21. februar 2011

Tekster fra Vestre Fængsel

Vi har samlet tre tekster, skrevet af en aktivist i forbindelse med hans varetægtsfængsling efter Ungdomshusets rydning.

Af Erik Storrud

I politiets varetægt – en beretning fra Vestre Fængsel

Torsdag den 8. Marts på vej hjem fra en fredelig demonstration blev jeg pludselig grebet af urobetjente og kort tid efter varetægtsfængslet i Vestre Fængsel, hvor jeg stadig sidder. Det liv jeg førte indtil da er væk og jeg ved ikke om det nogensinde bliver det samme igen.

Hvad er varetægt?

Når politiet spærrer dig inde, uden at du er dømt for noget, kalder man det varetægtsfængsel. Man kan i princippet kun idømmes varetægtsfængsel, hvis der er meget stærkt bevis og sigtelsen er så alvorlig, at det ikke er sikkert at have den sigtede på fri fod i samfundet. Set i det lys, kan det godt virke underligt, at folk som mig og alle de 40-50 andre ungdomshus-sympatisører sidder her. Det skyldes, at der er sket nogle ting med retssystemet de sidste år. Ikke mindst indførelsen af den såkaldte ”terrorpakke” og begrebet ”retsfølelse” i dansk lovgivning. I praksis betyder forandringen, at hvor folk før i tiden skulle være ekstremt farlige og utilregnelige for at blive varetægtsfængslet, er det nu nok, at folk er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Usikkerhed

Som varetægtsfængslet bliver alt taget fra dig. Kærester, venner, familie, job, kæledyr, hus og hjem; selv retten til at bevæge dig bliver fjernet. Hvis du ønsker at komme på biblioteket, i træningsrummet eller at få nogle af de andre ting, som fængslet kan tilbyde af små variationer i din hverdag, skal det udfyldes på de rigtige sedler og gives til vagterne på de rigtige tidspunkter. Alt i din hverdag bliver en konstant påmindelse om, at du ikke er fri. Usikkerheden gør dig ude af stand til at håbe, af frygt for at blive skuffet. Din selvrespekt bliver nedbrudt af at møde vagter hver dag og at skulle være ydmyg overfor folk, som du ingen grund har til at respektere. At skulle afgive urinprøve, mens de kigger dig over skulderen og at skulle spørge dem om noget så simpelt som et toiletbesøg. Dit ansvar for dit liv af den nådesløse realitet, at intet kan du kan gøre har den mindste indflydelse på din situation. At du uanset hvad er i hænderne på det system, som har sat dig i but.

Fortsæt kampen!

Det som trods alt holder gejsten oppe, er at vide, at i andre kæmper videre udenfor murerne. I de breve jeg får fra mine politiske kammerater i friheden kan jeg læse om fede aktioner, demonstrationer og piratfester. En gang om ugen kan vi høre larme demoerne komme forbi og da TV2-Nyhederne forleden sagde at der havde været 7.000 mennesker til demonstrationen for fristeder kunne man høre begejstrede råb fra forskellige celler. Det faktum, at vi sidder herinde for, at i kan kæmpe videre derude er den allerbedste trøst. Fortsæt kampen! Det bedste i kan gøre for at sørge for, at der er flere fristeder, når vi kommer ud end da vi blev fængslet. Så vil vores tid herinde være det værd.Vi er herinde for jer. I er derude for os. Kampen fortsætter! For en verden med fristeder til alle! For en verden uden fængsler!


Tanker fra Vestre Fængsel -Om håb er det bedste guld?

Håb er det der tillader os mennesker at gennemleve svære tider af i vores liv. Da jeg i går blev trukket væk fra min ven på åben gade, håbede jeg at det kun var for at tjekke mig igen. Da jeg fik at vide at jeg var anholdt, turde jeg ikke håbe mere. Med min viden om retssystemet turde jeg ikke håbe på en retfærdig behandling. I detentions-cellen fløjtede jeg og en anden indsat røde sange. Vi skiftedes til at fløjte vers og toner fra "Bella Caio" og "El Pueblo Unido". Tak til den fange, hvis han er på fri fod. En vagt kommer og forklarer mig at hvis jeg opfører mig pænt, vil jeg blive sluppet fri i en fart. Jeg kan ikke håbe han taler sandt. En psykisk syg i cellen ved side af, får at vide, at hvis han holder på med at hamre på døren, slipper han ud meget hurtigere. Det går stille og roligt op for mig, at håb er et middel de bruger til at holde os nede.

