3. marts 2010

Bog om modstandskvinder flopper

Ny bog ønsker at fortæller modstandskvindernes historie, men formår det desværre ikke.

Kathrine Læsøe Engberg ønsker med sin nye bog Modstandskvinder at give stemme til modstandsbevægelsens kvinder, som hun mener, ofte er blevet overhørt på trods af den vigtige rolle, de spillede under krigen. Hun har derfor samlet en antologi, hvor modstandskvindernes egne beretninger – enten nedskrevet af dem selv eller af Læsøe Engberg efter samtale med dem – findes.

En ureflekteret fortælling

Beretningerne varierer meget i kvalitetet, og flere af dem vil læsere, der intereresserer sig for emnet, nok have læst andetsteds. Så hvis man har læst rub og stub frem til nu om modstandskvinderne, skal man nok bare nøjes med at kopiere et par af de nye kapitler. Bogen er – bortset fra et kort forord af Svend Ove Gade – ren fortælling og absolut uden refleksion, og det savner man i den grad efter at have læst bogen. Læsøe Engberg er sprunget over, hvor gærdet er lavest, og har interviewet disse kvinder uden at kræve af dem, at de svarede på svære og tunge spørgsmål, og derfor er deres fortællinger langt fra blevet så spændende, som de ellers kunne have været. Intentionen om at lave en lettilgængelig og ikke mindst letlæselig bog om kampens kvinder er ellers god nok, men hvis det for alvor skal fungere kræver det, at man ikke bare stiller sine interviewpersoner spørgsmål om hvad, hvornår og hvor, men også hvorfor. Hvorfor gik du ind i modstandsbevægelsen, hvorfor affandt du dig med mændenes konstante diskrimination, hvorfor dukkede du ikke nakken som så mange andre.

Hvorfor modstandskvinde?

Engberg Læsøe kommer hovedsagligt med de enkle svar på spørgsmålet om, hvorfor kvinderne gik ind i modstandsbevægelsen. Kvinderne svarer blot med det overfladiske: Fordi mit land var besat eller fordi jeg var imod krig. Det er jo også fint nok, men når så mange andre mennesker intet gør, og man af det omgivende samfund stemples som terrorist og bliver foragtet, så må man dog have reflekteret mere over sit valg end som så. Og det kommer desværre ikke frem i bogen. Desuden sætter Læsøe Engberg ikke fokus på et af de ellers mest oplagte emner: Hvordan det så var at være kvinde i modstandsbevægelsen. Bogen svarer simpelthen ikke på det spørgsmål, som den ellers synes at stille både med sin titel og sit emne. Da Lis Mellemgaard i sin beretning om befrielsen fortæller om, hvordan hun bliver udelukket fra møder på grund af sit køn, sker det ganske uden refleksion: “Vi havde fået besked på at gå til krypten ved Jægersborggade Kirke, hvor Hans Edvard Teglers stod i døren. ‘Vi kan ikke have piger med’, lød den brutale besked til mig og en anden pige, som blev kaldt Tulle. Jeg tog derfor ud til mine forældre, hvor jeg ikke havde været i så lang tid.”

De spændende fortællinger

Men når alt det negative er sagt, så læste jeg bogen på et par spændende timer, hvor jeg var helt opslugt af kvinderne. Det skyldes dels, at jeg finder emnet som sådan interesant, men dels også at det er blevet til nogle meget velskrevne fortællinger. Man kan mærke, at en journalist har haft stoffet under behandling. Det er blevet til en letlæselig, spændende bog, hvor der ikke er store sproglige forskelle mellem de enkelte kvinders fortællinger. Man bliver bragt fra kapitel til kapitel på en fin måde, der giver lyst til at læse endnu mere. Modstandskvindernes historie er i Læsøe Engbergs antologi blevet behandlet enormt professionelt, men til gengæld ikke helt fyldestgørende nok.

Modstandskvinder er udkommet på forlaget People’sPress.