6. januar 2010

Jerngardens arvtagere på march igen (4/5)

Denne artikel er oversat efter ”Järngardets arvtagare på marsch igen”, der er fjedre del i en artikelserie om de fascistiske bevægelser i Italien i tiden efter Anden Verdenskrig og frem til i dag. Herved gives et politisk og historisk overblik over en række fascistiske partier og strømninger, herunder det konservative og sociale højre, og hvorledes disse er historisk koblet til Silvio Berlusconi og statsapparatet.

De ved, hvordan man bevidst skal agere gennem provokationer og aggressioner for at få maksimal opmærksomhed. Med den velstående EU-parlamentariker Roberto Fiore som leder og en organisation af unge gadekrigere, der hele tiden er i nye konfrontationer, dukker det nyfascistiske parti Forza Nuova hver uge op i en eller anden nyhedsnotits.

Sidste uge var det universitetet Sapienza i Rom i den røde indre bydel San Lorenzo, som var målet for provokationen. Under dæknavnet ”Lotta universitaria” annoncerede Forza Nuova et foredrag i Institutet for Litteratur om ”Foibe, den eneste sandhed” med Roberto Fiore som taler. Foibe, de massakrer som blev begået af jugoslaviske partisaner mod italienske fascistiske soldater under anden verdenskrig, er blevet brugt som et middel af det ekstreme højre til at relativisere fascismens forbrydelser, ligesom den tyske model fra de tyske nynazisters årlige mindesmanifestationer over ofrene for de allieredes bombninger af Dresden. Foredraget, som skulle afholdes tordag d. 29. maj, blev aflyst af institutet efter, studenterkollektiverne protesterede og besatte litteraturinstitutets kontor på Sapienza om mandagen. Natten til tirsdagen gik en gruppe på 30 Forza Nuova-aktivister med hjelme og stave ind på universitetsområdet og dækkede området til med plakater og slagord i protest mod deres aflyste møde. Da studenterkollektiverne tirsdag morgen gik rundt og fjernede plakaterne, dukkede tre biler med Forza Nuova-aktivister op. To blokerede trafikken, mens bevæbnede fascister hoppede ud af den tredje. Studenterne forsvarede sig og den ene bil blev ødelagt, inden politiet ankom og anholdte to fra Forza Nuova og seks studenter.

Roms borgmester, Gianni Alemanno, fra Alleanza Nazionale og leder af strømningen Destra Sociale, det sociale højre, gik hurtigt ud og forklarede, at det drejede sig om ekstremist-ballade, og at problemet lå hos universitetet. ”Det er den stærke venstreekstremisme, der skaber problemer for alle, som vil tale på universitetet”. Men at hændelsen ikke lod sig reducere til ”ekstremist-ballade”, viste de store møder og demonstrationer, som blev afholdt på universitetet. Hundredevis af studenter dukkede op på studenterkollektivernes universitetsmøde, og mange professorer og doktorer deltog som talere og fordømte det højreekstreme angreb mod Sapienza.

Forza Nuova tilhører nok det mest kontroversielle indslag blandt de italienske partier. Men på trods af at partiet har en historie med grov gadevold og en leder med rødder i halvfjerdsernes sorte terrorisme, så kan de stadig være med i valgdebatter sendt på TV og betragtes som en politisk aktør. Den eneste grænsedragning, som er blevet lavet af højrefløjen, var, at Berlusconi regnede Fiore som ”upræsenterbar”, da han indgik i valgalliance med Alessandra Mussolini’s parti Azione Sociale. I og med at Alessandra Mussolini gik ind i Berlusconis valgalliance, blev hun nødt til at forlade sin plads i EU-parlamentet, som hun havde for valglisten Alternativo Sociale, hvor også Forza Nuova indgik. Pladsen i EU-parlamentet gik derfor videre til Roberto Fiore. Forza Nuova deltog med egen liste til valget i april uden nogen større valgfremgang. Det er ikke som parti, at de er en trussel. Faren ligger i den række af voldsangreb, de har kunne udføre under dække af at være et parlamentarisk parti. Gadevolden er altid blevet komplementeret med retslige angreb fra Forza Nuovas side. Med Fiores position og økonomiske ressourcer har partiet specialiseret sig selv i at anmelde alle medier, som skriver om deres voldlige angreb, for injurier.

På den måde lykkedes Forza Nuova at stoppe journalisten Claudio Lazzaros film ”Nazirock” fra at blive vist i biografer ved at true med retslige tiltag og påtale. Filmen var baseret på interviews, som Lazzaro havde lavet på en Forza Nuova-sommerlejr og som afslører den nynazistiske voldskultur, der trives inden for partiet. Da filmen i løbet af foråret i stedet blev vist på universiteter og sociale centre, gennemførte Forza Nuova en lang række angreb mod de lokaler, som havde offentlige fremvisninger.

