4. januar 2014

Analyse: Er du for sød, spiser verden dig. Er du for sur, spytter den dig ud.

Projekt Antifa bringer her et blogindlæg af tidligere svenske AFA-aktivist Mathias Wåg, der giver en række mod-strategier, som sociale bevægelser kan anvende, når medier og politikere står i kø for at fordømme og kræve, at man står skoleret.

I 2013 oplevede Sveriges radikale venstrefløj flere gange, at støtter af militante grupper blev afkrævet en forklaring på, hvorfor den type organisationer fortjente støtte. Flere gange krævedes endda en afstandtagen til militante grupperinger. Et eksempel på dette var, da medlemmer af den antifascistiske organisation Revolutionära Fronten blev anholdt, under stor mediebevågenhed. Politiaktionen skabte en stor svensk offentlig debat, hvis omfang ikke kan sammenlignes med noget vi har set i Danmark i nyere tid.

Det seneste eksempel var, da organisationen Linje 17 blev krævet af forklaring på, hvorfor de takkede en gruppe antifascister fra svensk AFA og Revolutionära Fronten for at forsvare deres demonstration i Stockholm-forstaden Kärrtorp, da den kom under angreb fra bevæbnede nazister.

Projekt Antifa bringer her et blogindlæg af tidligere svenske AFA-aktivist Mathias Wåg, der giver en række mod-strategier, som sociale bevægelser kan anvende, når medier og politikere står i kø for at fordømme og kræve, at man står skoleret.

Artiklen er oversat og let redigeret af Projekt Antifa. Oprindeligt bragt på Mathias Wågs personlige blog, guldfiske.se.

Er du for sød, spiser verden dig. Er du for sur, spytter den dig ud.

- Dansk ordsprog

Af: Mathias Wåg, 28.12.2013

Det nuværende krav om afstandtagen er nærmest hysterisk. Det lader sig ikke gøre at føre en eneste social kamp, endsige drive et eneste venstreorienteret projekt uden de borgerlige politikere eller meningsdannere forsøger at afkræve en mundtlig bekendelse – at bevægelsen må lave en tydelig markering og afgrænse sig over for den radikale venstrefløj. Accepterer man ikke disse regler og problemstillinger, eller forsøger man at nuancere debatten, stilles man for had. Har du ikke taget afstand, så er du en del af problemet. Afstandtagen er det eneste acceptable svar.

Det fik forstadsorganiseringen Megafonen at føle efter Husby-brandene, netværket Linje 17 efter Kärrtorp-demonstrationen, samt Ung Vänster i Örebro efter deres udtalelser til støtte for militant antifascisme. Selv stod jeg også for skud i forbindelse med Antiracistisk Forum i ABF-huset, da liberale debattører krævede, at også jeg skulle tage afstand fra min baggrund i Antifascistisk Aktion.

En afstandtagende politik er kedelig, unuanceret og vulgariseret. Voldsdiskussionerne er en fælde for venstrefløjen. Vi kan aldrig vinde disse ”debatter”, kun tabe. Kravet om at tage afstand forsvinder aldrig, uanset hvor meget vi giver os og bekender. I stedet flyttes blot grænsen for, hvad der anses som værende ekstremt. Pacifister som OFOG, queeraktivister til Priden, asyl-aktivisters blokader mod udvisninger, Megafonens kritik af politiet. Alle former for direkte aktion tolkes som vold og illegalitet, der ”ikke passer ind i et demokratisk samfund”.

