12. november 2010

PET forsøger at hverve antifascister

Vi har her samlet tre artikler fra Modkraft, bragt i perioden 2007-2010, om PETs forsøg på at hverve antifascister og antiracister.

PET forsøger at hverve offer for nazistisk vold

26-årige Sune fra Århus er blevet kontaktet af Politiets Efterretningstjeneste, efter at han blev slået ned af nazister. Det hemmelige politi ønskede oplysninger om byens anti-racistiske miljø og foreslog et samarbejde.

Af Rune Eltard-Sørensen (23. marts 2010)

Han skulle egentlig bare et smut i kiosken for at købe mel og cigaretter.

Men allerede da han kommer ud af sin hoveddør onsdag den 17. marts, lægger Sune mærke til manden, som stiger ud af den sorte Mazda 6. Manden er sortklædt og går direkte mod ham.

– Han præsenterede sig som politibetjent og beder mig stige ind i bilen, husker Sune.

Den 26-årige elektriker fra Århus tænker straks, at henvendelsen må handle om det overfald, han har været udsat fem uger forinden, og som han har anmeldt hos Østjyllands Politi.

Men den næste halvanden time finder Sune sig selv i en bil med to meget spørgelystne agenter fra Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Fem år med vold i Århus

Siden medlemmer af den nynazistiske gruppe Dansk Front overfaldt to fremtrædende medlemmer af Enhedslisten ved Cafe Oskar i Århus 29. november 2005, har PET haft øjnene rettet på den politisk motiverede vold i byen.

Udgangspunktet i efterforskningen er vold begået af den yderste højrefløj.

Overfaldet i 2005 på de to venstrefløjsfolk, hvoraf den ene er byrådskandidat, bliver anledning til, at Østjyllands Politi styrker samarbejdet med efterretningstjenesten.

– Dette (overfaldet ved Cafe Oskar, red.) er ikke almindeligt værtshusslagsmål. Her er tale om en nøje planlagt aktion, og det bekymrer os. Derfor har vi sat en del ressourcer ind på at finde ud af, hvad der er foregået. I den sammenhæng er det klart, at vi også samarbejder med Politiets Efterretningstjeneste, sagde Jørgen Ilum, politimester ved Århus Politi til Jyllands-Posten to dage efter overfaldet.

De følgende fem år er overfaldene på venstrefløjsaktivister samt etniske og religiøse minoriteter i Århus fortsat.

I sagen fra 2005 ved Cafe Oskar gik gerningsmændene fri. I enkelte tilfælde er personer med tilknytning til byens højreekstremistiske miljø blevet fængslet og dømt for vold.

Men i langt de fleste tilfælde bliver gerningsmændende aldrig pågrebet. Der er desuden en tendens til at de højreekstreme voldsmænd kun bliver dømt for »almindelig vold«, og at retssystemet har ignoreret de politiske motiver, som kunne ligge bag de kontinuerlige voldsepisoder.

I mellemtiden har politiet og efterretningstjenesten rettet fokus mod den yderste venstrefløj.

Politiet anerkender ikke politisk vold

Sune vælger at sætte sig ind i politiets bil.

Det gør han i håb om, at den civilklædte betjent, der endnu ikke har givet sig til kende som PET-agent, kan fortælle nyt om det overfald, Sune blev udsat for efter en anti-racistisk demonstration i Århus den 6. februar 2010.

Under overfaldet brækker Sune næsen, da to personer holder ham fast, mens fem til seks andre går løs på ham med knytnæveslag og spark. Få minutter inden er en 17-årig dreng fra Aalborg blevet overfaldet af den samme gruppe mænd. Drengen får indre blødninger i hjernen og brækker kæben.

Sune bliver efterfølgende kørt på skadestuen, hvor han straks anmelder episoden til en betjent fra Østjyllands Politi.

En journalist fra radioens P1 har op til episoden fulgt den gruppe mænd, som begår overfaldet. De kommer fra hooligangruppen White Pride og nynazisterne i Danmarks Nationale Front. I et radioindslag bragt få dage efter overfaldet kan man høre, hvordan højreekstremisterne uden anledning angriber Sune og hans venner.

