20. september 2009

Sveriges antiracistiske bevægelses historie

I denne historiske gennemgang af den antiracistiske bevægelse i Sveriges historie fra starten af firserne til 1998 kigger forfatterne blandt andet på erfaringerne med statslig antiracisme samt resultatet af AFAs arbejde.

Introduktion

En af de yngre sociale bevægelser i Sverige er den antiracistiske bevægelse. Som social bevægelse begyndte den at vokse frem i begyndelsen af 80’erne, som en fortsættelse af den forsvindende venstre- og solidaritetsbevægelse fra 70’erne. Den antiracistiske bevægelse voksede frem i en ny tid, for at møde en anden type problemer end dem som 70’er-venstrefløjen havde mødt. Venstrefløjen og de sociale bevægelser var svækkede, en højrevind begyndte at gøre sig bemærket, arbejdsløsheden steg og den ikke-europæiske indvandring begyndte nu for alvor. Racismen dukkede op som et nyt samfundsproblem på den politiske dagsorden.

1980-1987

Omkring 1980 vakte racistisk graffiti og racistiske handlinger stærke reaktioner. Ud af protesterne omkring et brandattentat mod en indvandrerejet kiosk i en forstad til Stockholm dannedes Stoppa Rasismen, som voksede frem som en ægte folkebevægelse. Organisationen kom til at knytte forskellige indvandrergrupper og venstrefløjsorganisationer sammen i en bred og broget regnbuekoalition. Foruden at gøre opmærksom omkring racismen i Sverige, arbejdede Stoppa Rasismen også mod indskrænkninger i asylretten og mod den statslige racisme. Grundtanken i Stoppa Rasismen – en tanke de tog med fra 70’er-venstrefløjens enhedsfronts-strategi – var at skabe en bred sammenslutning for at konfrontere og isolere racismen i samfundet. I og med at Stoppa Rasismen lykkedes at samle en mængde organisationer under sin paraply og desuden ikke havde problemer med at kritisere den statslige asyl- og flygtningepolitik, så blev de mødt som en trussel af Socialdemokratiet, som svarede igen ved at skabe sin egen statsstøttede antiracistiske organisation ”Rör inte min kompis” (Rør ikke min ven). Fra Stoppa Rasismens søsterorganisation i Frankrig, græsrodsinitiativet SOS Racisme, overtog Socialdemokraterne ”Rör inte min kompis”-symbolet (en hånd som laver stop-tegn). Med ”Rör inte min kompis”-kampagnen forsøgte staten at overtage initiativet i den nye antiracistiske kamp og lede den væk fra det systemkritiske spor og ind på et mere trygt og liberalt ”alle skal være søde overfor hinanden”-spor. Den statslige antiracistiske kampagne skabte en stor interesse for antiracisme i samfundet og samlede en mængde navne på interesserede, men da kampagneåret var slut blev der lagt låg på, og den nye antiracistiske interesse ebbede ud. ”Rör inte min kompis”-kampagnen hev tæppe væk under Stoppa Rasismen. Men samtidig havde Stoppa Rasismen selv svært ved at håndtere græsrodsengagement: gennem skabelsen af et nyt landsforbund flyttedes fokus fra de lokale initiativer og kom til at binde en stor del af kræfterne op på en landsomfattende organisation og bureaukrati. Så her bagefter kan man nok konstatere at omdannelsen til et landsforbund skete alt for tidligt og kom til at blive mere en belastning end en gevinst for Stoppa Rasismen.

Gaden som forum

Højredrejningen foregik på mange niveauer i samfundet. Den brød en venstreliberal hegemoni i starten af 80’erne og det skete ikke bare i de politiske diskussioner og offentligheden, men også helt konkret i samfundet gennem mobilisering, en organisering af reaktionære højrekræfter som arbejdede mod de positive forandringer som venstrefløjen havde opnået. Fra at under størstedelen af efterkrigstiden at være blevet isoleret til små nazistiske sekter eller antikommunistiske grupper, begyndte det ekstreme højre i begyndelsen af 80’erne at gøre sig synlige i gadebilledet. Gaden er et konkret fysisk rum som man bliver nødt til at erobre for at kunne skabe en politisk bevægelse.

