16. januar 2015

Mediernes rolle ved nazistiske overfald

Kronik: Det føles ikke som besværet værd at udtale sig om politisk motiveret vold til danske, etablerede medier. Nazistisk vold bliver nemlig skrevet ind i en historie om bandekrig mellem venstre- og højrefløjen - uanset hvad der er sket.

Foto: Caroline Bach

Af: Anne Dalum

I denne artikel vil jeg komme ind på bl.a. mediernes rolle set i lyset af nazi-angrebene i Malmö 8. marts 2014, samt den store folkelige manifestation der fandt sted i Malmö 16. marts ugen efter. Jeg vil også komme ind på, hvorfor det er nemt for medierne at tegne et billede af antifascisme som ballademageri, fordi der ikke er den samme tradition for folkelig antifascisme i Danmark som i f.eks. Sverige og Tyskland. Derudover vil jeg berøre udlægningen af parlamentarisme som eneste mulige samfundsindretning i medierne, og hvordan denne udlægning påvirker en dansk offentligheds syn på antifascisme.

Det føles ikke som besværet værd at udtale sig om politisk motiveret vold til danske, etablerede medier. Nazistisk vold bliver nemlig skrevet ind i en historie om bandekrig mellem venstre- og højrefløjen - uanset hvad der er sket. Således også da jeg kontaktede danske medier efter de fire mordforsøg i Malmö i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts i år begået af medlemmer fra det nazistiske Svenskarnas Parti. Jeg kontaktede dem, fordi danske medier var stille som graven omkring hændelserne i dagene efter angrebene. Jeg tog kontakt med dén agenda at sætte fokus på hændelserne, og på de mange nazistiske overfald, som begås i Sverige og Danmark. Forskellen på de to lande er dog, at der i Danmark ikke har været et nazistisk mord siden 1992, hvorimod der i Sverige er blevet begået 14 mord de sidste 10 år - et tal der burde få danske medier op af stolene. Men da jeg kontaktede dem, kunne jeg hurtigt konstatere, at det jeg havde at fortælle, var totalt uinteressant. Det var åbenbart ikke vigtigt, at medlemmer af Svenskarnas Parti nys forinden havde været i Kiev i Ukraine for at hjælpe det nazistiske parti, Svoboda, i deres forsøg på magtovertagelse, samt hjulpet dem med at patruljere gaderne. Dette sås også på én af nazisternes huer på overfaldsnatten, hvorpå symbolet for det ukrainske nazistparti, Svoboda, var. Det var åbenbart heller ikke interessant, at samme nazistiske Svenskarnas Parti stod for at stille op til kommunalvalget nogle måneder efter. I stedet ville de gerne gøre historien til min historie - mao. i bedste fald et ligegyldigt -, og i værste fald et trivialiserende fokus. Både i forhold til sagens faktiske- og dens kontekstuelle alvorlighed. Når politisk motiveret vold finder sted, er det ikke vigtigt, hvad en enkeltperson føler. Hvor bange og vred personen er, - jvf. en overskrift som “Dansk ven dybt chokeret”, og sætninger som “Jeg blev rigtig ked af det, vred og meget bange”. Bevæggrunde for volden og baggrundshistorie er derimod vigtigt. Hvorfor disse overfald sker på præcis Kvindernes Internationale Kampdag, og hvad SvP-medelemmerne har foretaget sig i tiden inden overfaldene.

Så hvorfor denne forsimpling fra mediernes side? Muligvis tror medierne selv på politiets og politikernes spin om, at der foregår en bandekrig mellem højre- og venstreradikale. Et spin der kun gavner den borgerlige fløj - dvs. landets magthavere - idet det bekræfter, at de venstreradikale er skøre og udemokratiske, og de der befinder sig indenfor det parlamentariske politiske spektrum er fornuftige og demokratiske. Konsekvensen bliver udemokratisk, idet muligheden for en diskussion af demokrati-opfattelser, som henholdsvis det borgerlige demokrati repræsenterer, og den anden demokrati-opfattelse som er den venstreradikale, forhindres. I stedet bliver diskursen fordummende, idet den går ind, og stempler den venstreradikale demokrati-opfattelse som udemokratisk. Dette er et paradoks, eftersom de fleste venstreradikale ønsker en udvidelse af demokratiet. Den borgerlige demokrati-opfattelse bliver derfor indirekte holdt op som den eneste rigtige, og derfor er det som sådan, den eksisterer i den borgerlige offentligheds bevidsthed.