– De råber røde svin, og jeg er i det hele taget ikke i tvivl om, at det var politisk motiveret, fortæller Sune til Modkraft.dk.

Derfor undrer det ham, at det i politianmeldelsen ikke er nævnt med et ord, at der er tale om politisk vold.

Han forsøger flere gange forgæves at få fat på den betjent, som afhørte ham på skadestuen. Sune ønsker at uddybe sin forklaring og sende betjenten et link til radioudsendelsen, så han med egne øre kan høre, hvordan voldsmændene planlægger at overfalde »venstreorienterede«.

Men de to mænd i bilen er ikke kommet for at hjælpe med at opklare volden mod Sune. De vil hellere snakke om venstrefløjen og det anti-racistiske miljø i Århus.

Begynder at ryste over hele kroppen

Sune bliver kørt til en øde parkeringsplads. Først her præsenterer de to mænd i bilen sig som ansatte i efterretningstjenesten.

– Jeg får et chok, da det går op for mig, hvem de er og begynder at ryste over hele kroppen, erindrer Sune.

Alligevel bliver han i bilen for at prøve at finde ud af hvad, de egentlig vil med ham.

– De spørge til alt mellem himmel og jord. Hvem jeg stemmer på, hvad jeg syntes om politiet og hvor jeg arbejder. Og så vil de gerne vide noget om hvem, der er aktive i det anti-racistiske miljø i Århus.

Sune er ikke selv aktiv i miljøet, men beskriver sig selv som en »kreativ type«. Nok har han deltaget i et par demonstrationer, men han foretrækker i virkeligheden at hænge perleplader op mod nazisme frem for at bruge mere hårdtslående metoder.

– Jeg fortæller dem, at jeg ikke ved noget og ikke har lyst til at være stikker. De kan sgu da selv lave deres arbejde, lyder det fra Sune.

De to mænd fra PET spørger blandt andet til hvem, der har lavet nogle plakater, hvor seks ledende medlemmer af White Pride er afbilledet.

Plakaterne er blevet hængt op i Århus ugen forinden og har udløst en sigtelse for ærekrænkelse mod to personer, som blev anholdt, mens de angiveligt var i gang med at sætte plakaterne op.

»Folk skal vide at PET er ude med riven«

Efter halvanden time triller den sorte Mazda 6 tilbage til stedet, hvor Sune blev samlet op. Inden PET-folkene sætter ham af, giver de ham et visitkort og opfodrer ham til at kontakte dem, hvis han får lyst til at snakke.

»Ellers kontakter vi dig igen«, lyder afskedssalutten inden bildøren smækkes bag ham, og bilen forsvinder i forårsmørket.

Tilbage står den 26-årige elektriker og ved ikke, hvad han skal tænke. Først er han forvirret, men hurtigt bliver han vred.

– PET er kun interesseret i at få ramt på de folk på venstrefløjen som er kritiske overfor det parlamentariske system. Men det er jo mig som blev overfaldet. Hvorfor går de ikke efter nazisterne? Det er jo dem som er en trussel mod samfundet og White Pride har for eksempel sagt, at de er parat til at slå folk ihjel, siger Sune.

Hvorfor vælger du at stå frem med din historie?

– Jeg vil gerne have at alle folk ved at PET er ude med riven. Og så jeg vil gerne opfodre andre som eventuelt er blevet kontaktet til at stå frem, forklarer han overfor Modkraft.dk.

Det er ikke første gang at efterretningstjenesten forsøger at hverve folk i det anti-racistiske miljø i Danmark. For tre år siden kunne Modkraft fortælle at mindst fem personer er blevet kontaktet med det formål at give informationer om venstrefløjens arbejde.

Den 1. marts 2010 anholdt PET en mand, som de mener er ledende i aktivistgruppen Antifascistisk Aktion. Ifølge PET selv, så bygger sagen på længere tids efterforskning.

