5. juli 2010

68 dage i Vestre Fængsel

I slutningen af februar blev en antifascist varetægtsfængslet, sigtet for overtrædelse af terror-loven, beskyldt af PET for at være ’leder’ af Antifascistisk Aktion. Han fortæller her om sine oplevelser i Vestre Fængsel.

Jeg blev anholdt søndag den 28. februar 2010, og de følgende ti uger var en hård prøvelse. Men som med så mange andre ubehageligheder, så slutter det på et tidspunkt, og det gjorde fængslingen også. Nu har jeg været ude i cirka to måneder og har fået oplevelsen lidt på afstand. Jeg vil derfor gerne fortælle lidt om mit ophold, for at viderebringe erfaringer, og lette en lignende situation for andre i fremtiden.

Mængden af venstreradikal litteratur om fængselsophold er desværre meget begrænset. Torkil Lauesen har skrevet en særdeles glimrende bog om sit ophold i Vridsløselille Statsfængsel, men denne beskæftiger sig primært med hans afsoning og ikke hans lange varetægtsforløb. Derudover skrev et par søde aktivister i forbindelse med Ungdomshusets rydning en tekst om at klare sig i varetægt, og en tekst om hvordan man bør forholde sig (og hvad man bør undgå) når man bliver løsladt. Min tekst handler som udgangspunkt om Vestre Fængsel, så nogle af de praktiske forhold vil uden tvivl være anderledes i andre fængsler, men principperne er de samme.

Anholdelsen

Sammen med en kammerat kører jeg på Hundige Strandvej syd for København – her ligger DNSBs hovedkvarter i nummer 153. I krydset ved Hundige Centervej laver vi en u-vending og bemærker, at en sølvfarvet Peugeot 206 gør det samme. Vi lægger os i den inderste vejbane, de holder sig i overhalingsbanen. Efter 50 meter kører de op på siden af os, og manden på passagersædet vifter med en lille rød ’slikkepind’ med teksten ’Politi’ på. Vi kører ind til siden, og den ene af de to kommer op til førersædet, viser sit politiskilt og beder mig stige ud af bilen.

Da jeg står bag bilen sammen med ham fortæller han at jeg er anholdt, sigtet for et overfald den 10. oktober 2009 på Nørreport Bodega. Jeg spørger om han kommer fra Afdeling G (Politiets interne betegnelse for PET), han reagerede (meget afslørende) ved at kigge ned i jorden og mumle ”Hvorfor tror du det?”. Med den reaktion var jeg med det samme klar over, at han og hans kollega var fra PET, og at det her ikke var en helt normal anholdelse.

Jeg bliver placeret i håndjern på bagsædet af deres bil, mens de ransager bilen vi kørte i. Herefter får min kammerat lov at køre fra stedet, og vi sætter kursen mod København. Destinationen var Station City på Halmtorvet. Undervejs spørger den ene en del ind til en tidligere retssag jeg har været igennem, lige som han gennemfører en række meget kryptiske telefonsamtaler. Jeg kunne godt høre på det hele, at jeg ikke var den eneste, de ville have fingrene i, men sagens alvor gik først rigtigt op for mig et lille døgn senere. Inden da skulle jeg dog lige have overstået det sædvanlige ståhej i forbindelse med anholdelser.

Da vi ankommer til Station City bliver jeg, efter den obligatoriske visitation, smidt i detentionen uden at få lov at få det opkald, man ellers har krav på. Jeg kan fra starten af regne ud, at når PET kommer og henter mig på den måde, så er det fordi jeg skal varetægtsfængsles, hvilket jeg indstiller mig på ret hurtigt. Det har jeg prøvet før, og selvom det ikke er sjovt, så ved jeg, at det trods alt slutter på et tidspunkt.

Da klokken nærmer sig midnat bliver jeg endelig afhentet af to almindelige betjente, der kører mig til Vestre Fængsel, hvor jeg checker ind omkring 00.30. Her bliver man (i modsætning til på politistationen) udsat for en nøgenvisitation hvor al tøjet skal af og gennemsøges for narko og våben. Herefter noteres ens tatoveringer i Københavns Fængslers database over indsatte, og man indsættes så i en celle på en af de to nederste etager – den såkaldte modtagelsesafdeling.

Før jeg fortsætter, vil jeg lige fortælle en smule om Vestre Fængsel. Stedet er Danmarks største arresthus og har plads til cirka 500 arrestanter. Det har til huse i en fire etager høj, korsformet bygning, og de fire længer hedder henholdsvis Nord-, Syd-, Øst- og Vestfløjen. Nord og Øst er de to ’almindelige’ varetægtsafdelinger, såkaldte fællesskabsafdelinger, med plads til henholdsvis cirka 115 og 130 personer. Syd består af modtagelsesafdelingen i stuen og på første sal, isolationsafdelingen på anden sal, og så er tredje sal delt midt over i en ungdomsafdeling for 15-18 årige, og en fællesskabsafdeling der svarer til dem i Nord og Øst. Vestfløjen rummer adminstrationen, fængslets kirke og skole samt to sær-afdelinger for henholdsvis kvinder samt Hells Angels- og AK81-medlemmer.

Desuden har Vestre den underlige finesse, at etage-benævnelserne er forskudt. Således hedder stueetagen 1. etage, 1. etage hedder 2. etage, 2. etage hedder 3. etage og 3. etage hedder 4. etage. Der er vist ikke rigtigt nogen i Vestre, heller ikke vagterne, der kan se logikken i det system, men på en eller anden måde er det meget sigende for det sted.

Efter at være blevet låst ind i celle 87 i stueetagen på Syd ser jeg en smule tv, før jeg ligger mig til at sove, og håber at jeg kan sove så længe som muligt. Desværre vågner jeg allerede ved 7-tiden, og ender med at vente i fire timer før jeg endelig hentes af to vagter og køres i en VW Transporter-minibus til Dommervagten i Københavns Politigård.

