30. november 2013

Omfavn radikaliseringen - om repressionen mod Revolutionära Fronten

Förbundet Allt åt Alla analyserer på den politiske kontekst, som politirazziaerne mod Revolutionära Fronten er sket i.

Om morgenen d. 19. november slog den nationale indsatsstyrke og sikkerhedspolitiet til, i en koordineret indsats i Stockholm og Mälardalen, mod 13 forskellige adresser.

Den koordinerede indsats, kaldet Projekt Eskil, er et samarbejde mellem efterforskninger i Västerås og Stockholm af omkring 30 mindre sager - primært hærværk - i Sörmland og Västmanland. Samarbejdet har primært fokuseret på uroligheder i forbindelse med demonstrationer mod Svenskernes parti i Eskilstuna 1. maj og den 14. september i Stockholm, samt en nazikoncert i Kolsva i september 2012.

Det hele lyder så dramatisk. "Razziaer", "ekstrem vold", "beslaglagte spyd" og "materiale til brandbomber." Men bagved iscenesættelsen og de dramatiske overskrifter viser der sig mest en tynd kop the. På de tretten adresser blev ti mennesker taget med til afhøring. Af disse er syv mistænkte, men kun en af ​​dem blev varetægtsfængslet. I mellemtiden har politiet set sig nødsaget til at foretage yderligere husransagninger.

Aktionen virker mest som om den var rettet mod at indsamle information, og ikke som et resultatet af en grundig efterforskning eller begrundet mistanke. De fleste af sigtelserne mod de løsladte er allerede frafaldet. Det har ikke forhindret politiet i at dundre løs i medierne og påstå, at de har beslaglagt våben. Og som sædvanlig "finder" de materiale, “der kan bruges til at lave brandbomber." Materiale, der kan findes i et hvilket som helst hus - roder man bare nok rundt, kan man finde tomme flasker, benzin, tændvæske og klude.

Det er nemt at vise frem til medierne. "Vi har forhindret et angreb," hævder politiet - uden at angive mod hvad. Göteborgsposten spekulerer videre: "Hvad ville der ske, hvis SDU beslutter at holde sommerlejr på en ø i søen Mälaren? Ville nogen dogmatiske "revolutionære" være fristet til en eksplosiv modaktion?"

De borgerlige leder-skribenter har sluppet alle tøjler og mediehetzen ruller løs. Notitser på nazistsider som Realisten, tages op af Rapport (stort medie, red.) og ifølge dem skal selv medlemmer af Vänsterpartiet som har “liket” Revolutionära Fronten på facebook stilles til ansvar.

Meningsdannere har konkurreret om at se, hvem der kraftigst har taget afstand fra "ekstremistvold". De borgerlige har længe været på udkig efter et “venstrefløjshad" som de kan pege fingre ad som modsvar til det massive had og onlinetrusler som feminister og venstrefløjsskribenter udsættes for.

I dette skingre toneleje, blandt de højrøstede krav om afstandtagen fra det ene eller det andet, had-anklager mod højre og venstre, overser man det samlede billede. Vi, i förbundet Allt åt Alla Stockholm, vil hellere træde et skridt tilbage og forsøge at se Projekt Eskil, politirazziaer mod “venstrerevolutionære” og afstandstager-hetzen i en større sammenhæng. Hvad er det, som er på spil? Hvorfor nu?

Det er ikke et tilfælde at sikkerhedspolitiet valgte at gennemføre “Projekt Eskil” mod “venstreekstremistisk vold” præcis nu. Det handler snarere om en utrolig god timing. Politiaktionen kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt for demokratiminister Birgitta Ohlssons indsats mod “voldelig radikalisering”, som i disse uger går ind i sin afsluttende fase. Den 9. juli påbegyndtes arbejdet med en “Handlingsplan til beskyttelse af demokratiet mod voldsberedt ekstremisme”. Nu skal resultaterne præsenteres og en række tiltag fremlægges. Projektets slutresultat præsenteres den 25. november på seminaret “En mere effektiv forebyggelse af voldelig ekstremisme” og den 13 december skal projektet være afsluttet. Som “repræsentanter for civilsamfundet” deltager naziafhopperen Robert Örell samt journalisterne Dilsa Demirbag-Sten, Anna-Lena Lodenius, Magnus Sandelin og Daniel Poohl. De har alle deltaget i at udarbejde flere rapporter (om radikalisering og ekstremisme, red.) til forskellige myndigheder i løbet af året.

Der er mange mærkværdigheder i den måde projektet er udarbejdet på: manglende anvendelse af forskning på området, det, at journalister er indsat som eksperter, at rapporterne har skabt et selvrefererende system, projektets ideologiske baggrund i "totalitarisme og radikaliseringsteorier", og det, at projektet er blevet gennemført på både EU- og svensk niveau samtidigt.

