30. juli 2011

Terrormanifestet

Projekt Antifa bringer en svensk analyse af terrorangrebene i Oslo og på Utøya. I teksten undersøger professor i religionshistorie, Mattias Gardell, Anders Breiviks idéverden og manifest.

“Som retfærdighedens ridder udgør du både jury og dommer på vegne af alle frie europæere” forklarer den norske terrorist Anders Behring Breivik i sit manifest 2083. "Det er bedre at dræbe for mange end ikke at dræbe tilstrækkeligt", for "tiden for dialog er ovre" og "tiden til væbnet modstand er kommet."

Terrorangrebet i Oslo var ikke et irrationelt vanvid uden kalkulerede politiske mord. Blodbadet var et produkt af en vis logik, der både kan og bør forklares, hvis vi ønsker at undgå en gentagelse.

"Vores chokattentater er teater, og teater udføres altid for et publikum”, skriver Breivik. Den selvudnævnte ridder gav sig selv kunstnernavnet Korsfareren Sigurd og havde forberedt sig ved at udsende sit manifest til tusindvis af modtagere i det islamofobiske miljø, ved at lægge en sammenfatning af budskabet op på YouTube samt ved at give verdens journalister salgsfremmende billeder af sig selv, hvor han let sminket optræder i indtagende poseringer, klædt i formel uniform eller kampudstyr. Da Breivik bringes for retten, er han bemærkelsesværdigt glad. Aviser og tv har velvilligt udgivet hans promotionsbilleder, youtubefilmen er blevet hentet titusindvis af gange, manifestet er blevet oversat til forskellige sprog og hundredvis af anti-muslimske hjemmesider og internetbrugere sørger for at sprede det yderligere. Angrebene blev derved udført af en mand med en tro, som han deler med det politiske miljø, han er et produkt af. Et miljø, som han håber at kunne styre i en endnu mere voldelig retning.

Lad os træde ind i Breiviks verden af ​​ideer ved at gennemgå hans omfattende manifest 2083, opkaldt efter det år, angrebsmanden forestiller sig, at målet skal være opnået: et mono-kulturelt kristnet Europa uden muslimer og forrædere. Det er blevet påpeget, at værket stort set er et sammenkog af tekster, hvis forfattere ikke altid er anført, hvilket er sandt. Det gør ikke 2083 mindre interessant, eftersom det giver os mulighed for at spore hans bibliotek. Ved at læse det, Breivik læser, får vi en indgang til hans tankeverden. Dermed er vi bedre rustede til at genkende sådanne tanker, når de optræder andetsteds i den daglige offentlige tale.

Allerede dagen efter angrebene afslørede Hans Rustad, initiativtager til det norske antimuslimske internetforum document.no, at Breivik har været en hyppig deltager på forumet, og at store dele af 2083 var kopieret fra Unabomber-manifestet, der blev offentliggjort i 1995 af den anti-moderne og teknologikritiske Ted Kaczynski, som udførte en serie af 16 bombeangreb på universiteter og flyselskaber. Johan Lundberg, redaktør af Axess, videreformidlede informationen om denne kerne i Breiviks ideologi og nyheden udsendtes i antimuslimske kredse, der anses for at være respektable.

Er påstanden så sand? Nej, tre af de 1516 sider er taget fra Unabomber-manifestet, fra et afsnit, hvor Kaczynski angriber venstrefløjen. Resten kommer andetsteds fra. Ser man på Breivik hovedpåvirkninger, kan fire indflydelsesrige idéstrømninger identificeres: Moderne islamofobisk tankegang, kulturkonservative traditioner, elementer af moderne hvidmag-tideologi og anti-feminisme. Alle indrammet af et udpræget romantisk maskulint krigerideal.

