26. februar 2014

Antifascisme er queer, er antisexime, er klassekamp

Mange af os, der er aktive på den radikale venstrefløj, har sikkert hørt udtrykkene ”Ingen er frie, før alle er frie” og Triple Oppression. Men hvad betyder de egentlig helt præcis? Og hvordan bliver vi bevidste om vores privilegier og om undertrykkelsesmekanismer, så vi aktivt kan bekæmpe dem i kampen for en verden, hvor køn, race, seksualitet, klasse mm. ikke skal være bestemmende for de muligheder, man har i livet? Det vil jeg se nærmere på.

Som aktive på den radikale venstrefløj forsøger vi at bekæmpe forskellige undertrykkende mekanismer, normer og strukturer i samfundet. Det gør vi på mange forskellige måder, hvad enten det er i organiserede antifascistiske grupper, en feministisk basisgruppe, eller ved at arrangere events for queers etc. Det kan være svært at opridse det fælles projekt eller fælles linjer mellem projekter, men at de forskellige kampe er tæt forbundne er netop, hvad artiklen vil vise.

Alle kæmper vi mod kapitalismen

Et oplagt sted at starte er kapitalismen; et system som de fleste af os nok kan udnævne som fælles fjende. Lad os se nærmere på, hvordan kapitalismen fungerer, og på hvad det kan lære os om, hvordan de forskellige kampe hænger sammen.

En af kapitalismens grundlæggende funktioner er ’divide and conquer’ strategien – dvs. strategien om at lave opdelinger mellem mennesker og på den måde skabe hierarkier, der sikrer, at visse mennesker kan have, opretholde eller tilegne sig magten i samfundet. Således er kapitalismen med til at skabe opdelinger som fx hvid > < sort/farvet, mand > < kvinde, rig > < fattig, heteroseksuel > < homoseksuel etc.

’Divide and conquer’ strategien virker også ved at lave opdelinger internt i antikapitalistiske miljøer, idet den usynliggør sammenhængen mellem forskellige kampe som fx. feminisme og antifascisme. Det er derfor helt centralt, at vi forstår, at det er de samme strukturer og mekanismer, der gør livet surt for og undertrykker kvinder, LGBTIQ-personer (Lesbian, Gay, Bisexual, Trans, Intersex, Queer), farvede personer, arbejderklassen etc.

Når først man er nået til en sådan erkendelse, virker det oplagt at tage skridtet videre og dels forene disse kampe og aktivt bekæmpe alle monstrets arme på én gang og dels – og måske vigtigst – forstå, at vi som antifascister, queers, feminister og arbejdere alle er allierede og burde stå sammen i kampen mod kapitalismen. For at nå hertil er det vigtigt at forstå, hvordan privilegier og magtstrukturer fungerer, samt hvordan vi kan bekæmpe dem og blive en god allieret for mennesker i positioner, som kapitalismen undertrykker.

Undertrykkelse og magt

Det kapitalistiske samfund bygger på en opdeling af mennesker i binære kategorier – dvs. modsætninger, der defineres ud fra hinanden og som forstås som to komponenter i et sæt. Inden for hver af disse sæt af modsætninger er der en privilegeret part og en undertrykt part. Ser vi eksempelvis på køns-modsætningen, har det kapitalistiske samfund historisk set tildelt mænd privilegier, mens kvinder historisk set er blevet undertrykt.

Første skridt til at opføre sig som en god allieret og politisk kammerat er derfor at anerkende, at disse strukturer, der opdeler folk, eksisterer, og at vi, om vi vil det eller ej, indgår i dem. Man kunne måske fristes til at tro, at vi netop burde tænke, at vi alle er ens og ligeværdige, men hvis vi tænker sådan, risikerer vi at overse og derfor reproducere de strukturer i det kapitalistiske samfund, der gør, at vi, i verden som den ser ud nu, har forskellige muligheder. Sagt med andre ord har vi forskellige privilegier.