Dommervagten

Når man ankommer til Dommervagten køres man ind ad porten til venstre for døren hvor tilhørere går ind. Herfra blev jeg ført ind i en ussel lille ventecelle, vitterligt det klammeste sted, jeg har været i mit liv. Cellen er vel 7-8 kvadratmeter, har gule vægge med et kraftigt skær af nikotin, og på alle vægge er der brændt navne og tegninger med cigaretskodder. Cellen har ingen vinduer, og formår virkelig at give en indtryk af, at nu er man på vej lige lukt i helvede.

Efter at have ventet der i en halv times tid blev jeg ført ned i selve retslokalet, hvor jeg hilser på den advokat, der denne mandag har vagten i Dommervagten for de beskikkede advokater. Jeg havde ellers allerede søndag eftermiddag straks efter anholdelsen sagt til PET-folkene, at jeg ville repræsenteres af Hanne Reumert, men det var åbenbart for omfattende en opgave for dem at ringe til hende. Jeg ved, at mange har oplevet samme problem i forbindelse med deres varetægtsfængslinger, og det er mit indtryk, at man generelt skal indstille sig på, at man ikke kan blive repræsenteret af den advokat man helst vil i grundlovsforhøret. Det besvær gider politiet simpelthen ikke.

Efter at være blevet bænket på stolen i midten af salen læste dommeren mit navn og min fødselsdato op, og bad mig bekræfte den. Herefter læste hun så sigtelsen op; overtrædelse af straffelovens §114f, §245 og §263 samt våbenloven. Jeg var forberedt at sagen var alvorlig, men at jeg skulle blive sigtet for terrorparagraffen havde jeg godt nok aldrig forventet.

Efter oplæsningen af sigtelsen, der blot tog et par minutter, fik jeg lejlighed til at samtale med min advokat i enrum og gennemlæse de sagsakter, PET på dette tidspunkt havde ønsket at give den beskikkede advokat. Herefter var det tilbage i retslokalet, hvor anklageren begærede dørene lukkede, så mine venner måtte forlade lokalet. Herefter blev der begæret en fængsling i fire uger med de første to uger isolation. Jeg blev fængslet i 24 dage, heraf de første 10 i isolation.

Så gik det direkte ud i VW Transporteren igen, og turen gik retur til Vestre. Nu var jeg officielt varetægtsfængslet.

Modtagelsen

Den første dag var jeg stadig totalt rundt på gulvet. Mindre end 24 timer tidligere havde jeg været på fri fod. Nu sad jeg så isolationsfængslet i Vestre med en terrorsag smidt i nakken. Der kan man da tale om, at ens situation hurtigt kan ændre sig.

Efter jeg kom tilbage til Vestre kom fængslets læge ind og spurgte til mit helbred, medicinering og eventuelle misbrug. Efter at have konstateret, at jeg var en rask ung herre uden misbrug forlod han cellen, og i stedet kom en af vagterne ind. Jeg fik udleveret en ugeplan for afdelingen, som jeg dog ikke kunne bruge til det store, eftersom jeg sad i isolation, og derfor var afskåret fra deltagelse i alt hvad der indebar fællesskab med andre indsatte.

Modtagelsen er, selvom opbygningen og cellerne er magen til resten af fængslet, væsentligt mere ussel end de andre afdelinger. Først og fremmest så er det en transit-afdeling, hvilket betyder at ingen har noget særligt behov for at passe på cellerne, hvorfor de alle er fuldstændigt overmalede med graffiti og brændmærker. Derudover er rengøringstandarden lavere på Modtagelsen, så vidt jeg kan regne ud må det være fordi at gennemstrømningen af indsatte er så høj, at ikke alle celler kan rengøres i tide. Sidst men ikke mindst, så er cellerne placeret på de to nederste etager, hvorfor mængden af lys er begrænset, selv i sommerhalvåret. Især den vestlige side af Modtagelsen er hårdt ramt på denne konto, da administrations-, skole- og hospitalsbygningen kaster skygge. Desuden er store dele af Vestre for tiden indrammet af stillads på grund af en tagrenovation, hvilket skygger for solen på en række celler – ikke kun i Sydfløjen hvor Modtagelsen som sagt hører til.

Isolationsafdelingen

Jeg kom heldigvis relativt hurtigt op på isolationsafdelingen (i daglig tale blot ’iso-afdelingen’ eller ’iso-etagen’). Jeg tror det var dagen efter mit grundlovsforhør. Jeg endte desværre på den vest-vendte side, i celle 254, der som nævnt havde ganske begrænset sol.

Her skulle jeg så være de næste små seks uger. Livet i isolationsafdelingen minder på ingen måde om de andre afdelinger. Døren til ens celle er altid, uden undtagelse låst, og man har absolut ingen kontakt overhovedet med andre indsatte. Dagsprogrammet er dog mere eller mindre det samme. Klokken 07 vækkes man, og har her 5-10 minutter til at komme i tøjet, før der serveres morgenmad. Her kan du vælge mellem cornflakes og havregryn, der serveres med en kvart liter mælk. Det er super vigtigt at stå op her, da det er her, man tilmelder sig gårdtur, styrketræning, bad og lignende.

Klokken 09 er der så gårdtur. Gårdturen foregår i et såkaldt panoptikon. Det kan bedst forklares som en lagkage skåret i 11 lige store stykker, med vægge i mellem hvert ’lagkagestykke’. I midten er så et vagtbur, hvor to vagter holder øje med, at de isolationsfængslede fanger, der er på gårdtur, ikke snakker med hinanden over murene. Hvert ’lagkagestykke’ er vel 20-25 kvadratmeter stort, og runden rundt er 36 skridt lang (hver eneste dag..). De to mure der grænser op til de andre ’lagkagestykker’ er af massivt beton, mens endevæggene er af trådhegn, så der kommer en smule lys ind. Halvdelen af ’lagkagestykket’ er overdækket af et bliktag.

Det er alfa og omega for at klare en isolationsfængsling, at man går på gårdtur hver evigt eneste dag. Det er først og fremmest ens eneste mulighed for frisk luft, men ligeledes en af de få gange i løbet af dagen hvor man kommer ud af cellen, og derudover, så får man rørt sig fysisk. Det er immervæk begrænset hvor meget man kan røre sig på sin otte kvadratmeter store celle. Uanset hvor elendigt vejret er, hvor dårligt humør du er i, eller hvor søvnig du er, så stå op og kom ud. Der er mulighed for at gå ind på halvtid (dvs. efter en halv time), hvilket absolut er bedre end ingenting. Hellere gå på gårdtur 7 dage om ugen og gå ind på halvtid, end kun at gøre det hver anden dag og gå ind på heltid.

