.

Fra 1983 til 1995 stod personer fra den yderste højrefløj i Sverige bag i hvert fald 17 drab. Ingen steder udgjorde nazisterne en trussel mod samfundets magtorganer – men overalt udgjorde de en trussel mod alle, der ikke passede ind i deres verdensbillede.

Fascisme er systematisk vold

Volden mod uskyldige civile følger fascismen. Det skyldes dels, at de fleste fascistbevægelser har vold som et foretrukkent middel. Man ser, at hvor de vokser sig stærke, dominerer de territoriet ved hjælp af vold og trusler. I vore dage går det hårdt ud over muslimer, hvor det tidligere var især jøder. Racismen er en fast del af alle verdens fascistbevægelser. At anfægte menneskers ret til at leve dér, hvor de gør det pga. deres ’race’ (genetiske ophav), leder kun til forbrydelser.

Vold er dog ikke kun et taktisk middel fra fascisternes side. Selve fascismens mål – en raceren nation, hvor kapitalismens klassekonflikter er erstattet med ’klassesamarbejde’ – er også voldeligt. Samfundsklassernes uforenelige interesser bliver forenet under tvang. Udbytningen af arbejderklassen fortsætter, mens dens organisationer bliver elimineret sammen med demokratiet. F.eks. DNSB er ganske åbne om denne vision.

Fascismens racistiske, lukkede, kapitalistiske diktatur kan kun opretholdes gennem vold mod sine egne borgere. Sådan et samfunds magtapparat og -anvendelse får de borgerlige demokratiers til at blegne.

Fascismens brutale natur adskiller den fra andre ideologier. Derfor må den også imødegås anderledes.

Antifascisme er ikke ekstremisme

De seneste år har vi set en tendens til, at kampen mod fascisme af medier, politikere og myndigheder gøres til en kamp mellem to yderpoler, venstreekstremisternes kamp mod højreekstremisterne.

Den udvikling medfører en række udfordringer. Først og fremmest så betyder en reducering af fascisme og nazisme til ”højreekstremisme”, at man frarøver disse ideologier alle deres særlige kendetegn. Antisemitismen, knusningen af arbejderbevægelsen, raceadskillelsen, den systematiske udryddelse af jøder, ophøjelsen af den hvide heteromand til et mytisk ideal og førerprincippet. Pludselig er det hele væk. Det samme er alle de historiske modbydeligheder, der hænger uløseligt sammen med de fascistiske og nazistiske regimer i 1900-tallet. Tilbage står man derfor med et fuldstændigt intetsigende begreb, som dækker over alting og ingenting på samme tid.

Som venstrefløj er vi desværre også faldet i fælden og har brugt højreekstremist-udtrykket, fordi det var det, der gav genlyd i medierne. Det kalder på, at vi på venstrefløjen revurderer vores brug af ekstremisme-begrebet.

Den retoriske udskilning af på den ene side venstrefløjen og på den anden side de fascistiske og nazistiske grupper fra resten af samfundet er intet nyt. I umindelige år har nazismens logiske modpol – i mediernes øjne – været socialismen og kommunismen. Også i den nyere historie-fortælling har tendensen præget kampen mod nazisme. Fra bombedrabet i 1992, hvor politiet hævdede, at den dræbte selv skulle have været ved at producere en brevbombe, til de seneste års venstrefløjsindsats mod nynazister i Aarhus, der af medierne er blevet reduceret til en simpel, apolitisk bandekrig mellem to ligeværdige parter.

Vores – venstrefløjens - politik handler om arbejderklassens frigørelse. Nazisternes politik handler om at tjene en hermetisk lukket nationalstat, hvor roen opretholdes med et konsekvent klassesamarbejde. Vi er ikke to sider af samme mønt eller yin og yang. Vi kæmper for fred, frihed og socialisme – fascisterne tjener kapitalismens interesser.

I det regnskab er antifascismen civilsamfundets, arbejderbevægelsens og arbejderklassens selvforsvar mod reaktionære kræfter.

Vor sorg er sort - vor vrede er rød!

Da bomben sprang i Søllerødegade, var følelserne mange. Ønsker om hævn og gengældelse var forståelige – men ukonstruktive. Reaktionen var i stedet en af de største antifascistiske mobiliseringer herhjemme siden krigen. Op mod 15.000 mennesker gik på gaden i København dagen efter Henrik Christensens begravels.

I den slags situationer som i alt andet politisk arbejde må vi holde fast i at vende vores sorg og vrede konstruktivt og fremadrettet. Sorg og vrede må gerne være vores drivkraft, men aldrig vores dømmekraft. Vi skal ikke agere hovedkulds efter indskydelser og følelser, men efter strategiske overvejelser og diskussioner. Vores handlinger skal bringe venstrefløjens – og dermed arbejderklassens - politiske positioner fremad.

Samtidig må vi holde fast i, at antifascismen er legitimt. Uanset nazistisk terror, politirepression og politikeres marginalisering af vores bevægelse som ‘ekstrem’ må vi stå fast på, at antifascismen er vores legitime ret til at beskytte os selv i kampen for frigørelse.

Antifascistisk Aktion - 2012