Afstandtagen rammer primært venstrefløjen

I et større perspektiv er det let at se, hvorledes kravet om afstandtagen udelukkende rettes mod venstrefløjen. Det rettes primært mod de sociale bevægelser, der via selvstændig organisering søger at være en aktiv kraft i samfundet. Og de rettes bredt mod al social organisering. Læser man politiets handlingsplan mod optøjer efter Husby-brandene, eller Birgitta Ohlssons [svensk EU-minister, red.] arbejdsplan mod ”voldsfremmende radikalisering”, ses det tydeligt, at problemet i statens optik ikke er den isolerede radikale venstrefløj, de militante aktionsgrupper, men i stedet de bredere sociale bevægelser og organiseringer, der ses som værende i en gråzone. For at modarbejde en social radikalisering i samfundet kræves en total mobilisering af sikkerhedspolitiet [SÄPO, svensk PET, red.], politiet, det offentlige, skolerne samt civilsamfundets aktører for at skabe social stabilitet. Alle strukturer, der har rod i social autonomi, er selvstændige, direkte demokratiske og selvorganiserede, ses på med skepsis fra myndighedernes side. De betragtes som potentielle konfliktmiljøer, der kan blive en frizone for radikalisering. Nægter man at indgå i den samfundsbevarende mobilisering, betyder det, at man betragtes som en trussel. Alle kræfter skal i stedet rette sig ind og sorteres i de ”gode” mod de ”onde”.

Da Megafonen nægtede at tage afstand til unge, som brændte biler af, brød de derved med denne systembevarende mobilisering, og de tilhørte således ikke den ”gode side”, hvilket resulterede i, at de ansås for en lige så stor trussel som de unge, der brændte bilerne. Da Linje 17 takkede de militante antifascister, der havde beskyttet dem mod et naziangreb, gik også de fra at være ”gode kræfter” til ”onde”, eftersom de stillede spørgsmålstegn ved statens voldsmonopol. Kravet om afstandtagen er derfor altid rettet mod de åbne sociale initiativer for at få dem tilbage i folden, og tvinge dem til at vælge side. Ordet ”voldsfremmende” [som i Sverige bruges om ”gråzone”-bevægelserne, red.] er altså ikke synonymt med ”voldelig”. Begrebet ”voldsfremmende” er derfor ikke tiltænkt de ”voldsomme” – men derimod en bredere sammenhæng, altså de der anses som systemkritiske, ”ikke-fordømmende”, de som ikke accepterer statens problemformulering eller de, der kritiserer statsmagten. (For en god kritik af begrebet ”voldsfremmende”, se Copyriots artikel).

Ikke en ny problematik

Diskussionen er naturligvis ikke ny. Disse bekendelseskrav har altid indgået i de mod-strategier, der er blevet rettet mod de samfundskritiske bevægelser. I de tidlige 90’ere ramtes vi af den samme lammende volds/ikke-voldsdiskussion (og den beslægtede diskussion om legalitet/ulydighed). Presset blev lagt på folkelige? bevægelser for at få dem til at distancere sig fra den radikale venstrefløj. Diskussionerne lammede endda den autonome bevægelse internt. Vi var nødt til at bryde ud af denne falske problemstilling for at kunne komme videre.

Den bog, som dengang hjalp os med dette, var den norske sociolog og fængsels-aktivist Thomas Mathiesens bog ”Magt og Modmagt” (svensk udg. 1982, forlaget Korpen). Mathiesen opstillede de erfaringer, de sociale bevægelser havde gjort sig i slutningen af 70’erne og de tidlige 80’ere, inden for emnerne fængselsaktivisme, arbejdsløsheds- og hjemløseorganisering samt freds- og miljøbevægelserne, i en periode, hvor den sociale venstrefløj så sine politiske handlemuligheder svinde ind: En vind fra højre lod sig mærke, og den parlamentariske venstrefløj bevægede sig hastigt mod midten.

Mathiesen forsøger i ”Magt og Modmagt” at analysere de strategier, som anvendes i statens møde med de sociale bevægelser – og hvordan bevægelserne kan lave en kontra til dette. Hans bog er fuld af eksempler fra 70’ernes sociale kampe, kampe som førtes udenom den parlamentariske venstrefløj (endda udenom mikropartier med hang til udenomsparlamentarisme).

Thomas Mathiesen begynder (inspireret af Foucault) med at definere magt som muligheden for at gennemføre (3) sin vilje (1) over for andre i samfundet (2), det vil sige magten er ”intentionel (1), relationel (2) og gennemtvingende (3)”.