Uheldigvis for os der ikke har en borgerlig demokrati-opfattelse, betyder det, at medierne, politiet - og derfor den borgerlige offentlighed - ikke tror på os, eller finder os troværdige i det hele taget. Det betyder også, at når vi bliver udsat for politisk overfald, bliver vi skammet, fordi medierne straks hopper på den sædvanlige bandekrig-historie fra politiets side, og i sidste ende er det jo vores egen skyld, fordi vi vælger at være "ekstreme" - dvs. have en anderledes demokratiopfattelse end den gængse borgerlige. Vi er jo bare nogle ekstremister, der er i "bandekrig" med den anden ekstrem, og faktisk er vi ligeså slemme som nazisterne. Befinder man sig ikke indenfor det politisk parlamentariske spektrum, er det ens egen skyld, at man ikke bliver taget alvorligt, og at man bliver stemplet som ekstremist. Det betyder også, at man ikke bliver taget alvorligt, når man bliver forsøgt myrdet på Kvindernes Internationale Kampdag. For den eneste grund til dét sker, er nemlig, at man er repræsentant for en reverserende bande på den anden side af det politiske spektrum i politi og politikeres øjne, og derfor i den almene befolknings øjne. At politiet også er påvirket af bandekrigs-diskursen, sås også på overfaldsnatten, hvor politiets tilgang til den voldelige hændelse, hvor venstreorienterede feminister var blevet gennemtævet og skåret i, bl.a. kom til udtryk ved spørgsmålet: "Har inte ni bråkat färdigt i kväll?" (Er I ikke færdige med at skændes for i aften?). Herefter bad politiet den eftersøgte voldsmand om at forlade pladsen, hvorefter han gik mod den nærliggende park, forsvandt, og ikke er set siden. Politiet henvendte sig først til én af de knivoverfaldede kvinder næsten to døgn efter, og Skånepolisen påstod, at kvinden havde trukket sin anmeldelse tilbage, hvilket ikke var korrekt. Politiets indsats er - ikke overraskende - blevet stærkt kritiseret på baggrund af denne forsømmende måde at håndtere hændelsen på. Den 8. marts i år var det ikke bare venstreorienterede, der blev overfaldet. Det var feminister, kvinder og personer med anden etnisk baggrund end svensk. Nazister har altid gået efter udsatte, marginaliserede grupper, og dette reflekteredes i overfaldene natten til 8. marts. Heldigvis var reaktionen også stærk; 10.000 mennesker på gaden 16. marts. Det var en blanding af forskellige politiske og feministiske grupper, fodboldfans samt en masse uorganiserede enkeltpersoner. Alle sagde de nej tak til nazistisk, racistisk og anti-feministisk vold.

I slutningen af sidste år udgav den svenske regering en rapport om voldelig ekstremisme. To dage efter knivoverfaldene skriver den svenske avis, Expressen, at nazisterne bare havde forsvaret sig. Dette skyldes muligvis ikke, at medierne er særligt højreorienterede - snarere at den borgerlige diskurs i samfundet er så stærk, at alle synspunkter og politiske viljer udenfor det borgerlige samfund må defineres som ekstremisme. Dette ses også i den nyligt udgivne uvidensabelige (ifølge flere forskere, som bl.a. kritiserer rapporten for at mangle eksplicitte definitioner og kriterier, samt have et spinkelt datagrundlag) SFI-ekstremisme-rapport fra Danmark, hvor venstreorienterede organisationer står nævnt på linje med nazistiske organisationer.