For mig var gårdturen starten på dagen. Jeg stod altid op kl. 07, meldte mig til gårdtur og kondi og tog min morgenmad, og lagde mig så til at sove igen. Når klokken så blev fem i ni stod jeg op, snørede skoene og var klar til at komme ud. Når gårdturen så var overstået var dagen skudt i gang.

At sidde i isolation stiller store krav til ens indre igangsætter. Der er simpelthen ingen fornuftige aktivitetstilbud fra fængslets side udover gårdturen og konditræningen, så hvis man vil bevare sit fysiske overskud, sin sunde fornuft og gode humør er man tvunget til at være disciplineret og velorganiseret, og strukturere sin dagligdag godt.

Alle celler i Vestre har tv, køleskab og en overvejende del har også radio. For at undgå at falde i den klassiske fjernsynsfælde og blot lade mig bedøve af tv-serier, valgte jeg at lave et dagsprogram. Det vigtigste formål var at forhindre at jeg så fjernsyn 14-16 timer i døgnet, og det lykkedes også. Den første og vigtigste regel blev, at jeg ikke ville se fjernsyn før klokken 16 hver dag.

Min formiddag fra 10-12 gik derfor med at høre radio, her blev jeg rigtigt glad for ”Formiddagen med Sara og Adam” på P3. Derefter blev frokosten serveret. Maden i Vestre vil jeg komme ind på senere. Mens jeg sad på iso-afdelingen kom mine breve oftest efter frokost, hvorfor jeg tit brugte første del af eftermiddagen på at læse og skrive breve. Regel nummer to i mit dagsprogram var, at jeg ville besvare samtlige breve jeg fik. Med undtagelse af nogle få uden afsenderadresse, så overholdt jeg også denne regel.

Eftermiddagen gik oftest med at læse bøger, i hvert fald de første par uger. Derudover skrev jeg små notater om mine oplevelser i fængslet. På trods af min isolation, så fik jeg besøg en gang ugentligt, disse besøg lå altid klokken 13.30. Ligeledes tilstræbte jeg at mine træningspas lå midt på eftermiddagen, så jeg kunne få dagen til at gå.

Træningen på isolationsafdelingen foregår i celle 288, en almindelig celle, hvor møblerne er erstattet af en kondicykel, en bænk (med 30 kg i vægtskiver), to håndvægte á 12kg, et væg-monteret stativ til chinups samt bænke til situps og rygbøjninger. Der har tidligere været ’problemer’ med at indsatte i de danske fængsler og arresthuse trænede sig store og stærke, hvorfor Kriminalforsorgen for nogle år siden valgte at fjerne alle tunge vægte fra træningslokalerne.

Som iso-fange får man 45 minutters træning. Jeg valgte at bruge alle mine på kondicyklen, fordi jeg simpelthen ikke blev fysisk udmattet af styrketræning med så lette vægte. I stedet tog jeg min radio med fra cellen, smed en cd på og gav den fuld skrue i pedalerne i tre kvarter. Herefter er det muligt at bade, så mit daglige bad lå altid efter træningssessionen.

På iso-afdelingen ligger aftensmaden allerede klokken 16.45, så det passede oftest med at jeg lige kunne træne og bade før ”maden” blev serveret. Når jeg skriver ”maden”, så er det fordi, at maden i Vestre mildest talt er dybt kritisabel, og ærlig talt er det værste lort jeg har ædt i mit liv. Måske ikke overraskende, at jeg på de første 37 dage i isolation smed 10 kg.

Fængselsmad – fy for satan

I Vestre serveres der varm mad til frokost. 5-6 dage om ugen bestod den varme mad af kartofler (den slags man køber på glas i discount-supermarkeder) med en art pulversovs. Sovsen var dog ikke altid den samme, der fandtes adskillige nuancer af brun og grå, så man kan vel godt kalde det varieret kost. Dertil serveredes så kød, enten et tørt stykke kylling, to frikadeller eller en skive af en eller anden steg, oftest fuldstændigt skamstegt og tør. Alt i alt var den varme mad altså ikke det store at råbe hurra for – bortset fra om tirsdagen. Tirsdag var nemlig såkaldt ”grill-dag”, hvor køkkenet serverede enten pizza, lasagne eller lignende.

Om aftenen bestod maden af en såkaldt fængsels-platte; et stykke folie-overtrukket flamingo-bakke med et kogt æg, et par skiver kødpålæg og en tomat. Dertil så mange skiver toast- og rugbrød man ville have. Jeg spiste ikke en eneste gang en af de famøse platter.

Selvom maden i Vestre er forfærdelig er det nemlig muligt at få noget ordenligt, nemlig hvis man gider lave det selv. Uanset om man er i isolation eller på fællesskabsafdeling er det muligt at handle i købmanden to gange om ugen. Er man i iso bestiller man på en bestillingsseddel dagen inden man skal have varerne leveret, og på trods af det noget begrænsede udvalg (og de alt for høje priser) i butikken var det faktisk muligt at lave visse retter selv.

To ting jeg spiste rigtig meget mens jeg sad varetægtsfængslet, var tzatiki og guacamole, begge dele på rugbrød. Hver aften, når madvognen kom rundt, tog jeg 10-12 skiver rugbrød, så jeg havde hvis jeg blev sulten i løbet af den kommende dag. I købmanden bestilte jeg avocadoer, hvidløg, en agurk, citroner samt youghurt. Salt og peber er på cellen som standardudstyr, sammen med kniv, gaffel, ske, te-ske, dyb tallerken, flad tallerken og en kop. Til guacamolen pressede jeg avocado-kødet ned i den dybe tallerken. To avocadoer rækker til fire skiver rugbrød. Herefter pressede jeg saft fra en halv citron, rigelig salt og peber, samt et fed hvidløg (knust med en gaffel) i og blandede det.