Hovedmotivet er islamofobisk. Breivik henter sit materiale fra de amerikanske anti-muslimske forfattere Robert Spencer, Gregory M. Davis, Andrew Bostom, Pamela Geller, og Daniel Pipes, den britiske konspirationsteoretiker Bat Ye’or (Gisèle Littman), den hollandske politiker Geert Wilders, den flamske nationalist Koenraad Elst og den norske anti-muslim, der skriver under pseudonymet Fjordman, hvis ideer blev markedsført i Sverige gennem blandt andre Sverigedemokraternas Kent Ekeroth og Jimmie Åkesson.

Her fremtrylledes et manikæistisk billede (Manikæisme var en gnostisk frelsesreligion, stiftet i 200-t. i Mesopotamien af Mani. Manikæismen er strengt dualistisk. Det godes verden og det ondes verden er af oprindelse og væsen hinandens modstandere, red.) med apokalyptiske overtoner. Helt i modsætning til de eksisterende empiriske beviser påstås det, at den vestlige verden siden år 1300 har været i en skæbnesvanger konflikt med islam, der skildres som en aktør med en kynisk agens, der utrætteligt forsøger at udrydde det kristne Europa, frihedens forpost i verden. Muslimerne, der alle deler det samme uforanderlige og ondsindede væsen, smugkoloniserer den vestlige verden og driver gennem sin konstante barslen en demografisk krigsførelse, der vil blive militariseret, så snart de bliver mange nok.

Til støtte har den islamiske verdenssammensværgelse indgået specifikke kategorier for vesterlændinge: politikere, forskere, undervisere, storiværksættere og journalister, der taler om dialog, konsensus og lighed og brandmærker sandhedens bannerførere som "racister" og "islamofober". For at modstanden kan muliggøres må folket bringes ud af de intellektuelle forræderes tryllebinding. Her henter Breivik tekster fra kultur- og radikalkonservative rækker. Som anti-intellektuel populist langer han ud efter "politisk korrekthed", "multikulturalisme" og "kulturelle marxister" og disses formodede hegemoni på universiteterne. Breivik kritiserer, med støtte fra William S. Lind, Princeton-uddannet direktør for Centre of Cultural Conservatism, mange af vores vigtigste tænkere som Freud, Marx, Gramsci, Adorno, Reich, Marcuse, Foucault og Derrida, og han er særlig kritisk over for Edward Said, postkoloniale studier, poststrukturalisme og queerteori.

Modgiften er at forvise dem fra universiteterne og via konservative tænkere at genskabe værdien i den ​​europæiske kultur og dens udviklinger, herunder de fordele kolonialismen medførte. Dette er lettere sagt end gjort, for forrædernes magt er allestedsnærværende.

Her fortsætter Breivik med to ledende konklusioner fra moderne hvidmagt-ideologi. I begyndelsen af ​​1980’erne, anerkendte hvide amerikanske racister at kampen om statsmagten var tabt. Racens fjender havde taget Kongressen og fjernet racelove, der førhen sikrede hvide amerikanere bestemte privilegier. Ku Klux Klans amerikanske patriotisme var således forældet. Volden var ikke primært rettet mod de sorte, men mod landsforræderne ved magten. Da politiet og sikkerhedstjenesten ændredes fra ven til fjende kunne modstand ikke følge den klassiske model med medlemsbaserede organisationer, der kunne infiltreres og overvåges.

I stedet udvikledes den lederløse modstands strategi, med en propagandaorienteret gren, der holdt sig inden for lovens rammer og en underjordisk væbnet gren af ​​ små celler og individuelle mordere, der selv var ansvarlig for finansiering og aktioner. Dette perspektiv spredte sig i det globaliserede hvid-magtmiljø, herunder Sverige, hvor det bl.a. inspirerede Lasermannen. De dele af 2083, der beskæftiger sig med organisatoriske spørgsmål, strategi samt forklarer, hvordan man får våben, fremstiller bomber og planlægger angreb er helt i overensstemmelse med dette.