Jerngardens arvtagere

Vil man forstå, hvordan Forza Nuova fungerer, må man se nærmere på de to historiske organisationer, som de henter deres inspiration fra, og som de forsøger at være en moderne version af. Og det er ikke den historiske italienske fascisme som er Forza Nuovas største inspirationskilde. Det er den rumænske organisation Ærkeenglen Sankt Mikaels Legion og dennes væbnede gren Jerngarden. Forza Nuova dannedes officielt præcis på ærkeenglen Sankt Mikaels dag, den 29. september 1997. Hele sin organisationsmodel med lokalafdelinger, som kaldes ”rederne”, er hentet fra Jerngarden, den organisation, som stod bag nogle af de blodigste pogromer, Europa har set. Ærkeenglen Sankt Mikaels Legion dannedes af Corneliu Zelea Codreanu i 1927 i Rumænien. Snarere end at fungere som parti var organisationen udformet som en blanding af religiøs orden og paramilitær styrke, dens aktivister eller ”krigermunke” blev kaldt legionærer. Strukturen baseredes på et netværk af celler, som på rumænsk blev kaldt ”cuib” (reder). Møderne var udformet som religiøse ritualer med bønner, romerske hilsner og ceremonielle marcher med organisationens grønne farver på skjorterne. Organisationen dyrkede en fanatisme og en strikt lederkult. Udover Jerngarden skabte de en ”dødseskvadron” med personer beredte på at dø for ”kaptajn” Codreanu. Da de var størst, samlede de næsten 37.000 medlemmer.

Blandingen af katolsk mysticisme og ekstrem nationalisme inden for legionen var skabt for at sikre en forankring i det kristne bondesamfund, som 80% af befolkningen tilhørte, og hvor bondesamfundets traditionelle ritualer blandedes med katolsk folketro. Ud fra disse traditionelle bondeværdier og -holdninger udviklede Jerngarden en ideologisk antiindustrialisme og antikapitalisme. De vendte sig mod demokratiet, eftersom kristendommens ”sandheder” ikke var et spørgsmål, man kunne stemme om.

Jerngarden indledte en storstilet terrorisme i Rumænien mod jøder, kommunister og borgerskabet. I 1993 besluttede den rumænske stat at kriminalisere organisationen, hvorefter organisationen valgte at svare igen ved at henrette statsminister Ion Duca. Codreanu begyndte tidligt at tale for en alliance med Hitler. Under forskellige dæknavne stillede Jerngarden op til valgene. 1937 blev de det tredje største parti med 16% af stemmerne. Det fik den rumænske konge, som havde taget magten, til at gribe ind igen og fængsle Codreanu, som blev henrettet i fængslet under uklare omstændigheder. 1941 gjorde Jerngarden oprør, og under den korte tid dette varede, gennemførte de en af de blodigste pogromer i historien. Jøder blev hængt op i fødderne forsynet med en plakat, hvorpå der stod ”jødisk kød” og slagtedes så levende med afskåret hals som en koscherslagt på dyr. 630 jøder blev dræbt under pogromen, og 400 forsvandt.

Det sorte 1977

I Italien i slutningen af 69’erne vaklede den demokratiske republik. Højrefløjen frygtede en venstredrejning af landet. Inden for kristendemokraterne fandtes krav om reformer og samarbejde med det italienske socialistparti samtidig med, at det italienske kommunistparti voksede sig stærkere. Reaktionen fra højrefløjen blev voldsom. En bølge af nyfascistisk terror ramte Italien samtidig med, at dele af fascistiske MSI, konservative kredse i kristendemokraterne sammen med efterretningstjenesterne forsøgte at organisere statskup og indledte den såkaldte ”spændingens strategi”: Med blodige terrorbombninger ville de skabe en usikkerhed og undergrave republikken for dermed at skabe mere gunstige forhold for en højredrejning. Kupforsøget mislykkedes, og mange af de nyfascistiske organisationer kriminaliseredes eller blev tvunget under jorden i 1974. Næste bølge af udenomparlamentarisk nyfascisme var en reaktion mod denne periode af ”statskup og bomber”. De hentede snarere deres inspiration fra præcis den rumænske Jerngarden, det sociale højre, Salorepublikken, nationale befrielsesbevægelser og snyltede på den militante venstrefløj. Højrestudenterorganisationen Lotta Studentesco med nogle tusind medlemmer i de ældste klasser i folkeskolen og på gymnasiet dannede organisationen Terza Posizione (Tredje Positionen) i slutningen af halvfjerdserne. Organisationens lederskare bestod af ideologen Gabriele Adinolfi, organisatoren og den “praktiske gris” Roberto Fiore samt gadelederen Peppe Demitri. Organisationens program baseredes på fire punkter: traditionen, nationel selvstændighed, antiimperialisme og militans. Organisationsmodellen for Terza Posizione kopieredes direkte fra Jerngarden, aktivisterne kaldtes legionærer og opdeltes i reder. En af lederne før TP, Roberto Nistri, beskriver i bogen Fascisteria den typiske tredje positionen-aktivist:

”TP blev født, levede og opløstes som en nyfascistisk bevægelse. Den almindelige aktivist klædte sig som en venstrefløjsaktivist og hang på diskoteker, men havde en rune rundt om halsen og elskede Frazettis plakater med nordiske motiver. Han lyttede normalt til rockmusik men også gamle nationalistiske sange. Han støttede folket i den tredje verdens kamp for frihed men så den politiske pligt som noget ekstremt elitært, kun reserveret for en ”åndelig kaste”, som i sidste ende var en udvalgt race. Havde ofte god kontakt til folk, forsøgte tit at løse konkrete problemer, men forsatte med at føle sig som et barnebarn til SS”.

Terza Posizione gennemførte militante gadeaktioner, opsøgte provokativt venstreorienterede aktiviteter og bedrev aktivt et synligt propagandaarbejde på gader og torve. De udgjorde bevægelsesdelen af den nye udenomparlamentariske fascisme, som flød sammen med den anden strømning, den såkaldte ”bevæbnede spontanisme” omkring den underjordiske væbnede gruppe Nuclei Armati Rivoluzionari, NAR.

Den 28. august 1980 eksploderede en bombe på togstationen i Bologna, som dræbte 85 personer og skadede hundredevis i den til dato værste fascistiske terroraktion. Bombningen indledte en bølge af repression og heksejagt på hele den nyfascistiske bevægelse. Efterforskerne arbejdede ud fra en bred idé: At forbrydelsen var planlagt inden for de konservative fraktioner af sikkerhedstjenesterne organiseret af lederne i Terza Posizione og udført af de militantre i NAR, en model som dog havde meget lidt med virkeligheden at gøre. I september 1980 gennemførtes razzias over hele landet mod Terza Posizione, lederne Gabriele Adinolfi og Roberto Fiore gik i landflygtighed, og resten af organisationen ophørte over en nat med sine folk enten fængslet eller blevet tvunget til at gå under jorden og ind i NAR’s favn. NAR anklagede Adinolfi og Fiore for at have flygtet med bevægelsens kasse og henrettede en person fra TPs ledergruppe, Francesco Mangiameli, i det generelt paranoide klima, som herskede. Repressionen efter Bologna knuste helt den nyfascistiske bevægelse, alle attentater og voldsomme aktioner ophørte. Adinolfi og Fiore dømtes in absentia for at lede en ”bevæbnet gruppe”.

Skinheads i aktion

Efter den hårde repression var der ikke plads til udenomparlamentarisk nyfascisme i 80’erne. Der var atter en tilstrømning til MSI, og mange fra de tidligere udenomparlamentariske grupper samledes i bevægelsen Destra Sociale, Det Sociale Højre, ledet af Gianni Alemanno og Franscesco Storace. Peppe Demitri fra TPs underjordiske gren blev Alemannos rådgiver efter at have aftjent sin fængselsstraf og være vendt tilbage til MSI. Det eneste rum uden for MSI var arbejdet med kultur, som det ekstreme højre betegnede som ”metapolitik”. Det var forsøget på at bedrive en kulturkamp om meninger og holdninger ved hjælp af litteratur, aviser og musik. Da hvidmagt-musikken omkring Skrewdriver og Rock Against Communism (som i Danmark ofte kaldes for nazirock, red.) begyndte at sprede sig i Europa i midten af 80’erne, fik den fodfæste i disse nyfascistiske kulturkredse. I 1986 dannedes den første politiske skinheadorganisation, Veneto Fronte Skinhead, som en italiensk gren af RAC. Til forskel fra 70’ernes nyfascisme fik racismen en langt større rolle i 80’ernes bevægelse: Volden rettedes ikke længere mod venstrefløjen, men mod indvandrere. Mens hvid magt-bevægelsen voksede frem i årene 1987-1992, øgedes antallet af racistiske forbrydelser og rapporterne om racistisk vold. I 1991 organiserede Veneto Fronte Skinhead en stor hvidmagt-festival, Ritorno a Camelot (Tilbage til Camelot), i byen Bassano del Grappa med repræsentanter fra alle naziskingrupperinger i Italien, som Azione Skinhead fra Milano og Movimento Politico fra Rom. Under festivalen dannedes den landsomfattende organisation Base Autonoma ”for fædrelandet, socialisering og antagonisme”, som blev den første samlede nyfascistiske organisation siden 70’erne med 2000-3000 medlemmer. Organisationen fik dog ikke en lang levetid. I december 1992 blev Mancino-loven gennemtrumfet, hvorefter enhver hetz mod en folkegruppe blev en kriminel handling. Under ”Operation Runa” i 1993 slog politiet til, opløste og kriminaliserede Base Autonoma, Movimento Politico og Azione Skinhead. Den eneste organisation, der overlevede, var Veneto Fronte Skinhead ved at nærme sig den officielle partipolitik. VFS har siden 1999 indgået i partiet Movimento Sociale Fiamma Tricolore.