Tzatikien er lidt mere tidskrævende, men absolut tiden værd. Først og fremmest, så skal man bygge en tragt. Det gjorde jeg ved at skære en halvliters sodavandsflaske midt over. Herefter skruede jeg proppen af, og placerede den øverste del med gevindet nedad, i den nederste del af flasken – således en art tragt. Heri smider man et kaffefilter. Dette kan købes i butikken, men oftest er der et par stykker i cellen når man tjekker ind. Hvis ikke, så spørg vagterne om du kan få et par stykker af dem. Så hælder man yoghurt naturel i. Lad det trække en times tid, gerne mere. Skær så meget agurk du har lyst til, så fint du gider, og blandt det i youghurten med salt, peber og knust hvidløg. Selvom det er lidt besværligt at lave maden selv, så slår det Vestres aften-platte med adskillige længder.

I købmanden er det også muligt at købe slik, chips, chokolade og sodavand. Personligt spiste jeg ofte en pose chips i weekenden, men til dagligt forsøgte jeg så vidt muligt at holde mig til de sunde sager. På mine 68 dage i Vestre drak jeg i alt to liter sodavand.

For lige at runde mad-delen af, så vil jeg tilføje at det i butikken er muligt at købe vitaminpiller, hvilket er en god ide når man både er så lidt ude i solen, og maden i Vestre er så ernæringsmæssigt elendig. Derudover sælges der frisk frugt, hvilket jeg benyttede meget - jeg vil tro at jeg dagligt spiste 4-5 stykker frugt. Efter frokost, og igen ved indlåsningen klokken 20, uddeles der et stykke frugt. Tag det, også selvom du ikke har lyst til det lige umiddelbart, det er rart at have meget mad i cellen at vælge mellem.

Få tiden til at gå!

Som sagt er en af største fælder i isolation (og i varetægt generelt) at lade sig af bedøve af tv døgnet rundt. Selvom man som iso-fange kun har et minimum af muligheder, så har man dog nogle. Som nævnt før, så kan man træne 45 minutter, på papiret hver dag. Desværre sidder der konstant små 30 personer på isolationsafdelingen, hvorfor der ikke er træningstider ledige hver dag. Antallet af retsligt isolerede kan tælles på en hånd, de resterende er folk der på grund af konflikter med andre indsatte eller deres sigtelses karakter (seksualforbrydere) er gået i frivillig isolation.

Hvis du bliver fængslet i isolation, så insister på at du har fortrinsret til træningsfaciliteterne, så du kan komme til at træne hver dag. Jeg havde i løbet af de første par uger cirka en gang ugentligt hvor der ikke var flere træningstider ledige da morgenmads-vognen kom til min celle, hvorfor jeg skrev et venligt men bestemt brev til fløjovervagtmesteren om problematikken, og dagen efter dukkede hun så op i min celle, og lovede at indskærpe over for personalet at jeg skulle have lov at træne og skulle foran de frivilligt isolerede i køen til træningstiderne.

Din vigtigste ven når du sidder isolationsfængslet (udover din advokat) er fængslets bibliotekar. Hun er et meget venligt og sympatisk menneske, og en gang om ugen kommer hun rundt på isolationsafdelingen med en vogn fyldt med bøger. Udvalget her er ikke det store, men hun finder meget gerne bøger frem på bestilling. Brug lejligheden til at få snakket et par minutter med et menneske, der ikke er en del af systemet – for mig var hendes ugentlige besøg et af højdepunkterne. Bibliotekaren har i øvrigt mulighed for (og vil gerne) bestille bøger hjem fra Hovedbiblioteket i København, så brug endelig den mulighed.

Derudover er der naturligvis skolen, der desværre fuldstændig ubrugelig som isolationsfange. Jeg skrev en anmodningsseddel allerede på dag to efter min anholdelse, men fik først adgang til undervisning efter fire uger. Anmodningssedler er fortrykte A5-sedler der bruges til alle officielle henvendelser til fængslet, så som tilmelding til skole, snak med lægen, samtale med ledelsen, udbetaling af penge, etc. Det er kun helt dagligdagsting som gårdturstilmelding, konditilmelding og den rituelle tur på lokum der har verbal tilmelding.

Desuden er der kun normeret en lærer med otte timer ugentligt (!) til samtlige 25-30 indsatte på isolationsafdelingen! Jeg fik derfor mulighed for at have spansk i to timer om ugen, og det var så det. Jeg vil dog anbefale dig at gøre det alligevel, da det giver mulighed for at komme ud af cellen, og læreren er ligesom bibliotekaren er et rigtig venligt og sympatisk menneske. At det retspolitisk er en skandale, at der er normeret så få timer til undervisnings af isolationsfanger, er så noget helt andet.

Uanset om man er et religiøst menneske eller ej (hvad jeg ikke er), så er der der nogle særdeles omsorgsfulde og sympatiske gejstlige i fængslet. Fængslet har en imam, en katolsk søster samt to præster fra Folkekirken. Jeg snakkede med alle fire kontinuerligt, og fik meget ud af det.

På anmodningssedlerne kan man anmode om samtaler med enten en præst, imamen eller den katolske søster. Gør det, og brug tiden til lige hvad du har lyst til. Imam Abû Yûsuf er meget vidende om mellemøstlig politik og historie, og personligt lærte jeg meget af vores ugentlige samtaler.

Præsterne har i øvrigt tilgang til skrivemaskiner, som man kan få lov at låne hvis man spørger pænt. De hjælper også gerne med nye farvebånd når disse er opbrugt. Husk at tage de gamle farvebånd ud og kasser dem manuelt, da de indeholder en kopi af alt hvad du har skrevet – og der er ingen grund til at den slags ender hos en anden indsat efter dig.

Husk at de religiøse ledere er der for dig, og at de – i modsætning til vagterne – ikke er ude på at tryne dig. De kan være en stor hjælp ift. at komme igennem fængslingen helskindet, rent mentalt.

Og når vi nu er ved det mentale helbred, så skal det nævnes at der også findes en fængselspsykolog i Vestre, der som alle andre psykologer har tavshedspligt. Lad være med at fortælle hende noget inkriminerende (ligesom du ikke skal med nogen andre i fængslet), men brug hende til at bearbejde de følelser du har omkring at være fængslet – det er endnu en måde at holde sig selv frisk i hovedet på, og komme igennem fængslingen så konstruktivt som muligt.