Eftersom den højreorienterede vold er så hyppig i Sverige, kunne man næsten fristes til at tro, at den meget sparsomme og forløgnede mediedækning af den reelle vold, de udfører, er selvforstærkende - at de gør det, fordi de kan slippe afsted med det. En mere præcis forklaring er nok nærmere, at højreradikale påvirkes af, hvad medier skriver om. Det sås f.eks. under Muhammed-krisen, hvor tilslutningen til den nazistiske organisation, Dansk Front, tredobledes. Det kan være en konsekvens af mediernes slappe dækning, at politiet tilsyneladende er så ligeglade med højreekstrem vold, men det har sikkert også at gøre med de borgerlige værdier, der hersker inden for politiet og samtlige parlamentariske partier. Man ser politiske kampe, som udspiller sig på andre arenaer end den borgerlige som et problem i forhold til lov og orden, og der er den venstreradikale bevægelse bare noget større end den højreradikale - i både Danmark og Sverige.

16. marts - Kämpa Malmö

De forskellige grupper der sagde fra overfor nazistisk vold den 16. marts, er alle eksempler på forskellige mennesker, som er i konflikt med kapitalismen på den ene eller anden måde. Men antifascismen er ikke som sådan revolutionær. Den går først og fremmest ud på at bekæmpe antidemokratiske kræfter, og dermed forsvarer den indirekte det borgerlige demokrati. Dernæst er antifascismen en nødvendighed for mange - noget som nok er svært for mange at forstå, eftersom de ikke rammes af fascistiske gruppers undertrykkelse. Når den fascistiske bevægelse bliver for stærk, er der mange, der oplever direkte konsekvenser af det - deriblandt farvede, indvandrere, kvinder, homoseksuelle og transkønnede.

Antifascismen findes, fordi der er behov for den. Den indeholder en række praktikker, som mennesker vælger at agere i i deres hverdag i de gråzoner af legalitet, som det borgerlige demokrati ikke tillader folk at agere i. På dén måde bliver den en bro ind i andre kampe, og derfor sås der så mange forskellige "kampsektioner" og grupper repræsenteret den 16. marts - feminister, anti-racister, fodboldfans og sågar partisoldater. Dagen var et resultat af nødvendigheden af at agere i forhold til den pågældende sag - sammen, her og nu. Det handlede i mindre grad om en reaktion på baggrund af en revolutionær ideologi, men i højere grad et faktiskt, materielt angreb, som man ville forsvare sig imod ved at sige klart fra overfor det. Angrebene 8. marts var selvfølgelig meget chokerende, men som sådan kommer de ikke som en overraskelse, eftersom vold ligger i fascismens struktur. Fascismen vil altid forsøge at trykke anderledes og progressive elementer tilbage. Det er ikke mærkeligt, at borgerlige medier ikke beskriver, hvordan det er at være på vagt overfor nazister konstant. Til gengæld er det svært at begribe, hvorfor der ikke er mere interesse for at undersøge en parole som "Antifascisme er selvforsvar". Hvorfor det f.eks. kan være, at antifascisme er et nødvendigt selvforsvar for mange, og hvorfor den ikke er nødvendig for mange.

En by som har været særlig udsat for nazistisk vold, er Århus. Det er selvfølgelig ikke fordi, der er mindre racisme i København, men Århus har ikke haft samme antifascistiske tradition som København. Derfor har overfald på indvandrere og venstreorienterede været normalt i Århus i lang tid. Bl.a. er muslimske kvinder blevet overfaldet, venstreorienterede væresteder raseret gentagne gange, og venstreorienterede lokalpolitikere brutalt overfaldet. Det er derfor nemt at pege fingre ad folk, der aktivt bekæmper fascisme, og sige, de er ligeså slemme som fascisterne, når man selv ikke er offer for fascismens vold. Nogle gange er det skræmmende, så hurtigt visse glemmer historien. I stedet forstås antifascismen som ekstremisme, selvom det i virkeligheden kan forstås som forsvar for grundlæggende borgerlige menneskerettigheder. Det er derfor ironisk, når borgerlige medier - og derfor den borgerlige offentlighed - udpeger antifascisme til at være ekstremisme.