I første omgang handler det om at skabe ”rum”, frizoner, hvor bevægelsens formål kan tolereres uden at blive angrebet, for siden at flytte positionerne frem og skubbe andre væk. Men hvert skridt det ekstreme højre tog på gaden mødte modstand. Samtidig begyndte de langsomt at flytte samfundets grænser mod højre for hvilke politiske holdninger der var acceptable. En tidlig frizone hvor det ekstreme højre kunne søge ”tolerance” var den apolitiske ”fuck alt”-del af punkbevægelsen som eksisterede side om side med den store venstrefløjs-punkbevægelse. Fra den apolitiske oi/skin-scene dukkede naziskinheads op i begyndelsen af 80’erne, i direkte politisk konflikt med de venstreorienterede punkere.

Et andet frirum blev fodboldstadions, en voldsom og mandsdomineret verden hvor nationalistiske symboler kunne kombineres med racistiske hensigter. Men selv på stadions mødte racisterne modstand, fra de som ville holde stadions apolitiske eller åbne for alle, uanset hudfarve. Med naziskinheads fik den klassiske racistiske ekstreme højrefløj beskyttelse, hvilket var nødvendigt for at kunne tage det rigtige skridt ud på gaderne. Fra begyndelsen mødte de håndgribeligt modstand. Første Bevara Sverige Svenskt-torvmøde 1980 i Södertälje sluttede i kaos og i Stockholm blokeredes et helt kvarter rundt om en BSS-demonstration, da fascisterne forsøgte at demonstrere 1. maj 1984. Nordiska Rikspartiets demonstration i Växjö 1985 blev afbrudt af aktivister fra Vänstrepartiet Kommunisterna som jagede naziskinheads’ne væk - alle har vel set fotografiet med damen som slår en taske i hovedet på en fanebærende nazist. I Göteborg blev et fascistmøde i Folkets Hus afbrudt af en bred moddemonstration.

Den del af venstrefløjen som kom til at blive ramt af og føle nynazismen var anarkopunk-scenen. Her fandtes både den fysiske nærhed og den politiske konflikt. Naziangreb skete mod festivaler som Glädjetåget, lokaler som bogcafeen ”Svarta Månen” på Götgatan i Stockholm og husbesættelser som Skaraborgsgatan. Angrebene mod anarkopunk-scenen, som i de tidlige 80’ere var pacifistisk, fremtvang selvforsvar, og antifascismen blev militant og konfrontationsrettet. Som eksempel på vendingen er Gärdesfesten -86/87, hvor nazister som kom for at provokere punkere selv blev jaget væk af festivaldeltagere. Anarkopunk-scenen slog igen. 1986/87 startede Bevara Sverige Blandat, BSB, som en løs aktionsgruppe af anarkopunkere som lavede modsvar til BSS og Framstegspartiets klistermærker og graffitikampagner. BSB kom i perioder til at fungere som en radikal ungdomsorganisation for Stoppa Rasismen.

1987-1990

Omkring -86/87 opstod der et mindre opsving på naziskin-scenen. Med flere naziskins øgedes vold på gaden og de fascistiske partier begyndte at blive mere vanskelige. Sommeren 1986 blev Ronny Landin mishandlet til døde af naziskins på Nickstabadet i Nynäshamn og i samfundet begyndte man for første gang at diskuttere de nynazistiske og racistiske voldsepisoder. Da Sverigepartiet i 1987 begyndte at dele flyveblade ud i gangen ved T-Centralen (Stockholm) hver weekend, svarede Stoppa Rasismen igen ved at organisere blokader, som for det meste var fredelige, men nogle gange førte til mere håndfaste konfrontationer. Klimaks nåedes 30. november samme år, da omkring et tusind personer havde succes med at blokere og stoppe Sverigepartiets fakkeloptog ved Östermalmstorg.

30. november, Karl XII’s dødsdag, var i disse år blevet den dag hvor fascistsekterne vovede sig frem fra kloakkerne. Siden begyndelsen af 80’erne var der opstået konfrontationer mellem nazister og forskellige venstrefløjsdemonstrationer på den dag. Med 30. november brev naziboomet brudt. Antifascistiske demonstrationer og en opinion mod de racistiske voldssager (for eksempel Ronny Landin-mordet) havde en stor indflydelse. Efter -87 gav Stoppa Rasismen slip på meget af det antifascistiske arbejde og prioriterede i stedet kampen til forsvar for asyl og mod diskriminering. Samtidig fortsatte en organiseret anarkistbevægelse i Sverige med at vokse frem. Dette skete omkring demonstrationer, husbesættelser, kvindecafeer og musikfester. I den antifascistiske kamp havde Stoppa Rasismen stadig hovedansvaret for at organisere arrangementer som 30. november, men i praksis fyldte anarkistbevægelsen langt mere når det gjaldt om at mobilisere til arrangementet.