Magten over andre hviler altid på denne ”vane-magt”, mener Mathiesen. Modstanden har til opgave at bryde med vane-magten og gøre den til modmagt. Magten udøves gennem forskellige teknikker og strategier, som søger at opretholde vane-magten, og nedbryde modmagten, for igen at fortsætte med at føre vane-magten.

Mathiesen vælger skematisk at betragte tre områder, magten arbejder indenfor: offentligheden (politisk), det normative (socialt) og socio-materielt (økonomisk). Den interessante del af Mathiesens bog for at forstå den afstandtagende hetz, som venstrefløjen stilles over for, samt dets borgerlige ophav, er kapitlerne om ”offentligheden som handlingsarena”. Mathiesen støtter sig i disse kapitler til Jürgen Habermas teorier om den borgerlige offentlighed og kampen om hegemoni inden for denne. ”Offentligheden berøves i en kamp, hvor individer og grupper med stærke midler vinder, og via berøvelsen skabes fremstillingerne i offentligheden, hvorigennem kontrol af opførsel igangsættes – i ekstreme tilfælde i form af rene forfølgelser”, skriver Mathiesen. Offentligheden er ikke en samlet arena, den består af større og mindre offentligheder, fra oven og nedefra, subkulturer og mod-offentligheder.

Men det er gennem sin adgang til en offentlighed, at den sociale bevægelse kan kommunikere med et bredere miljø, vise dets handlinger som fornuftige og begrundede; aktiviteter gives betydning, forkastes som uforståelige eller ligefrem mod ”sund fornuft”. Offentligheden er ikke over det normative eller socio-materielle niveau, men påvirker, hvordan materielle kampe og handlinger skal tolkes og forstås, hvilket får betydning for, om de spredes eller isoleres.

Inddefinering og uddefinering

Der er to repressive mod-strategier, som anvendes i mødet med den sociale bevægelse. Mathiesen kalder dem ”inddefinering” og ”uddefinering”. Begge strategier har til formål at uskadeliggøre en bevægelse, hvad enten det er ved at gøre ”den kollektive handling nyttesløs” eller ved ”at gøre handlings-elementet meningsløst”. Strategierne inddefinering og uddefinering er en knibtangsmanøvre, der rammer bevægelser fra to sider samtidig.

Inddefinering er strategier brugt til at overtage en bevægelse, inkorporere og kuppe den for at gøre den ufarlig. Formålet er at øge presset på den sociale bevægelse, så den gen-integreres i systemet. Dette kan gøres ved at opfordre til ”at opgive en uansvarlig, rabiat orientering til fordel for et ansvarsfuldt, fornuftigt standpunkt”. I bytte for at få adgang til forummer og diskussioner afkræves bevægelsen at tage afstand fra radikale elementer, man opfordres til at handle ansvarsfuldt, holde sig til praktiske og realpolitisk realiserbare spørgsmål og kortsigtede forbedringer (i stedet for systemkritik). De inddefinerende strategier har til formål at få kollektiv handling til ikke at betale sig og neutralisere den konflikt, en given bevægelse mobiliseres omkring. Enkeltstående aktivister kan gives mulighed for at blive repræsentanter, få mulighed for at møde ansvarlige politikere, få en rådgivende funktion, skrive artikler på kultursiderne og endda få en personlig ansættelse. Socialdemokraterne er tit og ofte mestre i denne form for ”repressiv tolerance”, som indlemmer de kritiske stemmer og smelter dem sammen med systemet.

”Uddefinering” er strategier, som har til formål at ødelægge kollektiv handlekraft for at få dette til at fremstå som meningsløst og isolere bevægelserne fra det bredere samfund. Bevægelser kan således stemples som ”den voldelige venstrefløj”, ekstremister, ”voldsforherligende teoretikere”, deres kampe anses som modarbejdende over for kortsigtede forbedringer, de ødelægger muligheden for at opnå bred enighed (med systemkræfterne), eller bevægelserne anses som styret af skjulte mørke kræfter i baggrunden. Den uddefinerede bevægelse bliver ”urørlig” for andre sociale organisationer, som risikerer selv at blive stemplet ved at have kontakt med dem. De gøres til ”krise-skabere”, som anses for splittende (i kraft af sine midler eller mål), og deres metoder modvirker de mål, de siger, de vil opnå.