For eksempel har journalisten Anna-Lena Lodenius både skrevet dele af rapporten omkring afhoppere (exitaktivitet), Säpo og BRÅs fælles rapport om “voldelig ekstremisme” og rapporten om kommunale initiativer mod radikalisering. I rapporterne - som formelt er udgivet af Fryshuset, Säpo, Brottsförebyggande Rådet (svarende til det Kriminalpræventive Råd, red.) og Sveriges kommuner & landsting - henvises der til Anna-Lena Lodenius’ egne bøger i de informationsafsnit, der forklarer hvad den voldelige ekstremisme er.

Birgitta Ohlsson er ansvarlig for at implementere dette på et europæisk plan og har opstartet Radicalisation Awareness Network, der arbejder med European Network of Experts on Radicalisation, hvor terrorismeeksperten Magnus Ranstorp er medlem. Ranstorp definerer på EU-niveau, hvad der regnes for radikalisering. Regeringen har siden givet samme Ranstorp til opgave at anvende disse definitioner i eksempelvis Rosengårdsrapporten.

Birgitta Ohlssons “civilsamfundseksperter” står helt uden for den forskning, der udføres om netop radikalisering, sociale protester og højreekstremisme i Sverige. I deres rapporter er forskningen på området ikke blevet anvendt eller refereret, på trods af at den findes i rigt mål i Sverige. For eksempel kan nævnes sociologerne Magnus Wennerhag (”Aktivister”) og Adrienne Sörbom (”Från apati till aktivism – medborgerliga identiteter och reaktioner på det politiska”) om aktivisme, Diana Mulinari (”Våldets topografier”), Lund-historikerne Andres Brink Pinto og Johan Pries om antifascisme (”Trettionde november”) og statskundskaberen Jan Jämte om den antiracistiske bevægelse i Sverige (”Antirasismens många ansikten”).

Ohlssons projekt om “voldelig radikalisering” hviler i stedet på tre analyse-ben: totalitarisme, holdningsmæssig krise og radikalisering. Totalitarismeteorien, eller teorien om hvordan “de modstående ekstremer mødes” forudsætter at vidt forskellige fænomener som højreekstremisme, venstreradikalitet og jihadisme/ekstrem islamisme reduceres til en fælles kerne - volden. Derigennem bortskrabes deres særegne karateristika, og tilbage bliver analysen af “unge vrede mænd” som bruger vold og “sætter sig over loven”, ud fra hvad “de selv synes de har lov til”. EU-direktivet om at sammenblande forskning om højreekstremisme med religionshistorisk forskning, forskellige former for politisk islam og forskning om sociale protester, har mødt modstand. I Tyskland har den mangeårige forskning om højreekstremisme advaret mod at skiftet til totalitarismeforskning risikerer at hæmme den videnskompetence, der forefindes om at afdække rødderne til antisemitisme, homofobi og kvindehad - eftersom de falder udenfor totalitarismeteoriens kerneområde, de fælles træk ved voldsudøvelsen. På samme måde kritiserede Statens medieråd, indenfor Birgitta Ohlssons projektets rammer, i deres rapport ”Våldsbejakande och antidemokratiska budskap” anvendeligheden af at sidestille bevægelser ud fra en antaget voldsanvendelse, eftersom bevægelsernes målsætninger (hhv. afskaffelse af demokrati vs. direkte demokrati) og deres metoder (terror eller ulydighed) adskiller sig væsentligt. Det gik ikke at sætte venstrefløjen i samme bås som højreekstremismen.

Det andet ben er Birgitta Ohlssons egne bidrag via sin teori om at Europa gennemlever en værdikrise, som den økonomiske krise blot er et symptom på. Ved at skabe et fælles værdigrundlag for Europa, skal den europæiske krise løses. Sociale protestbevægelser mod krisen, øget homofobi, jihad terrorangreb og øget støtte til højreorienterede populistiske partier anses blot som et tegn på denne værdikrise. "Ekstreme grupperinger" betragtes som ydre kræfter, der søger at underminere det europæiske værdifællesskab gennem aktivitet og propaganda, og som skal isoleres og forhindres i at sprede deres budskab. Ellers styrtes Europa dybere ind økonomisk krise og social uro. Det tredje ben er analysen om “radikalisering”. Tanken er at handle præventivt mod de ekstreme grupperinger, ved at identificere de personer som er på vej ind i disse bevægelser og ved at forskellige offentlige instanser griber ind på et tidligt tidspunkt. Skolerne, socialforsorgen, pædagoger, folkebevægelser, politi og sikkerhedspoliti skal på forskellig vis gribe ind i denne radikalisering for at opfange disse “unge på afveje”.

