28. oktober 2009

Sverige: Den nazistiske terrorbølge i 1990’erne

Den voldelige udvikling i Sverige i 1990’erne er en advarsel om, hvad der kan ske, hvis racismen får frit spil. En FAF-aktivist fortæller her historien.

28. maj 1999 myrdede tre nazister to politibetjente efter et bankrøveri.

Igennem 1990’erne voksede den nazistiske og racistiske bevægelse i Sverige sig stadigt større og stærkere, indtil den eksploderede i 1999 med flere mord og terroraktioner. Den nazistiske terror i Sverige i 1999 er en kraftig advarsel om hvad der kan ske, hvis racismen får lov til at gro. Nynazistisk musik

På en måde startede det med musik. I 1990’erne var Sverige verdens førende producent af nynazistisk musik.

De to nazistiske pladeselskaber Nordland og Ragnarock Records producerede og solgte rigtig meget af den musik, som ellers var forbudt i for eksempel Tyskland, fordi teksterne opfordrede til vold og mord på jøder, homoseksuelle, indvandrere, venstreorienterede osv.

Sammen med salg af t-shirts og andet nazistisk propaganda i Europa kunne de svenske nazister tjene mange penge på deres musikforretning.

De to pladeselskaber var tilknyttet forskellige nazistiske grupper - ikke kun i Sverige, men blandt andet også det danske nazistparti DNSB, det nazistiske netværk Blood & Honour, den engelske terrorgruppe Combat 18 (Combat betyder kampgruppe og 18 står for det 1. og det 8. bogstav i alfabetet – altså initialerne for Adolf Hitler) og andre nazister i Tyskland, Østeuropa og USA.

Disse grupper var (og er stadig) ekstremt voldelige, og det var blandt andet til deres aktiviteter, den svenske Hvid Magt-musikindustris penge gik.

De svenske nazister arrangerede lukkede koncerter, hvor nazister fra hele Europa kunne mødes, og åbne såkaldte Vikingerock-arrangementer, hvor de kunne rekruttere nye medlemmer.

Den svenske nazistiske og racistiske bevægelse bestod af mange små grupper og organisationer, men de havde et fælles udgangspunkt i miljøet med Hvid Magt-musik.

Bankrøverier, vold og mord

I løbet af 1990’erne myrdede og overfaldt nazisterne flere gange indvandrere, ho¬moseksuelle, jøder og antiracister, og flere af medlemmerne af gruppen Vit Arisk Motstånd (VAM) kom også i fængsel for bankrøverier.

Da nogle nazister gennemførte et røveri mod et militærdepot, hvor nogle af dem gjorde tjeneste, blev de taget. I deres gemmested fandt politiet våben og lister med navne på ”politiske fjender”, men otte maskingeværer manglede. Robert Vesterlund

Da det racistiske og delvist nazistiske parti Sverigedemokraterne (SD) i 1993 oprettede ungdomsorganisationen SDU, blev na¬zis¬ten Robert Vesterlund formand. Adskillige af SDs grundlæggere og kandidater var medlemmer af nazistiske organisationer. Partiet har også demonstreret i uniformer med paroler som "6 millioner til" og "Udryd negrene" (Kilde: Expo.se)

Robert Vesterlund gjorde SDU til det ’lovlige’ samlingspunkt, hvorfra han kunne opbygge nye nazistiske undergrundsgrupper blandt andet med kontakt til de fængslede medlemmer af VAM.

Samtidig oprettede han tidsskriftet Info14, som stod i forbindelse med den nazistiske musikscene. Tallet 14 kommer fra en nazistisk ed med 14 ord, som den amerikanske nazist og morder David Lane har fundet på.

Journalisterne Katarina Larsson og Peter Karlson havde skrevet adskillige afslørende artikler om den svenske nazistiske bevægelse. Deres artikler betød blandt andet at de to nazistiske pladeselskaber mistede deres forbindelser til cd-trykkerier og leverandører. De udgjorde derfor en konkret trussel mod den største nazistiske pengemaskine.

