5. september 2009

AFA3 Malmö: Den ambivalente styrke i mangfoldighed

Teksten er skrevet efter Salem-marchen i 2005. Gruppen AFA3 Malmö ser tilbage på modstanden mod marchen, og kigger nærmere på de generelle strategiske tendenser i den antifascistiske bevægelse i Sverige.

Banner fra Fynske Antifascister ved moddemonstration i forbindelse med Salem-marchen i 2003.

Nogle reflektioner i øjeblikket om Salemmobiliseringen generelt og specielt om antifascistisk militans.

SALEMMOBILISERINGEN

1. De seneste års antifascistiske mobiliseringer mod Salemmarchen har været eksperimenterende i sin praksis, et laboratorium til at teste forskellige måder at stoppe nazisterne på. Efter igennem to år at have forsøgt at besætte samlingspladsen på Rönninge Torv, besluttede vi at tage kampen ind til byen (Stockholm, red.), og i stedet forsøge at blokere for transportmulighederne. Nu har vi tilegnet yderligere to år til blokader, decentraliserede smågruppe-aktioner, militante gadefester og massedemonstrationer i centrum. Det er på tide at vurdere og analysere på disse to år. Denne diskussion kan ligge til grund for en bredere diskussion om vores antifascistiske praksisser omkring formerne massemilitans, aktionsmilitans og gademilitans. Vi vil forsøge at holde diskussionen meget generel, for ikke at udstille nogle bestemte grupper eller specifikke planer. Vi har ikke nævnt Det Syndikalistiske Ungdomsforbunds eksemplariske deltagen i, og organisation af, blokaderne her, vi har blot fokuseret på AFA’s egen funktion. Vi har i øjeblikket meget at lære af vores syndikalistiske søsterorganisation og den udvikling de har gennemgået de seneste år.

2. Først og fremmest skal vi være klar over hvilket stort projekt vi har sat os for at gennemføre. Salemmarcherne har nu været i gang i fem års tid, og er Nordens største nazimarch. Under disse fem år har der samtidig været en total stilhed omkring naziproblemet i den offentlige samfundsdebat: efter den store opmærksomhed efter de nazistiske voldsbølger i 1999 har nazismen stået uden for diskussion i samfundet, medierne har lagt låget på, og blandt det politiske etablissement er man gået tilbage til ideen med at “tie ihjel”. Samtidig er politiets indsats øget hvert år. Den nye polititaktik som lanceredes i år har indebåret en hård træning af politi til at håndtere massedemonstrationer og optøjer. Politiets nuværende linje fokuserer på at give forskellige manifestationer tilladelse, men at holde dem strikt adskilte. Naziproblemet er blevet reduceret til kun at omhandle forstyrrelse af den offentlige ro og orden - så længe nazisterne følger politiets direktiv, ses de ikke som værende et problem. Vores målsætning er derimod at gå direkte imod denne taktik. Vi har ikke stræbt efter at holde en protestmanifestation, at få “luftet vores holdninger” i den anden ende af byen. Vi vil stoppe nazimarchen, og havner derfor i konfrontation med politiets projekt. Jo nærmere vi kommer en succes, desto flere resurser sættes ind året efter fra politiets side, så de kan forhindre os. For nazisterne har Salemmarchen ikke været noget kompliceret projekt, de skal bare at samle folk og gå fra punkt A til B under kraftig politibeskyttelse. Men at stoppe denne opstilling, og konfrontere både statens voldsmonopol og stoppe nazimarchen, er en utrolig svær og omfattende opgave. Salemmarchen er derfor et af de sværeste projekt vi har arbejdet med som AFA, kun topmødeprotesterne i Göteborg har været en større aktion. 30. november-demonstrationerne i 90’erne var en bagatel sammenlignet med Salemmarchen. De største Sverigedemokraterne-demonstrationer i 90’erne nåede højest op på 800 deltagere, og arbejdet med at nedbryde Sverigedemokraternes gademobilisering tog flere år. Alene 30. november-demonstrationerne tog seks år at få stoppet.