“Det er sværere at forsvare sig mod de uddefinerende argumenter, eftersom de gør, at en påstand står over for en anden, formuleret i en situation, hvor den ene påstand – den uddefinerende – virker mest troværdig. Nærmere bestemt: Påstande givet af repræsentanter for det etablerede system virker som mest troværdige på baggrund af det stiltiende samtykke, vort samfund giver dem – de tages for givet og ses som en selvfølge – hvorfor repræsentanter for det etablerede system, særligt staten, i højere grad end andre har krav på den ”objektive sandhed”.”

Inddefinering og uddefinering virker som en gulerod og pisk, de anvendes i en vekselvirkning og snæres om bevægelserne fra to sider samtidigt.

Modmagt

Thomas Mathiesen stopper ikke ved kun at identificere saksen, de sociale bevægelser sidder i; han skitserer nemlig, hvorledes man kan neutralisere disse processer og opbygge en modmagt, ud fra hans egne erfaringer inden for norsk fængsels-aktivisme. Disse modmagts-strategier bygger på at nægte at lade sig definere af systemet og befinde sig i en ”rand-zone” i offentligheden, kunne balancere mellem ind- og uddefinering. Modmagts-strategier fungerer bedst, mener han, hvis de kombineres – indefra og udefra.

En første strategi kalder han for ”arena-udbrud”. Den indebærer, at den sociale bevægelse primært arbejder indefra ved hele tiden at bryde ud og agere uden for de opstillede grænser. Bevægelsen kan baseres på hverdagsorganisering, bygge bredere alliancer, for sidenhen at bruge uventede arbejdsformer eller deltage i militant ulydighedsaktion. Disse aktioner udformes, så de ikke kan presses ind i den gældende stereotyp af militante grupper (”black block?”, ”mandsdominerede hooligan-grupper”, ”professionelle ballademagere”), og man nægter at acceptere opdelingen i ”gode/onde” eller ”seriøse/useriøse” aktivister.

Har man kastet med sten den ene dag skal man sørge for at dele peberkager ud på torvet dagen efter, lave støttefester for hjemløse eller lave lektiecaféer. Ved at stå sikkert og stabilt i såkaldt ”ikke-kontroversielle” aktiviteter har bevægelsen knap så stor risiko for at blive isoleret på baggrund af dens mere ”radikale” handlinger.

En anden variant er at udforme ulovlige eller militante aktioner således, at man samler den størst mulige mængde deltagere – eksempelvis som forsvar af et lokalsamfund mod et ydre angreb. Militans gøres mere forståelig, og der gives et svar på ”hvorfor”, som desuden knyttes til et behov – en bevægelse kan således beskytte sig selv eller slå tilbage mod åbent autoritære strukturer udefra.

Den anden strategi er ”informations-forvridning” (vi kunne kalde det informations-yoga), og den forsøger at imødegå knibtangen bestående af enten at skulle indlade sig på reform-venligt realpolitisk arbejde eller i stedet betragtes som ikke-pragmatiske teoretikere.

Informations-forvridning indebærer således hele tiden at sætte de praktiske kampe og krav i en politisk-teoretisk ramme. Der skal eksistere et større billede og analyse som baggrund for praksis, og praksis skal fungere som en realiserende og konkretiserende forlængelse af analysen. Altså: At vise, hvorledes man tænker gennem konkrete eksempler og sidenhen forklare, hvorledes disse leder til noget større. Informations-forvridning handler om at skaffe sig et overtag inden for viden, ved at have sprækker eller ”udstikkere” på indersiden af systemet. For eksempel ved at have kontakt med politisk allierede, der kan tippe bevægelserne indefra, lave god research og bringe afsløringer. Ved at kombinere aktiviteter med veldokumenteret materiale gøres processen med at sværte aktiviteter til eller feje dem væk sværere.