Parlamentarisme som eneste mulige samfundsindretning

For at forstå skabelsen af mediemyten om "venstreekstremisterne" versus "højreekstremisterne", må man forstå den vigtige rolle, PET spiller. Mediernes sprogbrug er nemlig en direkte kopi af PETs ordvalg ift. højre- versus venstreekstremisme-diskursen. Den undersøgende journalistik er altså undergravet på forhånd pga. den sproglige diskurs, og derfor forsøges det ikke at komme til en nærmere forståelse af den faktiske politiske virkelighed. Ordvalget er ikke tilfældigt. Det er derimod ganske strategisk fra PETs side, idet det er fordelagtigt for dem, at offentligheden tror på venstre- versus højreekstremisme-myten. På denne måde sikrer de sig nemlig større økonomiske bevillinger, samt offentlighedens legitimitet af overvågning af grupper, de opfatter som samfundsskadelige. Eftersom PETs øverste chef er Justitsministeren, er PET i høj grad en politisk farvet instans, hvis interesse det er, at offentligheden bliver fastholdt i idéen om, at det parlamentariske, repræsentative demokrati er den eneste fornuftige måde at indrette samfundet på. Mener man noget andet, er man "ekstrem", og derfor farlig. Denne stigmatisering af mennesker som vil en radikal anderledes samfundsindretning, er dermed en effektiv fordummelse af offentligheden. Medierne fungerer som PETs marionetdukker - ikke forstået på dén måde, at der hersker én eller anden mystisk aftale mellem de to instanser, men forstået på dén måde, at det er mediernes arbejdsvilkår at modtage information fra et informationsmonopol som PET. Dén info der udgår fra PET, skal altså behandles som objektiv fakta, hvilket gør det svært for journalisterne at skaffe sig information fra andre kilder. Det er dog problematisk, at medierne ikke informerer deres læsere/tilskuere om, når deres artikel er en direkte afskrift af en pressemeddelelse fra det politisk farvede PET.

I tv-interviews hvor eksperter bliver interviewede på området, er det sjældent, de besidder anden viden om en konkret begivenhed end dét, der er blevet kommunikeret gennem PETs pressemeddelelse. Dette må siges at være en alvorlig konsekvens af PETs informationsmonopol for den borgerlige offentligheds opfattelse af dét, som opfattes som demokati. Politik bliver gennem ekstremisme-diskursen reduceret til et spørgsmål om kriminalitet og antidemokratisk adfærd. Dette er meget alvorligt, eftersom problemet med fascistisk vold herved bliver afpolitiseret. Dvs., at dette problem som egentlig kræver en politisk indsats, istedet kræver en politiindsats. Og desværre for ofrene for fascistisk vold, rykker politiet først ud, når skaden er sket. Der er derfor brug for mere af dét, som sås i Malmö 16. marts: At civilsamfundet går sammen, og siger fra overfor nazismen og den fascistiske vold, så fascisterne kan forstå, at eftersom de gør gaderne utrygge for farvede, indvandrere, homoseksuelle, transkønnede, venstreorienterede, osv., er de ikke velkomne i vores by, og vores gader skal ikke være sikre for dem at manifestere sig i. En sådan nødvendig folkelig modstand mod fascismen, begrænses af en fordummende presse, der tegner et billede af politisk vold som ren og skær konsekvens af to kriminelle grupperinger, der bekæmper hinanden. Placerer man hele samsuriet af både venstreorienterede og racistiske, fascistiske og nazistiske grupperinger under samme "ekstremisme"-hat, forsvinder det egentlige ideologiske fokus. Det ses bl.a. ved, at civilbefolkningen bliver forsøgt hjernevasket af medierne (PET) til at tro, at manifestation mod fascisme (antifascisme), er ligeså slemt som fascisme. Jødeudryddelser, vold, mord, tortur, forfølgelse af anderledes tænkende, samt nedbrænding af moskéer, synagoger og venstreorienterede/arbejderhistoriske lokationer tages slet ikke i betragtning. Ej heller ønsket om en diktator med et enerådende nazistisk parti. "Ekstremisme"-diskursen er derfor farlig, eftersom den reelle trussel herved undervurderes. Kampen mod fascistiske tendenser bliver altså banaliseret, idet fokus bliver flyttet til et spørgsmål om bandekrig og kriminalitet, selvom det egentlig er et ideologisk spørgsmål, som er meget vigtigere at snakke om. For hvad har historien lært os om de, der tidligere har accepteret nazismen? Resultatet var som bekendt uoverskueligt. Konsekvensen af denne banalisering bliver desværre også, at store dele af venstrefløjen stigmatiseres som ekstremister/ballademagere/lømler (jvf. Lømmelpakken), i modsætning til de ordentlige "folkevalgte" politikere. At disse ikke arbejder for arbejderklassens interesser, selvom de siger, de vil gøre det, bliver de dog ikke kaldt "lømler" for. På denne måde har medierne gjort politikerne, og de der drager fordel af en borgerlig politik, en stor tjeneste. Belejligt for dem gør de ikke befolkningen en tjeneste, fordi det er med til at splitte og fremmedgøre befolkningen overfor hinanden.