Sune ønsker ikke sit efternavn frem af frygt for chikane. Hans fulde navn og identitet er redaktionen bekendt.

Modkraft har forsøgt at få en kommentar fra Politiets Efterretningstjeneste, men uden held.


PET opsøger antifascister før nazi-march

Politiets Efterretningstjeneste har opsøgt en række antifascister i Nordjylland forud for årets nazistiske Salem-march i Sverige. Agenterne ville have oplysninger om antifascistiske aktiviteter og advarede bl.a. om konsekvenserne ved at blive anholdt.

Af Andreas Jensen og Martin Lindblom (12. november 2008)

En række antifascister fra Nordjylland fik onsdag den 5. november besøg af Politiets Efterretningstjeneste (PET). Tjenestens agenter forsøgte under samtalerne at få information om antifascistiske aktiviteter, ligesom flere blev bedt om at holde PET underrettet om fremtidige planer. Modkraft.dk har været i kontakt med en række af antifascisterne, der alle fortæller samme historie.

– Da de kom ind, begyndte de at forklare mig, »at de altså ikke var fra det normale politi, men noget der hed PET«. De fortalte mig, at de var der på grund af Salem-marchen, hvor jeg sidste år var blevet tilbageholdt. De begynder derefter at spørge ind til, om jeg er aktiv i nogen organisationer, fortæller Mikkel, en ung antifascist fra Aalborg-området som Modkraft.dk har snakket med.

Den omtalte Salem-march er en årlig nazistisk manifestation nord for Stockholm, som antifascister fra hele Norden traditionelt protesterer imod.

Besøgene kommer efter at PET i sin årsrapport fra 2006 og 2007, der udkom i august i år, skrev, at der i de senere år har været »stadig flere episoder med konfrontationer mellem personer og grupperinger fra henholdsvis det højre- og det venstreekstremistiske miljø«. Er der våben med busserne?

– Derefter begynder de at snakke om årets Salem-march, og siger blandt andet: »Vi kommer jo ikke for at skræmme dig til ikke at tage afsted, vi vil bare helst ikke have, at situationen eskalerer til skydevåben i år«.

– Så spurgte de om, hvor mange busser med antifascister der kører fra Danmark. De ville gerne have, at jeg ringede, når jeg vidste, hvor mange vi var, og hvor mange busser vi kørte i, og i øvrigt skulle jeg også fortælle dem, om der var våben med i busserne.

Mikkel fik desuden at vide, at fordi han var blevet anholdt sidste år, kunne han ikke få en sikkerhedsgodkendelse de næste tre år, sådan som visse firmaer kræver for at ansætte folk.

– Hvis jeg tog afsted igen i år, ville det så være tre år fra i år, jeg ikke kunne få det.

Modkraft.dk har været i kontakt med flere antifascister fra resten af landet, der også var tilbageholdt i Salem sidste år. Ingen af disse har haft besøg. Noget kunne imidlertid tyde på, at det ikke er sidste gang, politiet kigger forbi hos forskellige antifascister.

Mikkel fortæller nemlig, at de to PET-agenter afsluttede besøget med sætningen: »Hvis du tager afsted i år, kommer vi selvfølgelig tilbage næste år«.

Hos Politiets Efterretningstjeneste ønsker man ikke at kommentere sagen, og hos Nordjyllands Politi lyder meldingen, at man intet kender til de pågældende besøg.

Mikkel er et dæknavn. Modkrafts er hans rigtige identitet bekendt.


PET forsøger at hverve antiracister

I løbet af de seneste år har Politiets Efterretningstjeneste (PET) flere gange forsøgt at hverve antiracister som informanter i områder med stor højreradikal aktivitet.

Af Andreas Jensen (13. august 2007 )

Modkraft.dk har snakket med tre antiracister, der har det tilfælles, at de i løbet af de seneste år er blevet kontaktet af Politiets Efterretningstjeneste og forsøgt hvervet til at levere informationer – om såvel den yderste højrefløj som det antiracistiske arbejde.

