30. august 2012

En mandag aften i Smilets By..

I mandags var der igen problemer med voldsberedte nazister i det centrale Århus. En lokal antifascist, der var på gaden, fortæller om sin oplevelse. Håbet er, at teksten kan vise folk fra andre byer, hvordan det er at bo i Århus.

“Så er den gal igen drenge!”

Vi sidder i Sunnyville-kollektivet og ser film mandag aften. Anders og mig kigger spørgende på Frank, der lægger telefonen på bordet. Hans tonefald siger det hele. Allerede før han begynder at forklare rækker Anders ud efter sin hættetrøje og jeg famler efter min maskering i baglommen, hvor den har sin vante plads. Frank selv trækker et par lasede gummisko på.

Mens han bakser med skoene forklarer han: “Jannick sidder i et tog på vej fra Horsens og halvdelen af skinkerne er ombord.”

“Har de set ham?", spørger Anders.

“Det ved jeg ikke, men vi skal ned på banegården og hente ham,” svarer Frank.

Med skinkerne menes White Pride, den nazistiske hooligangruppe, der refereres til som “skinker” pga. deres korte frisurer. En indforstået joke i Århusmiljøet. Situationen sender følelser frygt, vrede og nervøsitet gennem os.

Vi får bakset fodtøjet på, løber ud af døren og ud i nattemørket mod det nærmeste busstoppested.

“Jeg løber op og vækker Kasper,” råber jeg til de andre, mens jeg drejer til højre af en mørk sti mod det lejlighedskompleks hvor jeg bor. På vejen ringer jeg Kasper op. En søvndrukken stemme svarer: “Ja?”. Jeg præsenterer mig ikke, men siger bare: “Hey man, we got trouble, Jannick er i et tog fyld til randen med skinker, vi skal ned og hjælpe ham.”

Omgående er Kasper vågen og jeg kan høre ham tumle ud af sengen i den anden ende af røret, mens døren til vores opgang kommer til syne. Få øjeblikke senere braser jeg ind af døren til vores kollektiv hvor Kasper allerede har støvler på og er ved at trække i en sort hættetrøje samtidig med han fylder tomme flasker i en slidt rygsæk. I en veløvet rutine tjekker vi op på hvad vi skal have med. Flasker? Tjek. Sort tøj? Tjek. Maskering? Tjek. En rutine vi desværre har praktiseret alt for mange gange.

Vi løber ud af døren med øjnene stift rettet mod skærmen på vores mobiltelefoner. Sekunder efter flyver sms’er og opkald til venner og kammerater på venstrefløjen ud som usynlige fugle i cyberspace.

“Jeg tager cyklen og kører i forvejen,” siger jeg og spæner ned af trapperne til kælderen. Mine hænder ryster så meget, at jeg taber nøglerne. Jeg bander fælt, mens jeg stopper nøglen i låsen på min cykel og forsøger at bevare roen.

Mens de andre tager bussen cykler jeg afsted. På vej ned mod byen begynder adrenalinen at pumpe og tankerne ræser afsted. Hvor mange er de? Er Jannick ok? Skal vi slås eller kan vi få ham væk uden en konfrontation? Hvor langt er jeg villig til at gå? Ender jeg eller en ven på skadestuen I aften?

Halvvejs mod Banegården kan jeg mærke hvordan min telefon vibrerer i lommen på mig. Kædebeskederne er ude, og folk ringer for at få af vide, hvor vi skal mødes.

Efterhånden som jeg kan se Banegården i det fjerne indfinder en mærkelig ro sig. Vinden, der rusker i mit hår, fejer alle tvivl væk. Tilbage er kun tanken om at få Jannick væk og overleve.

Ude foran Banegården støder jeg på de andre, der står i en stor flok. Politiet er lige ankommet og jeg kigger rundt. Pludselig får jeg øje på Jannick. Han er okay og en delvis lettelse sænker sig. Vi er omkring tyve, der står iklædt sort tøj og med maskeringer trukket ned om halsen, men aldrig længere nede end de kan trækkes op i tilfælde af kameraer eller kamp.

“De står derhenne om hjørnet,” udbryder nogen og peger hen mod hjørnet af Banegården, hvor en vej går ned mod Jægergårdsgade. Her ligger de to barer Den Hvide Hest og Den Gamle Høker, der begge tjener som stamsteder for byen nazistiske hooligangruppe.

Igen ræser adrenalinen rundt i kroppen og jeg rækker ned i min sidelomme efter den tomme ølflaske jeg har med til lejligheden. Den føles god og tung i hånden, jeg føler mig lidt mere sikker og vi går langsomt hen mod hjørnet for at tage et kig.

Hurtigt trækker vi os dog, da to patruljevogne trækker op og begynder at filme os. Vi trækker over på den anden side af gaden og ned mod busserne. Vi skilles da vi er sikre på at ingen nazister følger efter. Eskorteret af politibiler skilles vi ved et busstoppested, hvor de fleste stiger på, mens jeg hopper på cyklen og hjuler hjemad med Bob Dylan i lyttebøfferne. Udkørt, men lettet over at det ikke gik værre.

Senere fik jeg af vide, at der var rigtigt mange White Pride-medlemmer på det tog. Havde de angrebet Jannick eller os, var jeg næppe cyklet hjem. Endnu en dag i Århus går på hæld.