6. januar 2010

Hvem arbejder i Lega Nords fabrikker? (3/5)

Denne artikel er oversat efter ”Vem knegar Lega Nords fabrikker”, der er tredje del i en artikelserie om de fascistiske bevægelser i Italien i tiden efter Anden Verdenskrig og frem til i dag. Herved gives et politisk og historisk overblik over en række fascistiske partier og strømninger, herunder det konservative og sociale højre, og hvorledes disse er historisk koblet til Silvio Berlusconi og statsapparatet.

Postfascisme, nyfascisme og det sociale højre i Italien - Del 3

Et mærkeligt replikskift fandt sted i ugerne efter det italienske valg i april. Den parlamentariske venstrefløj havde mistet betydning, og den italienske arbejdsgiverforening Confindustria var hurtige til at gribe øjeblikket og komme med et udspil om, at den lave valgmæssige støtte til venstrefløjen viste, at fagbevægelsen ikke længere var et udtryk for arbejdernes interesser, men bare var et selvbevarende politisk “skodprojekt”. Hvis arbejderklassen selv ikke valgte venstrefløjen til at repræsentere dem i de parlamentariske forsamlinger, mente de, kunne fagforeningerne heller ikke længere ses som en kollektiv repræsentant for arbejderklassen eller modpart i overenskomstforhandlinger. Confindustria forklarede derfor, at de kollektive overenskomstforhandlingers tid var forbi, og så nu muligheden for at i stedet kunne gennemtrumfe individuelle overenskomst- og lønforhandlinger uden fagforeningerne som medierende instans. Modsvaret kom fra en uventet side. Det parti, som imødegik Confindustrias udspil og som forsvarede den fortsatte vigtighed af fagforeningerne, var det seperatiske højreparti Lega Nord. Lega Nord havde fået et rekordvalg og udvidet sin traditionelle vælgerbasis fra små virksomheder i Norditalien til også at lokke arbejderstemmer til. Det faktum, at en betydelig del af fagbevægelsens medlemmer nu stemte Lega, fik partiet til at bekymre sig om, at disse medlemmer ikke skulle skræmmes væk ved, at Lega Nord støttede arbejdsgiverforeningen, og derfor meldte partiet ud, som det gjorde.

Gule fagforeninger

Lega er ikke den eneste højrekraft, som høster fremgang blandt arbejderklassen. Også den gule fagforening Ugl, der står Allianza Nazionale tæt og startet af deres forgængere, fascistpartiet MSI, vokser og er idag Italiens fjerde største fagforening. De har nu passeret den største fagforening, RdB-Cub.

På Pirelli i Milano, som altid har været Cgil’s højborg, tabte den lokale Cgil-klub de faglige valg til Ugl. Pirelli har længe været anset som en af de “rødeste” industrier, med en lang historie med radikal arbejderkamp – den første faglige basiskomité, Comitati unitari de base, Cub, blev dannet på Pirelli i slutningen af 60’erne. Den nystartede Ugl-afdeling på Pirelli startedes af unge udbrydere fra Cgil, som var utilfredse med Cgil’s forværrede faglige selvbestemmelse på grund af støtten til Prodiregeringens velfærdsaftale, som forhandledes frem med Confindustria og derfor indeholdt flere forværringer for fagforeningerne. Den gule fagforening Ugl lovede fra centralt hold den faglige klub større lokal autonomi, på trods af at også Ugl havde givet reformen sin støtte. For bare to-tre år siden var man gået over til andre traditionelle fagforeninger, hvis man ønskede større selvbestemmelse.

“Vi må indse at der ikke længere findes en forbindelse mellem arbejderklassen og det at stemme til venstre. Arbejderen isoleret er ikke længere en klasse, han er noget andet – det er et individ som erstatter den horisontale solidaritet med en vertikal solidaritet, den med sine forretningsledere”, siger Dino Greco fra Cgils landsledelse til Il Manifesto i en kommentar om Lega Nords arbejderstøtte.

Dele af den italienske arbejderaristokrati, som arbejder i de store industrier i nord har forladt en venstrefløj, som ikke beskytter eller repræsenterer dem, men som kun tænker på “bøsser og negre”. Lega Nord er i stedet lykkedes med at nå dem gennem et langvarigt lokalarbejde i området. Lega Nords indhug i den norditalienske arbejderklasse gav for første gang partiet et valggennembrud i regionen Emilia Romagna, det “Røde Emilia” omkring Bologna. Lega forklarede triumferende, at nu var “den anden Berlinmur” faldet.

“Venstrefløjen er blevet helt løsrevet fra sin sociale sammensætning. Det rækker ikke længere at sige at man repræsenterer arbejdet, man bliver nødt til at gøre det i forhold til de sociale forhold og forudsætninger, ellers er det bare en tom antagelse. I disse år er det bare Lega, som har gjort det. De har opbygget en identitet omkring tilhørsforhold og tilknytning til et bestemt område i stedet for klasse, en identitet som er ekskluderende i stedet for at være inkluderende”, siger Dino Greco fra Cgil.