På andre vigtige punkter adskiller Breivik sig fra hvid-magtmiljøet. I racespørgsmålet er han ambivalent. 2083 tager både afstand fra og omfavner racisme. Breivik skriver, at han først "tøvede med at inkludere ordene race, hvid eller etnicitet" fordi jeg "overbevist mig selv, at jeg først og fremmest var mod islam" og "udelukkende ville komplicere kampen" hvis jeg "skrev om hudfarve." Ikke desto mindre medtager Breivik uddrag fra From Titans to Lemmings – The Suicide of the White Race, udgivet af British National Party. På et punkt er bruddet dog totalt. Breivik har ingen sympati for nazisternes jødehad, som han finder helt irrelevant. I stedet omfavner han, ligesom English Defence League og Sverigedemokraterna, en højreorienteret israelsk dagsorden, hvor israelske politikere som Avigdor Lieberman, og Benjamin Netanyahu ses som allierede i krigen mod islam. Eftersom feminismen er en bevægelse for ligestilling og frigørelse, er den en torn i øjet på Breivik. Fra hans kulturkonservative perspektiv, fremstår feminismen som en naturfjendtlig ideologi, der underminerer kernefamilien og bidrager til den vestlige verdens forfald.

Han blev født i 1979, men drømmer sig tilbage til en idealiseret udgave af 1950’erne, hvor han mener, at mænd var mænd, kvinder styrede husholdningen, børnene var velopdragne, og hvor der hverken fandtes kriminalitet eller muslimer i vore lande.

Feminister forstærker multikulturalisme, sympatiserer med flygtninge og feminiserer vestlige mænd, som derfor ikke er i stand til at gøre modstand. Herved gøres muslimernes magtovertagelse lettere, hvilket Breivik, ligesom de konservative skribenter Phyllis Chesler og Melanie Phillips, mener vil føre til en reel (snarere end imaginær) kvindelig underkastelse. Dette åbner døren for den mandlige krigerhelts entré.

Animerede historier om ridderlighed, filmepos som 300, Lord of the Rings, Passion Of The Christ, serbiske nationalistiske fortællinger om Radovan Karadzics blodige handlinger under den bosniske borgerkrig, samt de præstationer han selv har udført i World of Warcraft har rustet Breivik til kamp.

Han kommer fra en privilegeret familie, hvor hans far var diplomat og stedfaren militærofficer. Han voksede op i Skøyen, et velhavende kvarter i det vestlige Oslo, gik på samme skole som de kongelige børn, læste videre på handelsgymnasium og blev efter eget udsagn millionær af aktiehandel og e-business. Som en hvid, kristen, heteroseksuel og velhavende mand mener Breivik, at han har bestemte fødselsprivilegier, som nu trues af alle former for minoriteter, ligestillingsideologier og det generelle forfald, der har åbnet Europas grænser for den forestillede ærkefjende, Islam. Ligesom de radikalkonservative filosoffer Julio Evola og Ernst Jünger mener Breivik, at den vestlige verdens forfald udelukkende kan helbredes gennem voldens rensningsbad.   2083 indeholder to ultimatummer. Før 2020 skal muslimer konvertere til kristendommen, tage kristne navne, opgive ikke-europæiske sprog og fremmede skikke eller forberede sig på fordrivelse og død.

Forsvarsmagterne i Europas lande må gennemføre statskup, indføre militære undtagelseslove, henrette alle forrædere, fordrive alle muslimer og forbyde Islam. Ellers har Tempelridderne intet andet valg, end at "tage sagen i egen hånd." Spektakulære angreb mod forrædere og muslimer vil føre til en borgerkrig, som Breivik vil varsle om med sit terrorangreb. "Tusindvis af uskyldige mennesker vil dø", men "flertallets velfærd kommer altid før fåtallets."

Analysen er forfattet af Mattias Gardell, oversat fra svensk, og blev første gang bragt hos Aftonbladet den 29. juli 2011. Der er foretaget mindre redaktionelle ændringer i teksten.