5. oktober 2011

Venstrefløjens bastarder

En aktivist fra Antifascist Cultureclub trækker linier i den antifascistiske kulturkamp i Danmark fra PH til BZ.

”Når jeg hører ordet kultur afsikrer jeg min revolver”. Ordene tillægges den tyske nazileder Herman Göring, og det er sådan set ligegyldigt om de vitterligt kom fra den korpulente nazileder og kunstrøvers egen mund. I ordspillet ligger, at kulturen er uønsket og foragtelig, men muligvis også at kulturen er en latent trussel. Intet kunne passe bedre på den antifascistiske kulturkamp. De grupper og bevægelser, der gennem tiden har udkæmpet denne kamp har været vidt forskellige både i udtryk, social baggrund og opståen. Fælles for dem er imidlertid, at de alle født af venstrefløjens skød. Men de har været bastarder. En krydsning mellem venstrefløjen og progressive strømninger udefra. Ofte har venstrefløjen ikke villet kendes ved barnet, fordi det har haft så mange fremmedartede og utraditionelle træk fra en mere eller mindre ukendt fader. Kulturkrigerne blev i deres samtid hverken betragtet som pæne eller fik anerkendelse i de brede, etablerede kredse, som tværtimod forargedes eller måske endda skræmtes af de farverige projekter og tøjlesløse praksisser.

Som årene gik, blev de forskellige kulturelle grupperinger dog som oftest syntetiserede og god latin på venstrefløjen og i resten af samfundet, men fælles for dem er stadig, at de i opkomsten var alt andet end pæne. Et sundt samfund har alle dage haft brug for provokatører og ”ballademagere” til at trække i en anden retning, men de reaktionære magthavere og den etablerede, partipolitiske venstrefløj, som gerne har villet være med i det gode selskab, har oftest hellere villet trække pistolen mod dem ligesom Herman Göring. Den antifascistiske kulturkamp har gennem tiden skabt alternativer til det bestående, set verden ud fra et andet perspektiv og hyldet en anden æstetik en den de borgerlige og de etablerede venstrefløjspartier har hyldet og forsøgt at fremelske. Af samme grund er den antifascistiske kulturkamp med tiden derfor selv blevet en pistol, som kunne trækkes for at forsvare de alternativer og frirum den skabte og for at holde modstanderne ude.

Kulturradikalismen Den antifascistiske kulturkamp voksede frem på efterdønningerne af 1. verdenskrig. Imperialismen i slutningen af 1800-tallet symboliseredes af en ubændig tro på egen national overlegenhed i kapløbet om territorier, kolonier og ressourcer, men det hele endte som bekendt med en katastrofe: 10 millioner døde i mudderet på Europas slagmarker, og en hel generation blev næsten udslettet. Muligvis opstod den moderne, antifascistiske kulturkamp som en reaktion på dette europæiske syndefald. Den kulturradikale bevægelse voksede i hvert fald frem i perioden efter krigen. Man æstetiserede over krigens gru, og havde klare sympatier med den arbejderklasse, der var blevet ofret på slagmarkerne. Poul Henningsen – ham med lampen - var en hovedskikkelse. I dag er han et ikon, men dengang var han bestemt ikke i det fine selskab, snarere en provokerende rudeboy, som blandt andet gik ind for en nedlæggelse af det fine gamle danske kunstakademi. Den rene æstetik kunne ikke adskilles fra det politiske. Kunsten og arkitekturen skulle kunne noget: ”Kampen for en lykkeligere Menneskehed paa Trods af haardere og haardere Betingelser.” Det var ligeledes et opgør med de borgerlige tanker om individet og enhver-er-sin-egen-lykkes-smed-mentalitet. Det enkelte menneske eller den enkelte klasse skulle ikke undertrykke eller udnytte andre til egen fordel, og der argumenteredes for en kollektiv fællesskabsidentitet. Kulturradikalismen var socialistisk, men de kulturradikale udviklede hurtigt andre sympatier på en bred række af felter og var også præget af andre strømninger, tanker og ideologiske positioner end socialismen. Dette er i øvrigt symptomatisk for kulturkampen frem til vore dage. På områder som børneopdragelse, seksualitet og kvindefrigørelse, hvor den danske venstrefløj ikke havde en egentlig stringent politik, udviklede og tegnede de kulturradikale en sammenhængende politik, som med tiden blev omfavnet af resten af venstrefløjen.

