23. november 2011

En ny undersøgelse viser..

Politiken bragte i fredags en artikel om, hvordan en tysk undersøgelse har vist, at cirka halvdelen af EU-borgerne mener, at der lever for mange muslimer i deres land. Projekt Antifa bringer her en kommentar til undersøgelsen.

Den tyske tænketank Friedrich-Ebert-Stiftung har lavet en undersøgelse af omfanget af islamofobi i Europa. Undersøgelsen viser ifølge Politiken, at gennemsnitligt halvdelen af europæerne mener, at der findes for mange muslimer i deres land – i Storbritannien er det 45 procent, mens det højeste tal er at finde i Ungarn med 61 procent og det laveste i Portugal med 27 procent. Selvom tallene varierer, er der ikke lige så stor uenighed at spore i europæernes holdning til muslimer, som der er i forholdet til kvinder, jøder og homoseksuelle.

Politikens tal er suppleret med tal fra en endnu ikke offentliggjort undersøgelse lavet blandt 2.000 danskere af lektor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet Jens Peter Frølund Thomsen. Ifølge hans undersøgelse svarer 43 procent af danskerne ja til påstanden om, at der er for mange muslimer i Danmark, mens 45 procent mener, at muslimerne skaber uro i samfundet. Thomsen slår fast, at danskernes aversion over for muslimer er taget til efter 11. september 2001, samt efter terrorangrebene i London og Madrid og den efterfølgende medieomtale. Han udtaler desuden, til Politiken, at: »mange ved jo ikke, hvad en muslim er, og mange har ingen personlig kontakt til muslimer«, samt at danskerne har svært ved at vænne sig til, at religion fylder i hverdagen.

Den britiske tænketank Demos offentliggjorde en lignende undersøgelse i starten af november, der undersøger højrepopulismens fremgang på nettet. Undersøgelsen omfatter 10.000 personer, der er medlem af højrefløjspartier og –grupperinger på Facebook og konkluderer, at tilhængerantallet på Facebook i de fleste tilfælde er større end partiernes officielle medlemstal. En holdning, der går igen blandt undersøgelsens deltagere er, at især islam udgør en trussel mod den nationale identitet. Undersøgelsen viser også, at de højrepopulistiske partiers tiltrækningskraft er legitimeringen af en kritisk holdning til islam, men en afstandstagen til den hårde direkte racisme.

Socialpsykolog Beate Küpper, der er en af forskerne bag den tyske tænketanks europæiske undersøgelse, bekræfter fokuset på kulturelle aspekter ved fjendtligheden, idet hun ytrer, at den nutidige form for fremmedfjendskhed udspringer af opfattelsen af, at ’de andres’ kultur og religion er reaktionær. Om denne nye fremmedfjendskhed uddyber Küpper til Politiken, at det i dag er socialt uacceptabelt at diskriminere på baggrund af hudfarve, hvorimod det ikke bryder med samfundets normer at udtrykke sig negativt om andres religion, ved f.eks. at udtale, at man mener, at islam er en undertrykkende religion.

En vigtig observation, som Küpper lufter er, at få af de, der ser ned på andres religion, ser sig selv som højreorienterede. Således viser Friedrich-Ebert-Stiftungs undersøgelse, at 60 procent af deltagerne svarer, at de politisk tilhører midten, mens kun 10 procent mener, at tilhøre den yderste venstre- eller højrefløj. Tallene er interessante, idet de strider med de seneste valgresultater i mange europæiske lande, hvor højrepopulistiske partier får langt over 5procent af stemmerne. Eksempelvis fik Schweizerische Volkspartei (på trods af en nedgang) 26,6 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i oktober. Det vil altså sige, at man muligvis stemmer på Dansk Folkeparti, men i øvrigt ikke betragter sig selv som decideret højreorienteret. Her ses altså en sammenhæng med Demos’ udsagn om de højrepopulistiske partiers subtile racisme som en vigtig mobiliserende faktor, hvor en decideret højreorienterethed eller racisme ikke italesættes direkte.

Den danske antropolog Peter Hervik når frem til lignende observationer i en undersøgelse af indflydelsen af mediernes neoracistiske diskurs på den danske befolknings bevidsthed. Hervik fremsætter, at få betragter sig som deciderede racister. Således foregår der en ideologisk og politisk kamp om en racisme, der ofte påstås ikke at være racistisk. Hervik nævner ydermere et studie, der viser, at ordet ’racisme’ i dag tillægges betydningen ’forskel’ eller ’kultur’. Ifølge Hervik er nutidens racisme, der kommer til udtryk både blandt politikere og i befolkningen, derfor ikke af en ideologisk karakter, men derimod af en kulturel karakter, der er mere indirekte og mindre forkastelig, og i sin analyse når han frem til, at hans informanter (de han har interviewet i forbindelse med sin undersøgelse) opfatter kulturforskellene mellem etniske danskere og etniske minoriteter i Danmark som uforsonlige.

Den neoracistiske diskurs i medierne, som Hervik mener er den udløsende faktor i den nutidige racisme, blev særligt stærk i 90’erne, en tid præget af Berlin-murens og socialismens fald, EUs udvidelse – med en åbning af de interne grænser og en styrkelse af de eksterne som konsekvens – samt en øget flygtningestrøm til Danmark og EU. Denne tid har derfor været særlig opportunistisk for medier og politikere, der ønskede at gøre følelser som frygt for fremmede til genstand for en mobilisering af støtter. Hervik slår fast, at mediernes påvirkning af befolkningen skal ses som et led i en meningsdannende proces, hvor det, vi får at vide – bl.a. af medierne – fortolkes i den sociale interaktion, hvorefter den bliver indlejret i den enkelte person gennem praksis, for til sidst at blive til en ubestridelig realitet. Dette betyder, at mediernes diskurser er det, der sætter gang i denne indlejring af betydning, og at diskursen, f.eks. den neoracistiske, hurtigt sætter sig fast i en person gennem dagligdagshandlinger og sociale relationer, hvorved den ubestridelige realitet, f.eks. at kulturforskelle er uforsonlige, er svær at ændre, på trods af at mediernes diskurs ændrer sig.

Hvad de nye europæiske undersøgelser og Herviks analyse viser os er, at det for det første er vigtigt at slå fast, at diskriminering baseret på kultur også er racisme, og at denne racisme besværliggør eller forhindrer adgangen til kultur, jobs samt taletid i medier etc. på trods af, at den er indirekte! Desuden vidner analyserne om vigtigheden af sociale netværk, da diskurser fra medier ikke står alene, men derimod bliver taget stilling til i sociale sammenhænge.