Den tredje strategi, Mathiesen tager op, er ”magtdannelse”. Magtdannelse handler om at møde knibtangen mellem at arbejde for kortsigtede forbedringer (og derved opgive sine langsigtede mål) eller bare at opfattes som kritikere, kriseskabere og modarbejdere. Magtdannelse indebærer at præsentere realiserbare forslag ved at sætte dem i langsigtet perspektiv og således styrke bevægelsens modmagt. Det handler om at kræve ”reformer, som både repræsenterer kortsigtede krav som en del af systemet, men samtidig, ved disses gennemførelse, at give bevægelsen en styrket position i det mere langsigtede arbejde”. Et sådant eksempel er Planka.nu’s forbindelse mellem at rejse på røven (direkte afgiftsreduktion) med det langsigtede krav om en gratis (skattefinansieret) kollektiv trafik. Praktikken giver kravet tyngde, kravet giver praktikken legitimitet. Mathiesen mener, at dette er en svær vej at gå, eftersom man tit vil ende som reformist og indkorporeret i systemet, hvis man ikke samtidig indarbejder andre modmagts-strategier.

En fjerde strategi er ”emneprioritering”. Denne strategi retter sig mod knibtangen bestående af enten at betone ens enighed med systemet (”at fungere inden for dette for at forbedre det”) og at blive udråbt som splittende/splittede (og derved ikke fortjene at blive taget alvorligt). En social bevægelse med mange krav og en avanceret analyse kan vurderes som at ”skræmme alle folk væk”, der ikke ser sig enige i hele programmet, mens realpolitikkens indbyggede emne-orientering konsekvent søger at opnå majoritetsstøtte i dets mærkesager. ”Emneprioritering” indebærer, at man hele tiden forsøger at understrege visse emner for at få større tyngde, at identificere hovedkonflikter og centralt bærende spørgsmål, som der kan opbygges analyser op om – og sidenhen kan bevægelserne så have egne analyser og yderligere krav. Enhedsfronter og fokus på hovedkonflikt-spørgsmål gør det muligt at forsøge at samle bredt, uden at man hele tiden skal ofre sin systemkritiske analyse og mere radikale systemforandrende ambitioner.

En femte strategi er ”problemformulering” eller ”præmisse-formulering”. Denne strategi søger at omgå at skulle indtage på den ene side liberale ”centrumpositioner” for at vinde accept, eller omvendt indtage en særligt radikal position, og derved risikere at blive stemplet som ekstremist. Strategien indebærer at nægte at acceptere systemets grundpræmisser og derved føre diskussioner ud fra disse (”repræsentativt demokrati, legalitet, statsligt voldsmonopol” – og en stempling af de, som afviger herfra som ”ekstremister, voldsbrugere, antidemokrater, kriminelle”), og i stedet opsætte ens egne præmisser, som aktiviteter diskuteres og dømmes ud fra. ”Ved at præsentere sådanne grundigt gennemarbejdede egne præmisser gør man det svært, i bedste situation umuligt, for repræsentanterne for det etablerede system at behandle de givne problemstillinger på deres præmisser”.

I stedet for at diskutere vold diskuteres, hvorledes racistiske overgreb skal stoppes, og hvordan organisationer selv kan skabe tryghed. I stedet for at starte diskussionen ved legalitet startes den fra legitimitet – hvilken opbakning har disse spørgsmål, hvorfor fanger de folks interesse, og hvorfor har de ret til at gøre dette og hint. I stedet for at diskutere det illegale i at besætte et hus hævdes retten til en bolig og sociale rum/sociale centre, og ens aktioner forklares i stedet ud fra dette. Systemet vil altid forsøge at læse og tolke alle systemkritiske aktiviteter ud fra de system-funktionelle præmisser, det selv har sat op.