En ting er at vænne sig fængselslivet, og have styr på hvordan man får det mest behagelige liv praktisk bag tremmer. Noget helt andet er, at holde sig ovenpå psykisk. Der er en god grund til at isolationsfængsling af FN betragtes som tortur. At holde sig ovenpå er vanvittigt svært. Alle mennesker har jo forskellige psyker, så jeg kan ikke komme med en konkret opskrift, men jeg kan sige at det er essentielt at man giver sit psykiske helbred høj prioritet. Sørg for at snakke med fængselspsykologen så meget som overhovedet muligt mens du sidder isoleret, og kom så meget ud af cellen og snak med fornuftige mennesker (bibliotekaren, præsterne, imamen, den katolske søster og læreren).

Husk på, at uanset hvad din sag går ud på, så har du venner og politiske kammerater, der savner dig og tænker på dig hver eneste dag, og at de også er der for dig når du kommer ud!

Sørg i øvrigt for, at gå i seng i ordentligt tid. Det er en farlig udvikling at se tv til langt ud på natten og så sove længe. Sørg for at komme op senest klokken 9 til gårdturen, så du har mulighed for at være vågen mens solen er oppe, og sove når det er mørkt – du har brug for sollyset til at holde humøret oppe!

Som nævnt tidligere, så brugte jeg en del breve. I min tid i Vestre fik jeg vel 250-300, og så fulgte en pæn bunke forsinkede breve efter jeg blev løsladt. Brevene er, sammen med besøgene, den vigtigste måde at holde følelsen af håbløshed på afstand. De fleste breve læste jeg 5-10-20 gange, og jeg forsøgte at svare på alle. Både for at holde en dialog i gang med brevskriverne, men lige så meget fordi det har en terapeutisk effekt at skrive breve. Ligeledes så får det tiden til at gå på en fornuftig måde. Mine breve, både ind og ud, var forsinket mellem 2 og 4 uger, fordi al post lige skulle forbi efterforskerne hos PET, hvilket var totalt frustrerende. På den måde er det fuldstændigt umuligt at føre en bare nogenlunde normal brevveksling. Dette kan man til gengæld omgå når man kommer ud af isolation, selvom det naturligvis ikke er tilladt...

Min tekst her er på mange plan måske meget lavpraktisk, men det er min erfaring at det i høj grad er det folk har brug for at vide før de selv bliver fængslet. Derfor kan jeg lige så godt sige det som det er: Man pisser i håndvasken. Hver eneste gang du skal på toilettet skal du ringe på klokken, men ventetiden er i gennemsnit et kvarters tid, og bagefter skal du så sidde og vente på at blive låst ud fra toilettet. Det gider man ikke mange gange dagligt. Derfor er toilettet til at skide, og håndvasken til at pisse. Bare husk at lade vandet løbe mens du pisser, og gør vasken ren bagefter – for du skal også vaske op i den. Og ja, gu’ fanden er det klamt, men sådan er vores fortræffelige fængselsvæsen altså indrettet.

Besøg

Når man sidder isolationsfængslet, eller siddet fængslet med besøgs- og brevkontrol (hvilket man næsten altid gør), så er ens besøg overvåget af en politimand, i mit tilfælde en af efterforskerne fra PET. Besøgene tager på papiret en time, men i praksis har man kun 45-50 minutter, fordi vagterne først henter en på ens celle når gæsterne og PET-manden er ankommet. Det er totalt grænseoverskridende at skulle snakke privat med sin nærmeste, når der sidder en panser og lytter med, men det er vilkårene, så det er essentielt at få det bedste ud af det fra start af – du ved ikke hvor længe det skal være sådan. Besøgene er rigtigt hårde, især i starten, fordi tiden flyver afsted, og dine gæster hurtigt skal afsted igen. Husk dog på, at der kun er en uge til næste gang du kan se dem, og vær i stedet glad for at du har mennesker i dit liv der vil besøge dig, og som savner dig og tænker på dig. Dette er langtfra alle indsatte forundt.

Husk, at selvom der officielt er tale om et besøg, så kan politibetjenten i din sag sagtens finde på at blande sig og spørge dig om ting, eller forsøge at overtale dig til at lade dig afhøre. Bed ham eller hende venligt, men bestemt, om at respektere at du har besøg, og at du i øvrigt ikke har lyst til at udtale dig – på noget tidspunkt, overhovedet. Hvis problemet fortsætter, så kontakt din advokat hurtigst muligt og bed hende eller ham om at sætte politiet på plads.

Fristforlængelser

Noget af det værste i varetægtsfænglingen er, at man ikke ved hvornår man kommer ud. Jeg oplevede flere indsatte sige, at de hellere vil afsone et år fængsel end at sidde tre måneder i varetægt, fordi man netop har afklaring på ens fremtid når man først er i gang med at afsone. Fristforlængelserne ligger typisk med 14 eller 28 dages mellemrum. For mit vedkommende med 14 i starten, fordi isolationen kun blev forlænget med 14 dage af gangen.

Turene til Byretten til fristforlængelse er ligesom turen til Dommervagten. Man hentes på cellen og køres af betjente fra Kriminalforsorgen til Arresthuset på Nytorv. Arresthuset her er dog kun et dags-arresthus, hvilket betyder at folk kun sidder der i dagtimerne, nemlig når de som varetægtsarrestanter venter på at det er deres tur til fristforlængelse eller når de har været igennem forlængelsen og venter på at blive kørt tilbage til Vestre. Cellerne er mere som detentionsceller end som varetægtsceller. Det eneste indhold er en (dårlig) seng og et lille bord samt et par gratisaviser eller ugeblade. Sørg altid for at tage en bog med fra fængslet, for du kan sagtens risikere at skulle vente både fem og otte timer på at komme tilbage. Oftest er det dog kun to-tre timer man skal vente.