Regionernes sheriffer

Lega Nords stærke regioner er Veneto og Lombardiet. I de byer, hvor partiet har fået kommunal majoritet og kunne vinde borgmesterposten, har de fokuseret meget på lokalt selvstyre med kommunale ledere som stærke “despoter”, der enevældigt styrer sine byer og områder, “herrer i eget hus” - noget, som har fået modstandere til ironisk at kalde dem sheriffer.

Som parti er Lega Nord ikke let at forstå, og de indeholder mange modstridende tendenser, og flere gange har de skiftet politisk linie. De blev dannet i 1989 som en sammenlægning af flere lokale bevægelser med en målsætning om, at de norditalienske regioner, som Lega kalder “Padanien”, skal løsrives fra resten af Italien. Formålet er i stedet at skabe en føderal stat, hvor de forskellige regioner har autonomi og kun betaler skat til regionen – så at de rige regioner i nord slipper for at betale for de fattigere regioner i syd. Flere af de ledende politikere har en venstrefløjsbaggrund, partilederen Umberto Bossi kommer fra kommunistpartiet og Roberto Marioni fra venstrefløjsgruppen Democrazia Proletaria, mens andre drivende personer som Mario Borghezio kommer fra det ekstreme højre.

Lega Nord har fra starten af været et populistisk parti og beskrevet sig som “folkets stemme, at de som de eneste har taget fat i “stigmatiserede spørgsmål” og haft en klar anti-etablissementslinie – at nord udsuges og tvinges til at forsørge etablissementet i Rom, som ikke tilser befolkningen i nords interesser. Den regionale kamp bygges op om en identitet, som antager både dramatiserende og mobiliserende former, hvor Lega Nord udpensles som nords befrielsesbevægelse. I et udspil i medierne gik de i 1996 ud med en symbolsk selvstændighedsdeklaration for Padanien, en symbolsk aktion som endte i gadekonfrontationer mellem politiet og “grønskjorterne” (le Camicie Verdi), Lega Nords vagtværn (navnet er et bevidst spil på fascisterne “sortskjorterne”).

Fra frihandel til protektionisme

I starten var Lega Nord et strikt frihandelsindstillet parti. Partiet havde sin base blandt små forretningsdrivende i Veneto- og Lombardiet-regionen, den “diffuse fabrik” som et blevet kaldt “det Tredje Italien”, og som i begyndelsen af 90’ernes blev hevet frem som en mønstermodel i Europa for, hvordan postfordistisk produktion skulle se ud. Små specialiserede, lavteknologiske og ofte familieejede fabriker, selvstændige forretningsdrivende og entreprenører kobledes sammen gennem flexible netværk og just-in-time-produktion til de større produktionsgrene. Præsist denne gruppe af fabrikker, forretningsdrivende og entreprenører så i 90’erne frihandel, nedjustering af handelstold og en fri cirkulation som muligheden og løsningen på den økonomiske situation. De vendte sig mod skatteniveauet i nord og resourceudjævningen, organiserede sig mod den italienske stats økonomiske støtte af jordbrug og industrier i syd.

Disse små forretningsdrivende blev hårdt ramt af den økonomiske krise. EU’s østudvidelse, Tyrkiets ansøgning om at måtte tilslutte sig det indre europæiske økonomiske marked og Kinas åbning af sit marked og produktion indebar en stor trussel mod den norditalienske mindre produktion. Lega Nord drejede derfor i det 21. århundrede væk fra frihandelsliberalisme og over til protektionisme, og begyndte at efterspørge præcist de forhindringer, som de havde kritiseret hos den italienske stat: økonomiske støtteordninger og handelstold. Som mange af de europæiske højreekstreme populistpartier skete der en drejning væk fra nyliberal økonomisk politik til en form for velfærdschauvinisme, både af populitiske årsager og for at beskytte sin egen økonomiske situation. Så bizart nok blev en af de tidligere “understøttelsesmodstandere” i Lega Nords store politiske valgspørgsmål, at staten skal subventionere og betale underskuddet for Milanos konkurstruede byflyveplads Malpensa.

Hvem arbejder i Lega Nords fabrikker?

Det er i dette lys, man skal se Lega Nords racistiske udspil. Det er kun hos få andre højreekstreme partier, at racismen er opstået så tydeligt ud fra økonomiske interesser som hos Lega. Mens det øvrige ekstreme højres antiindvandringskampagner først og fremmest har været rettet mod romaer og muslimer, har Lega Nord kombineret det med kampagner mod Tyrkiet og Kina, de lande hvorfra den billige produktion, der er en trussel mod Norditaliens storindustrier, kommer. Kampagnen mod Tyrkiets indtræden i EU blev hyldet i islamofobi og argumenter om den kulturelle trussel mod Europa. De sociokulturelle racistiske argumenter om indvandring som en trussel mod kulturelle særpræg og identitet, spørgsmålet om tryghed og sikkerhed i forbindelse med “indvandrerforbrydelser” blev kombineret med en velfærdschauvinistisk og socioøkonomisk betoning om indvandringen som en udgift for samfundet og en trussel mod arbejdsmarkedet. Lega Nords mest spredte valgplakat op til forårets valg bestod af et billede af en indianerhøvding og teksten “Indianerne stoppede ikke indvandringen – idag lever de i reservater”, den samme som Sverigesdemokraterne brugte i 80’erne.