Fremgangsmåderne har dog været vidt forskellige.

PET fisker i rørte vande

I foråret 2005 lå Ronnie i konflikt med dele af det venstreradikale miljø i København, som han i mere end ti år havde været en del af.

En dag, få uger efter konflikten havde toppet, var Ronnie på vej hjem fra sit arbejde, da han blev passet op af en ældre mand, der præsenterede sig som Per fra Politiets Efterretningstjeneste.

Per spørger, om Ronnie har lyst til at snakke, hvilket Ronnie blankt afviser med kommentaren: »Jeg har intet at fortælle dig, men hvis du har nogen informationer, så vil jeg da gerne have dem«.

Per ved tydeligvis, at Ronnie er aktiv antifascist – og samtalen kredser hele tiden om den yderste højrefløj.

Samtalen finder sted kort tid efter, at en større gruppe antifascister med jernrør og flasker har angrebet et møde i det højreradikale netværk Dansk Front, der var samlet på et bibliotek i Islev.

Per er bekymret over de gentagne angreb på højreradikale møder, og han henviser blandt andet til angrebet i Islev.

»Nogen kunne være kommet slemt til skade« siger han.

»Så længe de rigtige kommer til skade, er jeg ligeglad«, replicerer Ronnie.

Per prøver flere gange under samtalen, at stikke til Ronnies konflikt med dele af det venstreradikale miljø – blandt andet med sætninger som: »Er der ikke nogen, du er sur på?«.

I slutningen af samtalen fik Ronnie en seddel med Pers telefonnummer, som Per afleverede med ordene: »Hvis andre end dig ringer, så bliver nummeret lukket«.

Ronnie smed sedlen ud samme dag.

– Det er min klare opfattelse, at han fiskede efter informationer om konflikten mellem militante antifascister og grupper som Dansk Front og DNSB, fortæller Ronnie til Modkraft.dk.

– Samtalen i sig selv var ikke ubehagelig, men den usikkerhed, der bagefter kommer snigende, er det værste. Frygten for at det skulle skabe splid og mistillid nagede mig.

Straks efter samtalen kontaktede Ronnie en lang række venner og fortalte dem om episoden:

– Det er supervigtigt, at man med det samme gør så mange som muligt opmærksom på, hvad der er foregået. På den måde kan man vise sine politiske kammerater, at man intet har at skjule. Det værste man kan gøre, er at skjule det – så opstår der nemlig først mistillid. Mit råd til andre, der skulle blive kontaktet af PET, er derfor at fortælle oplevelsen videre til så mange som muligt så hurtigt som muligt, siger han. Hvervningsforsøg efter Cafe Oskar-overfaldet

Samtalen med Ronnie foregik efter en række antifascistiske angreb på højreekstremister. I Jacobs tilfælde var det lige omvendt.

Han blev forsøgt hvervet som informant efter selv at være blevet overfaldet. Jacob var nemlig en af mødedeltagerne, da en større gruppe Dansk Front-medlemmer i november 2005 angreb et møde i Antiracistisk Netværk i Århus.

Sagen fik hurtigt stor medieopmærksomhed, blandt andet fordi der under mødet havde været en højreekstrem infiltrator tilstede, og fordi en byrådskandidat fra Enhedslisten blev kvæstet under overfaldet. Dertil kom, at en tilfældig forbipasserende videooptog overfaldsmænd, da de løbende forlod caféen.

Jacob slap uden fysiske mén efter overfaldet, men skulle alligevel afgive forklaring i sagen for at hjælpe til med opklaringen.

Da afhøringen var slut, spurgte den afhørende betjent, om Jacob havde lyst til at se billeder af de sigtede højreekstremister. Det ville Jacob gerne, og han fik besked om at, det skulle han gøre »ovre i Afdeling G«.

Da Jacob ringede dagen derpå for at få lov til at se billederne, fik han at vide, at Afdeling G var Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Under telefonsamtalen stod det dog hurtigt klart, at politiet havde en dagsorden: PET ville have noget igen.