Hvor turen til Dommervagten foregår på bagsædet af en VW Transporter-minibus, så foregår transporten til Byretten i en cellevogn med 7-8 seperate celler, hver af dem mindre end en kvadratmeter. Nogle indsatte får klaustrofobi-fornemmelser af at blive transporteret i den slags cellevogne. Hvis du også tror du gør det, så skriv en anmodningsseddel til lægen, så kan du blive kørt i minibus i stedet. Det kræver dog, at du overbeviser dem om at du får klaustrofobi – det er ikke noget man kan få ordineret af bekvemmelighedsårsager.

I sager hvor politiet leder efter påståede medgerningsmænd, og det gør de jo næsten altid, vil dørene blive lukket i forbindelse med din fristforlængelse. Det betyder dog ikke, at du ikke får set dine venner, for de får nemlig lov at være til stede mens du bekræfter din identitet, og indtil dommeren siger at dørene skal lukkes. Hvis du prøver at snakke med dem vil dommeren og anklageren og retsbetjentene skabe sig helt vildt – men det er alligevel muligt at give en hurtig besked her.

Fristforlængelserne kan være rigtigt frustrerende, fordi anklagemyndigheden fremlægger en masse teorier og påstande, uden nødvendigvis at dokumentere dem, og fordi man ikke har mulighed for at forsvare sig. På papiret har man naturligvis mulighed for at udtale sig, men det skal man afholde sig fra – så i praksis er man bare tvunget til at sidde stille, holde kæft og høre på anklagemyndighedens kaskader af mundlort.

Som udgangspunkt skal man altid indstille sig på, at man får forlænget sin fængsling når man skal til fristforlængelse. Hvis politiet/PET/anklagemyndigheden ikke mener at de kan få den forlænget, så vil de oftest løslade dig dagen inden din fængsling udløber. Gør de ikke det er det således fordi de mener de har beviser nok til at holde dig i endnu en periode, og chancen for at dommeren løslader dig mod deres ønske er desværre begrænset.

Din advokat

Der er forskel på advokater. Nogle advokater er elendige, og burde aldrig nogensinde have kontakt med levende mennesker, nogle er gloryhunters, der gerne vil have celebre sager, nogle er flinke, men juridisk uerfarne, og dermed ubruglige, og så er der heldigvis sidste kategori: de gode advokater. Det er dem der er dygtige og erfarne juridisk, og som samtidig har hjertet på det rette sted. Som aktivist på venstrefløjen er det en god ide altid at kende navne på et par stykker, så du har mulighed for at få dem beskikket hvis du ryger i spjældet. Spørg dig omkring – der er let at få et par navne fra aktivister der selv har været i karambolage med systemet.

Min advokat og hendes sekretær prioriterede min sag højt, og min advokat besøgte mig adskillige gange i Vestre. Disse møder brugte vi til at snakke om sagen, men det var ligeså vigtigt blot at få adspredelse og have lejlighed til at snakke med et sympatisk og fornuftigt menneske, der var på min side. Hvis du skulle ende med en advokat der ikke prioriterer at besøge dig, så skift advokat. Det har du ret til, når som helst under din fængsling.

Jeg var så heldig, at udover en god advokat, havde jeg også en fantastisk advokatsekretær, der, mens jeg sad i isolation, ringede til mig nærmest dagligt, og hyggesnakkede i ti minutter om alting og ingenting, ligefra Paradise Hotel til maden i Vestre og mine sommerferieplaner, blot for at give mig lidt mental adspredning. Det kan man ikke forvente at alle advokatsekretærer gør, men spørg din advokats sekretær første gang du snakker med ham/hende, om hvad vedkommendes holdning til at hyggesnakke er. Det er i hvert fald fedt at få snakket med nogen, der ikke er en del af fængselsvæsnet, og jeg skylder personligt min advokats sekretær en særdeles stor tak for hendes støtte.

Isolationens konsekvenser

Min advokat har haft en del iso-fanger tidligere, hvilket viste sig at være en stor fordel for mig. Hun vidste meget om hvordan det påvirker en psykisk og fysisk, hvorfor jeg fra start kunne ruste mig til nogle af de følgevirkninger isolationsfængsling har. Det var rart, for efter 3-4 uger begyndte de at ramme mig.

Først mistede jeg evnen til at læse. Jeg kunne fint læse breve og mindre notitser i aviserne, men bøger og længere avisartikler var lige pludseligt no-go. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om det. Det var enormt frustrerende, men jeg var heldigvis forberedt på det til en vis grad, så det var ikke så chokerende som det nok ellers ville være.

Kort tid efter betød det samme koncentrationsbesvær at jeg måtte opgive at se film og længere tv-udsendelser, og i stedet nøjes med de korte nyhedsudsendelser og tv-serier. Jeg kunne simpelthen ikke fokusere så lang tid af gangen på noget. Evnen til at læse og se film returnerede dog, da jeg havde været ude af isolation i en uges tid.

Derudover så blev mit ordforråd mere begrænset og mine sætninger mere vrøvlede. En nær ven, der besøgte mig en gang da jeg havde siddet i isolation i fire uger, og en gang da jeg havde været ude af iso i en uge, har efterfølgende fortalt at jeg ved det første besøg famlede efter ordene, speedsnakkede, og at mit sprog generelt var meget påvirket af isolationen – og det var allerede efter fire uger. Han fortalte dog også, at mit sprog vendte rimelig hurtigt tilbage da jeg kom ud af isolation. Personligt opdagede jeg aldrig problematikken, men det er måske også meget sigende for situationen.

Ud af iso – forflyttelse til Nordfløjen

Onsdag den 7. april meddelte PET min advokat at man ville udtage mig af isolation. Takket være bureakratiet blev jeg dog først udtaget af isolation 48 timer senere, angiveligt fordi man ikke kunne finde den fax fra PET der bekræftede mit skifte fra isolant til almindelig varetægtsarrestant med besøgs- og brevkontrol (fremover kaldet b+b). Det var 48 meget frustrerende timer, og det var svært ikke at betragte det som en lille ekstra-straf. Jeg kom dog endelig på gårdtur fredag den 9. april klokken 15 i Sydfløjen, sammen med de indsatte fra Modtagelsen samt dem fra fælleskabsafdelingen på 3. sal (kaldet 4. etage). To timer efter gårdturen blev jeg overført til afdeling CL, fængslets betegnelse for 1. sal på Nordfløjen. Her blev celle 115 så mit hjem resten af min tid i Vestre.