Lega Nord er nu sammen med Allianza Nazionale drivkrafterne i at skabe en mere restriktiv flygtningepolitik, at forsøge at kriminalisere papirløse immigranter, bygge flere flygtningelejre og udvise flere – også EU-borgere fra Østeuropa. Den nye finansminister Tremonti taler for en øget protektionisme for at beskytte den italienske produktion. Italiens grænser skal lukkes og beskyttes. Men kommer den racistiske og konservative højrefløj til at kunne redde den italienske produktion fra den nyliberale økonomiske politik og et globaliseret marked på denne måde? Hvor skal de norditalienske små forretningsdrivendes varer eksporteres til? Og fremfor alt, hvem skal arbejde i deres fabrikker, når de selv skærper migrationspolitikken?

I Lega Nord kan samme person, som sætter sin plakat om indianerreservater på murene, udnytte papirløse i sin fabrik. Hvis “sikkerhedspolitiken” nu fører til at papirløse migranter og østeuropæiske gæstearbejdere sparkes ud af fabrikker og byggesektoren, vil det til slut føre til store problemer for disse arbejdspladser. Alene i Milano efterspørges 70.000 bygningsarbejdere de næste to år. Byggebranchen består af små firmaer, der kan konkurrere ved at betale lavere lønninger og ansætte sort arbejdskraft. Omkring en million i Italien arbejder i denne sektor med “husholdsnære tjenester” i hjemmet, men kun 300.000 er ansatte. I Padua er 10% af arbejdsstyrken indvandrere, og de arbejder netop for de små forretningsdrivende. Her har vi den anden side af “Det Tredje Italien”, det er en postfordistisk produktion baseret på en lavtuddannet arbejdsstyrke, ofte immigrantarbejdere, som muliggør livet for de små forretningsdrivende. Nationalismen eller regionalismen kan ikke lade som om, at verden er grænseløs, hvad angår den økonomiske og menneskelige tilstrømning. En svækket klassestruktur forsvarer sig selv, men forværrer samtidig sine problemer.

Tilbage til familien?

Højrefløjens besværligheder med at løse de økonomiske problemer ses også i deres sociokulturelle politæik. Lega Nord, Allianza Nazionale og kristendemokraterne fik meget plads i valgdebatten ved at forsvare en tilbagevenden til “traditionelle værdier”, beskyttelse af “livet” og en “opprioritering” af familien. Man kan se på det som en form for nymoralisme, når den kristendemokratiske partileder Casini samtidig med disse udtalelser er skilt, Berlusconi er skilt og åben omkring sine “affærer” også hvad gælder privatlivet og lederen for abortmodstandslisten Ferrara afslørede at der har fundet aborter sted tre gange i hans egne relationer. Tilbagevenden til “tradiotionelle katolske værdier” opfylder snarere en beskyttende og helende funktion over nogle af den nyliberale politiks skader og problemer, end at være egentlig moralsk. Flere og flere kvinder bliver hjemmegående igen, og med færre kvinder på arbejdsmarkedet mindskes arbejdsløsheden. Men mændenes løn øges ikke i tilsvarende grad, så familierne skal klare sig for færre penge. “De unge” bor hjemme længere og længere tid på grund af problemer med at finde en stabil indkomst på et usikkert arbejdsmarked – og kan derfor ikke skaffe sig et eget hjem. Den indskrænkede abortret sætter kvinder i en svagere position og forstærker familiebåndene og familien som økonomisk institution. I manglen på en udbygget velfærdsmodel bliver familien den institution for højrefløjen, som for øjeblikket kan lindre og skjule de store økonomiske problemer.

Lega Nord skabte Berlusconis valgsejr ved at lokke arbejderstemmer til fra venstrefløjen. De adresserede en uro som findes blandt de italienske arbejdere ved at fremhæve familien, territoriet og sikkerheden som løsninger. Men spørgsmålet er nu, hvad der kommer til at ske, når disse arbejdere ser, at løsningerne i længden risikerer at forværre deres situation, snarere end at løse den. Hele venstrefløjen er nu udenomparlamentarisk, står på gaderne og forsøger at genskabe en forankring i arbejderklassen uden at have politikere i parlamentet, der kan sikre forbindelsen mellem venstrefløjen og arbejderklassen. Der kommer til at være en eksplosiv udvikling de næste år i Italien.