3. Hvilken funktion har Salemmanifestationerne for nazibevægelsen? Dels er det en dag som opfylder en internt mobiliserende funktion for dem: Salemmobiliseringen skal producere aktivister og skabe et fælles bevægelsesprojekt. Den del er svær for os at knække, eftersom det er en intern mobilisering. Vi kan prøve at øge presset på deres aktivister, gennem at angribe deres militante folk op til manifestationen, eksempelvis ved løbeseddeluddelinger. Men denne strategi kan dog give tilbageslag, ved at de behøver antagonister for at kunne have en fjende at mobilisere sig i mod. Det sammen gælder for os. De interne mobiliseringer op til Salem har levet i en vekselvirkning, hvor begge bevægelser forsøger at oppiske en aktivisme ved at udpege de andre som en trussel og aktionsmål.

4. Salemmarchens anden funktion er som ekstern mobilisering. Salemdagen er den dag hvor nazierne forsøger at vise sin populistiske side og skaffe nye sympatisører. En af de vigtigste funktioner har jo været at skaffe nyt blod til naziorganisationerne. Salemmarcherne er for mange det første møde med det ekstreme højre. Skal man konfrontere denne funktion af marchen kan man gøre det på to måder: dels at tage diskussionen med deres målgruppe, det vil sige 9.-10.-klasseelever og gymnasieelever. Antifascisme (eller endnu bedre, en kommunistisk eller anarkistisk aktivitet) skal være tydelig på skolerne. Gang på gang savner vi denne grundlæggende aktivitet, selv om alle ved, at det er her at den langsigtede styrke er at hente. Antifascister skal ud og uddele løbesedler, diskutere, skabe kontakter og opbygge netværk på skolerne. Dels kan man gøre det ved at hæve niveauet, så unge med højresympatier ikke skal kunne tage med på en nazistisk mindemarch. Det er præcis denne målgruppe for nazisterne, som gerne undgår at deltage i en manifestation hvis de ved der bliver ballade - når de føler at der er noget at risikere for dem selv, at det bliver besværligt at tage til marchen, hvis de nu skulle møde militante antifascister på vejen.

5. Det er her at de antifascistiske blokader opfylder sin funktion. Ved at være åbne og offentlige, at vi er ude med dem inden, markerer at der findes zoner som disse sympatisører ikke kan passere, som de skal rundt om. Jo mere vi spreder disse zoner ud, desto større bliver risikoen for “førstegangsbesøgeren”, og de mister motivationen til at tage til manifestationen. Erfaringerne fra næsten 20 års antifascistiske aktiviteter taler sit eget tydelige sprog: de fascistiske demonstrationer som mødes med moddemonstrationer samler færre deltagere end de som ikke møder modstand. Blokaderne kommer givetvis ikke til at standse de “hardcore” fascister, de allerede organiserede militante. Men det tvinger dem til at have hemmelige forsamlinger, at sprede deres samlingssteder internt, kun til dem de stoler på. Derved begrænses deres kontaktflade, og de lykkes kun med at engagere de allerede aktive, de tvinges til at anvende sig af den interne mobilisering i stedet for den eksterne. Eksempelvis kan 30. november i Stockholm bruges til sammenligning. Da AFA Stockholm besatte Nationaldemokratisk Ungdoms (NDU) forsamlingsplads stoppede de ikke NDU’s demonstration. NDU’s officielle samlingsplads var med vilje forkert, i stedet samledes de i den anden ende af byen. Men ved at NDU valgte en sådan strategi fik de kun deres egne militante folk med. Sympatisørerne, de som overvejede at melde sig ind i NDU, og som fik deres informationer fra NDU’s hjemmesider og de offentlige kanaler, ofredes af NDU og sendtes direkte ind i AFA’s ventende manifestation. Ved en sådan behandling overlader NDU sig til sig selv, ved at ofre sine sympatisører, for alene at kunne holde hemmelige samlinger for det allerede frelste og organiserede parti. Karlbergs og Centralstation-blokaden opfylder en sådan funktion. De stopper ikke nazimarchen, de stopper ikke de organiserede militante nazister – men de forhindrer sympatisører og gør det sværere for dem at tilslutte sig. Samlingstiderne for de to planlagte toge som afgik til Salemmarchen spredtes kun internt mellem nazisterne, en intern mobilisering som nåede ud til 150-200 aktive aktivister. Der er ingen tvivl om at strategien med at blokere transportmidlerne har hjulpet kraftigt med til at reducere de to seneste års marcher, sammenlignet med de tre sidste år med øgende nazimarcher. Nazimarchen er i dag næsten blevet halveret sammenlignet med for tre år siden.

