20. september 2012

Kronik: PET’s klodsede skræmmetaktik

PET’s koordinerede anholdelse af 14 ’venstreekstremister’ i går, giver anledning til bekymring, men bør også føre til kritik. Kontrasten var stor mellem PET’s iscenesættelse af aktionen i pressen og selve forseelsen (graffiti og malingkast). Hvad betyder denne iøjnefaldende aktion og hvad er dens formål? Er maling virkelig en trussel imod demokratiet?

Foto: Et af de tilfælde af graffiti, der førte til PET-aktionen i går, 19. september.

I går vågnede man så igen op til overskrifter i medierne om anholdte ‘venstreekstremister’. Hele 14 af slagsen var anholdt i en stort opslået politiaktion, anført af PET. PET førte ligeledes an i pressen, med en storstilet pressemeddelelse, om venstreekstremistiske trusler mod demokratiet. I løbet af formiddagen viste det sig som bekendt, at dette stort opslåede “organiserede hærværk” blot drejede sig om graffiti og malingkast, og at man ikke engang havde tænkt sig at varetægtsfængsle aktivisterne.

Det største spørgsmål der melder sig er: Hvorfor så stort ståhej for så lille en sag? Ud fra PET’s pressehåndtering skulle man tro, at det var en anti-terroraktion, og at dømme efter de gule breaking news-bannere lader det også til at pressen selv forventede, at det var en alvorligere forseelse PET havde grebet ind over for.

Både selve politiaktionen imod de 14, såvel som mediedækningen, giver grund til at se med kritiske øjne på hele affæren, hvad både debattører og enkelte eksperter da også har gjort (bl.a. på DR.dk og Modkraft).

Pressens ukritiske attitude over for PET er et demokratisk problem

Et udpluk af gårsdagens første overskrifter på netaviserne:

Politiken: “Breaking news: 14 venstrefløjsaktivister anholdt for hærværksplaner”

Jyllands-Posten: “14 venstreekstremister anholdt af PET”

DR: “PET anholder 14 for hærværksplaner mod politiet”

BT: “14 venstre-ekstremister anholdt i nat i stor PET-aktion”

Ekstra Bladet: “PET anholder 14 venstre-ektremister” (senere “Her slog de til... med maling”)

Ekstremismevinklen fyldte en del, ikke tilfældigt. I PET’s pressemeddelelse skrev de, at nattens “anholdelsesaktion”, var “rettet mod grupperinger med tilknytning til det venstreekstremistiske miljø i Danmark”, og sagens tilsyneladende alvor understreges til sidst i pressemeddelelsen: “Nattens anholdelser skal ses i sammenhæng med PET’s indsats med henblik på at forebygge og forhindre, at grupper eller enkeltpersoner gennem strafbare handlinger som f.eks. vold, trusler eller hærværk søger at nå politiske eller ideologiske mål. Efterforskningen i den konkrete sag har bekræftet os i, at der fortsat er grupperinger med tilknytning til det venstreekstremistiske miljø i Danmark, der har viljen begå organiseret hærværk og andre former for politisk motiveret kriminalitet.”

Snakken om venstreekstremisme hører ikke hjemme her

Nuvel. Det er kriminelt at male privat og offentlig ejendom. Og malingaktionen var politisk motiveret, som det fremgår af gruppens egen erklæring. Så at kalde det “politisk motiveret kriminalitet” er ikke løgn, men lad os så bare konstatere, at det er noget nyt at PET jagter graffitimalere.

Foto af gavlen overfor, som siger noget om den generelle facade-situation i Ægirsgade, og proportionsforstyrrelsen i PET’s aktion.

Ser man på retorikken omkring nattens aktion, som først blev bragt på banen af PET selv og senere ukritisk videreformidlet, samt udbygget, af adskillige medier, er der tale om en retorik, der får det til at lyde som en anti-terroraktion. På PET’s egen hjemmeside skriver de om deres arbejdsformål: “Som national sikkerhedsmyndighed har PET til opgave at identificere, forebygge og imødegå trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund”.

Man må spørge sig selv, hvordan malingskast på et par politibiler eller Fuck kapitalisme skrevet på en bankfacade kan udgøre en trussel mod det danske demokrati? Er antikapitalisme og utilfredshed med politiet, udtrykt i form af graffiti, en trussel imod demokratiets sikkerhed? Næppe. Fredelig og, om nødvendigt, ulydig kritik, har sin plads i ethvert samfund og har eksisteret meget længe. Malingaktionen er ikke tegn på et nyt, farligt fænomen, som ‘ekstremismeforsker’ Chris Holmsted Larsen ellers var hurtig til at spå om. Han kunne sågar se tegn på, at den “politiske vold på venstrefløjen” er under optrapning.

Ekstremismebegrebet er et politisk værktøj

Tidens tendens er, at flere og flere holdninger og handlinger bliver stemplet som ekstremistiske. Desværre lader der til at eksistere en forestilling om at antikapitalister, klimaaktivister og antifascister m.fl. er langt ude og faktisk decideret farlige.

Ordet ‘ekstremist’ har fyldt meget i de sidste par års diskussioner om venstrefløjsaktivister, der aktivt, og af og til med brug af midler som civil ulydighed, forsøger at bekæmpe undertrykkelse. Eksempelvis omkring klimatopmødet i København. At betegne de ting, der ikke er politisk mainstream som ekstremistiske, er en måde at afpolitisere og latterliggøre organisationer, enkeltpersoner og tanker/idéer på. For det der er ekstremt, er vel netop noget, man ikke helt kan (eller bør) tage seriøst. Noget der ikke har en legitim argumentation. En afvigelse fra det normale.