For at give ens problemformulering yderligere tyngde kræves egne fakta, undersøgelser og analyser. Dette kræver ”et meget grundigt forarbejde, med skabelsen af præmisser og problemstillinger, som fanger offentlighedens opmærksomhed, og gør dette med anvendelse af varieret og kyndig ekspertise”. Ved at fremhæve de berørtes stemmer (ofre for nazistisk vold, papirløse som har været udsat for REVA [nyere svensk asyllovgivning, red.], arbejdere som strejker mv.) kan man betone, at ”dette er, hvad det handler om”, ”dette er problemet/spørgsmålet, vi må arbejde ud fra”. Ens formulering af præmisserne indebærer, at man aktivt forsøger at sætte rammerne for debatten, vælge hvad der diskuteres, og hvor det skal diskuteres. Det kræver aktive mod-strategier over for medie-logikken.

Opbygningen af et egentligt alternativ

Mathiesen afslutter med en sidste strategi, der bygger på, at man kan kombinere de andre, og har opnået en vis styrkeposition på vejen til at være en virkelig modmagt. Denne strategi kalder han ”alternativ-formulering”, altså at bevægelsen selv kan skabe alternative mod-offentligheder, egne masse-kanaler til ekstern kommunikation, en egen forankret struktur som via direkte kontakt med en bred base kan besvare borgerlige udspil og repressionsforsøg – med en målsætning om at udkonkurrere behovet for den etablerede borgerlige arena. Mathiesen eksemplificerer dette med alternativ- og miljøbevægelsen i de tidlige 80’ere som via sine bulletiner, folkebevægelses-netværk og gadenærvær fik succes med at skabe en egen offentlighed, der var en masse-kontaktflade, som dengang kunne omgå (og derved udfordre) den borgerlige offentlighed.

De modmagts-strategier, som diskuteres ovenfor, er et stykke politisk arbejde, der kræver et ”både-og” snarere end et ”enten-eller”. Arbejdet skal ikke sammenblandes med kun at beskæftige sig med meningsdannelse eller udelukkende beskæftige sig med ”kulturkamp” eller for den sags skyld hverdagens debatter i sociale medier. Det handler snarere om at se, hvordan offentligheden er en handlingsarena og en slagmark ved siden af andre (f.eks. normative, økomomiske), som påvirker, hvordan vore handlinger på de andre tolkes, forstås, betragtes og opfattes. Det er altså ikke nogen ”PR-strategi” med det formål at kunne sælge venstrefløjen bedre – men et aspekt af vore praktikker og kontinuerlige kampe, som vi altid må medregne og tænke parallelle strategier ind i. Inddefinerings- og uddefineringsstrategier påvirker vore (materielle) handlingsmuligheder. Er vi bevidste om, hvordan disse strategier fungerer, kan vi også sørge for, at modmagts-strategierne bliver en selvfølgelig del af vore praktikker – og derved styrke vor kampdygtighed.

Deluze og Guattari diskuterer i bogen Tusind plateauer forskellene mellem en majoritetspolitik, der ser sig selv som en selvfølgelig homogen norm og et centrum, og en minoritetspolitik, der ser sig selv som en sær-kultur eller en afgrænset identitetssfære i relation til majoriteten – og stiller disse i kontrast til en minoritets-baseret (minoritarian) politik; en sub-alternativ politik, der forsøger at være mere end sig selv og overskride identiteter. Den minoritets-baserede politik er ikke baseret på en identitet, men selve skabelsen heraf (becoming minor). Thomas Mathiesens værktøjer til at konstruere en modmagt er en minoritær politik, der arbejder ud fra, at det primære og mest frugtbare arbejdsområde for de sociale bevægelse er rand-zonerne, konstant undvigende over for ind- og uddefineringens lagdeling og indfangnings-apparater.

Modmagten er altid en flugtvej: At nægte at være hverken for sød og sænkes, eller for sur og spyttes ud. Kun i denne rand-zone kan en virkeligt revolutionerende politik opstå.