5. oktober 2010

Dagens fascisme bliver ikke en genudsendelse

Den svenske blogger Mathias Wåg, der har en mangeårig baggrund i den svenske antifascistiske bevægelse, har beskæftigt sig intenst med den politiske udvikling i Italien. Her fortæller han om den seneste udvikling.

Udenfor togstationen i Rom står der militære styrker og søger igennem enhver gruppe af mennesker der ligner indvandrere for at finde bevis for ”indvandrerkriminalitet". De står ikke alene, den legaliserede medborgergarde hjælper dem med at patruljere gaderne. At fremstå som indvandrer uden opholdstilladelse er nu blevet illegalt. Hvis du bliver fanget på gaden uden papirer vil du havne i de fængselslignende CPT-centre (Center for Midlertidig opholdstilladelse). Grænserne lukkes, selv over for andre EU-lande som Rumænien. Alt pakket ind som ”sikkerhed”, det spørgsmål der førte Berlusconis højre-alliance til magten. En sikkerhed som ikke dækker alle: Tilfælde af racistiske og homofobiske overfald i Italien er stigende. Sanktioner mod romaer og senegalesere i Napoli, daglige angreb mod homoseksuelle i Rom, en ung sort mand slås ihjel af butksejere i Milano. Samtidig spredes de nynazistiske BZ’ere langsomt fra Rom til resten af Italien. I fodboldsammenhæng er den højreorienterede dominans snart total. Tidligere facister som sidder ved magten i Italien har lært at ignorere nynazisternes hærgen på gaden, de giver dem stille tolerance og samtykke trods deres racistiske forbrydelser.

Laboratorium Italien

Det er svært at finde en artikel om Italien, både i Sverige og i resten af Europa der ikke advarer om Berlusconi, og det italienske eksempel. Men en mere korrekt beskrivelse ville være at se Italien som Europas ekspirement frem for som en unormalhed. De sikkerhedsforanstaltninger, der er testet i Italien bliver senere etableret i andre EU-lande. Under Sveriges lederskab.

Den globale suverænitet er ved at skifte form, efter nyliberalismens krise og de blokader der påføres de internationale institutioner under globliserings-bevægelsernes kamp. Den økonomiske krise, i kølvandet på realkredit- og bankkrisen i USA, fremskynder udviklingen ved at give anledning til øgede sociale spændinger.

En af de førende arkitekter i EU’s nye "sikkerhedsarkitektur" er Frattini. Efter valget i Italien i 2008, forlod han sin post som EU-kommissær for retlige og indre anliggender for i stedet at blive udenrigsminister i Berlusconis kabinet. Som statssekretær blev en af hans første opgaver at designe G8-mødet i L’Aquila i juli 2009. Følgelig blev også "sikkerhed" det centrale emne på topmødet, Frattini pressede på for den hårde linje, at EU og NATO skal integreres stedet for at overlappe hinanden, og pointerede den centrale rolle G8 kunne spille i dette projekt.

Italien har fået megen international kritik af sit mål om at reducere "ulovlig" migration til nul og dens kriminalisering af papirløse migranter. Frattini har med succes gennemført rejser til Mauretanien, Senegal, Angola og Nigeria for at etablere en dialog inden G8-mødet, for at inddrage dem i kampen mod illegal indvandring og narkotikahandel. Italien og G8 har forpligtet sig til at hjælpe disse lande med at bygge nye pas-systemer, stå politiets uddannelse i bekæmpelse af oprør og styrke deres evne til at bevogte sine grænser og forhindre udvandring. Mest succesfuldt har været Italiens samarbejde med Libyen om fælles grænsepatruljering og udvisningslejre beliggende i Libyen - uden for EU retssystem.

Men denne flygtningehåndtering, der sætter retten til asyl fuldstændigt ud af spil og strider mod FN’s menneskerettigheder, er ikke et isoleret italiensk fænomen. Det er netop Franco Frattini, der har designet den syvpunktsplan for Europa om, hvordan "ulovlig" indvandring, bør bekæmpes, for at skabe ensartede mekanismer. Den plan indføres i Stockholm-programmet, EU’s femårige strategi for retspolitik, indre sikkerhed og migration, som blev besluttet under det svenske formandskab. Den italienske model er bliver under Beatrice Asks ledelse til den europæiske standard i Stockholm-programmet. EU bevæger sig i retning af større integration af politi- og dataregistre, overførsel af militære opgaver til paramilitariserede politistyrker, en mere restriktiv politik på flygtningeområdet med udvisningslejre placeret uden for EU’s grænser.

Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso forklarede, at "almindelige borgere" vil være i hjertet af Stockholm-programmet, at målet er at gøre borgernes liv lettere og give dem beskyttelse. Stockholm-programmet vil betyde, at "en tættere sammenhæng, skal udvikles mellem indvandring og den europæiske arbejdsmarkeds behov". For at undgå en ny modstand som den mod FRA-lovgivningen (svensk overvågningslov, red.), skræmt af Piratpartiet succes i europæiske parlamentsvalg, har Beatrice Ask været omhyggelig med at hun påpege, at de nye overvågnings-og sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte borgerne.

Panoptikon-effekten truer med at slå igen. Thomas Mathiesen i Socialistisk Debatt de nye europæiske logningsbekendtgørelser: "Krimnologen Lucia Zedner har påpeget, at denne proces har været igennem tre faser. Først var det de farlige mennesker, der ville blive overvåget, men det viste sig at være så kompliceret at finde de farlige, at man skulle begynde at tænke i risiko-termer i stedet. Men det var meget svært at selv at finde de personer, du bør overvåge, når du eksperimenteret med sandsynlighedstal, så man måtte til sidst at overvåge alle. Processen er gået fra at overvåge farlige mennesker til potentielt farlige mennesker til alle borgere."

Højrefløjen som hybrid

Berlusconis store præstation i italiensk politik er at samle hele den brogede højrefløj, fra nyliberale frihandels-foretalere, konservative kristendemokrater eller ærke-nationalister til den nyfascistiske gadekrigere, under den samme politiske paraply. For at holde ryggen fri mod højre, har han skridt for skridt, ikke blot lykkedes med at inkorporere det gamle konservative fascistparti Allianza nazionale i sit parti Popola della liberta (Frihetens folk), men også de nyfascistiske udbryderpartier, der igen har et tæt aktionssamarbejde med ekstreme voldsgrupper.

Men det er farligt at stirre sig blind på Berlusconi. Grunden til, at højrefløjen vandt valget i Italien i foråret 2008 var ikke Berlusconis valgsamarbejde, de fik samme resultat som ved valget inden, men på det racistiske højrepopulistiske parti Lega Nords store valgsucces. Liga Nord er primært gået fremad ved arbejderstemmer, og det lykkedes for første gang at komme ind i traditionelt røde regioner som Emilia Romagna.

Man kan ikke se de forskellige højrestrømninger som isolerede fænomener, man må se på hvordan de interagerer. Relationen mellem det parlamentariske højre, højreradikal populisme og nyfascistisk højreekstremisme er tæt kan opveje hinandens mangler.

Patruljerende politifolk, soldater og legaliserede borgerværn skal genskabe en antydning af sikkerhed gennem hård territorial kontrol. "Sikkerheddiskursen" er højrefløjens svar på de problemer, de selv har skabt. Udliciteringer, privatisering af den offentlige sektor, nedbrydningen af små lokalsamfund, øget usikkerhed på arbejdsmarkedet, markedspriserne i boligmarkedet - som svar på hele den usikre livssituation dette har skabt, forsøger højrefløjen at garantere en kunstig sikkerhed gennem særlove, overvågning og strengere straffe.

Da det i sommeren 2009 blev ulovligt at være papirløs migrant i Italien og grænsekontrollen blev skærpet yderligere, skabte det ikke en større bølge af udvisninger - bare flere ’udvisbare’ mennesker; og derigennem et lag-delt arbejdsmarked, bestående af arbejdere med rettigheder, og papirløse, lovløse arbejdere som kunne udnyttes maksimalt til sultelønninger. Indregner man dette perspektiv er det ikke svært at forstå hvordan højrefløjen og de højreekstreme er blevet tæt sammenflettet i sit projekt, hvordan arbejdsusikkerheden, racismen og sikkerhedsdiskursen hænger sammen, hvordan højrepolitiken som ledsager arbejdsmarkedets forandring også virker på gennem institutionelle ændringer og mobiliserende på gaderne.

Fascistisering

Men er "fascisme" et nyttigt begreb til at forstå nutidens bevægelser og reaktionære samfundskræfter? Fascismen har aldrig været et sammenhængende ideologisk system, selv i oprindelseslandet Italien. Det har snarere været en fleksibel ideologi, klar til at ændre sig og lade sig påvirke, at alliere sig med forskellige klasser og præsenterer sig i forskellige indpakninger.