Der kan ikke eksistere undertrykte uden undertrykkere – dvs. at det faktum, at nogle personer er undertrykte, er en direkte konsekvens af, at andre undertrykker eller gør brug af privilegier, der tager plads fra andre personer. Magt eksisterer ikke kun i den suveræne form, som filosoffen Michel Foucault kalder det, og eksemplificerer fx. med en slave-ejer, der udøver direkte magt over en slave, eller en konge over sit folk. Den eksisterer også i en strukturel form og har at gøre med den måde, hvorpå vi bliver regeret af strukturer og normer i samfundet, som fx. love, politiske kampagner og tiltag, reklamer, men også af ovennævnte inddelinger af mennesker i binære modsætninger og af normer for, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, hvad der er normalt, og hvad er falder uden for normalen.

Den strukturelle magt er derfor en mere indirekte og usynlig form for magt, der former det sociale terræn, vi bevæger os i – fx. gennem opdelinger i hvid > < farvet – og som herigennem gør særlige privilegier tilgængelige for nogle og uopnåelige for andre. Kategoriseringen fungerer også som en måde at kontrollere folk på, da man herved kan rette ’regeringen’ eller kontrollen direkte mod bestemte grupper af mennesker. Dette kan fx. være sundhedskampagner, der er målrettet en bestemt gruppe i samfundet, der herigennem forsøges kontrolleret.

Grundet denne opdeling af personer i par eller kategorier giver det sig selv, at man er en trussel for systemet, hvis man falder uden for disse modsætnings-par eller for, hvad der betegnes som ’normalt’, da man herved er et levende bevis på, at mennesker ikke kan inddeles på den måde. I forhold til køns-eksemplet gælder dette fx. for transpersoner, kønsneutrale personer etc., idet man udfordrer den firkantede kategorisering og dermed eksponerer systemets fejl. Systemet reagerer derfor ofte ved enten at usynliggøre ens eksistens eller ved at undertrykke én. Man kan derfor sige, at det både er den undertrykte/ikke-priviligerede part af de binære kategorier og de, der helt falder udenfor de to kategorier, der bliver undertrykt i det kapitalistiske system. Den strukturelle magt og det kapitalistiske samfunds inddeling af mennesker i binære kategorier individualiserer også menneskeligt værd og socialt samvær og gør det herved sværere for os at forholde os til hinanden og stå sammen. Det er derfor centralt, at vi synliggør disse strukturer, så de bliver nemmere at bekæmpe. Mange normer er nemlig så indgroede i os, at vi ikke er bevidste om, at vi kontrollerer os selv og hinanden med dem.

En måde man kan synliggøre normer og undertrykkende strukturer i samfundet på er ved at finde ud af, hvordan man selv indgår i dem. De fleste af os har privilegier, og kampen mod undertrykkelse starter med at anerkende, at vi er i besiddelse af privilegier, og derfor kan være medvirkende til undertrykkelse af andre.

Alle har vi et ansvar for at forholde os til vores privilegier

De personer, der har privilegier i det kapitalistiske system, er fx. hvide personer, heteroseksuelle personer, personer uden handicaps, personer, der tilhører middel- og overklassen og cis-personer, men især cis-mænd. Cis er et udtryk, der refererer til, at ens biologiske køn (dvs. den krop man er født med, og hvilke kønsdele man har), ens sociale køn (det køn man definerer sig og lever og opfører sig som – herunder ens kønsrolle) og ens juridiske køn (det køn, der står i ens officielle papirer) stemmer overens. Termen er blevet indført dels for at synliggøre, at det at være cis-kønnet medfører privilegier, jf. førnævnte at være inden for eller uden for det binære system, og dels for at understrege at der, i forhold til privilegier og undertrykkelse, er forskel på at være cis-mand og trans-mand, og at alle mænd altså ikke har samme privilegier. Termen er også en måde, hvorved man fremhæver majoriteten, i stedet for altid at fremhæve minoriteten – altså ved sprogligt at fremhæve at en mand er cis, i stedet for at fremhæve at en mand er trans.