6. At valget af taktik var rigtigt, indebærer ikke nødvendigvis at blokaderne var godt organiserede. Meget var kaotisk på pladsen, grundet at blokaderne var offentlige var der et stort opbud af politi på pladsen. Kaos har sine fordele og bagdele. Dels bliver det sværere for politiet at kontrollere så flydende grupperinger og det stiller store krav til at tage initiativ hos de antifascistiske aktivister. Men det giver os også mindre mulighed for at agere kollektivt, at tage organiserede initiativ og udnytte styrken i vores mængde. Under årets Salemmarch lykkedes vi virkelig at forandre hele Stockholms indre by til en antifascistisk zone. Fra Karlberg til Södermalm var et område hvor antifascister bevægede sig rundt på gaderne og sørgede for at nazistiske sympatisører ikke kunne passere. Prisen for at sprede os ud over en stor flade var derimod at vi mistede en kollektiv følelse. For mange antifascister var det en ambivalent følelse: på den ene side så man antifa-grupper gå rundt på hver og hver anden gade – vi var virkelig overalt. På den anden side følte mange sig udleverede til politiets tilbageholdelser, visitationer og bort-kørsler. Det blev til en katten og musen-leg for at undvige politiet, en flydende masse af antifascister som gled rundt om politiets enheder. Et bevis på blokadernes succes var, at ingen nazister kom dertil eller forsøgte at komme igennem City. Det gjorde at blokaderne kunne foregå stille og roligt, men bizart nok er det også en af grundene til at mange antifascister gik derfra med en tom følelse, da man havde indstillet sig på en konfrontation der udeblev. En vundet kamp uden konfrontation føles mærkeligt nok tom, trods at det som man ville opnå blev opnået.

7. Foruden blokaderne har de seneste to år været eksperimenterende med decentraliserede aktionsformer. Blokaderne har været bygget på at skulle være mobile, at deltagerne selv skal være åbne for egne initiativer, og kunne arbejde selvstændigt i sine vennegrupper. Der havner vi igen i et dilemma, at både forsøge at skabe en aktionsform som er ukontrollerbar, autonom og decentraliseret, samtidig med at mange (med rette) har efterlyst en tydeligere struktur, en tydelig demonstrationsledelse, synlige organisationer og en klart fastlagt plan for, hvad som skal ske. Når en blokade skal holdes i gang i flere timer, må der findes bedre udarbejdede planer for hvordan man skal holde gejsten oppe hele tiden, ved hjælp af taler, musik, romerlys eller andre ting. For at bevæge sig op på perroner eller togspor er det ikke nok med decentraliserede initiativer, det skal ske koordineret og planlagt for at blive kollektivt. Samtidig er en sådan struktur sårbar for politiets indgriben: eksempelvis at bevæge sig fra den, af politiet prioriterede og hårdt bevogtede station, Karlberg, byggede på at grupper kunne agere selvstændigt, eftersom det var tydeligt at politiet ville forsøge at tilbageholde folk på vejen som gik dertil. Et andet problem med at have decentraliserede initiativer var også, at mange af vore sympatisører og nye folk ikke vidste hvor de skulle gå hen, hvilken blokade eller aktion de skulle gå til. Det vi vandt i rækkevidde mistede vi i tydelighed og mobiliserende kraft. Skal vi fortsætte arbejdet med decentraliserede aktionsformer er det vigtigt at vi følger op med en samlende fælles aktivitet samme aften: en egen demonstration, gadefest eller koncert som for os sammen giver en følelse af fælles styrke. På trods af disse problemer fandtes der også en enorm styrke i de decentraliserede aktioner. Initiativrigheden var stor, masser af grupper agerede selvstændigt, og vi lykkedes virkelig at forvandle hele den indre by til en antifascistisk zone. Dette var fantastisk.