Dybest set har en reaktionær uforanderlig kerne eksisteret hele tiden, baseret på ideen om en national genfødsel, en tilbagevenden til en organisk samfundsmodel i et mytisk ursamfund og en genoplivning, hvor skadelige påvirkninger udskilles fra samfundskroppen. Kernen finder vi stadig i de ældre partier Allianza Nazionale, samt de nyere partier Lega Nord og Sverigedemokraterne herhjemme. Hvis vi kun betragter de elementer, er det let at se fascismen som en isoleret foreteelse, noget alle politiske partier tage stilling imod. Racisme, aggressiv nationalisme og reaktionær politik er taknemmeligt simpelthen at tilskrive Sverigedemokraterne, en ekstrem anomali, hvorfor man undgår at se relationen til den førte politik.

Men ser vi sammenhængen mellem højrefløjen, højrepopulismen og den ekstreme højrefløj som en delt område, og ligesom venstrefløjsskribenten Ali Esbati i stedet begynder at betragte det som en proces, "fascistisering", hvordan reaktionære forslag bragt i samfundet, vil nøglen snarere være at analysere, hvad der sker på den etablerede højrefløj lige nu. Fascistisering handler om at se på fascismens funktion, snarere end enkelte temaer. Hvilke udfordringer står kapitalens partier overfor, hvilke dilemmaer de står med kan kan løses med en fascistisering på kapitalens problemer og leverere de rette resultater?

Processen der vil være interessant at studere, da det område, hvor højrefløjen og det ekstreme højre mødes, er politik og kulturkamp, der nedbryder klassesolidaritetem og klassekamp i samfundet. Den italienske venstrefløjsfagforening CGIL’s talsmand Dino Greco mener, at det sådan vi skal forstå Lega Nords succes i blandt arbejdere. "Vi må indse, at der ikke længere er en sammenhæng mellem det at være arbejderklasse og det at stemme på venstrefløjen. Arbejderen er isoleret set ikke længere en klasse, han er noget andet - det er en person, der erstatter den horisontale solidaritet med en lodret solidaritet, den med sin chef".

Magnus Marsdal viser i sin bog "Högerpopulismen dissekerad" hvordan det norske Framstegspartiet effektivt har brudt klassesolidariteten ved at skabe en anden polarisering og anden form for solidaritet i samfundet. I Framstegspartiets verdensbillede deles samfundet i stedet vertikalt mellem de der "gør det rigtige" (arbejdstagere som individer og forbrugere, virksomhedsledere og de ligefremme politikere), og dem der er parasitter (arbejdsløse, dagpengemodtagere, indvandrere, kultureliten, bankchefer, fagforeningspampere).

Denne retorik kender vi fra Alliancens politik i Sverige, i hvordan klassespørgsmål etnificeres eller individualiseres. Arbejdsløshedsspørgsmålet bliver til "fremmedgørelse", de økonomisk dårligt stillede forstæder til "fremmedgjorte områder" og forstadsurolighederne fortolkes som etniske eller religiøse protester. Kvinders undertrykkelse i samfundet eksternaliseres og gøres til et kulturelt spørgsmål - noget "Taliban udsætter kvinder i Afghanistan for" eller æresdrab. Så er der ikke længere nogen plads indenfor ligestillingsspørgsmålet til at drøfte kvinders løn.

Esbati beskriver det som at "vinder terræn i almindelig klassekamp, ved at træde ud af klassekampen og tage nye greb, som kan have indflydelse på den direkte klassekamp". Massemobilisering skabes omkring andre spørgsmål end klassekamp, om "sikkerhed", "vold", "moralsk forfald" eller "kriminalitet".

Dagens fascisme bliver ikke en genudsendelse. Det vil ikke være ensartet nedefra, som en reaktionær bevægelse for at imødegå truslen fra en stærk arbejderbevægelse. Det vil snarere være en reaktion på en svag arbejderbevægelse, som en reaktion på de problemer kapitalismen skaber.

Dagens fascismen vil være en hybrid, en "fascistisering" af institutionerne og højrefløjens politik, der samtidig åbner døren til reaktionær mobilisering på gadeplan. Som reaktion på en diffus trussel om "masseindvandring", kriminalitet, "ekstremisme", velfærdsnasser, "islamisering", forstadsghettoer. Det kommer som en ny frygt for de "farlige klasser". Den bliver indført som sikkerhedspakker, Stockholmsprogrammet, FRA, IPRED, udviskning af grænserne mellem militæret og politiet, nul tolerance i forstæderne. Det vil ske gennem indsatser mod fremmedgørelse i arbejdsliniens navn. Og fremfor alt vil det ske i flertallets navn.