17. september 2009

Filmanmeldelse - Inglourious Basterds

Tarantinos nye film, Inglourious Basterds, udspiller sig i det nazibesatte Frankrig under anden verdenskrig. Nazister myrdes på brutal vis af en gruppe jødisk-amerikanske soldater - og det er underholdende!

Inglorious Basterds

Tarantinos nye film Inglourious Basterds handler om en gruppe jødisk-amerikanske soldater (The Basterds), der under anden verdenskrig sendes til det nazibesatte Frankrig for at gennemføre et rædselsangreb mod de tyske soldater og derved sprede gru og skræk i de udstationerede tyske tropper.

Hvorledes denne rædselfærd skal udføres får man et godt billede af i starten af filmen, hvor Brad Pitt, i rollen som den brutale løjtnant Aldo Raine, fortæller sine menige i The Basterds, at de står i personlig gæld til løjtnanten - de skylder ham nemlig 100 nazi-skalpe.

Hvis der er en ting Aldo Raine ikke kan lide, så er det tanken om at de nazistiske soldater tager deres uniformer af når de vender hjem fra krigen, da man herved ikke kan identificere nazisterne. Men dette finder han en løsning på. De få tyske soldater, Raine og hans dødspatrulje ikke udsætter for bestialsk henrettelse, få nemlig skamferet et svastika i panden til evigt minde om de forbrydelser nazisterne udsatte jøder for.

Historien omskrives

Tarantinos film er en helt igennem fiktiv fortælling, der hverken bunder i reelle begivenheder eller forholder sig til historiens faktiske gang. At Tarantino ikke er bundet af historien gør ham i stand til at slippe fantasien løs og ændre på virkelighedens gang. Dette har faldet en del anmeldere for brystet, da de mener, at Tarantino negligerer de rædsler jøderne var udsat for under det nazistiske regime. I Inglourious Basterds vender Tarantino nemlig historien på hovedet og fremstiller nazisterne som ofre og jøderne som bødler, dog uden at man får sympati for nazisterne af den grund.

Denne problematik skal selvfølgelig tages alvorligt, men på den anden side skal Tarantinos film heller ikke tages for mere end den er, nemlig underholdning. Det er netop hvad Inglourious Basterds kan tilbyde – humoristisk, bestialsk og morbid underholdning. Og det fungerer. Man føler sig underholdt og lamslået, når Tarantino igennem to en halv time formår at sætte en fryd i én, hver gang en nazi-soldat lemlæstes og myrdes på bestialsk vis.

Filmen vil uden tvivl blive et reference-punkt for aktive antifascister med allerede nu klassiske punchlines som Brad Pitts: "Each and every man under my command owes me one hundred Nazi scalps... and I want my scalps!" og "Every German we meet wearing a Nazi uniform... they’re gunna die". Uanset dens brutalitet og voldsforherligelse, så er Inglourious Basterds et sikkert hit.