26. november 2012

Hvorfor skal vi lave kulturpolitik?

På venstrefløjen taler vi ofte om modkultur, arbejderkultur, punkkultur, god kultur, middelklassens hjernedøde kultur og DIY-kulturen, men hvad mener vi egentlig med kultur? Og hvorfor holder vi koncerter og fester som for eksempel Antifascistisk 1. maj i Fælledparken?

Billeder fra Antifascist Culture Clubs Facebook-side

Hvad er det politiske potentiale egentlig i at drikke øl og lytte til musik i en park? Et muligt svar på spørgsmålene findes i Poul Henningsens polemiske artikel Hva’ mæ kulturen? fra 1933. Først en kort introduktion til Poul Henningsen, for nogle bedre kendt som PH – manden, der skabte PH-lampen.

En introduktion til PH

PH var en del af den danske kulturradikale bevægelse og fortaler for seksuel frigørelse, ateisme og frihed. Han var venstreorienteret intellektuel – kulturarbejder kaldte han sig selv – som i ”Hva’ mæ kulturen” identificerede sig med den danske venstrefløj, særligt kommunismen. Idet han blev ældre, bevægede han sig væk fra kommunismen og mod Socialdemokratiet. Det er fra hans socialdemokratiske periode, at han er bedst kendt, da det er her PH-lampen får succes.

Den fascistiske brug af kultur til propaganda

Gennem hele livet var PH optaget af idéen om kultur som noget, der bevidst kan dyrkes og blive et brugbart, revolutionært redskab for venstrefløjspartier og -bevægelser. I Hva’ mæ kulturen? slog han til lyd for, at arbejderbevægelsen skulle dyrke en progressiv og revolutionær kultur, mens han advarede imod Hitlers udnyttelse af kulturen til destruktive formål. PH var tidligt kritisk over for Hitler, og hans antinazistiske virksomhed, som blandt andet bestod af revysange som Man binder os på mund og hånd fra 1940, endte med, at han flygtede fra det besatte Danmark til Sverige i 1943. For PH var det tydeligt, at kulturen måtte være vigtig for politiske bevægelser, fordi de fascistiske og nazistiske bevægelser netop havde haft så stort held med deres brug af kulturen til propaganda. Tænk blot på nazistiske films betydning i forherligelsen af den nazistiske kultur og udpegningen af ”jøden” som den usle og grusomme fjende. Han pegede samtidig på, at kulturen i Sovjetunionen spillede en vigtig rolle i opbyggelsen af et arbejdersamfund.

Kulturens politiske potentiale

Kulturen – og kunsten – kunne for PH bruges til at åbne op for nye muligheder og idéer, og et af de kendte PH-citater lyder: Kultur er våben. Et eksempel er Picassos malerier, som PH mente, gav mennesker mulighed for at tænke verden på nye måder. Ifølge PH kan vi nemlig gennem kulturen påvirke menneskers smag og mentalitet: Tror man, at de begejstrede, der fyldte salen til Armstrong og Josephine Baker, næste dag går ud og maler hagekors på plankeværkerne? Nej, vist har den gode tid gjort sin nytte. Gennem kulturen kan vi få øjnene op for andre måder at indrette samfundet på end den gængse, fordi kulturen kan bryde vores vanetænkning.

Ikke al kultur er progressiv

Hva’ mæ kulturen? er et opråb om at huske kulturen i den politiske kamp, men vel at mærke den progressive kultur. PH understreger, at ikke al kultur har revolutionært potentiale og nævner som eksempel, at venstrefløjen på hans tid ofte genbrugte den kapitalistiske kultur. Det gav sig blandt andet udslag i, at Socialdemokratiet dyrkede en småborgerlig smag, som medførte, at man i de små arbejderhjem på 2-3 værelser ofte havde en stadsestue, som man kun brugte til højtider, mens hele familien klemte sig sammen i de resterende rum. Borgerskabet havde nemlig stadsestuer, men de havde jo også flere værelser til rådighed. PH mente, at man burde skabe en ny arkitektur, der var velegnet til arbejderklassens små hjem, i stedet for at overtage borgerskabets arkitektur og smag.

Den antifascistiske bevægelses brug af kulturen

Kultur kan forandre holdninger og tanker. Derfor er det vigtigt, at vi som antifascistisk bevægelse laver kulturarbejde, men det er ligeså vigtigt, at vi ikke hovedløst promoverer en hvilken som helst kultur. Vi skal tage kritisk stilling til, hvilken kultur, der er antifascistisk og progressiv. Vi skal ikke arrangere koncerter med musikere, hvis tekster er sexistiske eller heterosexistiske. Heller ikke selvom teksterne ikke er racistiske. Hvis vi gør det, vil vi ligesom Socialdemokratiet på PH’s tid reproducere dele af den kapitalistiske kultur. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at arrangere koncerter og fester både i mindre og større byer, for herigennem har vi mulighed for at påvirke holdninger. Antifascist Culture Club og Strictly Underground er begge eksempler på, hvor vigtig øl, musik og fester kan være for at skabe et antifascistisk miljø og overbevise stadig flere om, at den antifascistiske kamp er rigtig og vigtig. Fester og koncerter er desuden et af de steder, hvor vi som bevægelse åbner os op og giver andre, som enten står i periferien af eller helt uden for bevægelsen en indgang ind til det politiske arbejde. Samtidig kan vi ved at arrangere for eksempel koncerter give progressive musikere som Sort Stue og den nu afdøde Natasha mulighed for at komme ud med deres musik.