At komme ud af isolation og over på fælleskabsafdelingen var den bedste enkeltstående hændelser under min fængsling. Som med et trylleslag var alt forandret, og pludselig var alting meget nemmere at overskue.

Gårdturen

Omdrejningspunktet for fælleskabsafdelingerne er gårdturen. I både Nord og Øst fungerer gårdturen ved, at to tilfældige af de fire etager er på gårdtur en time af gangen om eftermiddagen, hvorefter de lukkes ind, og de to resterende etager lukkes ud. I weekenderne er der desuden en gårdtur på 40 minutter om formiddagen, også her er det tilfældigt hvilken etage du er og din afdeling er på gårdtur med.

På gårdturen er man således mellem 35 og 60 fanger ude, alt afhængigt af vejret og hvor mange der er i retten, til fristforlængelse eller besøg den pågældende dag. Det er her nye indsatte introduceres til fællesskabet, her aftaler om cellefællesskab indgås og information spredes. Hvis fængslet var en folkeskole, var gårdturen spisefrikvarteret.

Både når man går ud til og ind fra gårdtur skal man igennem både en metaldetektor-port samt en manuel afsøgning med en håndholdt metaldetektor. Derfor er det upraktisk at have mange ting i lommerne når man skal ud.

Fællesskabet

Noget af det fedeste fællesskabsafdelingen er netop fællesskabet. Lige pludselig har man 30 potentielle allierede der er i samme situation som en selv, og hvis man forstår at navigere rigtigt kan ens ophold i fængslet bliver lettet markant.

Afdelingen jeg sad på var meget broget, men helt grundlæggende så var det dem der kom fra ’organiseret’ kriminalitet der var højst i hierakiet; narkohandlerne, rocker-hangarounds, bandemedlemmer og stor-røverne. Man kan som venstreradikal indsat nemt glide ind og blive en del fællesskabet, men det kræver at man arbejder for det. Hold dig helt ude af andres konflikter med hinanden, uanset om de handler om hash, penge, tilhørsforhold eller personlige forhold. At blande sig i andres konflikter er ikke bare ilde set, det er også unødvendigt.

På trods af at Vestre har ry for at være et relativt hårdt sted, og at den verserende bandekrig absolut også sætter præg på stemningen i fængslet, så oplevede jeg kun et reelt slagsmål på en gårdtur mens jeg sad der. Derudover var der nogle små skærmydsler mellem indsatte, primært på grund af machoide æresbegreber og hash-salg, men intet der udviklede sig til noget stort.

Selvom man hører og ser en del i film om hvor hårde fængsler er, så skal man ikke lade sig skræmme. Hvis man opfører sig venligt overfor andre, og ikke stikker næsen i deres interne sager, så bliver man som udgangspunkt også mødt med venlighed og respekt.

Sørg for at finde nogle flinke og sympatiske indsatte (dem er der rigtigt mange af) som du kan have cellefællesskab med. Cellefællesskab er hver dag fra 13-15 og igen fra 18-20, og man må så være tre indsatte samlet på en celle, og f.eks. se tv, spille matador eller playstation. Det er også en god måde at lære folk lidt bedre at kende, og skabe nye alliancer. Personligt havde jeg cellefællesskab med i alt seks-syv forskellige personer på afdelingen, der sad for alt fra tricktyveri og bankrøveri, til besiddelse af større mængder skydevåben og narko. Uanset at man måske tager afstand fra den kriminalitet folk er sigtet for, så kan de sagtens være flinke og omgængelige mennesker.

Det er der dog vigtigt at holde fast i visse grænser. Der kom på et tidspunkt en fyr en på vores afdeling, der gerne ville have cellefællesskab med mig. Han fortalte stolt, at han sad for at ’give to kællinger et par på hovedet’. Det er nok unødvendigt at fortælle, at jeg bad ham holde sig langt væk fra mig, og i øvrigt tage sig sammen og lade være med at slå på kvinder. Selvom det ikke er fedt at starte en potentiel konflikt, så bliver man nødt til at holde fast i sig selv som politisk menneske, og agere derefter – uanset om det er kvindemishandlere, homofober eller fascister man deler afdeling med.

Fangepolitik i Vestre

At lave fangepolitik under en varetægtsfængsling er så godt som umuligt. Fluktationen i arresthusene er så høj, at man reelt ikke kan organisere en kontinuerlig opposition til vagterne og fængselsledelsens regime. Det betyder at alt foregår mere spontant og uorganiseret i stedet, som for eksempel når 20 indsatte stiller sig op og blokerer for en gruppe vagter der under en gårdtur løber ind i gården for at fange en indsat der har samlet en klump hash, der er blevet kastet over hegnet, op. Mens jeg sad i Vestre var hash kilden til langt det meste konflikt mellem indsatte og vagter, og på et tidspunkt røg en tredjedel af vores afdeling i strafcelle, efter en episode hvor vagterne mente, at vi indsatte havde ’skygget for kameraerne’ mens en anden indsat havde samlet en klump hash op efter en ’kaster’. En ’kaster’ er et begreb der dækker over at der udefra kastes f.eks. hash eller mobiltelefoner over hegnet under en gårdtur.

Efter denne episode lavede vagterne desuden en ransagning ved midnat hos en af de meget markante indsatte på afdelingen. Dette skabte virkelig vrede hos alle på afdelingen. Ikke så meget fordi det netop var den person der blev ramt af ransagningen, men fordi der er en generel opfattelse af, at man fra 20.15, hvor man låses inde, og til 07.00 hvor man vækkes, kan være i fred, og have ’fri’ fra vagterne. Dagen efter var der en del snak om at strejke, men symptomatisk for situationen blev det ikke til noget.