En samlende kamp for den anarkistiske/autonome bevægelse blev Shell-modstanden, rettet mod Shells indblanding i apartheid-regimet i Sydafrika. I maj ’89 lavede tilrejsende nazister et mislykket forsøg i Stockholm, hvor de prøvede på at stoppe en anarkistisk demonstration mod apartheid. Husbesættelserne, som mere og mere udviklede sig til en konflikt med politiet, havde givet os en vane med at forsvare os hvis det var nødvendigt.

1990-1995

Omkring 90’erne begyndte det igen at røre på sig i nazimiljøet. Efter Berlin-murens fald var venstrefløjens plads mindsket. Til valget i 1991 gjorde Ny Demokrati sin debut og rundt omkring i landet rystedes vi af forbrydelser mod flygtningecentre, massemedierne hypede Vitt Ariskt Modstand (Hvid Arisk Modstand), VAM, og den såkaldte Lasermand hærgede og spredte rædsel. Det nye ved nazigruppen VAM var ikke den racistiske vold, det havde vi oplevet før, det var det at de lancerede en ny nazistisk ideologi. I stedet for Sverigepartiets skinheads så pumpede tv og aviser billeder af teatralske nazidemonstrationer med maskerede og uniformerede udtalte nazister. På et halvt år, fra efteråret ’91 til foråret ’92 voksede en kortvarig, men bred, antifascistisk bevægelse frem. Det blev et halvår spækket med antifascistiske demonstrationer, en indvandrerstrejke og som en kulmination på alt dette deltog 10.000 personer i tre forskellige demonstrationer i Stockholm den 8. februar ’92. Det kunne mærkes at folk begyndte at sige fra. Højredrejningen var gået for vidt.

Begyndelsen til AFA

Da det stod klart at Stoppa Rasismen ikke havde tænkt sig at lave nogen form for moddemonstration mod fascisternes march d. 30. november 1991, blev der dannet en antifascistisk arbejdsgruppe i Stockholm af en gruppe anarkister. Den spontant dannede gruppe havde som målsætning, ved brug af en massiv blokade af Karl XII’s Torg, at forhindre marchen, hvilket også lykkedes. Arbejdsgruppen brugte for første gang navnet Antifascistisk Aktion. I Lund forhindrede militante antifascister samme dag den nazistiske Karl XII-manifestation ved hjælp af sten og barrikader. 30. november blev til et landskendt symbol på kampen mod racisme og fascisme.

Foråret ’92 viste det sig at den antifascistiske mobilisering havde været effektiv, nazibevægelsen var blevet ramt at et grundigt tilbageslag. Samtidig havde politiet fanget Lasermanden og VAM-bankrøverne. Med den antifascistiske fremgang begyndte den antifascistiske bevægelse at trappe ned i sine aktiviteter. Luften var gået ud af Stoppa Rasismen, og landsbevægelsen sank langsomt sammen. Venstrefløjens antifascistiske interesse aftog, og mediernes søgelys på det ekstreme højre slukkedes. Vinteren 1991-1992 prægedes af spontane koalitioner og det var svært at få et kontinuerligt samarbejde på plads. Under et landsdækende anarkistmøde i marts ’92 mødtes vi og skabte kontakter med andre radikale antifascister fra forskellige dele af Sverige. Flere antifascistiske arbejdsgrupper dannedes blandt anarkister og autonome på forskellig vis i landet. Arbejdsgrupper som så småt fik en praksis som aktionsgrupper op at køre.

I marts ’92 jagede vi sammen med lokale byboere den franske historierevisionist Faurisson og hans VAM-livvagter væk og ødelagde deres møde som skulle afholdes i Enskededalen lige syd for Stockholm. Den 30. november ’92 stødte militante antifascister og politi sammen i Stockholm i et forsøg på at nå frem til nazidemonstrationen, og det lykkedes dem at jage en gruppe nazister igennem halvdelen af byen. I Lund gennemførtes en fredelig blokade med militant fremtoning som igen stoppede nazisternes demonstration. Flere og flere rundt omkring i landet begyndte at benytte sig af en militant konfrontationsmetode for at stoppe nazisterne. Det viste sig tydeligt på for eksempel Hultsfredfestivalen i sommeren ’92, hvor den nye bølge af Ultima Thule-skins der var dukket op, blev jaget væk. Efter det sørgede antifascister for at holde sommer-rockfestivallerne som frie zoner hvor nazister ikke var velkomne.