Afpolitisering af er en central taktik – for ved at kalde en antikapitalist eller en systemkritiker for en ekstremist, afledes fokus netop fra legitim kritik af samfundsproblemer, der i disse dage ikke har talerum i offentligheden. Ved at pege fingre afleder man fokus fra en relevant kritik for i stedet at henvise den til en kategori af tossede afvigere. PET har en åbenlys interesse i sådan et politisk spin, og i går havde de held med det.

Et andet problem ved brugen af ekstremismebetegnelsen er, at det konstruerer en falsk normaltilstand, som ekstremisterne altså afviger fra. Det ‘normale’ må åbenbart være den politiske midte, hvor den så end skal findes og forstås. Hvad der kan kaldes normalt eller ekstremt er ikke logisk eller værdineutralt, og siger egentlig mere om afsenderen end om den udtrykket bruges om. Der vil altid vil være en baggrund for, og en dagsorden med, at kalde nogen for ekstremist, selvom den ikke nødvendigvis bliver lagt åbent frem.

Som en anden side af sagen kan nævnes, at ‘ekstremistiske’ modpoler ofte bliver brugt til at forstå og forklare, hvad de hver især går ud på. Fx ‘venstreekstremister’ over for ‘højreekstremister’. Ofte bliver de to fløje beskrevet som lige gode/slemme, og karakteriseres først og fremmest som afvigere. I forbindelse med antifascistiske manifestationer bliver det sjældent beskrevet, hvorfor nogen går i aktion imod fascisme og racisme. Indholdet må vige pladsen for en retorik der fejlagtigt beskriver sådanne handlinger som en slags bandekonflikt og som hovedsageligt fokuserer på polariseringen af de to grupper, som nærmest bliver hver enkelt gruppes eksistensberettigelse. Dette har i øvrigt ikke direkte noget at gøre med de 14 anholdte, men er en refleksion over konsekvenserne af ekstremismebegrebets brug i andre sammenhænge.

PET’s politiske motiver i sagen

Efter alt at dømme er den stort opsatte PET-aktion i går, en del af deres antiradikaliseringsindsats. Anholdelsen af de 14 skal vise, at PET har de nødvendige efterretninger og ressourcer (tid, penge og mandskab) til at gribe ind over for radikale aktivister. Som iagttager skal man blive skræmt fra at indtage holdninger og deltage i handlinger, der overskrider det begrænsede handlerum, man har i borgerlige demokratier. Et handlerum der objektivt set bliver mere og mere snævert.

Gårsdagens anholdelse af graffitimalere, taget på fersk gerning – noget der må have kostet massevis af skattekroner til overvågning – er blot nyeste skud på stammen i den tiltagende kriminalisering og overvågning af (især venstreorienteret og systemkritisk) politisk arbejde. En tendens, der har udviklet sig hastigt i løbet af de sidste 10 år.

Især terrorloven fra 2002 kriminaliserede politisk arbejde, der førhen var helt lovligt og umistænkeligt, navnlig solidaritet med frihedsbevægelser i andre lande. Det førte til de meget omtalte terrordomme over Fighters+Lovers og Horserød-Stutthof Foreningen, men flere progressive kræfter er blevet ramt. Se Dagbladet Arbejderens oversigt.

Lømmelpakken fra 2009 er et andet eksempel på, hvordan det konkret er blevet sværere og mere usikkert at agere aktivistisk. Pakken har bl.a. gjort det lettere for politiet at anholde demonstranter uden grund og muliggjort straf for uroligheder en tiltalt ikke personligt har deltaget i.

Man må spørge sig selv, hvad det er for ‘frihed’ og ‘demokrati’ sådanne love skal beskytte. Ikke friheden til at kæmpe for udvidelse af demokratiet i hvert fald.

En kærkommen lejlighed?

Man kan spekulere på, om PET mon har lagt ekstra kræfter i en lille sag som den i går, fordi tidspunktet er belejligt. Der er to forestående begivenheder, der giver anledning til sådan en mistanke, ud over at hele iscenesættelsen af aktionen virker ude af proportioner.

For det første: Om få uger skal fem unge for retten, anklaget for terrorisme, i forbindelse med nogle hærværkstilfælde/-forsøg mod, i PET’s forståelse af sagen, politiske mål. Politiets anklagere vil givetvis forsøge at fremstille de tiltalte som del af en farlig, samfundsfjendtlig tendens, som det er nødvendigt at slå hårdt ned på (deraf tiltalen for terror). Anholdelsen af de 14 kan underbygge et sådant skræmmebillede om venstrefløjsaktivister.

For det andet: Kunne det være, at den dramatiske behandling af en lille sag som malingaktionen bunder i, at PET snart skal fremlægge deres årsregnskab? Deres budget kommer på den politiske dagsorden, og de har behov for at vise, at de formøbler skatteborgernes penge fornuftigt og effektivt. PET må prøve at bevise, at samfundet har brug for dem (man kan dog diskutere, hvor meget det beviser, at anholde en gruppe graffitimalere). Denne teori hænger også fint sammen med, at der også, netop i de seneste dage, er blevet anholdt otte kurdere, sigtet for støtte til PKK, samt over 100 rockere i en aktion mod bandemiljøerne. Vi får dog aldrig svaret på, om denne teori er sand eller falsk. PET’s samlede økonomiske budget er hemmeligt for offentligheden.

Overvågning og repression er skræmmende, men lad os ikke pacificere af denne seneste ‘genistreg’ PET har begået. Lad os vise dem, at skræmmekampagnen ikke virker og at kampen for frihed, lighed og solidaritet fortsætter.