Der findes altså en lække række privilegerede personer og positioner, og det er vigtigt at understrege, at én person kan besidde flere privilegier på én gang. Er man fx. en hvid, heteroseksuel, cis-mand, har man derfor både hvidheds-privilegier, hetero-privilegier, cis-privilegier og mande-privilegier. Rent praktisk kan dette fx. betyde, at man oplever at blive taget seriøst og lyttet til, når man taler, at man kan gå på gaden uden frygt for racistiske overfald, at man kan vise offentlig affektion for sin partner, eller at man bliver set, forstået og behandlet som det køn, man identificerer sig som.

Måske beder man ikke om at have disse privilegier, og måske nyder man dem ikke eller lægger ikke særligt mærke til, at man har dem. Men det, at man er i besiddelse af privilegier er en direkte konsekvens af det kapitalistiske systems inddeling af mennesker i hierarkier, og det er som venstreradikal aktivist, antikapitalist, antifascist, queer etc. ens pligt at anerkende, at man har disse privilegier, men også at forholde sig til dem. Vender man situationen om, betyder det nemlig, at andre personer kan opleve at være udsat for flere undertrykkelser på én gang – her kommer begrebet triple oppression ind – og at der er en direkte sammenhæng mellem ens privilegier og andres undertrykkelse.

Triple Oppression, intersektionalitet og undertrykkelse i eget miljø

Begreberne Triple Oppression og intersektionalitet stammer fra sorte feminister og kritisk raceteori-studier. Det er begreber, der tydeliggør, at én person kan opleve flere forskellige undertrykkelser på én gang, og at der er en sammenhæng dels mellem de forskellige undertrykkelsers udspring – det kapitalistiske system – og den måde de opleves på. Det vil praktisk sige, at hvis man fx. er sort kvinde, bliver man både undertrykt som sort, men også som kvinde, og ofte vil den måde, man bliver undertrykt på som sort også være sexistisk og den måde, man bliver undertrykt på som kvinde også være racistisk. Mens triple oppression refererer til undertrykkelse på baggrund af køn, race og klasse, inkluderer begrebet intersektionalitet flere undertrykkelser fx. også baseret på seksualitet eller på abilities.

Det centrale i de to begreber er derfor også erkendelsen af, at vi selv er en del af (reproduktionen) af de undertrykkende mekanismer, vi bekæmper. Det betyder, at der bør være en sammenhæng mellem de mekanismer, vi forsøger at bekæmpe i samfundet generelt, og de selv samme mekanismer, der også er på spil imellem os internt i vores miljøer. Det er derfor vigtigt, at vi forsøger at bekæmpe disse inderliggjorte strukturer frem for at videreføre dem.

Helt konkret vil det sige, at vi, når vi fx. laver antifascistisk arbejde, også bliver nødt til at tænke antisexistisk. Det nytter ikke noget, at vi fokuserer på at bekæmpe racisme i samfundet, hvis vi samtidig er med til at reproducere macho-kultur og sexisme i vores politiske arbejde. Ligesom det heller ikke nytter noget at være erklæret feminist, men samtidig føre en transfobisk politik.

En central del af dette arbejde er at forholde sig til og arbejde med egne privilegier. Vi har ikke selv bedt om at være født i en privilegeret position, men for mange af os er dette alligevel et faktum. Det er derfor centralt, at man forstår, at uanset hvor feministisk man anser sig selv som, så er man, som fx. (cis-)mand, bærer af mande-privilegier, hvilket man nyder godt af i mange situationer. Det samme gør sig gældende for hvide anti-racister – om man vil det eller ej, har man som hvid fordele i det racistiske, kapitalistiske system.

Men hvad kan man så gøre? Det har Mia McKenzie fra Black Girl Dangerous kommet med et konkret bud på i artiklen 4 Ways to Push Back Against Your Privilege.

At skubbe tilbage mod sine privilegier

Første skridt er selvsagt, at man anerkender og bliver bevidst om sine privilegier. Derefter bør man for det første opgive eller dele sin magt. Hvis man er i stand til at anerkende at en af grundene til, at man er i en magt-position, eller at man har mulighed for at gøre noget bestemt – fx. tage styringen til et møde – er pga. ens privilegium (som fx. cis, hvid, mand, hetero etc.), så bør man dele den magt med folk omkring sig, der har færre privilegier og derfor mindre magt end én selv. Dette gør man konkret ved fx. at lade være med at tale eller række hånden op, så andre kan komme til. Også selvom der er stille.