I de borgerlige rækker blev der ikke set med velvilje på disse fritænkere og salonkommunister. Nogle af de kulturradikale som Hans Scherfig, Otto Gelsted og Hans Kirk gik endda ind i det kommunistiske parti og tegnede DKP’s kulturpolitik, og de kulturradikale har om nogen æren for den etablerede venstrefløjs progressive kultursyn den dag i dag. Egentlig kommunisme var dog ikke den brede grundholdning blandt de kulturradikale, men nazisternes magtovertagelse i 1933 affødte en omfattende antifascistisk bevidsthed i de kulturradikale kredse. Med Görings citat in mente, er det ikke underligt, at nazismen betragtedes som en trussel mod alt det, de kulturradikale stod for. Det var tydeligt, at det nazistiske regime ville kvæle det frie åndsliv og forsøgte at tilintetgøre den, for de kulturradikale, vigtige klassekamp: Nazismen ville skabe en stat, hvor arbejdere og fabriksejere skulle forenes i et nationalistisk fællesskab. I praksis blev det forbudt for arbejderne at brokke sig over at de rige skummede fløden af deres arbejde. Så antifascismen blev nu den store drivkraft. Der protesteredes over tilslutningen til olympiaden i Berlin i 1936, og man tvang forfattere og kunstnere til at tage stilling og vælge side i den spanske borgerkrig. 1930’ernes antifascisme blandt de kulturradikale medførte at mange af de kulturradikale senere engagerede sig i det illegale arbejde og i modstandsbevægelsen under besættelsen.

De autoritære regimer i Europa i mellemkrigstiden var i skarp modstrid til den demokratiske grundholdning, som den kulturradikale antifascisme hvile på, og i efterkrigstiden sejrede mange af de kulturradikale standpunkter. Socialdemokratiets rolle i kulturpolitikken fik forsonet den klassiske dannelse med arbejderkulturen, og den gamle borgerlige dannelseskultur med bordskik og Oehlenschläger-citeren var snart ikke længere den herskende. På denne måde sejrede arbejderkulturen. Den danske kultur og den hårdtslidende arbejder går hånd i hånd selv i vore dage, hvor Dansk Folkeparti prøver erobre en del af denne kultur ved at kalde sig arbejderparti. Det kulturradikale islæt og arbejderkulturen blev syntetiseret med den borgerlige kultur, men der opstod hurtigt antiteser til denne. En af de mest markante opgør og væsentligste forsøg på at tage kampen et nyt sted fandt sted i slutningen af 1960’erne. Ligesom det havde forholdt sig med kulturradikalismen, lød startskuddet uden for Danmarks grænser.

68-oprøret Optøjerne i Paris’ gader i 1968 sendte bølger gennem den vestlige verden. Studenteroprøret var affødt af, at de studerende på Europas universiteter var blevet radikaliserede og krævede medbestemmelse. Ud af dette startede en kulturkamp i hele Europa: Kulturkampen drejede sig nu i højere grad end hos forgængerne om at skabe alternativer i livsstil og hverdag. Det, der startede som et oprør mod manglen på demokrati i universitetsverdenen, udviklede sig hurtigt til at systemet vendtes ryggen, og man forsøgte at skabe alternativer. Der skete en forbrødring mellem arbejderne og studenterne. Netop studenterelementet har medført, at 68’ i dag af reaktionære kredse anses for at være et stort flip for de velbjærgedes børn. Dette er dog en bevidst fordrejelse af virkeligheden. 68-oprøret var båret af millioner af mennesker på verdensplan, og det tætteste den vestlige verden er kommet på en egentlig revolutionær tilstand efter 2. verdenskrig. Der eksperimenteredes på mange planer, og der dannedes kvinde- og mandebevægelser i et opgør med de borgerlige kønsroller. Der oprettedes kollektiver for at skabe et alternativ til den borgerlige familieform osv. Man søgte at institutionalisere de behov, som det moderne samfund fortiede og lagde bånd på. Christiania var et sådant eksperiment. Der skabtes nye musikformer, og andre kunstneriske projekter som Røde Mor og Solvognen. Den politiske radikalisering gav også udslag i bevægelser for miljøet, fred og antiimperialisme, omfattende protester mod Vietnam-krigen.

Selvom studenternes krav blev mødt med reformer, der tog luften ud af oprøret, affødte 68-oprøret store forandringer i de vestlige samfund i dag. Den traditionelle kultur, den forstokkede moral og den hierarkiske autoritet fik et skud for boven. For altid var måden at være på, tale og elske på forandret. De gamle 68’ere blev med tiden etablerede samfundsstøtter, og de progressive indlæringsmetoder er i dag forbillede på en række uddannelsesinstitutioner landet over. Paradoksalt nok nyder den moderne kapitalisme i dag godt af de anderledes tænkende hjerner, der stadig bliver fostret af denne undervisningsform på eksempelvis RUC. Således lagde 68’erne et par af stenene til den moderne udgave af kapitalismen.

BZ Antifascistisk kulturkamp har gennem tiden fundet sted på mange planer og har ikke altid affødt store fremskridt eller revolutionære tilstande. Også mindre kampe er blevet kæmpet med mere begrænsede resultater, og nåh ja, nogle kampe venter vi stadig at se resultatet af endnu. Men lidt har også ret.