Blandt andet derfor gik folk fra Nordland og Robert Vesterlunds forskellige nazistiske grupperinger sammen for at finde ud af personlige oplysninger om de to journalister.

Den 28. juni 1999 sprængte en bombe under journalistparrets bil i byen Nacka udenfor Stockholm. Peter Karlson og parrets otteårige søn var i bilen, da den eksploderede, men de slap med nød og næppe med livet i behold.

Bomben skulle have dræbt journalistparret for at sætte en stopper for deres afsløringer og skræmme andre journalister.

Samtidig arbejde Robert Vesterlund på et lager i Stockholm, hvor han ikke lagde skjul på, at han var nazist. Hans medarbejder Björn Söderberg var derfor ikke så glad for, at Vesterlund blev valgt til en tillidspost i den lokale fagforening.

Han protesterede og skrev blandt andet en artikel til det syndikalistiske blad Arbetaren. Samtidig var Vesterlund og hans venner igang med at finde personlige oplysninger om Björn Söderberg, og en måned efter blev Söderberg henrettet i sin lejlighed med 6 skud i hovedet.

Mordforsøget på journalisterne og mordet på Björn Söderberg blev hyldet på hjemmesiderne for de grupperinger, som Robert Vesterlund havde noget at gøre med. Hans tidsskrift Info14 udgav også et særnummer med titlen Kampnyt, som hyldede disse terroraktioner og politimordene i Malexander året inden.

Anti-nazistisk mobilisering

Indtil da havde politikere og pressen mest betragtet de organiserede og voldelige nazister som en slags ungdomsbander, men med terrorbølgen i 1999 fik mange øjnene op for problemets omfang: Nazisterne i Sverige kontrollerede ikke bare en kollosal pengemaskine med deres musikindustri og distribuerede ulovligt materiale til det meste af verden - de var også i gang med at infiltrere militæret og oprette regulære terrorceller.

Den 23. oktober 1999 mobiliserede Björn Söderbergs fagforening, SAC, 20.000 mennesker i Stockholm og i alt 45.000 i hele Sverige til en demonstration mod den nazistiske vold, og den 30. november gik de fire største aviser sammen om at offentliggøre billeder af 90 af de ledende nazister i landet.

Afsløringerne og det folkelige pres betød, at mange nazister måtte stoppe eller flytte deres aktiviteter.

Salemmarcher og Gay Prides

Efter årtusindskiftet er den højreekstremistiske og nazistiske vold aftaget – men ikke forsvundet. I 2003 blev Stockholm Gay Pride eksempelvis udsat for chikanerier og overfald organiseret af Nationaldemokraternes Ungdom.

Nazisterne har siden år 2000 lagt mange kræfter i bl.a. at arrangere de årlige Salem-marcher. Selv om det er en åbenlys nazistisk aktivitet, har arrangørerne flere gange forsøgt at dæmpe den nazistiske retorik. I 2003 opfordrede Robert Vesterlund således til at omskrive den nazistiske propaganda:

- ”Brug synonymer. For eksempel: Raceforrædere erstattes med folkeforrædere. Nazist med patriot/national/regimekritiker”.

Han nedlagde også forbud mod hagekors og nazi-symboler:

- ”Anvend ikke historiske eller kulturelle symboler, som forbydes af staten. Ikke på grund af svaghed overfor et svenskfjendtligt system, men for at undgå anmeldelser mod enkelte individer”.

Andre højre ekstremistiske kræfter, f.eks. Sverigesdemokraterne, har forsøgt at lægge afstand til åbenlyse nazistiske kredse.

Det førte i 2001 til udspaltningen Nationaldemokraterne, der anlagde en mere aktivistisk stil i både samarbejde og konkurrence med erklærede nazistiske grupper. Nationaldemokraterne har bl.a. været med til at arrangere Salem-marcherne.

Skrevet af en FAF-aktivist, 30. november 2005.

Artiklen har også været bragt på FAFs hjemmeside, på Kontradoxa og i tidsskriftet ’antiracist’.