PLANLÆGNING

8. Salemmarcherne er et nordisk anliggende, eftersom den samler nazister fra hele Norden og er en del af en international nationalistisk organisering. Den antifascistiske modstand kan derfor ikke ligge være kun op til AFA Stockholm at planlægge. Det er et spørgsmål for hele AFA-netværket. Det kræver en ydmyghed fra to sider. Stockholms antifascister skal respektere at planlægningen tages hånd om fælles af hele Norden. Og de nordiske antifascister skal have tiltro til Stockholm, eftersom at der uden en lokal forankring og en lokal mobilisering, kun bliver en intern antifascistisk mobilisering. De antifascistiske blokader de seneste to år er blevet organiseret udenfor Stockholm, af til størstedelen tilrejsende aktivister. Undtaget Det Syndikalistiske Ungdomsforbund i Stockholm, deltog ingen Stockholmsgrupper fra den udenomparlamentariske venstrefløj aktivt i organiseringen af blokaderne. Bristen på Stockholmsforankring var det nordiske netværks svage punkt. Samtidig står det klart, at kontakterne med den udenomsparlamentariske venstrefløj i Stockholm, for netværkets vedkommende ikke kun kan gå gennem AFA Stockholm.

9. Under sidste års planlagte blokade var der en uenighed mellem antifascister fra Stockholm og udefra, hvilket resulterede i to forskellige AFA-aktioner: blokaden på Centralstationen og NMAs (Nätverket militanta antifascister) gadefest/demonstration. Inden årets Salem har samarbejdet fungeret bedre og stemningen mellem de forskellige grupper været bedre. Men løsningen på problemet var at gennemføre en decentraliseret aktionsdag med en arbejdsdeling mellem de forskellige del af AFA-netværket. På Salem-dagen var AFA derfor spredt på mindste tre forskellige steder, SUF på en fjerde og NMR på en femte.

10. AFAs planer for årets Salemmarch blev begyndte allerede at blive planlagt i foråret. Tidligt holdtes det første planlægningsmøde, så man kunne lægge en plan frem, som alle kunne arbejde langsigtet med. Nu blev resultatet det omvendte. Ingen af de oprindelige planer blev udført som tænkt. De fleste grupper udførte ikke de opgaver de oprindeligt havde påtaget sig, og på hvert nyt planlægningsmøde ændredes planerne. Det resulterede i en uholdbar form. For at en arbejdsdeling skal kunne fungere, må man være kunne være sikker på at de grupper der har påtaget sig en arbejdsopgave, rent faktisk udfører den. Nu blev plan efter plan droppet. Dette er virkelig den alvorligste kritik mod hele AFA’s Salemplanlægning. Vi fandt en intern konfliktfri arbejdsform, men det var en form som fik os til at arbejde parallelt med andre, snarere end at samarbejde og koordinere. Det er vores lektie fremover, vi må koncentrere vores planer, holde dem enkle og gennemførlige.

HVILKEN MILITANS ER VOR STYRKE?

11. AFA’s konfrontative praktis har hvilet på tre ben, som vi skal kunne kalde massemilitans, aktionsmilitans og gademilitans. Massemilitansen indebærer at vi forsøger at møde nazimanifestationer med åbne og offentlige mobiliseringer. Styrken har været at være mange, samt at kunne handle koordineret og fælles. Militansen kræver en tydelighed: de personer som kommer til demonstrationen skal vide hvad de kommer til, hvad der planlægges, og hvad der forventes af dem. Når massemilitansen har været mest succesrig, 30. novemberdemonstrationerne i starten af 90’erne er et godt eksempel, har de indebåret at vi har involveret en masse nye i militante praksisser, og fået folk udenfor vores egne led med. Massemilitansens problem er, at den skal møde politiets indsatser, og derfor kræver en stor mobilisering for at kunne lykkes. Dette kræver erfarne organisatorer, som er vant til at organisere større arrangementer, som kan fungere som demonstrationsledelse, og få tilladelse af fællesskabet til at agere. Men det hænger ikke bare på en demonstrationsledelse, men også om at bygge en generel demonstrations- og massekonfliktvane blandt aktivister: en vane der indebærer at holde sammen, gå i kæder, løbe og bryde igennem, forsvare en demonstration mod politiets indgriben. Der kræves også en organisatorisk vane med at mobilisere, ophænge plakater, håndtere en lydvogn, have en fungerende kommunikationsstruktur. Denne vane kan kun bygges op ved at organisere demonstrationer og deltage i demosntrationer. Hver udenomparlamentarisk venstrefløjsdemonstration AFA deltager i og hjælper med at organisere, kræver disse færdigheder af os. Her er den offensive venstrefløjspolitik det område hvor vi skaffer os den erfaring som vi kan bruge ved hastende antifascistiske mobiliseringer. En antifascisme afskærmet fra radikal venstrefløjspolitik kommer aldrig til at bygge denne vane op, den lykkes aldrig at opbygge kanalerne til massemobiliseringer og skaffe sig den erfaring som behøves. Det siges ofte blandt aktivister, at antifascisme er en defensiv praksis, som skal skabe rum for at gøre venstreradikal politik mulig. Men det er faktisk præcist modsat. Det er udelukkende ved at arbejde politisk for vor egen venstrefløjsagenda, at vi kan skaffe os den styrke, basen at mobilisere i, og den erfaring som gør, at vi ved behov har styrke til at agere antifascistisk mod reaktionære mobiliseringer. Det er præcist denne mobiliserende vane som i dag er en mangelvare indenfor AFA. AFA har afskærmet sig fra den udenomparlamentariske venstrefløj, forsøgt at holde sin antifascisme ”ren” og frigjort fra sociale kampe. Dette er en fundamental fejl.