Noget så uskyldigt som en byggelegeplads på indre Nørrebro blev i maj 1980 rammen om voldsomme uroligheder. Det var et oprør mod socialdemokraternes saneringspolitik, og de sterile betonverdener den skabte. Paradoksalt nok var Le Corbusier, som de kulturradikale hyllede i 1930’erne, nu blevet symbolet på trøstesløst betonbyggeri og klinisk funktionalisme. Hvilket for alvor understregede, at de engang så progressive kulturradikale var blevet ædt af systemet. Der var brug for en ny måde at tænke kultur på. BZ-bevægelsen blev født i skæret af de brændende barrikader på Nørrebrogade i de hede majdage, hvor folket krævede politiet ud af Nørrebro og Egon Weidekamps boligpolitik af helvede til. Inspireret af slumstormerne og i protest mod bolignøden besattes de saneringsmodne huse i Københavns brokvarterer. Der opstod hurtigt et modsætningsforhold mellem den socialdemokratiske kommune og BZ. De gamle socialdemokrater havde selv kæmpet sig ud af de mørke baggårde og mente, at saneringen af arbejderkvarterne var en sejr for arbejderne. Men i BZ og på andre dele af venstrefløjen kunne man ikke se det fede i betonbyggerierne og legoklods-æstetikken. Dette var symptomatisk for BZ-bevægelsen, hvis kamp netop stak langt dybere end bare boligpolitikken: BZ-kollektiverne var et opgør med kernefamilien som livsform. Et forsøg på at skabe et frirum, en modkultur, hvor der eksperimenteredes med alternativer til det bestående. BZ tog det rå og hærgede udtryk fra punkmusikken på sig. I øvrigt en musikgenre som blev en integreret del af bevægelsen med bands som f.eks. Sods og City-X.

BZ’erne ville forsvare det de byggede op med fysiske midler, og var ikke populære på resten af venstrefløjen, der tog afstand fra volden og det militante udtryk med sort blok og maskering, som blev et ofte anvendt middel i kampen for de hårdt tilkæmpede frirum. BZ holdt til gengæld en kølig distance til den etablerede venstrefløj som opfattedes som konform og magtorienteret. Men bevægelsen var også offensiv og søgte at konfrontere samfundets undertrykkelsesformer. Der blev aktioneret mod Shells engagement i Sydafrika, tag-selv-aktioner mod de dårlige forhold for ungdommen, solidaritet med befrielsesbevægelser i den tredje verden og mod storkapitalen generelt.

Muligvis kan man ikke give BZ hele æren for, at boligpolitikken i dag er ændret fra Bulldozer-strategi til den såkaldte Prag-model, hvor byens gamle huse bevares, men bevægelsen synliggjorde i den grad problemet, ligesom de synliggjorde andre problemstillinger og fik danskernes øjne op for, hvad der foregik af grusomheder i bl.a. Sydafrika, i Palæstina og Latinamerika. Selvom bevægelsen aldrig rigtig blev mere end en subkulturel Københavnergruppering, og indtil videre ikke er blevet taget til nåde og en del af det gode selskab, som de kulturradikale og 68’erne siden blev, gjorde BZ på disse områder alligevel en forskel. I dag er tiden også løbet fra de gamle BZ’ere, som i dag selv er etablerede. Nogle holder stadig fanen højt, andre er blevet ædt af systemet og kreativiteten kanaliseres over i det kapitalistiske projekt, hvor tidligere bz’ere i dag sidder som reklame- og forretningsfolk.

Hvad havde de tilfælles? Den antifascistiske kulturkamp er en del af en langsomt arbejdende kraft, som under tiden bryder ud i lys lue. Det er kun et spørgsmål om tid, før det sker igen. Den britiske journalist og marxist Chris Harman, som har beskæftiget sig med 68-oprøret, siger følgende om begivenheden. "1968 var et bemærkelsesværdigt år, fordi det var en del af en revolutionær proces på verdensplan. Det finder sted i slowmotion meget af tiden og byder på mange nederlag. Dets fortalere fortaber sig selv i de forhindringer, den gamle orden kaster imod dem. Og som resultat forvirres venner og fjender. Modstandere af tyranni i en del af verden allierer sig med undertrykkere andre steder. Aktivister brænder ud og foragter de som efterfølger dem… Og i sidste ende indeholder denne revolutionære proces det eneste håb for menneskeheden." Dette er symptomatisk for, hvad den antifascistiske kulturkamp var og har været lige siden. Samfundet står aldrig stille, og derfor bevæger kulturelle kamp sig hele tiden nye steder hen. Det nye og progressive visner hurtigt og bliver forældet og konservativt. Kulturkampen ender ofte i blindgyder, og bliver pæn og etableret. Nye kræfter fødes af venstrefløjens skød og udfordrer det gamle. Det er ofte svært at se, præcis hvor og hvornår det der engang var så provokerende, er blevet ædt af systemet.

PH bliver i dag betragtet som ligeså stor en del af den danske kulturarv som Guldhornene og rødgrød med fløde. 68-oprørets resultater er, på trods af diverse borgerlige smædekampagner, anerkendt af næsten alle. BZ er stadig kontroversielle, men hvor længe? Og hvor lang tid vil der mon gå, før ACCs arrangementer er blevet noget, som kun de politisk korrekte, økologiske, Christiania-cykel-børnefamilier gider at rocke med til?

Teksten er skrevet af en aktivist fra Antifascist Cultureclub.