At det ofte er krimiredaktionerne - fremfor politikredaktionerne - der tager sig af dette område, bidrager yderligere til en afpolitisering af en ellers meget politisk konflikt, hvor antifascister og nazister ses som uvårne unger i stedet for nogle, der rent faktisk har taget stilling til nogle ting politisk, som de derfor handler ud fra. Det er et stort problem, at venstre- og højrefløj slås i hartkorn. For det første hænger det ikke sammen, at folk der vil en radikal fri, lige og demokratisk verden, skal opfattes og behandles som folk, der ønsker en radikalt ufri, ulige og udemokratisk verden med etnisk og politisk udrensning. Dette med at skære alle under én kam, har vist sig ved de såkaldt "exit-strategier", hvor unge mennesker risikerer en forebyggelsessamtale - arrangeret af det lokale SSP-samarbejde, hvis man har deltaget i en demonstration eller fest sammen med venstreradikale. Dén slags aktivitet bliver altså behandlet som grund til bekymring, på linje med når White Pride i Århus praktiserer adskillige angreb og overfald på indvandrere og venstreorienterede, samt chikanerer kvinder og HBTQ-personer. Det er uhyggeligt, at der ansættes folk til at forsøge at presse mennesker med "forkerte holdninger". Det klinger hult, når det etablerede politiske system og pressen ellers kalder alle mulige politiske manifestationer for udemokratiske - uden vilje til at se nuancer. Det giver mening, fordi det er mere besværligt, og derfor undgås det. Mere fordelagtigt for dem er at stigmatisere de, der vil et alternativ til kapitalismen.

Folkelig antifascisme

Heldigvis for tyske antifascister bliver de ikke i samme grad dæmoniseret som de danske. Hér har man naturligt nok lært af historien, hvorfor også borgerlige og kirkelige organisationer er involerede i antifascistisk arbejde. Antifascismen er altså her i højere grad normaliseret, og dermed ikke udsat for samme bandekrigsdiskurs som i Danmark. Den antifascistiske kultur i Tyskland hvor flere befolkningsgrupper deltager, kunne man passende kalde folkelig antifascisme, idet det anses for helt normalt, og som rummende de fleste befolkningsgrupper. Lignende folkelig antifascisme eksisterer også i Sverige, fordi landet har været meget plaget af nazistisk terror som vold og mord. Danmark har ikke samme tradition for folkelig antifascisme, og derfor har danske medier bedre mulighed for at tegne et billede af antifascister som ekstreme bøller. Dog har Århus oplevet lignende tilstande som i Sverige i flere år nu, og derfor gennemførtes også "Mejlgade for Mangfoldighed" - et folkeligt antifascistisk arrangement hvor 5000 mennesker deltog på lige fod med Kämpa Malmö i Sverige, hvor 10.000 mennesker deltog. Mejlgade for Mangfoldighed var med til at sætte fokus på den omfattende nazi-vold i Århus, hvor man skal være mere end bare forblændet af medierne, hvis man tror, der er tale om bandekrig mellem to parter, som er lige gode om det.

Lad os derfor ikke glemme historien, og lad os ikke gentage den. En mediernes ignorering af højreekstrem vold i dag, kan betyde nazistiske parlamentspladser om 10 år, som det allerede har gjort i andre europæiske lande.