12. I 90’erne var aktionsmilitansen det andet ben AFA stod på. Aktionsmilitansen indebar, at aktionsgrupper gennemførte direkte aktioner, sabotage og økonomisk ødelæggelse. I 90’erne øgedes antallet af direkte aktioner fra aktionsgrupper, en natlig praksis, som eskalerede til en rigtig folkebevægelse. Aktionerne offentliggjordes efter udførelse gennem pressemeddelelser, hvor den direkte aktion blev beskrevet og motiveret. Den største fordel med denne aktionsform er, at den er så enkel at deltage i: det er let at danne en tilfældig aktionsgruppe, udse sig aktionsmål og sandsynligheden for at man bliver anholdt er meget lav. Samtidig krævede aktionerne planlægning for at kunne lykkes, aktionerne var næsten aldrig spontane. Kombinationen af militante direkte aktioner og massemilitans lykkedes i 90’erne at lukke alle nazilokaler der fandtes i Stockholm, Göteborg, Linköping og Helsingborg. Aktionsbevægelsen toppede i 1999, men er siden da mindsket. Antifa Offensiv 2005 har været i middel til at forsøge at skabe en ny bølge af direkte aktioner mod det ekstreme højre.

13. Den militansform som i dag er kommet til at dominere indenfor den antifascistiske bevægelse er gademilitansen, altså at gennemføre gadekonfrontationer med nazister. Gadekonfrontationerne kræver en lille gruppe med godt sammenhold, som er vant til at slås. Med spredningen af gademilitansen har antifascismen taget flere og flere af fodboldhooligan – og casualtendenserne til sig. Denne form er ikke kun spredt indenfor AFA, også Revolutionära Fronten er vokset frem i kraft af denne militansform. Gadekonfrontationerne har været en effektiv praksis til at konfrontere nazistiske løbeseddeluddelinger, hemmelige nazimøder eller tage spontane konfrontationer med nazister ude i byen i forbindelse med byture. Derimod har gademilitansen vist sig som værende en værdiløs taktik til at konfrontere nazistiske manifestationer. Den har begrænset vores perspektiver og målsætninger noget enormt: i stedet for at tænke på hvordan vi skal kunne gennemføre en så stor mobilisering, at en massemilitans bliver mulig, har den fokuseret på at angribe små isolerede grupper af nazister omkring demonstrationer. Det politiske fokus er derigennem blevet flyttet fra at se nazimanifestationerne i sig selv som et problem der skal konfronteres, til kun at blive en bodycount af bankede nazister. Gademilitansen bliver kun et spørgsmål om intern mobilisering, at kunne samle pålidelige slagsbrødre, og aldrig et spørgsmål om ekstern mobilisering: dvs. at sprede konflikterne, involvere flere og opbygge en styrke baseret på mængde. Risikoen bliver at reducere antifascismen til et spørgsmål om bandekrig, os mod dem, to grupper mod hinanden, eftersom den ikke inkluderer nogle andre end os og nazisterne. "Vores militans er vores styrke" – men hvad er en militans uden mængde, koordination og konfliktvane.