Når de tre ben kombineres får man grundlaget for den handlingsplan som Ohlssons ekspertnetværk foreslår. Ved på et tidligt tidspunkt at isolere og udelukke miljøer og organisationer som kan være ophav til en radiklaisering - selvstyrende huse, beboer- og boligbevægelser, hiphop scenen, baggårds-moskeer - skal det “vand” som en radikalisering kan ske i hældes ud. Disse miljøer undergraver “værdigrundlaget” og forårsager den krise hvori en radikalisering kan finde sted.

Det er disse miljøer som “ekstremist-grupper” kan gemme sig i eller få sympatisører fra. Målet er altså ikke flere målrettede foranstaltninger mod de mest ekstreme organisationer og gruppereringer, snarere at trække en tydelig skillelinje mellem “det etablerede samfund” og “voldelige/voldsberedte ekstremister”, hvor der ikke er plads til gråzoner eller mellemrum. Det bliver ikke tydeligere end i politiets metodehåndbog for samarbejdet mod social uro. Her taler man konsekvent om såkaldte gode og onde kræfter. Gode er de, der fremmer orden, de onde er det modsatte. Denne klare skelnen eksisterer ikke i virkeligheden, men politiet skal arbejde aktivt for at udrydde gråzoner og presse alle grupper ind i en af kategorierne.

Et eksempel på hvordan det kan gå for sig så vi i behandlingen af Megafonen under urolighederne ved Husby i foråret. Med sit sociale engagement kunne Megafonen meget vel være blevet betragtet som en “god kraft”. Men eftersom de samtidig kritiserede ordensmagten og var tilbageholdende ved at tage afstand fra uromagerne, blev deres rolle dobbelttydig og politiet valgte derfor at forsøge, at udgrænse dem som onde. Hvad man i praksis gjorde var at angribe, lyve og mistænkeliggøre Megafonen. Blandt andet hævdedes det i medierne at de stod bag urolighederne (SR.se 130522 - henvisning til sveriges radio, dødt link, skal vi finde et nyt?) Alt dette for at forlange af det øvrige samfund at de skulle tage afstand fra dem.

3. Hvad er problemet? Jo, at de fleste sociale bevægelser, selvorganiserde mødesteder, protestbevægelser, beboer/boligorganiseringer osv. eksisterer i netop denne gråzone. Det er vores organisationer som organisere civil ulydigheds-aktioner mod nazimarcher, kæmper mod huslejestigninger, arrangerer lektiehjælp i forstæderne, driver selvstyrende kulturhuse, organiserer seminarer, huser flygtninge, stiller os i vejen for maskiner og prøveboringer, protesterer mod REVA-racediskrimination, arbejder på kvindekrisecentrer - det er os som Birgitta Ohlssons forslagspakke retter sig imod. det er det mangfoldige miljø af selvstændig organisering, uden for partistrukturer og det etablerede samfund, der ses som et problem.

Det er i det lys vi skal se de spektakulære indsatser i Projekt Eskil: angrebet på Kulturhuset i Jönköping, afstandstager-kravene hos leder-skribenterne, efterforskningen af Megafons virksomhed, kravet om at den antiracistiske bevægelse skal udelukke “voldsforetalere” og Vänsterpartiets eksklusion af “ekstremist-krammere” (folk, der omgås “ekstremister”). Det er et angreb på alle former for social autonomi og selvstyrnde organisering.

Kajsa Ekis Ekman formulerede det meget rammende i Dagens Nyheter allerede for fire år siden: “Føljer man de seneste ti års politiske debatter, opdager man et tilbagevendende tema: kravet til venstrefløjen om at de skal tage afstand fra noget. Det kan være stalinisme, Saddam, butiksbrande eller som i disse dage, antisemitisme og vold. [...] Det foregår altid på samme måde: en venstrfløjsbevægelse sættes i forbindelse med noget forkasteligt - guilt by association - og siden afkræves alle på venstrefløjen at tage afstand, for det man ikke tager afstand fra er man. [...] Den naive tror måske at det er nok at gå ud og tage afstand, så er alt ude af verden. Men krøllen er at det aldrig er nok med en undskyldning. Skyggen bliver ikke mindre når man forklare at det var en misforståelse og at man ikke på nogen måde er terrorist/mandehader/antisemit. Tværtimod: man skal bede om forladelse hele tiden, man skal være konstant optaget af at sige undskyld. Og resultatet af det er, at venstrefløjens sager hele tiden havner i en afkrog af skyggerne.” (Kajsa Ekis Ekman: ”Klokvänster, tokvänster? Viktiga frågor hamnar i skuggan.” DN 090330)

Vi kan ikke bukke os frem til kommunismen. Kun kæmpe os derhen. Gennem at nægte at lade andre sætte vores dagsordner, definere vores projekt eller angribe vores miljøer. Det være sig om angrebet kommer fra fascister, sikkerhedspolitiet, borgerlige lederskribenter eller liberale ekspertundersøgelser.

Förbundet Allt åt Alla Stockholm