9. januar 2010

Ny norsk film om modstandskampen

Den norske film Max Manus havde fredag den 8. januar premiere i danske biografer. Filmen følger modstandmanden Max Manus, en karakter bygget på en rigtig norsk modstandsmand af samme navn.

Screenshot fra filmen.

Manus har været frivillig i Finlandskrigen og skammer sig over, at den modstand, Norge kan mønstre mod Tysklands invasion, er langt mindre end den, Finland viste mod Sovjetunionen. Manus kaster sig derfor over modstandsarbejdet og starter sin egen gruppe, men langt de fleste medlemer er amatører og har ikke meget begreb om sikkerhed. Netop som bevægelsen er ved at samle sig om en ledelse, pågribes Manus. I et hovedkulds flugtforsøg kaster han sig ud af et vindue og må indlægges for at overleve. Det bliver hans redning fra dødsstraffen, og en hård lektion i hvor fatale konsekvenser sløsethed kan få. En lærestreg, han dog aldrig helt tager til sig, for han forbliver dumdristig og letsindig. Evner, der dog også bringer ham længere end mange andre.

Mens tyskerne blot venter på, at Manus kan blive udskrevet, så de kan afhøre ham, forsøger Manus at redde sig ud af den mere end penible situation. Manus er nationalistisk og føler sig dybt krænket af Norges besættelse og den norske konges flugt. Der er altså langt fra tale om en socialistisk antifascist, som bekæmper nazismen af ideologiske årsager. I stedet handler det om kampen for konge og fædreland, og da Norge endelig befries, hænger modstandsfolkene et kæmpestort norsk flag op i vinduet, for nu skal friheden fejres.

Bortset fra, at det kunne have klædt filmen med en kritisk indstilling til Manus’ fuldstændigt ukritiske fædrelandskærlighed, så er det en udmærket spændingsfilm, der har valgt at lægge sit - ikke synderligt fremherskende - kritiske fokus et helt andet sted; det kontinuerlige tab af venner og bekendte samt de psykiske omkostninger, det havde at være aktiv i modstandsbevægelsen. Manus tegnes nemlig langt fra så endimensionelt heroisk som Flammen f.eks. bliver det i den danske film Flammen og Citronen, som Max Manus på mange måder er en norsk pendant til. Derimod portrætteres han som en dumdristig, jævn mand, der sjældent har blik for de risici, hans nærmeste kammerater i modstandskampen må tage, som konsekvens af hans letsindige omgang med sikkerhed, og utålmodige og hovedkuldse handlinger.

Det er med udgangspunkt i Manus, at filmen beskriver den norske modstandsbevægelse, og det fungerer ganske udmærket, om end der til tider synes at mangle lidt sammenhæng i fortællingen. Nogle gange bliver der foretaget nogle hop i historien, som lader seeren undrende tilbage.

Filmen er flot rent visuelt og minder æstetisk meget om netop Flammen og Citronen. Dens karakterportrætter er troværdige og spændende. Og så tænker man bare rigtig ofte: “Fuck hvor sejt!”.

Rent spændingsmæssigt er det særligt de spektakulære og farlige handlinger, der fungerer godt. Man bliver grebet af spændingen, og det fuldendes visuelt, når skibe og huse sprænges i luften på den helt rigtige måde. Der er mange emner i filmen, som kun behandles overfladisk, simpelthen fordi hovedvægten er lagt på spændingselementet, og det er jo fair nok. Man skal blot ikke forvente at se en film, der forsøger at forklare ting som, hvorfor nordmænd til Finland for at bekæmpe Sovjetunionen.

Det er dog lidt frustrende, at filmen bruger forholdsvis lang tid på at følge flere forskellige bipersoner, bl.a. smukke blonde Solveig, der arbejder for tyskerne og ender med at få et forhold til en af de ledende nazister, uden at vi på noget tidspunkt får forklaret eller uddybet hendes karakter. Filmen zoomer blot ind på hende, mens hun bevæger sig rundt på sin arbejdsplads, det tyske hovedkvarter. Det virker som instruktøren har prøvet at favne over lidt for meget, i stedet for at skære visse del-elemenster væk, som nu mere hæmmer end fremmer filmen. Mere tid på actionprægede handlinger og uddybning af de modstandsfolk, filmen følger, ville have været at fortrække frem for den overfladiske portrættering af disse bipersoner.

Max Manus er en underholdende film, der absolut kan anbefales, hvis man gerne vil se modstandshelte sabotere nazisternes planer på deres egne udspekulerede og spektakulære måder.