Det er håbet der gør os til nemme, rolige fanger. Håbet om at det en dag bliver bedre. Håbet om at hvis vi bare følger deres regler, så går det nok. Da jeg kom til byretten turde jeg ikke håbe på at jeg ville få en retfærdig dom. Da dommeren dømte mig på baggrund af min straffeattest og på et mistænksomt politividne, blev jeg sat i varetægt i Vestre Fængsel. Først her kunne jeg begynde mine breve til omverden.

I mine breve vil jeg skrive hvad jeg i virkeligheden håber. Jeg håber på en dag at se nyheder, uden at de prioriterer politiets udsagn frem for demonstranternes. Jeg håber på at de anholdtes og undertrykkedes stemmer vil blive hørt af så mange som muligt. Jeg håber, at så mange som muligt vil læse mine breve. Men mest af alt, håber jeg, at i alle sammen gør alt hvad i kan, og at ingen skal lide min skæbne.

Hvis i for alvor vil hjælpe os herinde, så fortsæt kampen! Spred budskabet. Fortæl verden hvad der foregår. - Så kan vi sammen kæmpe for en verden hvor folk ikke bliver fængslet, tortureret eller år ødelagt deres liv, bare på grund af hvad de tror på. For en verden uden fængsler!


Synd og frelse:

Kære alle mine venner og kammerater på ydersiden. Tusind tak for alle jeres gækkebreve, ualmindelige og almindelige breve i sender mig. Tak for de tegneserier, avisartikler, internettekster, plakater, tidsskrifter, tegninger, penge, slik og andet godt i sender ind. Det meste når frem og det der ikke gør kender jeg jo ikke til. Jeg har jo ikke skrevet nogen egentlige fællesbreve i et stykke tid. Jeg har haft rigtig travlt med at skrive svar-breve til al den post i sender ind enkeltvis. Derudover har der ikke været nogen egentlige ændringer i min situation, det eneste der er sket er at min krop er begyndt at vænne sig til fængslet, mit sind er dog en helt anden historie. Min hverdag i fængslet er på mange måder delt i 3 dele, dem vil jeg kort gennemgå;

De 3 dele er den tid jeg er alene i min celle, den tid jeg er påvirket på en god måde af andre mennesker og den tid jeg er påvirket på en dårlig måde af systemet.

Systemet er jo altid nærværende. Hele min eksistens herinde drejer sig om det faktum at systemet har taget min frihed. Altid er jeg i andre menneskers varetægt, når jeg skal tisse bliver jeg mindet om at en vagt skal gå med mig på toilettet. Når jeg får mad bliver jeg mindet om det. Når jeg skal tænke på fremtiden bliver jeg mindet om at den afhænger af om jeg bliver løsladt. Når jeg tænker på om jeg bliver løsladt, bliver jeg mindet om at det er nogen korrupte dommere og politimænd der skal afgøre det. Når jeg tænker på noget som helst der har med mit liv, min uddannelse, mine venner og min familie at gøre, bliver jeg mindet om at jeg er i hænderne på et lorte system.

Det trænger ind i mine tanker når jeg sidder alene. Det gør mig urolig og usikker så jeg har svært ved at sove eller slappe af. Forstil jer at man ikke kan tænke over hvad man har lyst til eller hvad man vil lave til sommer uden at falde ned i et sort hul, af usikkerhed, frustration og magtesløshed. Det er en synd at håbe, planlægge eller prøve at forbedre sin situation. Det er en synd at gøre oprør eller klage til vagterne, og når man synder kommer straffen. Enten i form af søvnløse, urolige nætter, vagter der fratager en ’privilegier’ såsom gårdtur, toiletbesøg eller samvær med de andre fanger. I værste fald er straffen, for at håbe eller drømme om frihed at man bliver anbragt i straf-celler isoleret.

Samværet: med de andre fanger er præcis det modsatte. Når man sidder i skolen og snakker med læreren og de andre fanger kan man lige pludselig stille krav og snakke ligeværdigt med folk igen. I kortspil eller fodbold kan man vinde, tabe eller være stolt af sine præstationer ligesom når man er fri. Når man snakker med læreren, socialrådgiveren eller præsten minder det om samtaler eller situationer fra min pædagogiske hverdag. Pludselig bliver min hverdag til et pædagogisk, socialt studium med refleksion og faglige eksempler fra et spændende sociologisk felt ikke mange får lov at se nærmere på. Det har kæmpe stor pædagogisk værdi for mig at få set hvordan folk samspiller i fængslet. Der er et diametralt modsætningsforhold mellem vagterne og fængslets øvrige personale. Alle undtagen vagterne banker altid på før de kommer ind. Det øvrige personale udtrykker altid at sikkerhedsforanstaltningerne er et nødvendigt onde de gerne levede uden. De har alle lært de pædagogiske regler om ligeværdige og anerkendende relationer. Det kirkelige personale nægter helt at have sikkerhedsudstyr som alarmer på sig.