I september ’92 samledes omkring 20 forskellige antifascistiske grupper fra hele Sverige og besluttede at danne det landsdækkende netværk Antifascistisk Aktion. Navnet AFA blev lånt til dels fra den engelske radikale venstrefløjs antifascistiske organisation AntiFascist Action og dels fra den tyske proletære selvforsvarsorganisation Antifascistische Aktion, som fandtes i 1930’erne. Parallelt med dannelsen af AFA i Sverige opstod AFA i Danmark og Norge.

Diskussionerne indenfor venstrefløjen

Hændelsesforløbet mellem 91 og 93 har været et meget omdiskuteret og konfliktfyldt emne indenfor venstrefløjen og kom til at forme og påvirke det nydannede AFA-netværks politiske praksis. Hvorfor faldt den antifascistiske bevægelse som voksede frem i 91/92 sammen? I løbet af nogle måneder organiseredes ”regnbuekoalitioner”, brede antiracistiske alliancer mellem venstrefløjsgrupper, indvandrerorganisationer og almene humanistiske initiativer, som gennemførte manifestationer i op til flere byer i Sverige. Men alle koalitionerne var kortvarige og deltagerantallet mindskedes til de antiracistiske demonstrationer. Blandt en stor del af venstrefløjen og hos de antiracistiske grupper lagde man skylden over på den militante og konfrontationsindrettede antifascisme. Man mente at vold og negative medieoverskrifter om at fascister og antifascister var lige gode om det skræmte almindelige mennesker væk fra demonstrationer og manifestationer.

AFA kom med en anden forklaring. Ifølge os var det der skete i 91/92 et modsvar til fascisternes egen optrapning. At der opstod en opdeling mellem bredere ”regnbuekoalitioner” og et militant gadeaktivistmiljø var ikke så mærkeligt. I og med at militante grupper organiserede sig havde den antifascistiske bevægelse gjort sit arbejdsområde bredere. Der fandtes forskellige former for antifascisme/antiracisme, og folk kunne vælge at deltage i de arrangementer der passede dem. De koalitioner som er blevet dannet har altid været kortvarige, og er ofte blev etableret omkring et enkelt spørgsmål eller har forberedt en demonstration og siden nedlagt sig selv. Ofte er en bredere antifascistisk mobilisering opstået efter forskellige hændelser, som for eksempel nynazistiske mord, hvor mange har haft lyst til at udtrykke sin vrede mod den racistiske vold. Disse demonstrationer har samlet mange folk, som til demonstrationerne efter mordet af Jimmy Ranjbar, Peter Karlsson, John Hron, eller angrebene mod homoseksuelle i Linköping i efteråret ’97. men det er altid stoppet ved disse store demonstrationer, ingen kontinuerlig organisering er blevet født ud af disse hurtigt sammensatte koalitioner. Det har handlet om en antifascisme som alene er blevet taget frem omkring 30. november, eller når medierne har sat sit søgelys på det ekstreme højre. Der fandtes også en anden diskussion indenfor den antifascistiske bevægelse omhandlende koalitioner som strategi, og hvordan man skal udforme en antifascistisk politisk linie. En stor del af venstrefløjs- og antiracistbevægelsen har hævdet at målet var at opbygge de størst muligt brede koalitioner for at isolere det ekstreme højre. Som venstrefløjsgruppe har det indebåret at sætte sin politik til side og bakke op om liberale og systembevarende paroler.

AFA og andre udenomparlamentariske venstrefløjsgrupper har i stedet betonet vægten af at opbygge en antifascistisk opposition. Det er livsfarligt at – imens det ekstreme højre forsøger at virke som værende en radikal samfunsopposition – at alliere sig med ”etablissementet” og lade det ekstreme højre gribe utilfredsheden mod det samfund vi lever i. En antifascistisk bevægelse må opbygge en kritisk samfundsopposition og forsøge at give svar på de sociale spørgsmål som bliver stillet i samfundet. I praksis har AFA dog forholdt sig ret pragmatisk til spørgsmålet. Størstedelen af tiden har AFA egnet sig til at profilere en antifascistisk opposition, men har ved forskellige tilfælde under eget (eller et andet) navn gået ind og været drivende kraft i at organisere brede antifascistiske koalitioner.