Den nye kraft

Roberto Fiore brugte sin tid i eksil godt. I London startede han sammen med Massimo Morsello fra NAR forretningskæden Meeting Point, som fik stor kommerciel succes. Til sin forretningskæde kan Fiore medregne en restaurantkæde, italienske madbutikker, sprogskoler og 1300 lejligheder. Fiore og Morsello holdt den politiske ild i live ved at drive organisationen International Third Position og opbygge et kontaktnet i Europa. Da de i 1997 ikke længere kunne straffes for “subversiv forening og væbnet gruppe”, vendte Fiore og Morsello tilbage til Italien. Nu var landet klar til en ny organisation. Sanger Francesco Pallottino i bandet Intolleranza havde gydet vandene og knyttet mange af medlemmerne fra de kriminaliserede organisationer Movimento Politico og Base Autonoma til sig, og han lykkedes også med at lokke hele lokalafdelinger af Fiamma Tricolore over for at gå ind i det nye projekt: Forza Nuova, dannet i september 1997. Forza Nuova var Fiores forsøg på at genskabe Terza Posizione ud fra Jerngardens organisationsmodel. Organisation taler for en ”national genskabelse”, en tilbagevenden til et mytisk førborgeligt-, førindustrielt- og førkapitalistisk samfund. De vigtigste kampagner handlede om indvandring, abort og kriminalitet. Fiore har forsøgt at lære af Haiders valgfremgange i Østrig og løfte globaliseringsspørgsmålet som et centralt politisk spørgsmål oftest set som en del af en større konspiration. Partiet forsøger at sammenføre fascismens to strømninger: den katolsk-traditionalistiske og den social-antagonistiske. At bejle til de konservative kredse omkring den katolske kirke har derfor været en vigtig strategi for Forza Nuova. Internationalt samarbejder de tæt med spanske Falange og tyske NPD. I slutningen af 90’erne holdt de endda tæt kontakt med Svenska Motståndsrörelsen (SMR, red.) - en organisation som ligesom dem er bygget op ud fra rumænske Jerngardens ideer.

Ved hjælp af Fiores økonomiske resourcer har Forza Nuova kunnet tilbyde alle nye afdelinger et startbidrag for at hjælpe dem med at åbne lokale kontorer, hvilket har bidraget til at sprede organisationen over hele Italien. Forza Nuova har i dag lokalafdelinger i alle italienske regioner. Deres stærkeste fodfæste findes i Veneto-regionen i det nordøstlige Italien.

Størst valgfremgang havde partiet, da de indgik i Alessandra Mussolinis valgalliance Alternativo Sociale mellem årene 2003-2006, inden Berlusconi begyndte at samarbejde med det sociale højre i Popolo Della Liberta. Men valgene har altid bare været en arena for Forza Nuova, hvorfra de har kunnet føre deres organisation frem og forsøge at få deres spørgsmål på dagsordenen. Ligesom Jerngarden og Terza Posizione er deres base i de udenomparlamentariske aktiviteter og provokationer. Deres mest kontroversielle aktion gennemførtes i 2000 mod Europride-marchen i Rom, hvor Forza Nuova gennemførte modaktioner og moddemonstrationer i et forsøg på at vække den katolske verden til at kæmpe deres sag. I december samme år gennemførte en person tæt knyttet til Forza Nuova et bombeattentat mod den kommunistiske avis Il Manifesto, hvilket fik Fiores støtte. I 2003 gennemførtes endnu en opsigtsvækkende aktion, da 24 medlemmer fra Forza Nuova stormede et tv-studie og udøvede vold mod ordføreren fra Foreningen for Italienske Muslimer, da han talte i studiet. Tiderne er forandrede, men metoderne er de samme i dag som som for Jerngarden, som for Terza Posizione: marchere, provokere og konfrontere for at få sin politik frem. I dagens Italien med sin sikkerhedsparanoia og øgede fremmedfjendskhed har de fundet en legitimitet og et godt samfundsklima at agere i. Så kan Roms borgmester Alemanno forklare ”venstredrejningen på universitetet” som hadet mod demokratiet i en konflikt, som Forza Nuova bevidst har provokeret frem.