Jeg tror umiddelbart heller ikke de ville lade det gå videre i systemet hvis de opdagede mindre forseelser eller regelbrud. Selvom det er en skygge af det liv jeg fører på ydersiden er der både udvikling, fremtid og mening i min tid herinde. Når bare jeg er sammen med mennesker der ikke er en direkte personificering af systemet er jeg i live. Alene i min celle hvor jeg tilbringer over halvdelen af min vågne tid er jeg overladt til mit sinds luner. Det er rigtig vigtigt hele tiden at holde mig i gang. Derfor bruger jeg det meste af min tid på at skrive breve. Det fedeste for mig var da min organisation(Socialistisk Ungdomsfront) bad mig om at skrive en artikel til vores blad.

Pludselig indeholdt mit liv igen en politisk forpligtelse. På samme måde som min hverdag på ydersiden er fyldt med politiske forpligtelser og ansvar. Det gør mig lykkelig at kunne fortsætte kampen herinde fra. Derfor skal i endelig sige til hvis i kan bruge håndskrevne artikler eller læserbreve eller hvis nogen konservative familie medlemmer skal have tilsendt en god og saglig kritik af deres fordomme og menneskesyn. Jeg elsker at debattere med folk jeg ikke er enig i. Brevene er nok det bedste i min tid i min celle. Vagten sagde at jeg var den person i vestre fængsel som får mest post overhovedet. Hver aften har jeg krampe i min højre hånd og arm af at skrive så meget. Det kan være svært at nå at svare på det hele men i skal vide at jeg er rigtig glad for det alt sammen.

Jeg dyrker også i høj grad virkelighedsflugt. Eventyrbøger, tegneserier, film og buffy the vampire slayer kl. 12.10 hverdag på TV2 Zulu. Jo fjernere fra virkeligheden jo bedre. I stedet for at være Erik der sidder i fængsel er jeg Luke Skywalker der svinger sit lyssværd i en fjern fjern galakse, eller dragerytteren Eragon, der svæver over den mystiske elver skov. Både brevene og den virkelighedsflugt som jeg dyrker igennem mit valg af underholdning hjælper mig til at modstå systemets invasion af mit sind og mine tanker. Mit liv får mening og jeg bliver holdt i gang så jeg slipper for at tænke på hvor jeg er og hvor lang tid jeg mon skal blive her. Det har dog sin pris. Min hjerne er blevet et sært sted jeg ikke føler jeg kender så godt som jeg plejer. Når jeg tænker tilbage på min tid herinde bliver det hele blandet sammen. Jeg ved ikke om det var i går eller for en måned siden at jeg så en god film i fjernsynet. Når jeg er alene i min celle, bliver tid og rum til nogen underlige meningsløse begreber. Jeg er herinde men mine tanker er hos jer når i deler jeres hverdag med mig igennem de ting i skriver til mig at i laver. I er tæt på fordi i deler personlige ting med mig men langt væk fordi jeg ikke ved hvornår jeg igen skal se jeres ansigter udtrykke ting. I er kun et brev eller et skrevent ord fra mig og samtidig befinder i jer i en helt anden verden.

Min opfattelse af jer og de ting i betyder i mit liv bliver holdt i live men samtidig forandret. Min forbindelse til den frie verden er blevet et troldspejl som en sammenblanding af mine minder og de mere nutidige men stadig forvrængede billeder jeg får af jeres breve. Det er som om at jeg på en måde stadig oplever verden som i oplever drømme af ting som ikke er virkelige. Det passer i øvrigt godt med det faktum at jeg mindst hver anden morgen vågner op efter at have drømt at jeg enten var løsladt eller fri på en anden måde. Så bliver jeg altid lidt forvirret og skuffet over at huske hvor jeg er.