1993-1995

AFA dannedes for at få et samarbejde på plads for de militante aktionsgrupper som arbejdede kontinuerligt med antifascisme, og AFAs linje blev at opbygge en konkret modstand over hele landet, at konfrontere fascismen både ideologisk og fysisk.

Fremgangsrige kampagner

Det landsomfattende samarbejde lod sig udtrykke i fælles kampagner og at vi rejste rundt til hinandens arrangementer. Efteråret ’93 og foråret ’94 blev til en ilddåb for AFA-grupperne (hvor de fleste var helt nydannede). En af de første kampagner kom til at rette sig i mod nazidemonstrationerne generelt og specielt Sverigedemokraternes valgkampagne. I en mængde byer var AFA-grupper i fysiske konfrontationer med politi og fascister, hvilket gav både direkte og indirekte resultater. Et direkte resultat af konfrontationerne blev at flere fascistiske demonstrationer blev stoppet og at færre fascister turde deltage. Et mere indirekte resultat blev at prisen det kostede for staten at beskytte fascisternes demonstrationer øgedes samt at Sverigedemokraterne mistede sin respektable facade. AFAs aktioner viste også at det var muligt at gøre modstand og at de kunne bryde det dæmoniserede billede på venstrefløjen af fascisterne som uovervindelige slagsbrødre. Kampagnen ”Nazifrit Södermalm” kan ses som et eksempel på en af AFA Stockholms mere fremgangsrige kampagner. Under 1995 startede vi en kampagne mod nazibutikkerne Asgård og Last Resort og Fryshusets skinheadbarak. Kampagnen brød med et defensivt stadie hos den brede antifascistiske bevægelse i Stockholm. Kampagnen lagde konkrete målsætninger frem; at lukke lokalerne, og vi arbejdede siden pragmatisk og bredt for at nå dette mål. Ved siden af de større demonstrationer organiseredes torvmøder, plakater blev sat op, foredrag blev afholdt for andre organisationer, information om lokalerne blev udleveret til medierne, nazilokalerne blev konstant sprayet til, låsen til butikkerne blev limet fast og aktionsgrupper ødelagde dem. Kampagnen faldt sammen med en øget debat omkring Fryshusets skinheadaktivitet. Nazifrit Söder-kampagnen er et tydeligt eksempel på at vores idé om at forskellige kampmetoder komplementerer hinanden, fungerer i praksis. Arbejdet gav resultater og i dag er alle lokalerne lukkede. En anden kampagne som AFA gik i gang med tidligt var rettet mod Ultima Thule, vikingerocken, og den nazistiske ”hvid magt-musik”. Hvid magt-musikken blæste, i kølvandet på Ultima Thules fremgang, liv i den slumrende nazibevægelse. I en kampagne for at forhindre nazimusikken i at sætte sig fast og få nye fora, arbejdede AFA med at få nazipladerne væk fra pladeforretningerne. Kampagnen blev fremgangsrig og førtes med en mængde metoder, alt fra at aktivister informerede pladeforretninger og delte flyveblade ud, til sabotage og stjålne naziplader. Eftersom presset og konfrontationerne blev øget ved nazi-demonstrationer, så medførte hvid magt-musikken at fascisterne i stedet begyndte at lave koncerter. Koncerterne blev ofte holdt hemmelige, og kunne gennemføres under politibeskyttelse og blev det blev betydeligt sikrere for nazisterne at tage til koncerterne end til demonstrationer.

Både smallere og bredere end tidligere bevægelser

Koncerter viste sig tidligt at være sværere for os at stoppe end demonstrationer. Koncertvirksomheden var mindre følsom overfor sabotage, eller i hvert fald sværere at komme til at lave sabotage i mod. I stedet blev det vigtigt at skabe et bredere politisk pres for at få stoppet koncerterne. De ”hemmelige” koncerter tvang AFA til at blive bedre til at samle information og vi begyndte i større udstrækning end tidligere at bruge medierne for at komme ud med informationer som kunne føre til at koncerter blev stoppet.