Hvor den organiserede, fælles modstand har trænge kår i Vestre, så har den ansigtsløse modstand mod vogter-regimet kronede dage. Langt de fleste indsatte har rutiner eller praksisser der bryder med fængslets reglement. De fleste praksisser fordi det er nødvendigt og gør livet bag tremmer mere behageligt, mens andre mest handler om at give sig selv en lille sejr i kampen mod det tunge fængselssystem. Således blev der på vores afdeling f.eks. stjålet mælk fra gangmandskøkkenet og fordelt rundt blandt de indsatte, ikke så meget fordi vi havde brug for det ekstra mælk (der dog blev drukket), men fordi det gav en følelse af bare at have en lille smule kontrol over sit eget liv. Ligeledes kunne nogle af os finde på at ringe på og gå på toillettet ved 1-2 tiden om natten, fordi vi vidste at vagterne på det tidspunkt bare sad og så tv, og blev skide irriterede hver gang de skulle låse nogen ud. Selvom vi så fik en overhaling på vej på toilettet, så havde vi stadig vundet en lille men vigtig sejr, og ødelagt vagternes tv-kiggeri.

På samme måde opfinder indsatte måder at ryge hash uden at vagterne kan lugte det, måder at omgås både urin-stikprøverne og brevkontrollen, måder at spiller vagterne ud mod hinanden og mod ledelsen, måder at få smugler både stoffer og telefoner ind i fængslet og lignende.

Noget andet jeg hurtigt fandt ud af var en mangelvare, var folk der havde en smule forstand på jura. Det har jeg heldigvis, og via biblioteket fik jeg fat i retsplejeloven, straffeloven og straffuldbyrdelsesloven. Med dem i hånden begyndte jeg at skrive breve på vegne af andre indsatte, der ville klage over f.eks. at afsone korte domme i Vestre i stedet for at blive flyttet til åbne fængsler, eller for indsatte der blev nægtet deres ugentlige besøg, ligesom jeg hjalp folk med at forstå juridiske termer i breve fra politiet, retten og deres afdvokater.

Sagsbehandlingen i Kriminalforsorgen er ret lang, men et par dage efter jeg selv var blevet løsladt fik jeg besked om at en indsat jeg havde hjulpet med at klage over sit afsoningssted netop var blevet overført til et arresthus i sin hjemby, hvorfor han nu kan få besøg fra sine børn under resten af sin afsoning – så var der da kommet lidt konstruktivt ud af min fængsling.

Aktiviteter i fællesskabsafdelingen

At være i fællesskabsafdeling betyder at man har adgang til langt flere aktiviteter end i iso (men dog ikke nok til at det er sjovt at sidde der). Den ene af præsterne kører et fodboldhold om onsdagen i fængslets gymnastiksal, og her er det bare med at få tilmeldt sig på en anmodningsseddel med det samme, for der kan godt være ventetid for at komme på.

Desuden er der mulighed for at komme i kirke hver søndag. Anmodningssedlen hertil skal afleveres senest onsdag. Uanset om du er religiøs eller ej, så kom afsted, for det er trods alt 1½ time i andre omgivelser, og hvis andre fra din sag sidder på fængslets andre afdelinger er det her du kan møde dem.

Ligeledes er mulighederne for skole og arbejde også udvidede når man er på fællesskabsafdeling, men som med mange andre aktiviteter er der lang ventetid, nogle gange op til 4-6 uger.

Løsladelsen

Så kom den endelig. Uanset om du har ventet to uger eller otte måneder, så er det nu. Det er klimaks. Endelig kan du forlade Vestre Fængsel, og komme ud til alle de mennesker du holder af. Der er dog nogle ting man skal være opmærksom på.

Jeg blev modtaget af mine nærmeste venner, og allerede det var vigtigt. Der stod ikke 30-40 mennesker og ventede som jeg skulle forholde mig til. Der stod mine ti nærmeste venner, og det var det. Det er måske nærmere en lærdom til dem udenfor end til dem der sidder inde; men tænk på, at når man bliver løsladt er det umuligt at forholde sig til så mange mennesker. Lad derfor være med at samle en kæmpe gruppe når nogen bliver løsladt.

Først og fremmest, så hold dig fra alkohol og hash. Det er fair nok at drikke sig i hegnet den dag du bliver løsladt, men dagene bliver nemt til uger, og pludselig har du festet to måneder i træk. Det holder ikke. Brug i stedet din tid konstruktivt på at få bearbejdet dine oplevelser bag tremmer, og på langsomt men sikkert at vende tilbage til det liv du havde før fængslingen.

Nogen mennesker har meget voldsomme psykiske efterveer af varetægtsfængsling. Hvis du, eller nogen af dine nærmeste, også oplever det, så tøv ikke, og bed om hjælp. Fængsling er umenneskeligt, og det er fuldt legitimt at bede andre om at hjælpe!

En erfaring jeg selv har gjort mig, i forbindelse med en tidligere fængsling, er, at man meget nemt kommer til at sætte sit liv på standby indtil ens retssag er overstået. Med de lange efterforskningstider politiet har, og køen ved byretterne, går der oftest mere end et år, før din sag kan afgøres i retten (eller blive opgivet af politiet). Hvis du lader dit liv gå i stå i den periode har du givet politiet en gratis sejr, og dig selv et nederlag du nemt kunne undgå. Fortsæt i stedet din uddannelse eller jobplaner som du havde planlagt, og når der så engang falder en afgørelse, så tag de praktiske problemer derfra. Dit liv er mere værd end at stå på standby.

Opsummering

Helt grundlæggende, så er varetægtsfængsling rigtigt hårdt, men det slutter på et tidspunkt, og i bund og grund handler det om, at sørge for at give sig selv de bedst mulige vilkår for at fortsætte livet i frihed når det hele er slut. Det betyder, at man skal tage både sit fysiske og mentale helbred meget alvorligt, og lade være med at bedøve sig med hash og fjernsyn. Det betyder også at man skal holde sin kæft, og ikke sige en skid til panserne, for det eneste det medfører er at forværre ens situation. Og sidst men ikke mindst, så hold på din ret, og lad være med at finde dig i hvad som helst fra fængselssystemets side. Du har krav på et blive behandlet ordentligt, og beholde en smule værdighed selvom du er spærret inde.

Husk, at der er mange ude på den anden side der tænker på dig, og som vil gøre alt hvad de kan for at du skal komme godt igennem det her. Selvom det er hårdt mens du sidder der, så får det en ende!

HOLD UD!