Når jeg er i min celle i selskab med mig selv, har jeg det egentlig ikke dårligt som sådan. Jeg nyder at skrive breve og nyder at fordybe mig i film og bøger. Det er som jeg mange gange har skrevet, utroligt livsbekræftende at få så meget post af folk der holder af mig. Jeg har i mit politiske arbejde og min daglige gøren og laden skabt mig det netværk der sikrer mig at jeg ikke bliver glemt herinde. Det jeg vil sige med beskrivelsen af mine tanker er at livet i fængslet på nogen helt grundlæggende måder ændrer os og vores sind. Det liv jeg levede udenfor er langt væk og jeg ved ikke om jeg er helt den samme når jeg kommer tilbage til det. Nu vil jeg beskrive mit livs værste påske efterfulgt af den bedste oplevelse i min tid herinde.

Synd og frelse… Imens jeg har været herinde har jeg haft masser af bøger og breve at skrive. Det gik dog brat i stykker da påsken nærmede sig. Fuck forår og ferier. For os fanger betyder det udelukkende dårlige ting når der er helligdage. Ting som skole og arbejde udenfor cellen er aflyst. Vi får ikke post og biblioteket er lukket. Værre endnu er det at helligdagene får os til at tænke på fedt det må være at være udenfor. Så jeg skaffer mig et tv-program så jeg kan planlægge kvalitetstid med mit fjernsyn i cellen. Det ligger slet ikke til mig at se meget tv. Selv ikke i fængslet. Men perspektivet med 6 dage uden post eller nye bøger gjorde mig svag så jeg lavede en solid plan til at holde mig beskæftiget med brødrene løvehjerte om morgenen og star-wars kavalkade om natten. Det gik egentlig okay men de negative tanker om hvor handlingslammet og trist min situation er begyndte at presse sig på. Jeg fik jo ingen nye breve til at gøre mig glad for mig selv. Jeg udtænkte en politisk kampagne og lavede en matematisk funktion der kunne regne ens afsoning eller erstatning ud hvis man havde ens endelige dom samt den tid man havde tilbragt i varetægt. Det gjorde jeg velvidende at jeg hader matematik og at det dybest set er meningsløst at spekulere på. Så påsken var ret hård for mig.

Som noget positivt er jeg tilmeldt kirkekoret. Ikke fordi at jeg kan synge eller noget men det er meget sjovere end at sidde og kigge i min celle. De andre korfanger er enormt søde og vi hygger med rigtig te og spiser lidt brød hver uge efter øvning. Som korfange havde jeg alligevel en del at lave i løbet af påsken så det modvirkede lidt al den tid jeg skulle sidde alene i min celle. Så blev vi enige om at vi da skulle lave en påske fællesspisning. Det var helt vildt rart at blive hentet i dag og stå og hygge i 2 timer med at lave marinerede spareribs, humus, hvidløgsbrød, salater og bøffer. Så sad vi sammen og spiste og drak kold sodavand til. Når man har spist alle sine måltider alene i en celle i over en måned kan det ikke beskrives hvor rart det er at dele et måltid man selv har lavet med folk der er hyggelige. Da de 4 bedste timer i min herinde var ved at være overstået skulle jeg tilbage til min celle. Det var de 2 hyggeligste vagter der var på arbejde den ene banker som den eneste vagt i hele fængslet på før han kommer ind han sagde; "Nåh, var det godt at få noget at spise?" "Ja" svarede jeg, "Nu føler jeg mig næsten som et helt menneske igen". "Ej" sagde han, "Det går altså ikke, det siger Lene Espersen at i ikke må!". Jeg grinede og gik ind i min celle. Det spøjse er at jeg i slutningen af påske helligdagene prøvede at skrive et fællesbrev som dette men jeg kunne ikke samle tankerne nok. Nu er jeg blevet sat tilbage på et stabilt spor. Både af den hyggelige påske frokost men bestemt også fordi jeg fik 10 breve i dag. Nu er den velsignede hverdag med idræt og spansk begyndt igen. Nu får jeg igen post fra jer.

Fortsæt kampen derude i friheden! Så finder jeg frelse i kristendommen herinde. De fleste kristne er jo relativt venstre orienterede solidariske humanister der hjælper alle uden fordomme og uden at bede om noget i gengæld. Her tænker jeg både på ting som Folkekirkens Nødhjælp, Blå Kors og diverse andre kristne hjælpeorganisationer men også på det fantastiske personale herinde der jo gør alt hvad de kan for at hjælpe fanger i isolation og andre der har det hårdt. Bare rolig jeg konverterer ikke. Men jeg vil i fremtiden tæve alle der er fordomsfulde overfor troende med så gode argumenter at de slet ikke kan stave til det. Hyg jer i friheden, hold nogen fede piratfester for mig! Kampen fortsætter!