Med AFAs betoning på antifascisme har vi valgt både en smallere og en bredere betegnelse end den tidligere antiracistiske bevægelse. Smallere fordi vi vælger at fokusere på at bekæmpe den fascistiske bevægelse. I den antiracistiske bevægelse var kampen mod fascistgrupperne en lille del af virksomheden, den øvrige virksomhed gik ud på at skabe mødepladser mellem svenskere og indvandrere og at konfrontere både diskriminering og statslig racisme. Men vi bruger også antifascisme som en bredere term end antiracisme. Vi startede en diskussion om hvilke bestanddele og hvilke magtstrukturer en fascistisk bevægelse og ideologi knyttede sig til. Sexismen, homofobien og racismen, som er på sit højeste niveau i fascismen, er strukturer som gennemsyrer hele vort samfund. Den fascistiske bevægelse eksisterer ikke i et vakuum – den knytter sig til og er en del af en større højredrejning. Men samtidig er det ikke højredrejningens eneste udtryk, men mere et udtryk den tager på gaden, i konkret mobilisering. Der findes et sammenspil mellem den højrefløj som flytter grænserne på gaden og fysisk er en trussel mod folk, og den højredrejning i politikken som skærper flygtningepolitikken og hænger indvandring ud som et samfundsproblem. Med den her analyse har vi også arbejdet med spørgsmål som har ligget udenfor et snævert antifascistisk felt, men som vi har vurderet som vigtige dele af en reaktionær mobilisering og højredrejning. Et sådant område, som flere AFA-grupper har valgt at prioritere, er arbejdet mod den øgede spredning af porno i samfundet og vi har gjort det ved at angribe pornobutikker og andre institutioner som har spredt et sexualiseret kvindesyn.

Et andet eksempel er den kampagne op til EU-afstemningen som gik i gang ved siden af det antifascistiske arbejde. Nordiske aktionsnætter mod ”Fort Europa” organiseredes og "Ja til EU"s propagandacentrum ramtes af over 100 aktioner. Motiveringen bag kampagnen var den racistiske og restriktive flygtningepolitik som bygges ind i EU’s politisamarbejde og lukkede ydre grænser, samt det faktum at nej-siden kun fik en brøkdel af ja-sidens resurser op til folkeafstemningen og selv ikke havde råd til at åbne nogle flotte infocentraler. Aktionerne skete for os som et supplement til arbejdet med flyvebladsuddelinger og deltagelse i Nej til EUs aktiviteter. Arbejdet sluttede ikke ved EU-afstemningen. Det seneste år har vi fortsat arbejdet mod EUs racistiske flygtningepolitik og politisamarbejde i Schengenaftalen. Mellem årene ’92 til ’95 herskede et spændt forhold mellem AFA og den øvrige venstrefløj, frem for alt Stoppa Rasismen, SAC-Syndikalisterna, Socialistiska Partiet, Offensiv og Ung Vänster. Samtidig ledte ”konfrontationslinjen” til at AFA kom i et hårdt pres fra politi og medier. Venstrefløjen lavede valgkampagne og ingen kontroversielle spørgsmål fik lov til at forstyrre. Mellem de år fandtes ingen nævneværdig bred antifascistisk bevægelse i Sverige. AFA var alene om at bedrive et kontinuerligt antifascistisk arbejde. AFA forsøgte i denne situation at brede sig og forsøgte at udfylde en rolle som en social bevægelse. Vedsiden af aktionerne holdt vi skoleforedrag, bedrev egen research om det ekstreme højre og skrev artikler. Vi forsøgte at politisere de ”subkulturer” som lå os nærmest for at lave kontra til den nazistiske ”hvid magt-musik”. Og vi satsede på at opbygge AFA-netværket indenfor og udenfor Sverige. Vi stod ret ensomme men det bekymrede os ikke så meget. Samarbejdet med den øvrige venstrefløj føltes ikke lønnet, og vi kunne ikke se at det gav nogle konkrete resultater i praksis.

1995-1997

I ’95 sås resultatet af den nazistiske musikbølge, i form af øget nazivold: mordene i Kode, Klippan og Västerås og alvorlige mishandlinger udenfor Fryshuset i Stockholm. Med det øgede racistiske vold vågnede både medier og den antiracistiske bevægelse igen. AFA stod pludselig som den eneste gruppe med et kontinuerligt arbejde, en aktivistbase, kundskab og erfaring, og havde derigennem styrket sin position i den antiracistiske bevægelse. Vi havde en helt ny base og selvfølelse for at indlede et samarbejde med øvrige grupper.

