25. august 2012

Da tiden gik i stå - Bomben i Søllerødgade

Mandag den 16. marts 1992 sprang en bombe i Internationale Socialisters (IS) kontor i Søllerødgade 33 på Nørrebro. 29-årige Henrik Christensen, som var på IS-kontoret den dag, blev dræbt af bomben.

Klokken var 11.32 mandag den 16. marts 1992, da en bombe sprang i Internationale Socialisters (IS) kontor i Søllerødgade 33 på Nørrebro. 29-årige Henrik Christensen, som var på IS-kontoret den dag, blev dræbt af bomben.

Lokalerne brød i brand, og i den efterfølgende brandslukningsindsats gik mange af de potentielle beviser tabt. På væggen hang et ur tilbage — gået i stå klokken 11.32.

Henrik Christensen var aktiv i IS. Han efterlod sig ved sin død sin kone og en fire-årig søn. Han var aktiv i kampen mod den yderste højrefløj og lagde blandt andet meget tid i Fællesinitiativet mod Racisme — en forløber til Antiracistisk Netværk.

Den politiske reaktion

Allerede samme aften forsamledes antiracister, socialister, familie og venner til en spontan manifestation foran IS’ lokaler. Ingen var i tvivl om, at morderne skulle findes på den yderste højrefløj. På et pressemøde dagen efter bomben sprang, sagde IS’eren Leif Mikkelsen:

»Det er nazister, fascister og racister, der har slået vores kammerat ihjel. Politiets arbejde i sagen er også politisk forfølgelse.« Hans kammerat, Anders Schou fra IS i Århus, udtrykte sig et par dage senere således: »Drabet på Henrik er det første politiske mord i Danmark siden 2. Verdenskrig. Men vi må ikke lade os skræmme. Vi må ikke tie. Kampen mod racisme kræver nu yderlige opbakning.«

Lørdag den 21. marts indkaldte Internationale Socialister til mindemanifestation for Henrik Christensen. Op mod 15.000 deltagere gik fra det raserede kontor i Søllerødgade til Blågårds Plads. Ved demonstrationen talte blandt andet IS’eren Adam Johansen: »Vi er samlet for at vise sorg og forfærdelse over det politiske mord på Henrik, men også for at vise de rabiate racister, at vi ikke lader os skræmme til tavshed af politisk terror. Vi er chokerede, og derfor er vi også bange. Vi havde ikke forestillet os, at det kunne koste livet at være politisk aktiv. Men vi vil ikke grave os ned. Vi står over for en politisk forbrydelse, og vi forventer en fordømmelse af denne terror fra politisk hold og en indsats fra offentligheden for, at den bliver opklaret.«

Efter demonstrationen udtalte også Henrik Christensens enke, IS’eren Connie Skjold Henriksen, sig: »Fra første øjeblik har jeg været sikker på, at det var nazister og racisterne, der har sprængt Henrik i luften. Men jeg tror, at det var en tilfældighed, at det var ham, der blev dræbt. Måske var det også en tilfældighed, at terroristerne slog ned på vores kontor i Søllerødgade.«

Den politiske samtid

Bombedrabet kom som en overraskelse for de fleste. Kun få havde forudset, at den udvikling, der i samme periode gik igennem mange europæiske lande, også ville ramme H.C. Andersens trygge, demokratiske eventyrland. I Tyskland stod nynazistiske gadebander bag brandangreb imod flygtningelejre, og i Sverige myrdede racistiske skinheads unge indvandrere og homoseksuelle alene på grund af ofrenes seksualitet eller etniske baggrund. På sin vis var det derfor heller ikke uforudsigeligt, at fascister kunne tage menneskeliv i Danmark.

Siden anden halvdel af firserne havde en racistisk bevægelse vundet terræn i Danmark både på gadeplan og i den generelle offentlighed. Med Den Danske Forening og DNSB som de mest markante organisationer gennemførte den udenomsparlamentariske højrefløj alt fra offentlige møder og propaganda-aktioner til trusler, hærværk, vold og brandattentater mod minoritetsgrupper og venstrefløjen.

De aktiviteter medførte naturligvis reaktioner, især fra den organiserede venstrefløj. En af de stærkeste symboler i slutfirserne blev Fællesinitiativet mod Racisme. Initiativet stod bag demonstrationer og blokader, når racistiske og nazistiske grupper forsøgte at organisere sig og gå i offensiven.