Dernæst skal man lade være med at deltage i events, man har adgang til kun i kraft i sine privilegier. Hvis et event kun er tilgængeligt for personer med bestemte privilegier, så lad være med at tage til det, hvor meget du end har lyst. En del af at skubbe igen mod sine privilegier er at ofre sig. Hvis privilegerede personer bliver ved med at deltage i events for privilegerede personer, er der ingen grund til at gøre dem mere tilgængelige for andre. Så boykot dem! Det er ikke nok at anerkende, at noget er fucked up.

En virkelig vigtig pointe er at holde kæft. Hvis du er i besiddelse af mange privilegier, er du sikkert vant til at blive lyttet til og taget seriøst. En del af dit ansvar som en god allieret, og en person, der bekæmper undertrykkelse og skubber tilbage mod sine privilegier, er derfor at holde kæft og give plads og taletid til andre. For det første er du (ofte) ikke blevet spurgt, for det andet er det sandsynligt, at det omtalte tema ligger uden for dit personlige erfarings-område (fx. hvis du som heteroseksuel cis-mand udtaler dig om undertrykkelse af lesbiske), og sidst men ikke mindst gør du oftest mere skade end gavn ved at tale, da din stemme er en påmindelse om, at du rent faktisk har muligheden for at tale og blive lyttet til i kraft af dine privilegier, og det faktum, at du taler, har en direkte indvirkning på at andres stemmer drukner eller ikke bliver hørt.

Det er også, skriver Mia McKenzie vigtigt at være bevidst om, hvilke identiteter, man tilegner sig. Er man fx. en hvid, heteroseksuel cis-mand, bør man overveje, om ens erfarings-univers understøtter, at man definerer sig som queer og frekventerer og tager rum i queer-spaces. Overvej hvad det vil sige at tilegne sig en marginaliseret identitet, når du ikke har erfaringer med marginalisering.

Andre vigtige ting man kan reflektere over og arbejde med i forhold til sine privilegier er at uddanne sig selv. Tage ansvar for at lære om sine privilegier og om andres undertrykkelser – dette kan man fx. gøre ved at spørge folk, der enten er i en undertrykt position, eller som har viden om området. Man må dog forvente, at folk ikke altid har overskud til at uddanne andre om, hvordan de undgår at undertrykke dem, og derfor kan man fx. også læse om emnerne på nettet.

Er man i en privilegeret position kan man også bruge den til at forsøge at gøre en forskel ved fx. altid at råbe op om uretfærdigheder og undertrykkelser, når de foregår på ens arbejdsplads, skole, familie eller vennekreds. Det er her vigtigt at understrege, at man frem for at tale på vegne af undertrykte folk snarere bør bakke dem op, når man kan og derfor primært lade folk, der har erfaringer med en specifik undertrykkelse tale for sig selv, når de har muligheden.

Sidst men ikke mindst bør man lære af sine fejl. Vi er alle vokset op i et ulige kapitalistisk system, hvor normer er indgroede i folk, og privilegier kan blive taget som en selvfølge. Derfor fucker vi også op nogle gange. Vi kommer til at udnytte vores privilegier, og vi kommer til at træde på folk. Når vi derfor bliver gjort opmærksom på det, er det vigtigt, at vi tager det op til refleksion og forsøger at ændre vores adfærd, i stedet for at feje det af vejen som en aggressiv reaktion fra en person, der i flæng råber ’undertrykkelse’ eller ’privilegier!’. Reaktioner på undertrykkelse er ikke rationelle, men reaktioner på at blive kaldt ud som undertrykker bør være det.

Afslutningsvist vil jeg gerne reflektere over, hvordan det helt konkret kan se ud, at være bevidst om sine privilegier i queer-spaces, samt hvilke udfordringer dette medfører.