Brandmandspolitik og statslig racisme

I ’96 var der et nyt organisationsforsøg i naziskin-subkulturen, Nationella Alliansen. AFA kunne hurtigt finde deres lokale og militante antifascist-grupper sørgede for at lukke dem. Kronen på værket lagdes da den internationalt vigtige Hessdemonstration – som Nationella Alliansen organiserede i Trollhättan – forhindredes i at gå på gaden gennem vores mobilisering, og i stedet lukkedes inde ved en lastekaj på togstationen. Efter nazisternes fiasko i Trollhättan og et lukket lokale i Stockholm tog interne stridigheder over i nazibevægelsen og Nationella Alliansen faldt sammen. Antifascistiske aktioner, en øget opinion mod fascisme og en øget statslig repression knækkede nazisternes lille opsving mellem 1993 og 1996. I dag er nazibevægelsen på tilbagetog og optaget af intern splittelse, mens Sverigedemokraterne ikke er kommet sig ovenpå antivalgkampagnen ’94. AFA Stockholm har i stedet kunne brede sit arbejdsområde. At vi har fået erfaring af at kontinuerligt kortlægge nazistisk virksomhed har ført til at militante aktioner eller mobiliseringer har fungeret som en ”brandmandspolitik” som sættes ind efter behov, mens majoriteten af det kontinuerlige arbejde har kunnet lægges over på offensiv kamp, som at opbygge de antiautoritære socialistiske organisationer og netværk. Samtidig har vi kunnet arbejde med andre spørgsmål, som eksempelvis mod pornoindustrien og en kampagne sammen med Nätverket Mot Rasism mod det europæiske politisamarbejde og den restriktive flygtningepolitik i Schengenaftalen.

Efter det store antal af nazimord i ’95 skete der en forandring i samfundet. Diskussionen drejedes. Fra at tidligere i forbindelse med nazimanifestationer at tale om alles ret til at ytre sig, begyndte nazismen i stedet for at blive betragtet som en trussel. Efter ’95 kan man mærke en øget antifascistisk organisering og en mere aktiv statslig rolle gennem antiracistiske kampagner og en vending hvad gælder politiets indgriben. De seneste tre år har der været gjort forsøg på at forbedre kontakterne mellem de antiracistiske/antifascistiske organisationer. På initiativ fra Hasans Vänner mot vold och rasism, en Stockholmsbaseret gruppe i landsforbundet Stoppa Rasismen, har Nätverket Mot Rasism arbejdet sig i gang. AFA er gået med ind og har hjulpet med at opbygge netværket. De årlige antiracistiske landsmøder har været samlende for Nätverket Mot Rasism. Vi her også gået ind i det tilsvarende internationelle netværk af den antiracistiske græsrodsorganisation, United.

Indenfor AFA har vi ingen tro på de statslige initiativers mulighed for at bekæmpe fascismen. De seneste femhundrede statslige kampagner mod racisme/fascisme, konstateredes det i en statslig rapport, har ikke haft noget effekt (eller modsat effekt) i arbejdet mod racisme. En af grundene til at de ikke har forsøgt at skabe noget lokalt og kontinuerligt antifascistisk/antiracistisk arbejde, men i stedet har de indrettet sig på spektakulære yuppie-kampagner hvis opgave mere har været at give et billede af at staten reagerer mod racisme end at forsøge at opnå nogle konkrete resultater. I visse tilfælde har de statslige kampagner sågar fungeret kvælende overfor det lokale antiracistiske ved at skabe en interesse, samle masser af navne sammen og siden lægge låget på. Sådan fungerede både ”Rör inte min kompis”-kampagnen i 80’erne og ”Ungdom mot Rasism”-kampagnen i 90’erne. De statslige kampagner har ”afpolitiseret” antiracismen og ledt diskussionen væk fra at synliggøre statens egen rolle som opretholdende af racismen – den restriktive flygtningepolitik og uviljen til at gøre noget ved diskriminering.

