9. marts 2010

Turen går til EU (1. del)

Den rabiate højrefløj er rykket ind i Europaparlamentet. Dette er første del af en serie, der sætter fokus på de fascistiske kræfter i EU. I første del af ’Turen går til EU’ kommer vi forbi Belgien, Bulgarien og Frankrig.

Et kig på de fascistiske og højreekstreme medlemmer af Europaparlamentet. På billedet ses franske Jean-Marie Le Pen.

EU og Europaparlamentet er utvivlsomt noget af det mest kedelige de fleste mennesker kan forestille sig. Ikke desto mindre er det et ubestrideligt faktum at mere og mere af de nationale staters suverænitet overgives til EU, og da medlemssammensætningen i parlamentet desuden giver et fingerpeg angående de politiske styrkeforhold i de enkelte lande, er der alt mulig grund til at se på hvilke højreekstreme grupper der har sæde i parlamentet.

Belgien

Første stop på turen er Belgien. Belgiens hovedstad hedder Bruxelles, og er centrum for EU-samarbejdet, så det passer jo glimrende. Det er nok ikke her at Belgiens højreekstremister i Vlaams Belang, henter flertallet af deres stemmer.

Vlaams Belang søger på den ene side flamsk uafhængighed, og på den anden side en klar afvisning af det multikulturelle samfund. Partiet er politisk isoleret i Belgisk politik som følge af en aftale blandt landets øvrige partier. Vlaams Belang er gammel vin på nye flasker, partier har kun eksisteret siden 2004, og blev dannet efter at forløberen Vlaams Blok blev dømt for at opfordre til had og diskrimination.

Partiet er en del af den flamske uafhængighedsbevægelse, og nyder stor opbakning i den flamsktalende del af Belgien. Udover flamskuafhængighed er nogle af partiets hovedpunkter følgende: Nej til homoseksuelle vielser og adoption. Modstand mod islamiseringen af Europa. Voldsomme stramninger af abortlovgivningen, genindførelse af atomkraft, en omfattende pensionsreform og en afskaffelse af alle anti-diskriminations love.

En del medlemmer af Vlaams Belang er i årenes løb blevet beskyldt for være nazister, eller i det mindste sympatisere med nazister. F.eks. Roland Raes, der sidder i partiets ledelse, og som blev i dømt 4 måneders fængsel for at relativere jødeudryddelsen under Anden Verdenskrig. Bart Debie, der sidder i lokalrådet for Antwerpen, blev i 2006 dømt for at torturere arrestanter, brud på racisme lovgivningen og for at forfalske politirapporter, alt dette mens han bestred jobbet som politikommissær. En af de mere kuriøse sager der involverer Vlaams Belang, stammer fra 2008 hvor en flok nazifantaster fra gruppen BBET havde samlet et større våbenarsenal, og planlagt en række terroraktioner. En af disse aktioner skulle være mordet på Vlaams Belangs formand Filip Dewinter, for på den måde at fremprovokere omfattende raceuroligheder i landet.

Vlaams Belang har 2 medlemmer af Europaparlamentet, hvilket er én mindre end ved sidste valg.

Bulgarien

Bulgarien er berømt for sine operasangere, og så ikke så meget andet, måske bortset fra at landet er et af de fattigste i Europa. Bulgarien har 17 medlemmer af Europaparlamentet og 2 af disse kommer fra det højreekstreme parti, med det mundrette navn Natsionalen Sǎyuz Ataka, eller bare Ataka.

Partiet blev grundlagt I 2005, som en sammenslutning af flere forskellige højreekstreme og fascistiske grupper i Bulgarien, alt sammen under ledelse af tv-værten Volen Siderov.