14. AFA har for nyligt lanceret en ny hjemmeside, antifa.se. Vi håber virkelig alle lokalgrupper bruger den. AFA har de seneste år været en meget stille organisation, som har undgået at kommunikere, forklare sine midler, gå ud med en analyse eller diskutere sine aktioner. Denne stilhedens kultur risikerer at isolere os mere end borgerlig repression nogensinde kommer til at kunne gøre. For at bruge et eksempel: op til nationaldagen blev der opsat en flot kampagneside for at mobilisere folk, men efter marchen rådede stilhed, det blev ikke gjort nogle forsøg på at beskrive marchen, lægge billeder op, eller bygge videre på den interesse man havde skabt. Hvis vi vil skabe en inkluderende og mobiliserende antifascistisk bevægelse, skal vi blive bedre på dette punkt. Det burde være en selvfølgelighed ,at op til planlægningen af hver demonstration og aktion, vælger man en person som rapporterer om dem. Information og aktion kan ikke skilles ad. Det er gennem at fortælle om vore aktiviteter at vi inspirerer andre til selv at være aktive. Interessen for at engagere sig antifascistisk er høj efter Salem hvert år, hundredvis af unge har fået sit første møde med antifascistiske aktionsformer. Nu er det op til os at få dem ind, organisere dem og gøre dem til deltagere i den fortsatte kamp.

15. Antifascistisk militans kan ikke eksistere i et vakuum, uanset hvilken af formerne vi vælger. De skal placeres ind i bredere sociale protester og mobiliseringer, for ikke at blive isoleret. Samarbejdet med Nätverket Mot Rasism (NMR) har derfor altid været vigtigt for AFA, eftersom det giver os en platform at agere bredere på, og skabe forudsætningerne for en større antifascistisk mobilisering. Gennem NMR er vores problemstillinger, for eksempel vigtigheden af at agere mod Salemmarchen, eller diskussionerne om Schengen-aftalen, blevet spredet blandt andre sociale bevægelser og involveret dem i andre former for modaktiviteter som har fungeret som vigtige supplementer til vores aktiviteter. Hvor NMR har åbnet bredere kanaler for os, har NMR selv haft et behov for AFA, eftersom vi har stået som forbindelsen til en aktivistbevægelse. Uden en aktivistbevægelse havde NMR’s demonstrationer og aktioner været begrænsede. De har behøvet en aktivistbevægelse som har gennemført mobiliseringer, indsamlet penge, delt løbesedler ud og opsat plakater. Uanset hvor mange tunge navne NMR har samlet, hvor mange socialdemokratiske fagforeninger de har kunnet få til at støtte deres demonstrationer, så komme disse organisationer ikke til at hæve antal deltagere, eftersom det bare er et formelt politisk stillingtagen for dem at deltage – de går aldrig ind for at mobilisere i praksis. NMR’s samarbejde med fagbevægelsen er vigtigt, eftersom det skaber en diskussion om det ekstreme højre indenfor fagbevægelserne. Men som mobiliserende faktor, kommer disse organisationer aldrig til at spille nogen rolle. NMR behøver AFA, og AFA behøver NMR. Det perioder hvor NMR har fungeret godt, er de perioder hvor AFA har satset energi på at deltage aktivt i netværket. Vi har endda den fordel i dag, at mange af dem som er aktive i NMR kommer fra forskellige organisationer som har en baggrund i den udenomparlamentariske venstrefløj, og derfor er positivt stillede overfor os og i mange tilfælde deler vores analyse.