Den svenske nazibevægelse er vokset frem under politibeskyttelse. Uden politiets beskyttelse havde de nynazistiske manifestationer været en umulighed. Den nynazistiske koncertvirksomhed har været afhængig af at politiet ikke har grebet ind og ved et flertal af tilfælde har politiet overtalt udlejere af lokaler til at lade koncerten blive afholdt når ejeren har villet afbryde kontrakten eller det er gået op for dem hvem de var i gang med at udleje til. For at ”undgå problemer” har politiet sat busser til rådighed som har kørt nazisterne ud til koncerterne og holdt antifascistiske demonstrationer på afstand. Fra og med efteråret ’95 kan man mærke en forandring hos politiet. De er blevet mere aktive i at gribe ind mod nynazistisk virksomhed. Vi er stærkt skeptiske overfor dette forsøg. Politiet har været mere interesserede i at give et billede af at de reagerer mod nazistiske aktiviteter, og de har alene reageret efter pres fra medierne. Vi tror ikke at man kan løse sociale problemer med love. Et antifascistisk arbejde som skal opnå effekt må føres på græsrodsplan af folk som arbejder kontinuerligt ud fra sin egen hverdag. Dette kan staten og myndighederne aldrig opnå. Vi tror ikke at stat eller politi har nogen ægte interesse i at bekæmpe fascismen, eftersom det ikke er de der rammes af det fascistiske vold. Vi kan derfor ikke sætte vores tillid til at politiet eller staten skal kunne udføre det antifascistiske arbejde. Under de tre første måneder af ’98 har politiet gået ind og stoppet tre hvid magt-koncerter. Men det har ikke bare drejet sig om at slå til mod den nynazistiske bevægelse. De øgede politiindsatser er også blevet brugt til at forsøge at kvæle antifascistiske organisationers initiativ. Når ”nazisme” bliver et politiærinde, så ses antifascistisk mobilisering som noget som forstyrrer politiets arbejde. ”Almindelige mennesker” skal ikke gå ud og fange indbrudstyve, og de skal heller ikke gå ud og agere mod fascister, eftersom ”nazisme” er et politiærende. På den vis har man forsøgt at stoppe antifascistiske manifestationer og lægge skylden på mislykkede politiindsatser mod nazisme over på den antifascistiske bevægelse.

Virksomheden bredes ud

Til efteråret (1998) fylder AFA-netværket fem år. I den tid har vi ikke bare holdt fascisterne stangen, men også bredt vor egen virksomhed ud. En bredde som mærkes både hvad gælder aktionsformer og samarbejde med andre grupper. Et af vore mål har været at gå i mod at sidde fast i de samme arbejdsmetoder, at at hverken lade os suge ind i etablissementet eller stødes ud i isolering. Ved at brede vores samarbejde på græsrodsplan med andre sociale bevægelser har vi øget vores kontaktflader, brudt vores isolering og skabt kanaler hvor vi har kunnet taget diskussioner omkring vores virksomhed. Rent selvkritisk har samarbejdet med øvrige antifascistbevægelser tvunget os til at være mere åbne, ærlige og ikke gå ind i samarbejder med skjulte dagsordener. Men samtidig har vores kontinuerlige, militante aktioner ledt til at vi har beholdt en særlig position i den antifascistiske bevægelser og at vi ikke har behøvet at gemme vores analyser og antifascistiske profil væk. Vi har også på de her fem år lært os selv at forholde os taktisk og pragmatisk til den militante kampform som vi har været med til at etablere. Vi har ikke ladet militansen stige os til hovedet og dermed forvandle sig til et selvmål. Vi har i stedet ved hver aktion og kampagne først bestemt hvilket politisk mål vi har ønsket at opnå, for at siden hen bestemme metoder for at opnå resultatet. Protestvirksomhed, opinionsdannelse gennem medier, massemilitans og aktionsgruppemilitans har suppleret hinanden. Det er der vores mulighed for at vokse i fremtiden ligger: at være både en antifascistisk opposition og at arbejde pragmatisk. At både deltage i samarbejde med andre sociale bevægelser og udvikle en antihierakisk, decentraliseret, militant og resultatrettet antifascistisk praktik. Og vi har ikke glemt at AFA-netværket bare er et middel, passende til øjeblikket. Det store mål er trods alt at skabe en bred og stærk antiautoritær, socialistisk bevægelse. En stærk venstrefløj er det bedste middel mod racisme, sexisme, homofobi og kapitalisme.

Oversat efter denne artikel (pdf).