Partiet er ikke deciderede modstander af EU-samarbejdet, men kan vel betegnes som meget euro-skeptiske. Bortset fra det, er partiet tilhængere af en stærk stat, anti-tyrkisk og anti-sigøjner, pro atomkraft og stærke støtter af den bulgarsk ortodokse kirke. Grundlæggende er der tale om et neofascistisk parti, inspireret af den italienske Terza Posizione bevægelse. Atakas leder Volen Siderov har deltaget i arrangementer side om side med hardcore holocaustbenægtere, som David Duke og Ahmed Rami.

Selvom partiet er ret isoleret i bulgarsk politik, er der tale om et parti med en relativt stor opbakning i befolkningen.

Frankrig

Når man snakker europæisk højreekstremisme er det umuligt at komme uden om Front National, og partiets leder Jean-Marie Le Pen, der har været partiets store rorgænger siden partiets stiftelse i 1972.

Partiet blev stiftet som den parlamentariske platform for en række fascistiske og nazistiske grupper i Frankrig, terrorgruppen OAS og en række tidligere franske SS-frivillige fra Division Charlemagne.

Det var først i begyndelsen af 1980’erne, at Front National fik gang i den parlamentariske succes, blandt andet ved hjælp af et samarbejde med det konservative RPR, et samarbejde der varede indtil RPR i 1988 tog afstand fra Front National.

I 1995 vandt Front National borgmesterposterne i en række franske byer, og gik straks i gang med implementere partiets politik, der blandt andet bød på en halvering af udgifterne til byens skoler i Orange, fyringen af 150 kommunalt ansatte i Vitrolles imens den lokale politistyrke blev fordoblet. Udbredt korruption og censur af byens biblioteker.

Fra 1997-99 var partiet midt i en omfangsrig partistrid mellem på den ene side Le Pen og de national-konservative og på den anden side Bruno Mégret og partiets national-revolutionære elementer. Mégret forlod partiet i 1998, og stiftede sit eget parti, der også hed Front National... Efter en længere juridisk strid om retten til navnet, tog farcen endnu en drejning, da den instans der tager sig af sager om ophavsrettigheder kunne konkludere at retten til navnet tilhørte en kommunistisk modstandsgruppe fra besættelsen. Denne gruppe er den eneste der lovligt kan bruge navnet i Frankrig.

Le Pen og Front National sendte chokbølger gennem Europa, da det lykkedes Le Pen af blive nummer to i første runde af det franske præsidentvalg i 2002. Den konservative Jacques Chirac vandt anden valgrunde med 83% af stemmerne. Det lykkedes ikke for Le Pen af kapitalisere på det øgede fokus, tværtimod skabte han umiddelbart efter intern strid ved at udnævne datteren Marie Le Pen til medlem af partiets ledelse. En række medlemmer, blandet andet partiets to eneste tilbageværende borgmestre, forlod partiet i protest, og sluttede sig til det rivaliserende parti MPF.

Ved præsidentvalget 2007 sluttede partiet på en skuffende fjerdeplads, med kun 11% af stemmerne. Partiet vandt heller ikke nogen pladser ved det efterfølgende parlamentsvalg, og fik faktisk sit dårligste valg siden stiftelsen i 1972. Samtidigt løb partiet ind i svære økonomiske problemer, der betød afskedigelse af 20 fastansatte partifunktionærer, salget af partihovedkvarteret samt Le Pens pansrede bil der blev solgt på eBay. Gennem partiets levetid har det skabt kontroverser. Le Pen har dom for at trivialisere Holocaust, og medlemmer af partiets sikkerhedstjeneste D.P.S. skød og dræbte i 1998 en kun 17 år gammel mand.

Partiet har 3 medlemmer af Europaparlamentet, mod 7 i sidste valgperiode. Partiet er en ledende kraft i Euronat samarbejdet, der samler de fleste af de højreekstreme partier i parlamentet. Front National var også initiativtager til den kortvarige gruppe Identitet, Tradition og Suverænitet (I.T.S). I.T.S. opfyldte de formelle regler for en gruppe i parlamentet, men faldt fra hinanden da italienske og rumænske fascister i gruppen røg i totterne på hinanden.