12. november 2010

Aktivist afbryder formodet politiransagning

Artiklen handler om politiets hemmelig ransagninger. Den er første gang bragt på Modkraft.dk i januar 2008.

En venstreorienteret aktivist på Nørrebro afslørede fredag politiet i at gennemføre en hemmelig ransagning af sit kollektiv. Historien er ikke enestående.

Af Andreas Jensen / Modkraft.dk

Lejligheden skulle egentligt have stået tom det meste af fredagen den 11. januar. Alle fire kollektivister i et venstreorienteret kollektiv på Nørrebro skulle på arbejde. Det blev dog ikke sådan. To af beboerne blev hjemme fra arbejde, men forlod lejligheden omkring halv to om eftermiddagen. Det vidste Line dog ikke, da hun kom hjem en time senere og ikke kunne komme ind i lejligheden.

– Jeg var sikker på, at en af de andre kollektivister lavede sjov med mig, og holdt fast i dørhåndtaget. Efter flere gange at have sagt at de skulle droppe det, kunne jeg godt regne ud, at det ikke var nogen af kollektivisterne, så jeg tænkte, at det nok var en gæst, der ikke kendte mig. Det er på sin vis også rigtigt, konstaterer Line, efter at hun fredag eftermiddag efter alt at dømme afslørede politiet i at gennemføre en hemmelig ransagning.

Efter Line gentagne gange har sagt til personen på den anden side af døren, at vedkommende skal åbne, bliver hun frustreret og hænger sig derfor i håndtaget med hele sin kropsvægt. Håndtaget tvinges ned, men hun får ikke drejet nøglen i låsen, før to kriminalbetjente hastigt kommer op af trappen og henvender sig til hende.

Klager fra ikke-eksisterende naboer

– De siger, at de har fået klager fra naboerne over, at jeg står ude i opgangen. De har bare overset det faktum, at lejlighederne både ved siden af og under vores står tom. Desuden er der ingen naboer, der går forbi, mens jeg står i opgangen, så det er helt tydeligt bare et påskud for at få mig væk fra lejligheden, ræsonnerer Line efterfølgende.

Påskuddet virker dog. Line går med betjentene ned på gaden, som de beder om, mens hun prøver at forklare dem, at hun bor i lejligheden, blandt andet ved at pege på sin postkasse og vise sit sygesikringsbevis.

Ude på gaden får en yngre kvindelig betjent sygesikringsbeviset og fortæller Line, at hun skal »tjekke hende i systemet«. Hun går lidt væk og begynder at snakke i mobiltelefon. Dette undrer Line, fordi politiet normalt bruger sit radiosystem til at undersøge, om folk er opført i Kriminalregistret.

Imens kvinden snakker i mobiltelefon overdænger den mandlige cirka 50-årige betjent Line med spørgsmål. Han er især interesseret i at se Lines nøgler, hvilket han dog ikke får lov til.

– Det undrer mig meget, at han vil se mine nøgler. Det er først bagefter, det går op for mig, at hvis han havde haft mine nøgler, så kunne han have sikret, at jeg ikke forsøgte at låse mig ind i lejligheden, før hans kollegaer var ude, siger Line.

Flygtet ud af bagdøren

Efter at være blevet opholdt et par minutter får Line endelig lov at gå. På dette tidspunkt kan hun godt mærke, at der er noget galt, og da betjentene, der i mellemtiden har sagt, at de er fra Kriminalpolitiet, siger »det var bare en misforståelse«, bliver Lines mistanke bekræftet. Der er noget helt galt. Da hun spørger, hvad der foregår, svarer betjentene blot »god eftermiddag«, og går derfra.

– Jeg skynder mig at låse mig ind i opgangen, løber op af trappen og låser mig ind. Jeg ser, at der ikke er nogen i lejligheden, og løber ud på trappen og op til 5. sal, for at se, om de har gemt sig højere oppe. Det har de ikke. Jeg tjekker også elevatoren, men den er tom. De er formentligt forsvundet ud af bagdøren igennem gården, fortæller Line.