– Betjenten, som var den samme, som tidligere havde afhørt mig om overfaldet, sagde direkte, at man ville have »noget igen – det er klart« for at vise mig billederne. Det havde jeg selvfølgelig ikke lyst til, fortæller Jacob.

– Det var i det hele taget en underlig oplevelse. Hvorfor ville de have en informant på venstrefløjen, når det var nazi’erne, der havde overfaldet os? Det virkede som om, at de prøvede at udnytte situationen og slå to fluer med et smæk. De fiskede helt klart efter at få interne informationer om den antiracistiske bevægelse, mener Jacob, når han tænker tilbage på episoden.

Fredericia

I Fredericia havde det højreekstreme netværk Dansk Front indtil sin nedlæggelse for nyligt en af sine mest voldelige og aktive afdelinger.

Fra foråret 2004 og frem til sommeren 2007 stod gruppen bag voldelige angreb på unge med tilknytning til det alternative ungdomsmiljø i Fredericia, blandt andet omkring Ungdommens Hus i byen.

Sidste efterår blev Signe kontaktet af PET. Signe har blandt andet stået som anmelder af flere antiracistiske arrangementer i Frederecia.

En dag ringede telefonen, og da Signe tog den, præsenterede en mand i den anden ende sig som værende fra politiet. Han spurgte, om de måtte komme forbi og snakke med hende.

– Jeg vidste jo ikke, om nogen var kommet til skade, eller hvad det drejede sig om, så jeg sagde selvfølgelig ja. Så snart jeg havde lagt på, gik der kun fem-seks sekunder, før det ringede på døren. De havde stået udenfor lejligheden og ringet til mig, fortæller Signe.

Hun fortsætter:

– De startede med at fortælle, at de var fra PET, og at de bare ville snakke. De gjorde mig opmærksom på mine rettigheder, og fortalte faktisk, at jeg var velkommen til at smide dem ud, hvis jeg ikke ville snakke mere.

Fra starten handlede samtalen om den yderste højrefløj og deres aktiviteter. Ifølge de to PET-folk kom de fra Århus, men var i Fredericia på grund af de mange voldelige aktiviteter fra byens nazi-miljø.

– Jeg var naturligvis meget nysgerrig efter, hvorfor de pludselig kom på besøg, og spurgte om de vidste, at der skulle ske noget. De var dog ikke specielt meddelsomme, og spurgte i stedet ind til, hvad der foregik i det antiracistiske miljø, fortæller Signe.

Det var ikke sidste gang, Signe hørte fra PET. Siden de besøgte hende, har de ringet flere gange for at aftale møder, hvad Signe dog har afvist. Senest ringede de dagen inden en antiracistisk demonstration i Fredericia i juni i år, hvor der verserede rygter om, at nazister ville møde op ved demonstrationen.

– De tilbød at sende sms’er om, hvor nazisterne opholdt sig i byen. Den slags har vi selv styr på, men jeg sagde ja tak, mest for at se om de ville gøre det. Der kom dog ingen sms’er på dagen, og vi holdt selv styr på de få nazister, der dukkede op, forklarer Signe.

For Signe var det absolut ikke en sjov oplevelse:

– I starten var jeg jo vildt nysgerrig, man vil jo gerne høre, hvad de har at sige, men deres eneste mål var tydeligvis at få informationer om, hvad antiracister i byen lavede. Det var meget frustrerende, at de gentagne gange kontaktede mig på trods af, at jeg ikke havde noget at snakke med dem om.

Signe er i dag flyttet fra Fredericia og er ikke blevet kontaktet, siden hun flyttede.

Disse tre historier er ikke de eneste. Modkraft.dk har kendskab til i hvert fald to sager mere, hvor antiracister er blevet kontaktet og forsøgt hvervet af PET til at levere informationer om militante højre- og venstreradikale aktivister. De to sager er fra henholdsvis Aalborg og København.

Ronnie, Jacob og Signe er opdigtede navne. De tre antiracisters navne er redaktionen bekendt.