Erfaringer fra queer-rum

At være bevidst om eller blive gjort opmærksom på sine privilegier er ikke nemt, men det er et fælles ansvar, vi har i kampen for en anden verden. Mine personlige erfaringer i forskellige queer-miljøer er, at der er en tendens til at være bedre til at italesætte – og derfor også kritisere – privilegier. Et queer-rum (hvad det så end er, lad os fx. sige en queer-punk-koncert eller en queer-festival) kan derfor også være et hårdt rum at træde ind i.

Man træder ind i et rum, hvor man giver folk lov til at kritisere, det man gør og siger. Det, der her er vigtigt at huske på, er, at man jo gør det for, at der skal være plads til alle (der giver plads til alle) i det her rum, og at det derfor også handler om aktivt at give plads til folk, der normalt ikke har/får/kan tage plads.

De færreste af os er vant til at blive konfronteret med vores privilegier, og med hvordan de påvirker andre, og det er i hvert fald ikke noget det heteronormative, racistiske, patriarkalske, cis-normative, kapitalistiske samfund har lært os. Derfor kan det også være svært at få at vide, at man er en sexist eller cis-normativ, hvis man i virkeligheden betragter sig selv som en open-minded, velmenende og pladsgivende queer-feminist.

Men det er det, der er så smart ved det kapitalistiske system, vi er vokset op i, og som har formet os, at de privilegier og undertrykkelser og deres opretholdelse, der udgør samfundets fundament, konstant bliver usynliggjort. Det bliver de en sådan grad, at vi ofte selv – måske af bedste velmenende overbevisning – glemmer, at vi besidder nogle af disse privilegier og står for en stor del af den strukturelle undertrykkelse, der holder systemet kørende.

Queer skal derfor forstås – snarere end en identitet (der jf. kapitalismens logik kan kategoriseres og inkluderes i normalen for herved at blive reguleret og kontrolleret eller normaliseret) – som en handling, en strategi, en analyse, en kritik. En kritik af og forsøg på at nedbryde de strukturer i samfundet, der opdeler os og tildeler nogle personer privilegier mens det undertrykker andre. Queer er derfor et redskab til at anvende marginalisering som et radikalt potentiale, et alliancegrundlag for alle undertrykte, og en strategi til at nedbryde normer i samfundet.

Men det er lettere sagt end gjort. Queer-rum i Skandinavien har det fx. ofte med at være både hvide og cis-dominerede. Selvom man kan have et ønske om at være inkluderende over for fx. farvede queers og transpersoner, er det ikke altid det lykkes. Måske skriver man tekster, hvor man nævner farvede queers, eller man laver separatistiske workshops for transpersoner, men hvis arrangørgruppen primært er hvide, cis-personer, afspejler dette måske også, hvem der altid allerede er velkomne og inkluderede til ens arrangementer, og hvem der ikke er.

Hver dag er en kampdag

Vores inkluderende, normbrydende og undertrykkelses-bekæmpende politikker må derfor afspejles helt ind i kernen af aktivister, der står bag aktiviteter, tekster og demoer, og af hvem, der står på frontlinjen, når vi går på gaden.

Ligeledes bliver vi nødt til at gøre det private politisk og være i stand til at være selvrefleksive og –kritiske. Men vi er også nødt til, hvis folk ikke selv er i stand til det, at (re)agere kollektivt, når folk sparker nedad og aktivt deltager i strukturel undertrykkelse. Vi har alle et ansvar for at bekæmpe undertrykkelse og skubbe tilbage mod vores privilegier, men som miljø har vi også et ansvar for at støtte hinanden i denne kamp og for at handle, når nogle ikke formår at være bevidste om dette. Vi må være i konstant bevægelse og læring og skoling, så vi kan blive bedre allierede og en større trussel mod det heteronormative, racistiske, patriarkalske, cis-normative, kapitalistiske samfund.

Antifascisme bør derfor altid også være antisexistisk, anti-heteronormativt, anti-klasissitisk etc., og dette er ikke blot et statement, det er en aktiv handlen hver dag, hele tiden, hvad end det er i soveværelset, til møder eller på gaden. Ingen er frie før alle er frie! Og hver dag er en kampdag – så god kamp!

/En queer i PA-redaktionen

Links til videre læsning

Robot Hugs

Black Girl Dangerous

Anarcha Library

Radically Queer