16. Næste år er valgår. Opinionsmæssigt ser det ud som om at højrefløjen får en kraftig fremgang. Vi kan i et sådant tilfælde forvente os en fortsat bølge af nedskæringer og øget social segregation . Men samtidig har højrefløjen endnu ikke rejst spørgsmål som har favoriseret det ekstreme højre, men snarere forsøgt at lægge sig i midten. Våbnet mod socialisterne har snarere været at anklage fagbevægelsen for en racistisk protektionisme gennem opretholdelsen af kollektivaftalen og blokaderne mod udenlandsk sæsonarbejde. Højrefløjen har i stedet forsigtigt begyndt at fremføre kravene om fri indvandring. Disse udspil har tvunget fagbevægelsen ind i en mere udtalt antiracistisk holdning, samtidig som at de har fortsat kampen mod en social dumpning af lønningerne. Situationen kan dog svinge hurtigt. Man kan tænke tilbage på hvordan Folkpartiet op til sidste valgt valgte at hive Sverigedemokraterne frem som diskussionspartner (og delvis overtog flere af deres valgemner), en situation som begge partiet vandt på. Og under foråret har vi kunne se hvordan feminismens stærke plads trues, med nogle kritiske tv-dokumentarer som gnist, og hvordan en reaktion på kort tid gik fra et angreb på Roks og Feministisk Initiativ til at give bagslag mod alle former for feminisme. De sociale spørgsmål som det ekstreme højre mobiliserer omkring bygger på en virkelig uro i samfundet. Det ekstreme højre stiller rigtige spørgsmål, men giver forkerte svar. Når Info14 gennem sit blad Salemfacklan forsøger at rekruttere på en usikkerhed og utilfredshed, har de ikke skabt disse, men forsøger blot at kanalisere dem i en retning som passer dem. Vi kan se på spørgsmålet om voldtægt som eksempel. Når den feministiske bevægelse tier, når voldtægter ikke kan ses som en del af en patriarkalsk struktur, bliver feltet åbent for en reaktionær tolkning, hvor det ekstreme højre forsøger at vende spørgsmålet i en racistisk retning. En antifascistisk politik skal være en antikapitalistisk klassepolitik, som går ind og diskuterer disse samfundsspørgsmål og giver egne svar. Mangel på boliger, løn der ikke er tilstrækkelig, et usikkert flexibiliseret arbejdsmarked skaber en prekær livssituation – men også øgede muligheder for radikal kamp. Antifascistiske organisationer må se dette, et snævert ”bandeperspektiv” på det ekstreme højre i dette stadie kan få katastrofale følger.

17. I valgåret kommer vi til at se mere til de højreekstreme på gaderne. Nationaldemokraterne (som i dag udelukkende består af nazistiske medlemmer fra ungdomsforbundet) kommer til at satse på nogle udvalgte kommuner: for dem er det en kamp for sin overlevelse som organisation, efter al balladen og splittelserne. De kommer til at ville opbygge en mobiliserende gadeorganisation igen som gennemfører provokerende torvmøder og propagandaspredninger. Nationalsocialistisk Front kommer også til at gå til valg i omkring fem kommuner i Sverige. De har siden ND’s kollaps fået en mængde organisatorer på sin side, som fik skoling i ND’s seneste valgkampagne. Disse to organisationer kommer i løber af foråret og sommeren til at tiltrække flere fra det øvrige højreekstreme landskab, eftersom valget er et konkret spørgsmål at mobilisere omkring. Næste Salemmanifestation ligger efter Riksdagsvalget. Efter valgenene og de usle valgresultater for det ekstreme højre, plejer disse partier at miste medlemmer. En bred utilfredshed blandt de partipolitisk engagerede og tabt tro på muligheden for at gå den parlamentariske vej, plejer at føre til et opsving for de udenomsparlamentariske nazistiske ”uafhængige” organisationer. Næste Salemmarch kommer til at være et forsøg fra Info14’s side på at tage fat i denne utilfredshed. Men der er også en mulighed for at Salem drukner i en politisk træthed efter valget. Den almene samfundsinteresse for politiske spørgsmål tenderer til at blive mindre efter valg, på grund af den overeksponering valgene indebærer.

18. Vi håber at disse første nedskrevne formuleringer og tanker, skrevet midt i øjeblikkets hede, kan starte diskussioner og svar fra andre politiske grupper. Visse kammerater anser nok dette for værende en intern diskussion som alene skal føres indenfor AFA. Det mener vi ikke er rigtigt, vi anser denne debat som værende relevant for hele den udenomparlamentariske venstrefløj. For der findes mange erfaringer og lærdomme at hive frem fra de seneste års Salemarbejde, både det positive vi har opnået og de problemer vi har kæmpet med: det er ved at grundigt gennemdiskutere dette, og bruge dette som springbræt, at vi kommer til at stå bedre rustet i fremtiden.

/ AFA3 Malmö (Kontaktes gennem AFA Malmö)