En af de andre kollektivister kommer hurtigt hjem, og sammen gennemgår de lejligheden. Der mangler intet, og der er næsten ingen spor af, at der har været ubudne gæster. Kun en stor sportstaske fyldt med tøj er efterladt åben og gennemrodet.

I dag sidder Line tilbage med lige mængder frustration og vrede. Og en regning for en ny lås. Kollektivets første reaktion var nemlig at købe en ny lås, selvom der ikke var nogle tegn på indbrud. Bare for at føle sig nogenlunde trygge igen.

– Det værste er, at jeg ikke kan bevise det. Jeg har ingen papirer, hvor der står, at mit hjem er blevet ransaget, der er ingen naboer, der har set det, og jeg kan jo ikke rigtigt melde det til politiet. Og hvad var der sket, hvis jeg ikke var kommet hjem? Hvor længe havde de så rodet i vores personlige papirer?

Hverken Line eller hendes medkollektivister ved, om det var PET eller Kriminalpolitiet – eller en helt tredje instans – der foretog den formodede ransagning eller hvorfor det skete. De hæfter sig dog ved, at de alle fire er politisk aktive på den yderste venstrefløj, og har været det i en årrække.

Aalborg-aktivist mistænkt for voldtægt

Da Karl hører historien om Lines oplevelse, sætter det gang i minderne. Historien er nemlig fuldstændig magen til hans egne oplevelser i november 2002. Dengang boede Karl sammen med en ven i en lejlighed i Aalborg. De to var begge aktive omkring kulturhuset 1000Fryds folkekøkken hver tirsdag, og var derfor aldrig hjemme tirsdag aften. En tirsdag aften går Karl dog tidligt hjem, hvilket betyder, at han når at afsløre, hvad han opfatter som en hemmelig ransagning af sin egen lejlighed.

– Da jeg kommer hjem, ser jeg, at der er en metalskive på Ruko-låsen, der sidder skævt. Jeg får skubbet den på plads, og låser døren op. I modsætning til normalt, glider døren ikke op af sig selv. Det er som om, at nogen holder imod. Jeg ringer på, og hører kort efter fødder trippe rundt på indersiden. Først tror jeg, at min sambo har haft sex i stuen, og er på vej i skjul, men så hører jeg en ukendt stemme på den anden side af døren sige »skynd jer, skynd jer, han er på vej«. Så kan jeg jo godt se, at der er noget galt. Jeg tror, det er indbrudstyve, og få sekunder efter smækker bagdøren.

Karl løber derfor ned af hovedtrappen for at fange tyvene, når de kommer ud fra bagtrappen. Han når dog ikke så langt. På trappen bliver han stoppet af to mænd, der præsenterer sig som værende fra Kriminalpolitiet. De spørger Karl, om »han har læst avisen i dag«. Det har Karl ikke.

– De fortæller, at der er sket en voldtægt dagen inden, og at et vidne har sagt, at jeg passer på signalementet. De tager mig med ud på gaden, hvor de fortæller, at voldtægtsofret sidder i en bil, som jeg skal gå forbi, for at hun kan prøve at identificere mig. Da vi er gået 100 meter væk fra opgangen, ringer den ene kort i mobiltelefon. Herefter siger han, at det ikke var mig, og fortsat god aften.

Karl løber tilbage til sin lejlighed, hvor låsen nu fungerer normalt, og låser sig ind. Der er intet mistænkeligt at se. Han står som Line tilbage med uvidenheden om hvad der er foregået.

– Hvis de ransager min lejlighed, hvem har de så ellers været hos, spørger Karl, der aldrig har hørt mere fra politiet i forbindelse med episoden.

Karl og Line er dæknavne. Modkraft kender de to aktivisters identitet. De har nu kontaktet deres advokat for at finde ud af, hvad der foregik i deres lejlighed. Modkraft.dk har forsøgt at spørge hos Kriminalpolitiet, men her ønsker man ikke at oplyse noget om episoden.