Nogle ting har ikke ændret sig meget i de tyve år, der er gået siden bombedrabet i Søllerødgade. Nynazistiske, fascistiske og racistiske grupper står stadig bag chikane, trusler, hærværk og vold mod venstrefløjen samt etniske og seksuelle minoriteter. Og den antifascistiske bevægelse gør stadig, hvad den kan for at forhindre det. Opklaringsarbejdet

I tiden efter bombedrabet blev sagen prioriteret højt. Politiet nedsatte en ti mand stor enhed med deltagelse af PET for at finde morderne, ligesom Scotland Yard blev involveret på grund af deres erfaringer med sprængstoffer. Alt sammen uden held.

Ret tidligt blev politiets efterforskningsarbejde voldsomt politiseret. Politiet udtalte, at der lige så vel kunne være tale om, at ofret selv havde været i gang med at producere en bombe, som der kunne være tale om mord. Samtidig valgte PET at iværksætte telefonaflytning af IS’ lokaler i Århus – i øvrigt med terrorparagraffen som grundlag - samt af fire medlemmers private telefoner.

Allerede dagen efter bombedrabet fremkom en skrivelse fra en gruppe, der kaldte sig »Frit Danmark, K 12«. »K 12« er formentligt en henvisning til den svenske krigerkonge Karl den 12., der i netop de år blev hyldet årligt af svenske nationalister og nynazister ved en march i Lund.

Kriminalinspektøren, der ledte efterforskningen, udtalte sig til B.T. om erklæringen 11 dage efter mordet: »Jeg fik for nogle dage siden et maskinskrevet brev på to en halv linie fra det såkaldte "Frit Danmark K 12". Men jeg opfatter ikke brevet som en tilkendegivelse af, at nogen tager skylden for bomben. Og der står ingen antydninger om dansk indvandrerpolitik.«

Det sidste er dog ikke helt rigtigt. I PET-kommisionens beretnings bind 11 side kan 252 (fodnote 783) fremgår det, at gruppen i erklæringen skrev: »Vi kan meddele, at det var os, der anbragte bomben i Søllerødgade. Vi anser disse venstresnoede elementer for landsforrædere over for det danske folk.«

Senere i 1992 blev også en personkreds omkring den senere Blood & Honour-leder Marcel Schilf i Nordsjælland efterforsket. Samme Schilf blev også efterforsket året efter i forbindelse med en række østrigske brevbomber afsendt af nationalisten Franz Fuchs og igen i 1997, da den nazistiske terrorgruppe Combat 18 Copenhagen Division afsendte tre brevbomber til engelske mål.

I 1998 stod PET-meddeleren Frede Farmand frem i TV 2 og fortalte, at han tre måneder før bombedrabet havde advaret sin kildefører i PET i Århus om, at der i nazistiske kredse var forlydender om en kommende bombesprængning i Søllerødgade. Farmands optagelse af en samtale med nazilederen Albert Larsen fra partiet De Nationale, hvori denne fortæller Farmand om bomben, blev ifølge Farmand overdraget til PET på bånd. Det har PET sidenhen benægtet.

Trods de mange spor, der pegede i retning af nazistiske kredse, er ingen nogensinde blevet pågrebet for mordet.

Videre læsning

I 2009 udkom PET-kommissionens 16 bind lange beretning om PET’s overvågning af politiske aktiviteter i Danmark. Hele bind 11 handler om PET’s overvågning af den yderste højrefløj i Danmark i perioden 1945-1994 fokus på de seneste årtier. Kapitel syv, otte og ni behandler bombedrabet i Søllerødgade, den efterfølgende efterforskning og debat samt Frede Farmands rolle. Teksten er interessant og detaljeret, selvom den naturligvis ikke er specielt kritisk over for politiet og PET’s indsats. Hent bind 11.

Efter Henrik Christensens død udgav IS et særnummer af deres blad, Socialistisk Arbejderavis, om bombedrabet. Artiklerne, der blandt andet præsenterer IS’ syn på den fascistiske terror, politiets efterforskning og metoder i kampen for socialisme, kan læses på IS’ hjemmeside.

Antifascistisk Aktion - 2012